Bristede hjertebånd – en bog om den vestindiske kirkesag af provst Erik Balslev-Clausen – fylder læseren med en ambivalens, som er så mangetydig, at det alene kan være en grund til at anbefale den til den historieinteresserede læser. Men det er også en helt igennem deprimerende bog, skriver Jakob Brønnum.
Det første spørgsmål, man som læser stiller sig om nærværende bog er, hvorfor den egentlig er skrevet? Forfatteren, Erik Balslev-Clausen, der er tidligere provst på Østerbro, har i sin tid arbejdet med kirken i Grønland. Hvad er det, han vil levere? Er det et bidrag til den disciplin inden for teologien, der hedder kirkehistorien, som har en underdisciplin, der hedder missionshistorie? Eller er det et vandmærke af kolonihistorien, et billede set gennem tre sølle, små kirkesamfund i troperne, drevet af folk med gode viljer og mange sygdomme?
Hver søndag siden 1666
Undertitlen, Den Vestindiske Kirkesag, 1904-1917, betyder ikke, at der var en bestemt sag, der blev behandlet, en affære om et eller andet. Udtrykket ”kirkesagen” hentyder til dette, at nogen tog den sag på sig at sikre og drive et dansk folkekirkeliv på øerne.
Det var ikke noget, der begyndte der. Forfatteren gør opmærksom på, at der formentlig har været holdt gudstjeneste hver søndag siden 1666, hvor den stolte danske søfartsnation bemægtigede sig øen St. Thomas på den anden side af Atlanterhavet. For siden også at sætte sig på naboøerne St. Croix og St. Jan.
Lige fra starten når bogen tager fat, driver den allerede af melankoli
I bogen forbindes koloniseringen af Dansk Vestindien med det faktum, at Danmark havde tabt Skåne, Halland og Blekinge i 1600-tallet, og afhændelsen af øerne i 1917 havde ikke mindst at gøre med , at de var blevet sværere at drive rent økonomisk, dels efter slavernes frigivelse, dels fordi efterspørgslen efter rørsukker mindskedes i takt med af sukkerroerne vandt frem på markerne i Danmark.
Så lige fra starten når bogen tager fat, ikke mindst gennem beskrivelser og citater fra en udsendt kirkeleder fra Danmark, driver den allerede af melankoli, fordi man er begyndt at tale om at afhænde øerne, men også fordi kirken faktisk ikke fungerer særlig godt blandt de danske på øerne. Meget få går i kirke. Hver søndag holdes der engelsksprogede gudstjenester i de samme kirker, og der går det meget bedre. Desuden er der en del konkurrence fra andre, europæiske kirker, som efter religionsfrihedens indførelse med Grundloven 50 år tidligere har kunnet drive mission i de danske besiddelser.
Den udsendte observatør foreslår en lang række forbedringer af de lokale kirkeforhold for biskopperne i Danmark og man tager også fat på det. Men så afhændes øerne pludselig og spørgsmålet er, som allerede bogens bagsidetekt antyder, om det er andet end ”skønne, spildte kræfter”.
På samme måde som Socialdemokratiet i Danmark og kirken aldrig rigtig kom på talefod om sociale problemer i 1800-tallet, selvom der var åbenlyse muligheder, kommer kirken ud på et sidespor i forbindelse med en arbejderopstand på de vestindiske øer, der muligvis var med til at vende stemning i Danmark for salget.
Man opretter en afdeling af Blå Kors på øerne og danskere i hvidt tøj holder møder med afrikanske, tidligere slaver, der bagefter går ud og drikker sig sanseløst berusede i billig sukkerrørsrom.
Ambivalensen fra læserens side består naturligvis i, at den store hjælp, som mennesker i de missionske kredse i Danmark ønsker at yde, jo kulturelt set er på egne præmisser, langt hen ad vejen, sådan som det altid har været i missions- og koloniarbejdet.
