Arbejdsgivere skal stoppe deres vendetta mod privat- og familielivet

af i Arbejdsmarked/POV Business

POV BUSINESS // ARBEJDSMARKED – At privatlivet alene skulle være årsag til de massive stressproblemer, vi har i vores samfund, flugter ikke med de erfaringer tusindvis af medarbejdere har i det daglige, skriver Thomas Milsted. Arbejdsgivere bør stå ved deres del af ansvaret for stressproblemerne i stedet for at fralægge sig det.

Man kan hurtigt få en slet mistanke om en velorganiseret og koordineret indsats, når arbejdsgivere, både idet private og i det offentlige, tordner frem med påstande om individet og privatlivet som den store og næsten eneste synder i vort samfunds massive stressproblematik.

Grænserne for arbejdsgivernes fantasi, når det kommer til at bortforklare konsekvenserne af det ansvar, de ikke har taget, synes også meget vide, og privatlivets store åg tales op til højder, som får arbejdspladsen til at ligne det rene paradis.

Det er en sjælden uskøn ansvarsforflygtigelse, men hvad værre er: Den er uetisk og absurd.

Forgudelsen af forbrugsvækst, produktivitet og effektivitet som sandheder, der tangerer naturlove, har også skabt den idé, at stress stammer fra dit privatliv

Absurd, fordi mennesker først og fremmest bliver formet af de relationer og vilkår, der omgiver dem. Mennesker påvirkes af de stemninger, normer, kulturer og ikke mindst den tid, de lever i. Og et arbejdsforhold kendetegnes jo netop ved den skævhed, det er, når en leder beordrer en opgave løst uden nødvendigvis at have blik for det match, der er mellem de krav, der stilles, og de resurser medarbejderne er i besiddelse af. Arbejdsforholdene har stor og væsentlig betydning for det liv vi lever, og ikke mindst hvordan vi har det med det liv.

Uetisk, fordi det at gøre alle livets facetter selvforskyldte og sige pyt til resten, ikke gør os til samskabende mennesker, men til kynikere og kolde samfundsborgere.

Klart at privatlivet også stresser. Det har vi vidst længe, og vi kan endda sætte en masse konkrete årsager på. Syge børn, skilsmisser, spolerede nætter – rækken er uendelig. Men at privatlivet alene skulle kunne forklare de massive stressproblemer, vi har i vores samfund, hører til i den ideologiske afdeling, og flugter altså ikke med de erfaringer og oplevelser tusindvis af medarbejdere har i det daglige. At gøre stress til et spørgsmål om måden vi ser og oplever verden på, og vi dermed da bare kan se og opleve den anderledes, vidner om, at ens dybere kendskab til den menneskelige organisme kan ligge på et meget lille sted.

Mennesker fungerer i kraft af relationer og vilkår, hvis de skal fungere godt.

Hvorfor løber arbejdsgivere fra deres ansvar?

At arbejdsgivere skulle løbe fra deres ansvar af økonomiske grunde giver ikke rigtig mening, al den stund at behandling, også i denne forbindelse, koster væsentligt mere end forebyggelse.

Det skal siges til arbejdsgivernes ros, at de ofte er villige til at poste millioner af kroner efter medarbejdere, der har fået det skidt på grund af stress, angst eller depressioner. Nogle ville hævde, at det da kun er rimeligt, men alligevel. Her skal vi bare forsøge at forstå logikken i, at man hellere vil punge de mange penge ud til behandling, når man ville kunne slippe med langt mindre beløb ved at forebygge.

Og her må svaret være, at hvis ansvarsforflygtigelsen ikke skyldes økonomi, må den jo være principiel.

Stressforebyggelse kompromitterer ledelsesretten

Arbejdsgiverne har jo suverænt retten til at lede og fordele arbejdet, og selvom der til rettigheder jo også hører pligter, som f.eks. ansvaret for udføre arbejdet forsvarligt, så ingen medarbejdere lider overlast, fysisk eller psykisk, ser vi ikke alle steder lige stor iver i forhold til at leve op til netop den forpligtelse.

Der er derfor, jeg snakker så meget om moralske organisationer i denne tid. For uden en overordnet moral, der skal sikre at medarbejderne ikke skades, når de løser deres opgaver, kommer vi ikke i nærheden af en effektiv forebyggelse.

Al forebyggelse i relation til trivsel på en arbejdsplads bygger som udgangspunkt på en høj moral, der tager udgangspunkt i, at medarbejdere som det primære er medmennesker, og med det følger den logik, at dem behandler man ordentligt, anstændigt og respektfuldt.

