Af en solkonges feberfantasier – opzummering fra Sydafrika

i Afrika/Featured/Internationalt/Politik & Samfund af

Sydafrikas præsident Jacob Zuma er for mange en diametral modsætning til landsfaderen Nelson Mandela. Det fik man et højlydt eksempel på 10. december 2013.

Mandela var død otte dage før og skulle mindes ved en stor højtidelighed på FNB-stadion i Johannesburg. Alverdens pinger var til stede, som USAs præsident Barack Obama, Storbritanniens David Cameron og imellem de to, fra vores helt egen andedam, en selfie-ivrig Helle Thorning-Schmidt.

 

Zuma holdt tale, men ingen hørte, hvad han sagde. Han blev ramt af en mur af buh-råb fra tilskuerne, så det gav genlyd på TV-skærme verden over.

Siden da er råbene mod Zuma taget til i styrke og omfang. På sociale medier vokser en kampagne ”ZumaMustFall” dag for dag – på Facebook har det nye “community” Zuma Must Fall March samlet op imod 44.000 følgere siden oprettelsen sidst i 2015 – og tirsdag den 5. april kulminerede utilfredsheden foreløbig, da det sydafrikanske parlament behandlede et forslag fra oppositionen om rigsretssag mod præsidenten. ANC reddede Zuma med 233 stemmer mod 143. 

Den seneste anstødssten og baggrund for parlamentsdebatten er Zumas bolig i KwaZulu-Natal. ”Boligen” er næppe en dækkende betegnelse, men dækker over et massivt stort område ved Zumas fødelandsby, Nkandla, overdådigt indrettet med ekstra faciliteter som to helikopter-landingsbaner, et amfiteater, et svømmebassin, gæstehuse, en sundhedsklinik, kostalde og en hønsegård.

Lidt af den kan ses her:

 

De fleste sydafrikanere er enige i, at landets præsident skal bo godt, men Zuma er nok gået lidt over grænsen for, hvor ekstravagant man kan indrette sig i et land, hvor millioner går sultne i seng hver dag.

Den verdensberømte sydafrikanske forfatter, André Brink, der døde i februar 2015, kaldte Zumas bolig for en ”uanstændighed”, der minder ham (altså Brink) om den franske ”Solkonges feberfantasier”.

En branddam

Et par ihærdige journalister fra avisen Mail & Guardian kiggede i 2013 nærmere på ekstravagancen og fik fat i det ”top-hemmelige” dokument om Nkandla-boligen også kaldet ”prestige-projekt A”.

I avisens sammenfatning i november 2013 kunne man læse, at staten havde betalt 215 millioner rand (dengang svarende til omkring 115 millioner kroner)  for ”sikkerhedsopgradering” af boligen. Beløbet lå langt over tilsvarende arbejder for Zumas to forgængere i embedet efter ophøret af apartheid, Thabo Mbeki og før ham Mandela på henholdsvis 12 og 32 millioner rand.

Værre var det, at bl.a. amfiteatret, hønsegården og svømmebassinet ifølge Zuma var en del af ”sikkerhedsopgraderingen”. Zuma forklarede, at swimmingpoolen var en såkaldt ”fire pool”. Vandet skulle bruges til brandslukning i tilfælde af ildløs.

Så eskalerede sagen: Sydafrikas ombudsmand pålagde Zuma at tilbagebetale de mange millioner. Zuma nægtede og fastholdt, indtil for nylig, hvor det stod klart, at oppositionspartierne Democratic Alliance og Economic Freedom Fighters ville indbringe bolig-sagen for forfatningsdomstolen. Nu lovede Zuma at refundere ”et eller andet” beløb.

Brød grundloven

Men for sent. Domstolens afgørelse faldt torsdag den 31. marts og var en stadfæstelse af ombudsmandens pålæg. Betal hr. præsident. Samtidig udtalte domstolen, at Zuma havde brudt grundloven ved at sammenblande sin private økonomi med præsidentembedets og dermed statens.

Zuma undskyldte og sagde, at han havde været i god tro – han mente sig med andre ord berettiget til at fyre 215 millioner stats-rand af på en tvivlsom sikkerhedsopgradering, grundlov eller ej.  Partiapparatet i ANC accepterede undskyldningen.

Men nu rykkede selv gamle ANC-koryfæer og krævede Zumas afgang. Den første var 86-årige Ahmed Kathradra, der sad 18 år på Robben Island sammen med Nelson Mandela. Han offentliggjorde den 2. april et åbent brev til Zuma, hvori han bad præsidenten trække sig.

Siden er koret, der kræver Zumas afgang, vokset, bl.a. med den respekterede Trevor Manuel, tidligere finansminister, og en række kirkeledere. Alle beder Zuma besinde sig og helst tage sit gode tøj og gå.

