Balladen om #MeToo-mændenes tilgivelse

i Featured af

DEBAT – Her snart et år efter #MeToo begyndte at rulle bliver en pointe gentaget igen og igen: Vi kan ikke straffe de her mænd for evigt, og på et tidspunkt må vi forholde os til at tage dem til nåde igen. Men kan mændene forvente offentlighedens tilgivelse og at alt bliver som før, spørger Frederik Bojer Bové, i anledningen af komikerens Louis CKs mislykkede comeback. 

Louis CKs comeback var en katastrofe. Han mødte op uanmeldt den 26. August på klubben Comedy Cellar, og leverede femten minutters stand-up. Til at starte med var reaktionen god, men i dagene derefter, som flere og flere detaljer kom frem, begyndte det at skifte.

Var det virkelig i orden at han dukkede op uanmeldt, så publikum havde betalt i forvejen og ikke selv kunne bestemme om de ville se ham? Var det virkelig i orden han lavede sit comeback uden at nævne #MeToo-situationen med et ord? Og var det virkelig okay at han efter sigende lavede en joke om ‘rape whistles’?

Hvis jeg er min kæreste utro, har jeg da ikke krav på, at hun tilgiver mig, og at tingene vender tilbage til, hvordan de var før? Jeg kan sagtens fucke så meget op, at det går umiskendeligt i stykker

En uge efter var stemningen skiftet. Ejeren af Comedy Cellar, der ellers i princippet bakkede op om at folk som Louis CK skulle kunne arbejde videre, udtalte at han var ‘very upset’. Kritikere kaldte Louis for tankeløs og upassende. Man har ikke hørt mere til nogen comeback-planer. Comedy Cellar har indført en ny politik, så gæster kan få pengene tilbage hvis der dukker en komiker op de ikke vil se.

Historien om Louis CK kunne ses helt nøgternt som en fortælling vi alle kan lære af, om hvordan man ikke skal lave sit comeback som #MeToo-mand. Måske skal man vente lidt længere. Tænke sig lidt mere om. Levere en(dnu en) undskyldning. Måske den næste mand der forsøger vil lykkes. Måske laver han andre fejl. På et eller andet tidspunkt skal vi nok finde ud af det.

‘Comeback’

Men historien afslører noget ved hele miseren, som – hvis vi lige tænker os om – sådan set er dybt mærkværdigt. For, altså, Louis CK kunne jo sådan set bare dukke op en aften i august og gøre comeback fra den ene dag til den anden. Der var ikke nogen der rent fysisk stoppede ham. Hvis han ville kunne han egentlig bare være fortsat rundt til andre comedy-barer og set, hvordan det var gået. Og paradoksalt nok var Louis CK netop kendt for at bruge uafhængige distributionskanaler til at sælge standup og sågar tv-serien Horace and Pete direkte til sine fans.

Så hvad vil det egentlig overhovedet sige for sådan en mand at lave et ‘comeback’? Hvad er forskellen på det og så bare tage ud og arbejde de steder man er velkommen? Og… hvorfor skal vi andre egentlig overhovedet blandes ind i det?

Overalt i vores liv bliver vi mødt med at ting vi gør har konsekvenser vi ikke kan gøre godt igen, så… hvorfor er det lige at det er anderledes for mænd der behandler kvinder dårligt?

Det er som om der er en stiltiende underliggende aftale, så snart man begynder at tale om et ‘comeback’. Politiken gjorde den meget tydelig, da de skrev i overskriften på deres comeback-artikel: Er du klar til at tilgive… Et ‘comeback’ er ikke bare det at #MeToo-mænd får lov til at fortsætte med at leve og arbejde igen – hvilket vi vel i og for sig alle kan være enige om, at de har ret til, næsten alle forbrydere kommer ud af fængslet igen – men også at de har krav og ret til mere end det. Tilgivelse. Og måske at tingene vender tilbage til, hvordan de var før?

