Hviderusland på vej hen

Analyse: Hvor er Hviderusland på vej hen?

i Politik & Samfund/Rusland af
ANALYSE // HVIDERUSLAND – Efter præsidentvalget i Hviderusland 9. august i år står landet ved en korsvej. Det er endnu umuligt at sige, hvad fremtiden bringer for landet. Et er dog sikkert – intet bliver som før præsidentvalget 9. august, skriver Allan Have Larsen, cand. mag i russisk.

De seneste ugers massive protester er udtryk for en fundamental utilfredshed med landets præsident, Aleksandr Lukasjenko, og det undertrykkende system han har skabt, siden han i 1994 blev valgt til præsident. Skulle det komme til en voldelig nedkæmpelse af disse protester, vil det blot øge utilfredsheden uden at løse årsagerne til protesterne.

Andre lande i det tidligere Sovjet har stået i lignende situationer, af hvilken grund det er nærliggende at kigge til lande som Ukraine og Armenien for at få en ide om mulige fremtidsscenarier. Det er dog en øvelse, der skal udøves med den største forsigtighed, da alle disse tre lande trods deres fælles sovjetiske fortid, på væsentlige punkter også adskiller sig fra hinanden.

Ukraine

Trods et nært sprogligt, historisk og kulturelt slægtskab med Ukraine, er Hviderusland dog også meget anderledes end Ukraine. Dette gælder ikke mindst forholdet til den fælles nabo – Rusland. Centralt i Ukraine står en række begivenheder, som skaber store problemer i forholdet til Rusland. Diskussionen om hvorvidt Holodomor, altså den store sultkatastrofe i forbindelse med kollektiviseringen af landbruget i Ukraine i begyndelsen 1930’erne, var et resultat af et udtænkt folkemord i Kreml eller blot et ”uheld” i en kaotisk tid, fylder meget i Ukraine, og er en stor anstødssten i forholdet mellem Ukraine og Rusland.

Imidlertid er Putin og kredsen omkring ham givetvis mere end skræmte ved tanken om, at befolkningen kan finde på at gå på gaden, når valgsvindel er alt for åbenlyst

I forlængelse heraf kommer det meget forskellige syn på Sovjetunionens befrielse af Ukraine fra nazisterne. Ukraine led også uendelig hårdt under den nazistiske besættelse, men i og med at landet også led meget under både kollektiviseringen i starten af 1930’erne og udrensninger i slutningen af 1930’erne, var det langt fra alle i Ukraine, der hilste sovjetmagtens genkomst velkommen. I og med at Anden Verdenskrig spiller så stor en rolle i den russiske selvforståelse, er der også her et moment, som gør det vanskeligt for Rusland og Ukraine at tale sammen.

Hvad begivenhederne i Ukraine siden Krims indlemmelse i Rusland i 2014 kan give et fingerpeg om, er, hvad der sker, hvis ingen af parterne holder igen. Hverken Rusland, EU og selvsagt slet ikke Hviderusland ønsker en gentagelse af krigen i Østukraine på hviderussisk territorium. Imidlertid er Putin og kredsen omkring ham givetvis mere end skræmte ved tanken om, at befolkningen kan finde på at gå på gaden, når valgsvindel er alt for åbenlyst.

Ikke mindst fordi der nu i over en måned har været demonstrationer i den fjernøstlige by Khabarovsk i forbindelse med at den lokale guvernør, der ikke tilhører Putins støtteparti, Forenet Rusland, blev arresteret og anklaget for mord begået for mere end 15 år siden.

Imidlertid er forholdet mellem Putin og Lukasjenko heller ikke det bedste, af hvilken grund det bestemt ikke kan udelukkes, at Kreml er ved at sondere terrænet for en mulig afløser. Det burde således endnu ikke være umuligt at finde en kandidat, som er spiselig for både Kreml og oppositionen i Hviderusland. Her kan det være interessant at kigge til Armenien og begivenhederne der i foråret 2018.

Armenien

I Armenien forsøgte præsident Serzh Sargsyan at tage magten med sig fra posten som præsident til posten som premierminister, endskønt han i 2015, da forfatningen blev ændret, havde lovet ikke at gøre netop det.