Sideløbende med grundlovssagen er Zumas tætte forbindelse til den hovedrige indiske Gupta-familie igen kommet i fokus. Guptaerne ejer et stort forretningsimperium i Sydafrika og har åbenbart så stærk indflydelse på Zuma, at de har kunnet udnævne ministre på hans vegne. I december 2015 udskiftede han tre styks indenfor en uge, og en af de involverede fortalte offentligt, at to Gupta-brødre havde tilbudt ham jobbet som finansminister.

Afsløringen gav anledning til et rama-skrig i befolkningen og i finansverdenen. Randen (den sydafrikanske valuta) faldt med 10 procent på to dage, mens omkring 180 millioner rand blev trukket ud af børsen i Johannesburg (ca. 80 millioner kroner).

Under bruseren mod AIDS

Disse sager er imidlertid blot de seneste i en lang række med præsidenten i uheldige hovedroller. Hans generalieblad er alenlangt.

Et par sager nævnt i flæng: I juni 2012 kom det frem, at Zuma modtager 11 millioner kroner af staten som ”ægtefællebidrag”, dobbelt så meget som forgængeren Thabo Mbeki.

ANC forsvarede Zuma, fordi han i henhold til Zulu-traditionen har fire koner og omkring 21 børn, et par af dem udenfor ægteskab. Bidraget var altså fair nok, mente ANC på tværs af en almindelig udbredt holdning om, at statspenge til en kone og ægteparrets fælles børn er rigeligt.

Længere tilbage, før Zuma blev præsident i 2009, var der også stribevis af sager. Zuma blev flere gange slæbt i retten i mega-bestikkelsesaffærer, og i december 2005 blev han tiltalt for voldtægt mod en 31-årig kvinde, datteren til en ANC-ven.

Zuma nægtede sig skyldig og sagde, at kvinden var gået med til sex af egen vilje. Under retssagen afslørede Zuma, at kvinden var HIV-positiv, og at han ikke havde brugt kondom. Til gengæld tog han et brusebad for at ”mindske risikoen for at få AIDS”, forklarede han. Oplysningen var særligt pikant, fordi Zuma var leder af ANCs Aids Council. Dommeren gav kvinden en skideballe for at have løjet i retten og kritiserede Zuma for sin letsindighed.

Kritikken blev taget op af AIDS-aktivister og sundhedseksperter og gav krudt til landets to store tegneserier Zapiro og Madam & Eve. I en lang periode blev Zuma konsekvent tegnet under en bruser, uanset hvad han ellers foretog sig.

Statens eller Zumas sikkerhed

Også i 2005, i juni, blev Zuma fyret som vicepræsident af forgængeren, Thabo Mbeki, anklaget for korruption og bedrageri i forbindelse med en statslig våbenhandel til over 30 milliarder dollars seks år tidligere. Det fik blot Zuma til at hvæsse de konspiratoriske knive mod Mbeki, som det lykkedes ham at vælte under ANC-kongressen i december samme år. Så var Zumas direkte vej mod præsidentposten åben. ANCs formand er per automatik indforskrevet som partiets præsidentkandidat.

Næsten samtidig blev han tiltalt for svindlerier, penge-hvidvask og bedrageri og optrådte adskillige gange i High Court og til sidst i landets højesteret. Men alle tiltaler imod ham blev frafaldet i april 2009, officielt på grund af fejl og manglende bevisførelse fra anklagemyndigheden. Mindre officielt hviskedes det, at retten havde givet efter for ”politisk pres”, læs: fra Zuma og støtterne i ANC.

Zuma blev som ventet valgt i april 2009 med stort flertal og indtog præsidentposten, hvorfra han straks brillerede med ikke at rette sig efter landets love. Han ville ikke oplyse om sin økonomi indenfor den stipulerede 60-dages periode. Det fik dele af ANC og fagbevægelsen i COSATU til at fare i flint. Først et år senere gav Zuma efter for presset og frigav oplysningerne.

Som præsident havde han derudover fra starten et horn i siden på pressen, ikke mindst på grund af de mange ”brusebads-tegninger”, så i 2011 foreslog han en ”State Secret Bill”, som blev vedtaget med ANC-stemmer i parlamentet i november 2011.

Loven kan give lange fængselsstraffe, hvis dokumenter offentliggøres, der kan true ”nationale interesser”, eller ”statens sikkerhed”. Alle regerings-initiativer kan rubriceres som ”klassificerede oplysninger”.

Da lovforslaget blev fremsat, rejste det en storm af kritik, blandt andet fra ærkebiskop Tutu, der udtalte, at loven vil være en ”fornærmelse mod alle sydafrikanere”, og at den ”kan bruges til at ulovliggøre ”whistle-blowing” og dybdeborende journalistik”.

 

Flertallet bestemmer

Den temperamentsfulde Zuma har også taget livtag med parlamentet under sine mange uoverlagte øjeblikke. I september 2012 udtalte han under en tale i parlamentssalen, at mindretalsgrupper bør have færre rettigheder end flertallet. I et demokrati er det flertallet, der bestemmer, sagde han. Mindretallet må rette ind.

