
HISTORIE // ESSAY – Få danskere ved at den tidligere franske kulturminister André Malraux (1901-1976) i sin ungdom var en vaskeægte Tomb Raider, en tempelrøver af format. Men ikke desto mindre har denne prisbelønnede forfatter, teoretiker og højtdekorerede kulturpersonlighed planlagt og udført et røvertogt i Cambodias Angkor-område af episke dimensioner og med hele syv store tempelrelieffer som udbytte. Marieke Burgers og Peter Ludvigsen fortæller historien om tempelrøveren Malraux.
I 1923 var den 22-årige publicist Georges André Malraux, søn af en aktiehandler, kulturelt interesseret og flittig museumsgæst, ganske enkelt på spanden. Han havde tabt alle sine mineaktier i et krak i 1922. Den eventyrlystne unge mand med sin store vennekreds af digtere og kunstnere, havde brug for penge, og det kunne kun gå for langsomt. For at skaffe de fornødne midler udtænkte han en dristig og fantastisk plan, som kombinerede hans kendskab til verdenskunst med hans rejselyst.
Planen gik ud på at rejse til Cambodia – som siden 1860erne havde været en del af den franske koloni Indokina – og i al hemmelighed lette et tempel for dets værdier. Han ville derefter sælge skulpturerne til ivrige købere i New York.
I 1923, var den 22-årige publicist Georges André Malraux, søn af en aktiehandler, kulturelt interesseret og flittig museumsgæst, ganske enkelt på spanden
Derfor opfordrede han den kendte kunsthandler André Kahnweiler, ”kubismens impresario”, til at tage kontakt til amerikanske samlere og institutioner. Desuden skaffede Malraux sig opbakning fra bestyrelsen for Musée Guimet – et parisisk museum som i forvejen husede mange Khmer kunstskatte – ved at sælge røvertogtet som en autentisk arkæologisk ekspedition, som han helt selv ville finansiere.
Han fik endda det franske Koloniministerium med på ideen, fik en officiel autorisation og i oktober 1923 sejlede litteraten Malraux og hans lige så litterære hustru Clara, den lange vej mod Saigon – Ho Chi Minh City i det nuværende Vietnam.
Angkor, middelalderens mytiske ruiner
I Saigon mødtes de med Malrauxs ungdomsven Louis Chevasson, som skulle hjælpe dem med det praktiske med henblik på at få fjernet de værdifulde relieffer. Med dampskib ad Mekongfloden, ankom de til Siem Reap, en by som ligger tæt på det store tempelområde, som i 1992 blev UNESCO Verdensarv.
Selveste Angkor Wat (wat = tempel) er et gigantisk ellevehundredtals Hindu tempel, beliggende i den tidligere hovedstad for Khmer imperiet. I det 11. og 12. århundrede blev Angkor betragtet som verdens største bosættelse, bygget op om et omfangsrigt netværk af kanaler, sluser, og veje gennem Sydøstasiens rismarker. Efter nogle hundrede år brød det sofistikerede vandingssystem sammen, strukturerne henfaldt og blev generobret af junglen.
Selvom Angkor Wats ruiner aldrig fuldstændigt blev forladt af Khmerfolket, blev de først i 1850-erne ”genopdaget” af den franske videnskabsmand og opdagelsesrejsende Henry Mouhot. Hans illustrerede beretninger på engelsk fra 1861, ”Travels in the Central Parts of Indo-China (Siam), Cambodia and Laos” gav Cambodia det nødvendige romantiske skær i Frankrig, England og store dele af verden, og bragte de hemmelighedsfulde og storslåede Khmerruiner på verdenskortet – igen.
Forberedelserne
Den finkulturelle røverbande købte undervejs de nødvendige forsyninger og hyrede kuske, bærere, oksekærrer og transportdyr. De ansatte også den unge annameser Xa, som på gebrokkent, men entusiastisk fransk kunne forklare, at han kunne lave ”hvide menneskers mad”, bage baguette (sic!), sy og stryge og som, efter eget udsagn, ikke var bange for junglen.