Dette løftebrud fremkaldte store protester i landet, og efter en uge måtte Sargsyan trække sig fra posten som premierminister, og parlamentet valgte derefter oppositionens leder Nikol Pashinyan til premierminister. Dette eksempel på at der kan opnås politiske resultater ved at gå på gaden, har Moskva hidtil ikke har haft problemer med. Det skyldes nok i høj grad, at Armenien er forblevet loyal over for Moskva i udenrigspolitikken og ikke har sat spørgsmålstegn ved Armeniens medlemskab af Den Eurasiske Økonomiske Union, der er Ruslands forsøg på at skabe en postsovjetiske pendant til EU.

Armenien har imidlertid også haft andre gode grunde til at forblive loyal overfor Rusland, da landet er yderst  afhængig af Ruslands støtte i konflikten med Azerbajdsjan om Nagorno Karabakh. Årsagerne til at Moskva kunne acceptere et magtskifte i Armenien er altså bundet op på meget specifikke armenske og kaukasiske forhold, der ikke uden videre kan overføres til Hviderusland.

Et væsentligt aspekt af den nuværende protestbevægelse i Hviderusland er, at den også har taget form af en stor national vækkelse

Hvideruslands europæiske identitet

Selvom der ikke er den samme anti-russiske strømning i Hviderusland som der er i Ukraine, ændrer det imidlertid ikke ved, at det samfund som hviderusserne er gået på gaden for, næppe er et samfund, der minder om dagens Rusland, og det som Kreml kalder et ”styret demokrati”.

Et væsentligt aspekt af den nuværende protestbevægelse i Hviderusland er, at den også har taget form af en stor national vækkelse. Symbolsk er dette kommet til udtryk ved, at oppositionen anvender det hvid-rød-hvide flag, der var Hvideruslands flag i perioden 1991 – 1995. Det var et flag som Lukasjenko afskaffede efter en folkeafstemning i 1995 og erstattede med et rødt – hvidt – grønt flag, der minder meget om den hviderussiske sovjetrepubliks flag.

Af indlysende geografiske grunde må en hviderussisk nationalbevægelse af natur være europæisk og (også) orientere sig i retning af sine vestlige naboer. Her er Rusland helt anderledes. Rusland er verdens største stat og grænser op til både Norge og Nordkorea. Hvorvidt Rusland er europæisk eller ej, er noget russerne har diskuteret i al fald siden Peter d. Stores tid i starten af 1700-tallet og sikkert også vil diskutere de næste 300 år.

For tiden er Ruslands fokus i høj grad på det på det eurasiske – altså det at Rusland er udstrakt over to kontinenter og udgør en kultur for sig, der er markant anderledes end den europæiske kultur. Denne politiske retning kaldes eurasianisme og har en lang og kompliceret historie. Kort sagt opstod bevægelsen blandt russiske flygtninge og emigranter i Europa efter 1917. Bevægelsen trækker blandt andet på mange elementer fra den slavofile bevægelse fra første halvdel af 1800-tallet og også på 1800-tallets panslavisme.

Indtil nu ser det ikke ud til, at hviderusserne har meget godt i vente fra Rusland

En vigtig tanke i eurasianismen er, at russerne på en eller anden måde er prædisponeret til en form for autoritær styreform. Det er svært at forestille sig, at Hviderusland skulle kunne se sig selv i denne fortælling.

At Hviderusland og Rusland alene på grund af de to landes meget forskellige størrelser udgør et umage par, umuliggør ikke nødvendigvis en reformproces i Hviderusland, men faldgruberne er mange. Indtil nu ser det ikke ud til, at hviderusserne har meget godt i vente fra Rusland. Torsdag den 3. september var Ruslands premierminister, Mikhail Misjustin, i Minsk, hvor han havde et møde med Lukasjenko. Efter mødet sagde Misjustin, at de to lande gjorde fremskridt i forhandlinger om tættere politiske, økonomiske og militære forbindelser.

