MILJØ // BAGGRUND – Flere og flere drikker afsaltet havvand fra store anlæg. Det slukker verdens tørst, men afsaltning er både en klima- og en miljøsynder.
Selvom en ø er omringet af vand, kan det være svært at finde noget at drikke. Det er tilfældet på de små øer i Det Indiske Ocean ud for Kenyas kyst.
Her skal befolkningen langt for at hente rent, sikkert drikkevand. Det var i hvert fald tidligere tilfældet i byen Kizingiti på en af Kenyas øer – men ikke længere. Her har man nemlig løst problemet ved at finde en måde at drikke det salte havvand: med hjælp fra et solcelledrevet afsaltningsanlæg.
Men det er ikke kun i den kenyanske landsby, man tryller havvand om til drikkevand. Antallet af verdens afsaltningsanlæg er boomet.
Vandmangel er et stort, voksende problem
Før vi kan dykke ned i afsaltning af havvand, skal vi forstå problemet.
Det er kun 0,5 procent af vandet på den blå planet, vi bor på, vi rent faktisk kan drikke. Af den smule ferskvand, der er, er meget frosset fast i gletsjere eller befinder sig i undergrunden.
Vandmangel et globalt problem, der vokser. Halvdelen af verdens befolkning – fire milliarder mennesker – oplever ekstrem mangel på vand mindst én måned om året ifølge tal fra den grønne tænketank World Resources Institute. Det betyder, de både mangler vand at drikke, men også vand til deres dyr og til at dyrke fødevarer.
I Østafrika er flere regnsæsoner kommet og gået uden regn, og de seneste tre år har tørken bredt sig
Samtidig er klimakrisen årsag til mere tørke og mere uregelmæssigt vejr. Mange steder på jorden er man afhængig af floder, søer og regnvand for at få noget at drikke, men når der går længere tid mellem regnen, tørrer vandet ud.
Manglen på drikkevand kan give sygdomme
Normalt er november en tør måned i Kenya, men forrige november regnede det sporadisk med store, tunge regndråber. Regnen bliver kaldt en velsignelse af nogle, for den falder på et tørt sted. I Østafrika er flere regnsæsoner kommet og gået uden regn, og de seneste tre år har tørken bredt sig i især den østlige del af landet.
Mwanasha Mbwana bor i den østafrikanske landsby Shanga Rubu. I ly for regnen i en parkeret firhjulstrækker fortæller hun, at hun og resten af byen har døjet med konsekvenserne fra manglen på rent vand.
“Vi plejede at have problemer med mangel på vand, som vi kunne drikke. Også til vores dyr. Vi skulle gå langt for at få sikkert drikkevand,” fortæller hun, imens regnen trommer på bilens tag.
“Når vi har for lidt vand at drikke, eller det vand, vi drikker, ikke er rent, påvirker det vores helbred. Vi får kolera, og det har vi ikke de rigtige sundhedsfaciliteter til at behandle, så det er en stor udfordring, når den syge skal transporteres langt væk for at få den rigtige behandling,” siger Mwanasha Mbwana.
Men nu har landsbyen fået en underjordisk tank til indsamling af regnvand. Den har et blåt bliktag, som sørger for, vandet forbliver rent og ikke fordamper.
Løsningen med at indsamle regnvand fungerer, hvis regnen falder med jævne mellemrum og på forventelige tidspunkter. Så kan man nemlig rationere vandet, indtil man forventer, regnen falder igen. Men netop fordi nedbør falder langt mere uregelmæssigt end tidligere, kan vandtanken pludselig blive tom.
I stedet er en sikrere løsning for de lokale derfor at rense og afsalte havvand, så det kan drikkes. Det er dét, man er begyndt at gøre i landsbyen Kizingiti.
Tiden kan bruges meget bedre
Kizingitis afsaltningsanlæg leverer rent drikkevand til cirka 4.500 mennesker i byen. Der bliver brugt en teknik, der hedder “Reverse Osmosis”, eller RO, som er den mest udbredte teknik til afsaltning. Store batterier står ved siden af den brummende maskine, der afsalter vandet. Udenfor står flere rækker solcellepaneler og giver strøm til anlægget.