Men… Hvorfor egentlig? Sådan foregår det da ikke inden for nogen som helst andre af livets områder. Hvis jeg er min kæreste utro, har jeg da ikke krav på, at hun tilgiver mig, og at tingene vender tilbage til, hvordan de var før? Jeg kan sagtens fucke så meget op, at det går umiskendeligt i stykker. Og hvis en person bliver kendt for at være dårlig til sit arbejde, så kan det være meget svært at få et nyt job på samme niveau som før. Overalt i vores liv bliver vi mødt med, at vores handlinger har konsekvenser, som vi ikke kan trække tilbage. Så hvorfor er det lige, at det er anderledes for mænd der behandler kvinder dårligt?

Hockenberry og Ghomeshi

Fornemmelsen blev understreget af to andre #MeToo-mænd, der på anden vis forsøgte at gøre comeback. Med få dages mellemrum skrev Jian Ghomeshi, der blev fyret som radiovært i 2014 efter anklager fra 24 kvinder, i New York Review of Books essayet Reflections from a Hashtag, mens radiovært John Hockenberry fik trykt artiklen Exile i magasinet Harpers.

De to artikler er blevet kritiseret sønder og sammen for forvridninger af sandheden og for helt enkelt at lade gerningsmændende komme til orde mens deres ofre forbliver stemmeløse. Men hver gang jeg forsøgte at læse dem igennem – og jeg forsøgte flere gange inden jeg tog mig sammen og læste dem af rent professionelle grunde til denne klumme – blev jeg slået af noget andet.

Foto: Flickr

Hvor elendigt skrevne, uinteressante og rent ud sagt ligegyldige de er. Hockenberry især er tåkrummende læsning, et repræsentativt afsnit går på elleve linjer fra at klynke over at ingen tør forsvare ham, henover at påstå, at vi mangler et sprog til at beskrive #MeToo, og ender med at klage over ‘misogynist hip-hop lyrics’. Hvis han havde noget at sige om det i midten kunne det være interessant, men det er virkelig bare klynk og iagttagelser der allerede virkede bedagede i halvfemserne.

Ghomeshis essay er unægtelig bedre, om ikke andet så fordi det er kortere og indeholder erkendelser af hans egne fejl og betragtninger om, hvordan det er at måtte indse man er blevet alt det man altid har hadet. Men samtidig er han vigende og diffus, når han skriver om præcis hvad der skete, og når han samtidig nævner at han tidligere brugte indsigter fra feminisme til at skjule sig bag er det svært at stole på ham.

Factchecking har også vist der er mange unøjagtigheder og usandheder i hans essay, men det er sådan set ikke pointen. Pointen er at det selv uden factchecking klinger hult.

Udskamnings-fortællingen

Værst af alt virker de begge to bare så velkendte. Begge to skriver om hvordan det at være i offentligheden hele tiden medfører angst for at blive genkendt, for at blive dømt, for at blive udskammet. Og ikke for at være kynisk, men det må være et af jordens ældste problemer. Vi kan bare tage kirke-scenen i Jagten som et klassisk eksempel.

Hockenberry snakker ‘public shame’ og Ghomeshi om ‘contemporary mass shaming’. Deres historier kredser om, hvordan det er at være udsat for en offentlig udskamning. Men ‘udskamning’ er vel sådan set en ældre form for afstraffelse end vores moderne retsvæsen, og det er da heller ikke nogen ukendt figur i litteraturen. Jesus bevæger sig blandt de udskammede. Nathaniel Hawthorne beskrev udskamningskulturen i 1700-tallet i Det Røde Bogstav. Det er med andre ord svært at forklare præcist, hvorfor de her to historier er nødvendige.

#MeToo har været en kamp, og den har den ene side ganske enkelt vundet, ærligt og redeligt.

Og så er vi tilbage til start. Det har ligget som en understrøm gennem hele det sidste år, at det på et eller andet tidspunkt ville være nødvendigt eller uundgåeligt, at vi begyndte at lukke #MeToo-mændende ind i varmen igen. Men efter vi har gjort det et par gange, har jeg mest af alt lyst til at spørge: Hvorfor egentlig?