En idé hvor alt, der ikke kan stå i en vækstmodel eller i et excelark, er pladderhumanisme og    samfundsnedbrydende

Vi skal altså stoppe idéen om, at medmennesker eller medarbejdere er noget man kan udnytte, og i stedet for tilegne os en idé om vores medmennesker som noget samskabende. Og skal mennesker være samskabende, skal rammerne være optimale, og det er de kun, når medarbejdere har trygge og sikre rammer, hvor de har en overordentlig høj grad af indflydelse på deres egen arbejdsorganisering. Det giver nemlig den oplevelse af egenkontrol, som gør, at vi ikke aktiverer vores stressrespons i tide og utide.

Stop snakken om stress og snak trivsel i stedet

Jeg ved godt, at vi i ren afmagt har kastet stressbegrebet ud i rummet, hvor det så har været til fri afbenyttelse, når det handler om definitionsretten.

Der er ihærdige kræfter, der vedholdende forsøger at skabe definitioner, der flugter ideologiske strømninger, som understøtter idéen om verden som et marked. En idé hvor alt, der ikke kan stå i en vækstmodel eller i et excelark, er pladderhumanisme og samfundsnedbrydende.

Forgudelsen af forbrugsvækst, produktivitet og effektivitet som sandheder, der tangerer naturlove, har også skabt den idé, at stress stammer fra dit privatliv. Naturlove er jo i sagens natur love vi må indordne os under, og kan vi ikke det, så er det ikke loven, der er noget galt med, men os selv.

Sammen med idéen om at produktivitet og effektivitet er naturlove, for vi mennesker vil jo frem, er idéen om det fuldstændigt naturlige i at nogen har retten til at presse andre langt ud over naturens formåen, så de bliver invalideret fysisk eller mentalt, også skabt.

Privatlivets store åg tales op til højder, som får arbejdspladsen til at ligne det rene Paradis

Men det er på tide, at vi henter begrebet stress hjem igen, så vi kan komme ud af handlingslammelsens djævelske klør. Stress er først og fremmest en tilstand, der opstår, når vi føler os eller er direkte truet. Erkender vi det, så kan vi begynde at arbejde med trivsel, der tager udgangspunkt i forebyggelse.

Og til en start kunne organisationerne spørge deres medarbejdere, hvad der skal til for, at de trives, i stedet for at hyre såkaldte eksperter, der mod klækkelig betaling er villige til at bilde medarbejderne ind, at der intet er galt med forholdene, men udelukkende med deres personlighed og privatliv.

Amoralske organisationer manipulerer medarbejdere til at søge årsagerne til stress i deres personlighed. Resultatet er, at man føler sig forkert og skyldig. Det er ekskluderende. Moralske organisationer skaber strukturer, der kan favne den menneskelige organisme og ikke mindst vores nervesystems mangfoldighed. Den moralske organisation er inkluderende.


Denne artikel er en redigeret udgave af originalen, der kan læses her.

Thomas Milsted er forfatter og rådgiver. Er medlem af Dansk Journalistforbund og har skrevet adskillige bøger og artikler om og omkring det psykosociale arbejdsmiljø. Har i mere end tyve år arbejdet som rådgiver og foredragsholder. Tidligere leder af Center for Stress og Trivsel A/S, nu freelance og Generalsekretær i Stresstænketanken. Sidder og har siddet i diverse tænketanke med hovedvægt på at få løst stressproblematikker i danske organisationer og samfundet generelt.

Har blandt andet udgivet: Stress. Sådan tackler du det. (1999) Børsens Forlag. Stress. Grib chancen for et bedre (arbejds)liv. (2006) Jyllandspostens/Politikens Forlag. Lykke. Er der en vej til det gode liv? (2008) Jyllandspostens/Politikens Forlag. Trivsel. En guide til motivation og arbejdsglæde. (2009) Jyllandspostens/Politikens Forlag. Ned og op med stress. (2011) En samtale-bog med Pernille Rosenkrantz-Theil. Gyldendal. Arbejdsglad. - sådan skaber du bedre resultater med glade medarbejdere. (2014) Gyldendal. Skab værdi med trivsel og empati. (2015) Gyldendal. Stedbørnene. En guide til sammenbragte familier. (2015) People´s Press. Stresset. (2017). People´s Press. Mobile Pay: 31418376

Seneste artikler om Arbejdsmarked