Endelig satte de fra Siem Reap kurs mod det tempel, som Malraux havde i tankerne, en mystisk, nyopdaget perle ved navn Banteay Srei.

I begyndelsen af 1920-erne var Banteay Srei stadig lidt af et mysterium, men Malraux havde opdaget det ved et tilfælde i en sjælden bog på Bibliothèque Orientale i Paris. Bogen indeholdt en beretning af den franske løjtnant Marek, som havde genopdaget netop det tempel i 1914.
Det sandstensbyggede tempel fra de 10. århundrede ligger 25 kilometer nordøst for de store tempelkomplekser i Angkor og bliver anset for en juvel i Khmer kunsten, fyldt med udsøgte vægrelieffer og stendekorationer, men selvom templet blev anset for et højdepunkt i Khmer arkitektur, stod det ikke officielt opført som historisk monument i den franske koloni. Et perfekt mål med andre ord.
Tomb Raiders
Anført af Xa, en lokal guide ved navn Svai og et halv snes kulierne og iført Claras hjemmesyet tropetøj, benklæder og korkhjelme; behængt med vandflasker, kameraer og kompas, begav røvertruppen sig af sted ind i junglen i den fugtige tropevarme på små heste.
De havde fire oksekærrer med bl.a. soveudstyr i – de havde ikke råd til rigtige telte – myggenet, petroleumslamper, gryder, koben, økser, hamrer, mukkerter, stiksave, reb, Claras kinintabletter, salve og remedier og de uundværlige kamfertrækister, som byttet skulle transporteres i. Det tog dem flere dage på hesteryg at nå fra Siem Rap til landsbyen Rohal. Her skulle templet ligge et eller andet sted godt skjult i den meget tætte jungle.
Men ingen i området kendte til stedet og Malraux og Co. måtte i flere dage spørge sig for, inden endelig en gammel mand mente at huske en sti, der førte til en bunke sten nogle kilometer væk. I den ulidelige, fugtige og insektfyldte varme begyndte gruppen så at hakke sig vej gennem junglen med de store machetelignede knive, coupe-coupes.
Da de endelig stødte på nogle mosbefængte murbrokker, så de slanger sno sig over stenene, mens aber og fugle larmede i trækronerne. Her opdagede de tårne og terrasser, begroet af kæmpe luftrødder, og overgroet af kvælertræer, bregner og bambus. For de franske eventyrere var det en himmelsk vision, en junglekopi af Louis XV Trianon palads: et yndefuldt monument i lyserødt i sandsten.
Dansende gudinder

Selvom Banteay Srei er viet til Hinduguden Shiva, betyder navnet Kvindernes Borg, måske fordi templet er dekoreret med hundredvis af smukke kvindefigurer,de såkaldte devatas eller apsaras, de himmelske danserinder. Malraux gik målrettet efter de meget eftertragtede, barbrystede gudinder. En enkelt statue af en af disse gudesmukke nymfer kunne snildt indbringe 12.000 dollars.
Malraux og Chevasson fjernede flere store reliefstykker, først med stiksave, der dog hurtigt gik til, senere med mejsler og mukkerter, og deres klodsede forsøg ødelagde en hel del af vægdekorationerne for bestandig.
Gruppen af bærere, kulier og lokale guider var bestemt ikke glad for denne vanhelligelse og var ikke særlig villig til at hjælpe, og på et tidspunkt ulmede der et oprør, som dog blev undgået. Efter flere dage med intenst hakkearbejde, lykkedes det til sidst at få syv reliefstykker hejst op på oksekærrerne og den vanskelige og langsomme returrejse til Phnom Penh kunne begynde.
