MIDTVESTLIV // KLUMME – Da Julie Bendtsen og familien flyttede til USA, var planen, at det bare skulle være for to år. Men to år blev til mange. Faktisk så mange, at det nu ikke længere kan tages for givet, at Danmark i fremtiden vil være en permanent del af puslespillet – for nogen i familien.
CHICAGO – I sidste uge havde vi lidt af en milepæl her i det danskamerikanske hjem. Vores førstefødte havde sin sidste dag i middle school – som afsluttes med 8. klasse – og med dét fulgte en ægte, amerikansk graduation.
Ganske vist ikke med hatte, der bliver kastet op i luften, som vi ser det i amerikanske film og serier (det kommer nok senere hen), men med kappe, diplomoverrækkelse og ceremoni med taler, navneopråb og klapsalver.
Det var en fin, fin dag. En dag, hvor hendes mor kneb en tåre og mærkede et lille stik i maven. Først og fremmest af stolthed og emotionel overvældelse over nu at have en high schooler, men lidt længere inde også fordi det med årene, der går, og for hver milepæl, der nås, synker ind, at vi langsomt, men sikkert, i højere grad har slået nogle rødder, som vi – de voksne – ikke længere selv er i kontrol over.
Det var ikke vores børns valg, at vi skulle flytte hertil – men det er uden diskussion dem, der har integreret sig bedst og mest flydende
Da vi kom til USA, var vores nu nyligt middle school graduate knap fem år gammel og talte ikke et ord engelsk. Nu venter high school, og hvis vi var i tvivl om, at den amerikanske hverdag er den, vores børn kender, så blev det slået fast med syvtommersøm, da hun trykkede rektor i hånden og fik sit diplom. Hun er en del af systemet nu. Til næste år – når hun bliver 15 – kan hun begynde at tage kørekort.
Hun færdiggjorde middle school med topkarakterer og high honors hele vejen igennem, og det er ikke noget, jeg nævner for at prale, men fordi jeg synes, det er en præstation, der er værd at nævne.
At blive smækket ned i et land og en kultur, man ikke kender og ikke kan begå sig verbalt i – og så ikke bare klare skærene, men klare dem til UG. Det var ikke vores børns valg, at vi skulle flytte hertil – men det er uden diskussion dem, der har integreret sig bedst og mest flydende.
Lys fremtid, forhåbentlig – men hvor?
Og på den måde har vi sat gang i en cyklus, som med overhængende sandsynlighed kommer til at bide os i haserne: Den beslutning, vi tog for dem dengang, er de i deres gode ret til at tage for sig selv – og deres kommende familier – senere hen.
Vi har ingen indflydelse på, hvor de vælger at slå sig ned med partnere og børn, og i og med at vi har valgt at gøre USA til deres hjem, burde det ikke komme som nogen overraskelse for os, hvis det er her, de vælger at stifte familie.
Med de valg, vi har taget gennem de sidste næsten ti år, har vi sat os selv i stole, hvor vores børn kan – og formentlig vil – gøre nøjagtigt det samme som vi eller i hvert fald noget, der ligner. Fravælge Danmark, måske midlertidigt – måske permanent.
De er ikke bundet til noget sted, der er vores hjem, og det ville være naivt at tro, at de ser Danmark som deres fremtidige hjem – der, hvor de gerne vil slå sig ned, bygge en karriere og skabe en familie.
Hvorfor skulle de? Vi har jo vist dem en anden vej og verden, én, hvor de føler sig hjemme og kan navigere i, på trods af alle vores frikadeller og remoulade og rugbrød og insisteren på at tale dansk inden for hjemmets fire vægge. Faktum er, at de er vokset op i USA.
Vi har lige haft besøg af vores forældre hjemmefra, og denne gang var det ti måneder siden, vi sidst havde set hinanden. Det er lang tid for bedsteforældre at undvære deres børnebørn – og vice versa.
