AUTISME OG FOLKESKOLE // DEBAT – Autistiske børn anerkendes hverken i skolen eller i politik og presses urimeligt og uacceptabelt i det ufleksible skolesystem. Overgreb mod børnene og mistænkeliggørelse af pårørende må stoppe, og faggrupper, der rent faktisk ved noget om børn med autisme, samt børnenes forældre skal inddrages i processen med at forbedre systemet, skriver Johnny Larsen, der er forælder til et barn med autisme.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
For tiden kan man se på tv og nettet, hvordan et barn går i opløsning, fordi barnet skal tvinges ind i rammer, som uvidende politikere, socialrådgivere og sagsbehandlere har besluttet. Derfor vil politikere hjælpe systemet, så alle passer ind i rammerne, som politikerne og embedsmænd har sat. Om det så koster liv.
Autisme er på nogle måder et meget ubehageligt handicap, dels fordi det er så bredspektret, at man i fagkredse taler om autismespektret. Det går fra personer, som er hjælpeløse og uden sprog, for hvem der ikke er hjælp, over til velfungerende personer, som i nogle situationer må overgive sig til deres handicap og for udenforstående kommer til at virke som urimelige, uopdragne, forkælede, krævende egoister.
Den opfattelse deles også af mange, der skal tage sig af autisternes hjælpebehov. Desværre sidder disse mennesker i kommuner, hvor budgetterne er vigtigere end borgernes ve og vel.
Hvor mange autister, der går rundt og bærer på dybe ar efter års mishandling i folkeskolen, er der ingen, som har tal på, men det er sikkert, at der er mange
Rækken af lidelser for autisterne og deres mistænkeliggjorte pårørende er uendelig, og det kræver en ufattelig mængde energi og styrke for bare at overleve potentielle overgreb mod både autisten og de pårørende.
Det er i sagens natur meget vanskeligt at generalisere over noget, der er umuligt at proppe i definerede kasser. Autisme og den effekt, den har på den enkelte autist, er forskellig fra stort set den ene til den næste.
Velmenende og budgetbevidste sagsbehandlere vælger eksempelvis at tvinge autister til at lære at være sociale ved at tvinge dem i skole. Lykkes det ikke, er det naturligvis forældrenes skyld, og disse skal i familierådgivning. Når det heller ikke virker, tvangsfjernes barnet fra de eneste, barnet føler sig tryg ved, og derfra går det kun hastigt ad helvede til for barnet, for forældre og for pårørende. Imens kan kommunen begynde forfra med den næste i den meget lange kø.
Der sidder sågar psykologer, der er ansat i det kommunale system, som glemmer hensynet til barnet og kan stille diagnoser og løsningsmodeller uden nogensinde at have talt med barnet.
Kan I ikke klare jer uden hjælp, så kom med barnet, og så skal vi nok anbringe det
Tidligere var autister bare nogle, der fik tæv, kom på børnehjem eller andet grimt, så et eller andet er der trods alt sket. Nu kan det autistiske barn være hjemme, mens myndighederne mishandler.
Hvor mange autister, der går rundt og bærer på dybe ar efter års mishandling i folkeskolen, er der ingen, som har tal på, men det er sikkert, at der er mange.
Ikke alle er normale
For udenforstående kan det nemt komme til at virke som den rene jammer, men for dem, som har haft brug for hjælp, vil det være en trist opsummering af virkeligheden.
Autister har brug for blandt andet et langt mere fleksibelt skolesystem, der ikke som nu fastholder rigid normalitetstænkning, hvor alle skal være normale og opfylde gennemsnitskrav.
Det er i øvrigt ikke kun autister, men også (andre) højtbegavede børn, som rammes af den statsautoriserede middelmådighed og mangel på evne til at give rum til de børn, der får for få udfordringer, og dem, der får for mange.
Økonomi og pres
Økonomien er ikke det eneste, der spiller ind, og det er svært at finde ud af, hvad der op og ned i regnearket. At henvende sig til kommunen for at få hjælp kan resultere i, at sagsbehandleren siger:
”Det kan da godt være, at det vil være en god forretning for kommunen af støtte forældrene med 10% af prisen for en døgnanbringelse, men sådan fungerer det ikke. Kan I ikke klare jer uden hjælp, så kom med barnet, og så skal vi nok anbringe det”.
Politikere skal forstå, at også autister og andre børn med diagnoser har behov for andet og måske mindre, måske mere, end de kan få i folkeskolen
Citatet er ordret og ægte. Ergo er det ikke kun økonomi, men også magt til djøf’er, der spiller ind. Der er mange, som skal stilles tilfredse og mætte, men ingen af dem er autisterne og de pårørende.
Der skal være plads til undtagelser
På et eller andet tidspunkt er det blevet besluttet, at børn skal undervises i ni år, og undervisningen skal godkendes af kommunens skoleforvaltning, hvis den foregår uden for folke- eller privatskolen.
Der findes ikke nogen undtagelser for de børn, der ikke passer ind. Systemet er til for systemet og påstår ”new speak-agtigt” at være der for børnene. Med god ret kan man sige, at det også er sådan, virkeligheden udformer sig – lige med undtagelse af de børn, som ikke passer ind, og derfor skal have hugget tæer og hæle, indtil de gør.
Autister anerkendes stadig hverken i skole eller politik, men kun af meget få fagfolk, der sjældent kommer til orde
Undervisningsministeren har allerede erkendt, at inklusionsreformen, som hendes eget parti udformede uden hjælp fra psykologer, pædagoger og lærere, er et mislykket forsøg.
Nu skal vi have skuden vendt, og politikere skal forstå, at også autister og andre børn med diagnoser har behov for andet og måske mindre, måske mere, end de kan få i folkeskolen.
Man kunne begynde med at spørge sig for hos forældre til autister, tale med behandlere og andre med viden om autisme og så gøre noget for at hjælpe autister i stedet for at fastholde den skadelige linje, der har kørt alt for længe, og som har ødelagt både børn, forældre og pårørende.
Autister anerkendes stadig hverken i skole eller politik, men kun af meget få fagfolk, der sjældent kommer til orde. Lad os ændre det til det bedre. Tak.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