Katastrofen
Hele ekspeditionen endte dog i en katastrofe. De tre tempelrøvere bragte ganske vist tyvegodset ned til dampskibet og ankom sent juleaften til Phnom Penh. Men samme nat fik de uventet besøg i deres kahytter. I ugevis havde de franske myndigheder været på sporet af dem, for da ægteparret Malraux ankom til Siem Reap havde Indokinas generalguvernør modtaget oplysninger fra Paris om duoens sande intentioner.
Fordi de var europæere, fik de lov til at blive ombord til daggry. Næste dag måtte de gå fra borde og blev indkvarteret et sted efter eget valg, men i husarrest. De valgte det noget lurvede Hotel Manolis, ejet af en græker, Aristoteles Manolis. Her skulle de afvente domstolens afgørelse.
De blev imidlertid tvunget til at bo der i flere måneder, i et langt ophold hvor Malraux pådrog sig malaria og Clara denguefeber. Malraux blev i første omgang ved domstolen i Saigon dømt til 3 års fængsel og Chevasson til 18 måneder. De blev dog løsladt, men måtte ikke forlade Indokina.
Kampagne
Da Clara ikke var tiltalt, tog hun tilbage til Frankrig for at samle støtte blandt den parisiske intellektuelle elite. ”L’Affaire d’Angkor” havde vakt opsigt i både den franske og den internationale presse, men Clara formåede, anført af surrealisten André Breton, at igangsætte en stor kampagne for Malrauxs frikendelse.
Anført af Xa, en lokal guide ved navn Svai og et halv snes kulierne og iført Claras hjemmesyet tropetøj, benklæder og korkhjelme; behængt med vandflasker, kameraer og kompas, begav røvertruppen sig af sted ind i junglen i den fugtige tropevarme på små heste
Deres appelbrev blev blandt andre underskrevet af kendte kulturpersonligheder som André Gide, Max Jacob og brødrene Gallimard. Deres argument for Malrauxs frikendelse var, at han ”viste potentiale”; hvilket ville sige, at det ene lands ”kulturskat” ikke skulle straffes for at plyndre det andets. Brevet blev fremlagt ved appeldomstolen i Saigon og efter en lang retssag blev der afsagt en ny dom: en betinget dom til Malraux på et år og en på otte måneder til Chevasson.
I 1925 blev reliefferne ført tilbage til Banteay Srei og fra 1931 to 1936 gennemgik templet adskillige restaureringer og er sidenhen blevet en velbesøgt turistattraktion.
Nogle hævdede lidt paradoksalt, at Malraux med sit tyveri de facto havde reddet templet fra et obskurt og hengemt skæbne.
Kritiker og kulturminister
Malrauxs erfaringer I Indokina førte i øvrigt til, at han blev en skarp kritiker af den franske kolonimagt. I 1925 stiftede han avisen l’Indochine og etablerede en politisk aktivistgruppe The Young Annam League.

Han skrev også flere romaner om sine oplevelser i Indokina, bl.a. det semiautobiografiske La Voie royale fra 1930, hvor to eventyrere, franskmanden Claude Vannec og danskeren Perken (!) forsøger sig med tempelrøveri i Cambodia. Sammen med romanerne Les Conquérants (1928), og La Condition humaine (1930) udgør de en trilogi om revolution i Asien. Clara Malraux har ligeledes efterladt sig mange udgivelser, bl.a. sine erindringer.
I 1945 blev Malraux af Charles de Gaulle udnævnt til Informationsminister (1945-1946) og senere til Minister for Kulturelle Anliggender (1959-1969), den første af sin art.
Under Anden Verdenskrig var André Malraux i modstandsbevægelsen og blev dekoreret som krigshelt. Han har modtaget flere priser, hædersbeviser og ærestitler. Men han er dog hidtil den eneste kulturminister, der kunne skrive tempelrøver på sit visitkort.
Og i dag er den bedste franske restaurant i byen Siem Reap opkaldt efter ham, trods alt.
Kildehenvisning: Axel Madsen, Silk Roads, The Asian Adventures of Clara and André Malraux, 1989
Topfoto: Wikimedia Commons.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her