Parlamentarikerne lyttede måbende til præsidenten og slog så over i et brøl af utilfredshed. Han trak senere udtalelsen tilbage.

Et par måneder senere var det Sydafrikas kvinder, der røg i harnisk. Zuma foreslog med sin ”Traditional Courts Bill”, at traditionelle lokale høvdinge (mænd) skulle have magt til at være både anklagere, dommere og mæglere på samme tid. Kvinder overalt i landet protesterede, og selv ANC-medlemmer kaldte forslaget for grundlovsstridigt og et tilbageskridt for Sydafrika til ”de mørke tider”.

Zuma svarede, at loven vil ”give os mulighed for at løse afrikanske problemer på den afrikanske måde, ikke den hvide mands måde”.  Men alle provinser, inklusiv Zumas hjemprovins KwaZulu-Natal, nedstemte i sidste ende forslaget.

Indfedtet

I manges øjne er Zuma ikke kun et symptom på ANCs problem med at forandre sig fra frihedskæmpende bevægelse til ansvarligt regeringsbærende parti. Han er samtidig den ypperste repræsentant for et monster-system af indfedtede ANC-folk og deres politiske, økonomiske og forretningsmæssige interesser, der sjældent er sammenfaldende med den brede befolknings.

Flere og flere mener, at beskyttelse af hvides økonomiske interesser under apartheid blot er blevet overtaget af en overklasse, der nu både er sort og hvid.

Men Zuma har brudt forfatningen, og parlamentet må og skal gøre et eller andet, afgøre, hvad der skal ske med ham. Skal han blive eller gå? Linjerne mellem for- og imod-Zuma-fraktionerne trækkes op.

I manges øjne er Zuma ikke kun et symptom på ANCs problem med at forandre sig fra frihedskæmpende bevægelse til ansvarligt regeringsbærende parti. Han er samtidig den ypperste repræsentant for et monster-system af indfedtede ANC-folk og deres politiske, økonomiske og forretningsmæssige interesser, der sjældent er sammenfaldende med den brede befolknings.

Står vicepræsident Cyril Ramaphosa klar med de hvæssede knive i den interne magtkamp? Indtil videre har han støttet op om Zuma, men hvor længe?

Går Ramaphosa af med sejren, får Sydafrika en virkelig”indfedter”. Den fattige dreng fra Soweto, der blev fagforeningsleder og forretningsmand og milliardær, er i dag angiveligt god for omkring 4 milliarder danske kroner.

Han har interesserer i den globale schweiziske mineinvestor, Glencore, har koncession på McDonalds over 130 restauranter i Sydafrika, er formand for Afrikas største mobiltelefon-selskab, MTN og sidder i bestyrelser for Sydafrikas førende bryggeri SAB og for Standard Bank. Han har interesser i Coca Cola og Unilever, og fra hans egen selskabsgruppe i Shanduka er han aktiv i ejendomme og grunde, forsikring og telekommunikation.

Han har også aktier i Lonmin-selskabet og er dermed medejer af Marikana-minen, hvor 34 minearbejdere blev dræbt af politiet under en strejke i august 2012. Dengang kaldte Ramaphosa de strejkende minearbejderes ”opførsel” for ”nedrigt kriminelt”.

Udfordrer han Zuma?

Svaret blæser i fremtidens vind, men måske er Zumas mellemnavn ”Gedleyihlekisa” en indikation af, hvad der kan ske igen.

Navnet kan oversættes fra zulu til ”den, som smiler, mens han knuser sine fjender”.

Mandela. Privateje. København. 1993.
Mandela. Privateje. København. 1993.

Topfoto: Demonstrationer mod Zuma – GettyImages

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du alle links til vores nye artikler.  Del også gerne artiklen med andre. Vi har ikke noget reklamebudget.

 

Lars Zbinden Hansen (f. 1958), korrespondent i engelsk og fransk og journalist (fra Århus og Johannesburg), har siden 1983 gået i de fleste af afdelingerne af ”livets skole”, der befinder sig på en nord-syd-akse fra Danmark over Mellemøsten til Kap det Gode Håb.
Udstationeret for Udenrigsministeriet til Stockholms-konferencen (dengang CSCE), Tel Aviv, Damaskus og Moskva. For Danida (UM) første gang i Afrika i 1992: Uganda og derefter Sydafrika, Marokko og Kenya. Har været i Elfenbenskysten for World Food Programme. ”Medfølgende ægtefælle” i Togo 2007-2013 og derefter Rwanda indtil 2015.
Har besøgt, arbejdet i og indåndet 28 afrikanske lande, nord-syd-øst-vest, og har nu kontinentet som en permanent del af blodomløbet.

Gift, 2 voksne studerende børn.

Giv en skærv, hvis du kan lide mine artikler. Alle beløb modtages på mit MobilePay nummer: