MUSIK // ANMELDELSE – Der var god energi i salen, da et udvidet Aarhus Symfoniorkester og chefdirigent Dmitry Matvienko tog livtag med Mahlers 7. Symfoni, som sine steder er vild og uregerlig, men også byder på forunderlige nattestemninger.
I en samtale, som Gustav Mahler havde med den finske komponist Jean Sibelius, skulle han efter sigende have gjort gældende, at symfonien må være som verden – ”den må omfatte alt”. Om dette også gælder Mahlers 7. Symfoni kan diskuteres. Men man kan i hvert fald sige, at den peger i mange retninger.
At det er sådan, er der flere grunde til. Den væsentligste grund er, at symfonien bliver til af to omgange. Først skriver Mahler de to satser med ”natmusik”, der omkranser symfoniens midterste scherzo-sats, og efterfølgende skriver han så efter en periode med skriveblokering de resterende satser. Herunder de to ydersatser, som er mere vilde og uregerlige.
Ekstreme stemningsskift i musikken
Mahler modtog i sin samtid mest anerkendelse for sin indsats som dirigent og var vel en form for superstjerne på det felt. At han har et suverænt overblik over symfoniorkestrets klangmuligheder, er i hvert fald indlysende. Men han udfordrede og flyttede også symfoniorkesterets klangmuligheder. Den 7. Symfoni er ingen undtagelse.
At få disse ekstreme udsving i stemning til at hænge sammen som et musikalsk narrativ er lidt af en opgave, men det lykkedes langt hen ad vejen for Matvienko og orkestret.
I symfoniens første sats præsenteres vi således allerede i starten for tenorhornet, som er et instrument, vi hverken før eller siden stifter meget bekendtskab med i den symfoniske musik. Indledningsvist bidrager tenorhornet med en fjern og heroisk klang, men musikken udvikler sig hurtigt ud i alle hjørner af følelsesregistret, og selvom tenorhornets heroiske tema vender tilbage undervejs, så afbrydes det igen af hvad der nok bedst kan beskrives som følelsesmæssige udbrud, der giver sig udslag i ekstreme stemningsskift i musikken.
At få disse ekstreme udsving i stemning til at hænge sammen som et musikalsk narrativ er lidt af en opgave, men det lykkedes langt hen ad vejen for Matvienko og orkestret. Ikke mindst på grund af musikernes individuelle indsatser og Matvienkos fokus på hele tiden at bevare den musikalske energi.
Forunderlige nattestemninger
Symfoniens tre midtersatser udgør et musikalsk hele. Hvor den midterste scherzo-sats repræsenterer en mere diabolsk stemning, så er de to nattestemningssatser, der omkranser den anderledes godmodige. Fra starten af anden sats står det klart, at vi er i et forunderligt, natligt univers, hvor en procession af mærkelige skabninger langsomt bevæger sig igennem natten. Det var tydeligt, at både musikere og dirigent virkelig nød den musikalske leg, der er på spil i denne sats.
Som et særligt krydderi havde Aarhus Symfoniorkester inviteret den tysk-ungarske violinist Zsolt-Tihamér Visontay, der til daglig er koncertmester i det London-baserede Philharmonia Orchestra, til at være gæstekoncertmester på Mahler-symfonien
På den anden side af den ”skyggefulde” scherzo venter endnu en tur ud i natten. Her optræder endnu en usædvanlig instrumentering bestående af guitar og mandolin, der skal understrege satsens serenadeagtige karakter. Der er et langt mere elegant udtryk på spil i fjerdesatsens natunivers, og det giver god mening, som nogle har gjort det, at beskrive satsen som en spadseretur igennem Wien en sommernat, hvor forskellige lydindtryk blander sig og til sidst skaber en sammenhængende symfoni ud af nattens lydfragmenter.
Som et særligt krydderi havde Aarhus Symfoniorkester inviteret den tysk-ungarske violinist Zsolt-Tihamér Visontay, der til daglig er koncertmester i det London-baserede Philharmonia Orchestra, til at være gæstekoncertmester på Mahler-symfonien, og hans lyriske violinspil fik vi også en lidt længere prøve på i fjerdesatsen.
Ironisk finale
På overfladen er vi på sikker klassisk grund i femtesatsen af symfonien som er en rondo. Det vil sige en sats, hvor der veksles mellem en tilbagevendende del og så en række alternerende dele. Men som man hurtigt finder ud af, så er der hverken tale om en helt klassisk rondo, og hvad angår tonesproget, så er det åbenlyst ironisk. Der citeres således løs fra andre komponister og musikalske stilarter. Et Wagner-citat fra Mestersangerne blandes sammen med noget, der kunne minde om wienervals a la Strauss og den tyrkiske musik fra Mozarts Bortførelsen fra Sereillet. Vi er musikalsk tilbage i det mere vilde og uregerlige hjørne af symfonien.
En fejring af musikkens væsen, som Dmitry Matvienko og det til lejligheden udvidede orkester, virkelig understregede med deres energiske og på alle måder overbevisende fortolkning af Mahlers musikalske univers.
Om man skal gå så langt, som Christina Blangstrup Dahl i programnoterne, og kalde Mahlers 7. Symfoni for ”postmoderne” ved jeg ikke, men der er i hvert fald klart en ironisk distance i femtesatsens tilgang til det musikalske materiale. Men er vi helt derhenne, hvor ”den store fortælling” om symfonien helt opgives til fordel for ren postmoderne ironi? Det synes jeg ikke. Det er som om, at Mahler i sidste ende samler alle trådene i en storslået fejring af musikkens væsen. En fejring af musikkens væsen, som Dmitry Matvienko og det til lejligheden udvidede orkester, virkelig understregede med deres energiske og på alle måder overbevisende fortolkning af Mahlers musikalske univers.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og