“Før anlægget kom, fik vi vandet transporteret hertil med både hele vejen fra Amu,” fortæller Yusuf Omar Athumani, som er en af byens ældre. Øen Amu er cirka 34 kilometer væk fra Kizingiti i fugleflugt.
“Vi ventede på vandet ved molen, og hver familie fik omkring 40 liter. Det var en udfordring,” siger han.
Det var svært at vide præcis, hvornår vandet ankom, og derfor skulle Kizingitis indbyggere ofte bruge store dele af dagen på at vente.
Afsaltningsanlægget er især kommet byens kvinder til gode. Det er nemlig hovedsageligt kvinder og børn, der har opgaven med at hente vandet. En af dem er Fatma Yusuf Omar. Hun bor også i Kizingiti, og så er hun ansat ved afsaltningsanlægget.
“Før projektet skulle jeg vågne klokken to om natten for at hente vand,” siger hun med den svage brummen fra anlægget, der afsalter vandet, i baggrunden.
“Nu har jeg mere tid. Jeg kan passe det arbejde, jeg har i hjemmet. Nu er der et skema, så jeg ved, hvornår jeg kan hente vand, og kan derfor planlægge rundt om det.”
På bekostning af klima og miljø
Det lille afsaltningsanlæg i Kizingiti giver altså livsnødvendigt vand til en hel by, er samtidig et klimavenligt anlæg, der bliver drevet af vedvarende energi, og så har det givet arbejdspladser til byen. Men andre steder i verden er afsaltning af havvand langtfra uden problemer. Størstedelen af verdens store anlæg bliver nemlig drevet af fossile brændsler, og så er spildevandet fra dem et miljøproblem.
Jiwoong Lee er lektor hos Kemisk Institut ved Københavns Universitet, og han har blandt andet forsket i afsaltningsmetoder. Han holder et plastiklåg op fra sin to-go-kaffekop for at symbolisere, hvordan teknologien fungerer. Låget skal symbolisere en membran, som havvandet bliver presset igennem for at blive filtreret.
Spildevandet er aldrig ikke et problem
Jiwoong Lee
“For at få én liter afsaltet vand, kræver det to liter havvand som input til systemet. Det skyldes den nødvendige høje afvisningsrate, som er på 99,7 procent saltfjernelse. Derfor er det vigtigt at have effektive filtre og eventuelt udføre flere filtreringer,” fortæller han.
“Dét kræver rigtig meget energi, og det er hovedsageligt gas og olie, som bliver brugt.”
De fleste store afsaltningsanlæg rundtomkring i verden udleder altså store mængder CO2. Det er blandt andet, fordi meget afsaltning sker i golfstaterne, hvor størstedelen af landenes energi netop kommer fra olie.
Samtidig er spildevandet fra anlæggene et problem. Det bliver kaldt for “brine”, og det er vand med høj saltkoncentration, som samtidig indeholder kemikalier. Langt det meste bliver ledt tilbage i havet, og det kan ødelægge det lokale havmiljø.
“Spildevandet er aldrig ikke et problem,” siger Jiwoong Lee.
Mængden af vand, der bliver afsaltet i de store anlæg på verdensplan, forventes at stige. Derfor er der også forskere, som arbejder på at finde nye måder at genanvende spildevandet og mere klimavenlige måder at afsalte vand på.
For på trods af konsekvenser for klimaet og miljøet fra afsaltningsanlæggene har mennesker brug for det drikkevand, som det genererer. Som Jiwoong Lee understreger:
“Vand er essentielt. Hvis du undværer det i få dage, så dør du.”
Denne artikel har været publiceret hos vores samarbejdspartner Verdens Bedste Nyheder, som var inviteret til Kenya af Udenrigsministeriet. Du kan finde en liste over vores samarbejdspartnere her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