Kampen om kulturen

Det er også nærmest en hån mod hele #MeToo-bølgen. Hele navnet kommer jo netop af, at kvinder begyndte at fortælle deres historier. Bølgen begyndte at rulle, fordi vi begyndte at lytte mere til nogle og mindre til andre. Og lad os nu være fuldstændig kyniske og ærlige: Det var bestemt ikke uundgåeligt, og det er lige knap heller korrekt at kalde det nødvendigt. Patriarkatet har eksisteret fint i årtusinder, og det kunne nok godt have fortsat nogle år endnu.

#MeToo begyndte at rulle på grund af mod og benhårdt arbejde. På grund af ærlighed, intelligens, fantastisk journalistisk arbejde, skriverier man ikke kunne lægge fra sig. Dermed ikke sagt at de ‘Silence Breakers’ som Time Magazine udnævnte til årets person 2018 har været – eller skal være – perfekte, men de har ganske enkelt været bedre end deres modstandere. #MeToo har været en kamp, og den har den ene side ganske enkelt vundet, ærligt og redeligt.

Jeg tror ikke det er logik. Jeg tror det er vane. Jeg tror kulturen tilgav proto-#MeToo-mænd fordi dem der styrede kulturen selv var mænd, og mange af dem var egentlig ligeglade og syntes ikke, det var så slemt

Jeg kunne forsøge at forsvare det rent moralsk, og kalde det topmålet af privilegie-blindhed, at kulturen forventer, at de her #MeToo-mænd bare skal gives tilbage plads og prestige, uden at de skal gøre sig fortjent til det. Der er tonsvis af skribenter, der ville kunne levere essays af langt højere standard end Hockenberry og Ghomeshi, og som aldrig kommer i nærheden af de tunge magasiner.

Men kynikeren i mig tænker mere over det rent praktiske, at jeg bare ikke kan se, hvorfor vi som samfund skulle være interesseret i at uddele ‘comebacks’. Lad da Louis CK optage en video og sælge den til så mange han kan. Lad da Jian Ghomeshi lave sin egen youtube-kanal og se hvad der sker. Men implicit i ‘comeback’-fortællingen ligger en idé om, at vi som samfund skal sige god for de her mænd igen, og jeg kan ganske enkelt ikke se logikken i det længere.

Vindere og tabere

Jeg tror ikke det er logik. Jeg tror det er vane. Jeg tror kulturen tilgav proto-#MeToo-mænd fordi dem der styrede kulturen selv var mænd, og mange af dem var egentlig ligeglade og syntes ikke, det var så slemt. Det var mænd der altid skulle tilgives, aldrig selv havde behov for at tilgive, så deres idéer om tilgivelse par præg af det.

I dag er kulturen langt mere fragmenteret og svær at styre. En smart PR-kampagne har det virkelig svært, når den skal slås med folk som Jodi Kantor, Megan Twohey og Ronan Farrow, der vandt Pulitzer-prisen for #MeToo-historierne, eller kritikere som Mo Ryan, Mary McNamara og Emily Nussbaum – hvoraf de to sidste også er Pulitzer-vindende i kritik-kategorien – der ikke gider det samme gamle ræs. Og de er altså ikke kommet sovende til deres positioner heller.

At bede kulturen om at acceptere et ‘comeback’, er samtidig også at bede nogle af kulturens skarpeste hoveder om at holde deres kæft. Ellers vil et comeback á la Louis CK ganske enkelt ikke fungere. Der er kun så og så meget plads i kulturen, og der vil altid være kamp om pladsen. Så hvorfor i alverden skal vi forære plads væk til mænd, der én gang har misbrugt den?

Og altså, hvis de her mænd virkelig er så geniale, så burde det da være en smal sag for dem at vinde den tilbage igen?

PS: Der er i øvrigt endnu en mand der har brug for at vinde sin plads tilbage igen. Ian Buruma, redaktøren på New York Review of Books, er blevet fyret efter Jian Ghomeshis essay. Endnu en kamp er afgjort. Endnu en mand har tabt. Skal vi ikke bare fortsætte på den her måde?

Fotocredit: IMDB

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Frederik Bojer Bové (født 1.12 1986) er cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling og BA i Historie. Han blogger om film på kronoper.dk, er dansk redaktør på tidsskriftet Cinema Scandinavia og har været programlægger på Copenhagen Architecture Festival.