Så bogen har også sit mål af beskrivelser af de der helt skæve situationer, hvor man opretter en afdeling af Blå Kors, afholdsbevægelsen, på øerne og danskere i hvidt tøj holder møder med afrikanske, tidligere slaver, der bagefter går ud og drikker sig sanseløst berusede i billig sukkerrørsrom.
Man kan få indtryk af, at der hersker samme kolonialistisk forfærdende forhold som i Grønland, men det er nok overdrevet. At Danmark har været ret kikset som kolonination med sine små havneforlægninger i Caribien, Vestafrika og i Indien, det såkaldte Trankebar, kan der vist ikke sættes spørgsmål ved. Til gengæld bør det siges, som det også fremgår af bogen, at visse af kirkens folk forsøgte at blive så længe som muligt for at hjælpe de lokale under overgangen til amerikansk styre.
N-ordet på hveranden side
Erik Balslev-Clausen vælger at lade europæernes racistiske udtryksmåde stå uimodsagt. N-ordet står med andre ord på hver anden side, når der citeres fra datidige tekster. Forståeligt nok, det ville være blevet en helt anden bog, havde han valgt anderledes. Men at man ikke kan skelne mellem tradition og etnisk oprindelse på det tidspunkt, står også helt klart.
De tidligere slaver, der er hentet ud fra deres hjem i Afrika, som Thorkild Hansen jo i 1960’erne har beskrevet så malende og uforglemmeligt i sin trilogi, Slavernes kyst, Slavernes skibe og Slavernes øer, opfattes simpelthen som dummere og dårligere til at lære skolestof, men til gengæld som lydige. Og det er da altid noget, fremgår det.
Omvendt synes det et faktum, at ”racemodsætningerne”, så tydelige og store de end er, alligevel er mindre på de danske øer end andre steder. Hvorfor ved jeg ikke. Men jeg tror faktisk på det. Selvfølgelig får drengene én med spanskrøret, hvis de piller næse i skolen. Men vi har ingen Kong Leopold, der begår unævnelige unævneligheder som blandt befolkningen i Belgisk Congo.
Blandt de indtryk, man stærkest sidder tilbage med, er de danske udsendinges kritik af de danske embedsmænd som uansvarlige og uinteresserede i at drive deres forskellige embeder på en fyldestgørende måde.
Og så svage de tre danske folkekirkesamfund end er på øerne, så udgør de dog et vist, menneskeligt bindeled mellem øerne og Danmark, der er stærkere end nogle af de andre bindeled af mere national eller erhvervsmæssig art, hvis man skal tro bogen.
Blandt de indtryk, man stærkest sidder tilbage med, er de danske udsendinges kritik af de danske embedsmænd som uansvarlige og uinteresserede i at drive deres forskellige embeder på en fyldestgørende måde.
Og så selvfølgelig den lakoniske bemærkning fra forfatteren, at der ikke – efter at kolonimagten har indtaget øerne og importeret slaver fra Afrika – er nogen tilbage af den befolkning, Columbus mødt i slutningen af 1400-tallet. De er, her et halvt årtusind senere, døde af indførte sygdomme og koloniherrernes hårdhændede behandling.
Jeg tror, bogen er skrevet, ganske enkelt fordi det nu engang er dansk historie, der ikke er beskrevet før, på denne måde, som en lille coffee table book med fine og forbløffende fotos fra en tid, der virker som en del af europæisk historie, vi betragter som både afsluttet og lukket. Men det skyldes nok, at vi endnu ikke rigtig har forstået, hvor mange mennesker, der lever og arbejder illegalt i de europæiske storbyer, og under hvor forfærdelige forhold, og at vi alligevel glemmer, hvor mange mennesker, der er døde under stadionbyggerierne i Qatar, når vi om nogle år sidder og ser VM i fodbold.
Erik Balslev-Clausen: Bristede hjertebånd – den vestindiske kirkesag 1904-1917. 175 sider. 249 kroner. Forlaget Eksistensen. Er udkommet.
Topfoto: Bogens omslag (Forlaget Eksistensen).
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