Min mand og jeg ved godt, at det er hårdt for alle, og vi ved også godt, at det er vores valg, der har gjort – og gør – det hårdt. Det er en konstant følelse af skyld, som jeg tror er en uundgåelig følgesvend, når man vælger at rejse ud – og blive.
Ti måneder er lang tid. Men som altid, og ikke fordi vi føler vi skal, men fordi det er sådan, vi føler, talte vi med vanlig og lettet forundring om, hvordan det aldrig føles, som om der er gået så lang tid, som der er, når vi ses.
Jo, det mærkes, mens det står på, og savnet vil altid være der og altid vokse sig større, for hver uge og måned der går – men når vi så ses, føles det, som om vi sås sidste weekend. Båndene er de samme, tætte og stærke. Også selv om børnenes ben er blevet længere, og deres hjerner begyndt at stikke i andre retninger, væk fra hjemmet.
Fra to år til mange flere
Da mine forældre var på besøg, snakkede vi om vores fremtid, og min mand og jeg talte som det mest naturlige i verden om, at vi gerne ville slå os ned i Spanien eller Portugal, når vi skulle pensioneres.
Jeg ved ikke, om det er noget, jeg selv og min skyldfølelse i fællesskab bilder mig ind, men jeg synes, jeg kan se min mors hjerte synke lidt, når vi taler om vores fremtid som en, der ikke nødvendigvis inkluderer Danmark. Som om vi har droppet tanken om nogensinde at flytte hjem.
Det har vi ikke – droppet tanken. Men vi er nået til et punkt, hvor Danmark ikke længere er givet, når vi taler om vores fremtid. Vi har været her så længe nu, at vi ikke længere kan lege, at vi bare er her midlertidigt. Da vi tog hertil, var aftalen to år. ”Inden børnene skal starte i skole, ikke? Det er perfekt.” Men de to år blev til flere og endnu en flytning og tilknytninger, der blev skabt – rødder, der blevet slået.
Jeg kan ikke komme uden om, at der lige ved siden af stoltheden sidder et vemod og en splittelse ved tanken om, at vi – min mand og jeg – måske blev den sidste generation på vores side, der voksede op i Danmark
Nu er vi nået dertil, hvor vores datter drømmer om at læse marinbiologi i USA og allerhelst i North Carolina, og vores søns sind er stadig tilstrækkelig ungt og uspoleret til, at han tror på en (relativt nær) fremtid i NHL. Han har endda lovet os sæsonkort til den klub, han skal spille for. Hurra for store drømme og ditto selvtillid.
Jeg er virkelig stolt af det liv og de muligheder, vi har kunnet give vores børn her i USA. Jeg er stolt af den måde, de har håndteret det på, og jeg er ikke i tvivl om, at deres opvækst er blevet rigere af de forskellige kulturer og sprog, de konstant navigerer imellem. Jeg vil også være stolt, hvis de skulle beslutte sig for, at det er hér, deres fremtid ligger, og selv vælger deres vej.
Stjerneskud og solnedgange
Men jeg kan ikke komme uden om, at der lige ved siden af stoltheden sidder et vemod og en splittelse ved tanken om, at vi – min mand og jeg – måske blev den sidste generation på vores side, der voksede op i Danmark. Dét land, der stadig føles 100 procent som hjem for mig.
Jeg tror ikke, der nogensinde kommer en dag, hvor jeg ikke føler et stik af savn og sentimentalitet, når jeg ser billeder af danske kornmarker, hovedgaden i Stege, etageejendomme på Østerbro, badestrande, stjerneskud (de spiselige, ikke de himmelske), venner i sol ved Københavns Havn, anemoner i en skovbund, Livgarden gennem gaderne, solnedgange i sommerhuslandet – og alt det andet.
Listen er uendelig, og stikkene bliver nemmere at håndtere, men forsvinde gør de nok aldrig. Det er vel sådan, det er at dele sig selv i to – og lade den ene del slå nye rødder til næste generation.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