Ruslands postimperiale traumer

At Rusland spiller, og også i fremtiden vil komme til at spille, en stor rolle for udviklingen i Hviderusland, er udtryk for en fundamental forskel mellem de tre østslaviske lande – Hviderusland, Ukraine og Rusland.

Hviderusland (og Ukraine) er derimod postkoloniale stater, der er i gang med en nation building-proces, hvor Rusland i høj grad er ”den anden” som hviderussere og ukrainere definerer sig i forhold til

Forskellen består i, at Rusland er en postimperial stat, der stadig mentalt kæmper med tabet af sit imperium, der ovenikøbet ikke befandt sig oversøisk, sådan som de europæiske kolonimagters besiddelser gjorde, men derimod lå i direkte forlængelse af moderlandet. Derfor var der i tilfældet Det Russiske Imperium, og senere Sovjetunionen, aldrig klart, hvornår moderlandet sluttede og de fremmede besiddelser begyndte. Hviderusland (og Ukraine) er derimod postkoloniale stater, der er i gang med en nation building-proces, hvor Rusland i høj grad er ”den anden” som hviderussere og ukrainere definerer sig i forhold til.

I Ukraine har dette modsætningsforhold ført til regulær krig. Den risiko er også tilstede i Hviderusland, hvis Rusland bliver ved med at støtte en stadig mere upopulær Lukasjenko. Imidlertid har Rusland også en mulighed for at bevare sit nære bånd til Hviderusland, hvis det i tide indser, at hvis man ønsker noget som helst godt for Hviderusland, så må det blive et Hviderusland uden Lukasjenko ved magten.

Det er svært at forestille sig, at spillet om Hvideruslands fremtid ikke på et eller andet tidspunkt vil blive ”geopolitiseret”

Set fra Kreml er problemet, at man dermed komme til at støtte de demokratiske og antiautoritære kræfter, som man netop af al magt forsøger at bekæmpe hjemme i Rusland. At udviklingen i Hviderusland kan påvirke situationen i Rusland, er ikke en frygt, der er grebet ud af den blå luft. 9. september kunne man på hviderussisk PEN’s  hjemmeside læse et indlæg fra nobelprismodtager Svetlana Aleksijevitj, hvori hun bebrejder russiske intellektuelle deres tavshed i forbindelse med begivenhederne i Hviderusland.

Det er naturligvis Kremls store skræk, at utilfredse russere bliver inspireret af begivenhederne i Hviderusland

Det er svært at forestille sig, at spillet om Hvideruslands fremtid ikke på et eller andet tidspunkt vil blive “geopolitiseret”. Hvis Ruslands præsident Vladimir Putin bliver den, der faciliterer et fredeligt magtskifte i Hviderusland, ville han sikre sig et (fortsat) pro-russisk Hviderusland.

Det er naturligvis Kremls store skræk, at utilfredse russere bliver inspireret af begivenhederne i Hviderusland. Ikke mindst fordi der 11.-13. september var regionalvalg i en række russiske regioner, og som begivenhederne i Khabarovsk denne sommer har vist, så er det ikke længere utænkeligt for russere at gå på gaden og lufte utilfredshed med landets magthavere.

LÆS ALLAN HAVE LARSEN TIDLIGERE ARTIKLER I POV HER.


Foto: Hvideruslands præsident Lukashenko er yderst upopulær i hjemlandet, hvor befolkningen i flere uger er gået på gaden for at få ham til at trække sig.
Wikimedia Commons/cc-by-sa

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Allan Have Larsen er cand. mag i russisk, religionsvidenskab og engelsk og har arbejdet og rejst meget i både Østeuropa og Rusland.

1998-99 underviste han i dansk for Nordisk Ministerråd i den russiske by Pskov og fra 2004-7 arbejdede han som dansk lektor i Sankt Petersborg.

Når Coronakrisen er ovre og rejselysten for alvor vender tilbage i Danmark, håber han at genoptage sit job som rejseleder hos Vitus-Rejser og Cultours – og meget gerne på ture til Polen og Rusland eller andre steder i Østeuropa. Fra tid til anden tolker han også i russisk for Rigspolitiet.

Seneste artikler om Politik & Samfund