GLOBAL HANDEL // ANALYSE – Kina køber måske ikke Afrika, men de har skaffet sig en dominerende rolle som bygherre på det afrikanske kontinent, bare mindre bombastisk og mere subtilt end Trumps fremgangsmåde i forhold til Grønland.
Når du lander i Etiopien, er noget af det første, du møder, et stort stillads, hvorpå der er plastret et banner med mandarinskrift. Ordene lyder oversat: “Her bygges, pas på”.
Byggeprojektet, jeg møder i den internationale etiopiske lufthavn, Adis Babe Leole, er blot et enkelt af de flere tusinde infrastrukturprojekter, som Kina har søsat i hele Afrika siden år 2000.
Det, som jeg forventer blot skal være endnu en triviel mellemlanding, viser sig at blive mit første møde med en anden verden. Blot få skridt inde i den slidte etiopiske lufthavn, fanger mit blik noget bemærkelsesværdigt: Et kinesisk banner.
Med rejsen til Afrika troede jeg, at de mest bemærkelsesværdige kulturmøder, der ville vente mig, ville være med udgangspunkt i det afrikanske, i form af safari og rundture i den tanzaniske civilisation. Festen starter dog allerede inden jeg har nået at tage jakken af. Nærmest inden jeg er stået ud af flyet, møder jeg noget uventet: Kina.
Nøglen til udvikling
Jeg har tidligere hørt om, at Kina har gjort deres indtog som bygherre i Afrika. Nu fik jeg så syn for sagen. Kina har med deres Belt and Road Initiative markeret sig som det helt store ressourceland, når det kommer til økonomisk bistand i form af lån til infrastrukturprojekter syd for Sahara.
Kinas investeringer er vokset massivt i takt med den økonomiske vækst, landet har oplevet de seneste 20 år
Som regel foregår det ved at Kina låner penge til diverse lande, som så kan investere i infrastrukturprojekter såsom veje, internet, skoler, fodboldstadioner etc. Kina kan så bidrage til de projekter med både materiale og arbejdskraft og dermed også på den måde profitere på projekterne.
Og ifølge Yang Jiang, seniorforsker ved DIIS, der forsker i Kinas regeringsførelse, giver det mening for begge parter.
”Ud fra Kinas egne erfaringer er infrastruktur nøglen til udvikling. Så Kina ser dette som et nødvendigt skridt for økonomisk vækst i Afrika, hvilket gavner handelen mellem de to.”
Nye venner
Siden 2013, hvor Kina overhalede USA målt på andelen af den globale samhandel, har Kina været det land, der investerer mest i de afrikanske lande syd for Sahara. Kinas investeringer er vokset massivt i takt med den økonomiske vækst, landet har oplevet de seneste 20 år.
Det er ikke fordi Kina har presset Vesten ud af Afrika. En vigtig forklaring er, at Vesten ikke finder Afrika tilstrækkeligt attraktivt længere, hvilket har banet vejen for Kina
I 2003 investerede Kina 75 millioner dollars i Afrika svarende til omkring 530 millioner danske kroner. Et tal, der er steget massivt siden dengang; i 2021 investerede Kina 5 milliarder dollars i lande syd for Sahara, svarende til omkring 34 milliarder danske kroner.
Men det er altså ikke fordi Kina har presset Vesten ud af Afrika. En vigtig forklaring er, at Vesten ikke finder Afrika tilstrækkeligt attraktivt længere, hvilket har banet vejen for Kina, fortæller Jiang:
”Det er ikke sådan, at Kina aggressivt har taget magten i Afrika – vestlige lande tilbød simpelthen ikke, hvad Afrika havde brug for.”
Vestlige værdier, nej tak
En af grundene til, at de afrikanske lande syd for Sahara så åbent accepterer forholdet til Kina, finder man i det, der følger med, når henholdsvis Vesten og Kina investerer. Jiang nævner specielt et forhold, der gør, at de afrikanske lande ser positivt på Kinas tilstedeværelse:
”Hvis man sammenligner Kinas handlinger med Vesten, fremtvinger Kina ikke politiske reformer eller pålægger ideologiske betingelser.”
Det gør altså ikke de afrikanske lande noget, at Kina har sat sig på tronen som bygherre i Afrika. Og én ting er ifølge Jiang sikkert: De savner ikke de vestlige værdier, der følger med, når man samarbejder med Vesten.
Om det hele fører til et købstilbud tilsvarende Donalds Trumps agenda omkring Grønland er nok usandsynligt. Men mindre kan også gøre det.
Kina køber måske ikke Afrika, men de har cementeret deres plads som bygherre på det afrikanske kontinent, bare mindre bombastisk og mere subtilt end Trumps fremgangsmåde i forhold til Grønland.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.