LIGESTILLING // KOMMENTAR – Selv sidder jeg altid i kirken og griber ud efter min kærestes hånd, men sjældent tænker jeg på, at der måske sidder nogen, der forfærdeligt gerne ville gøre det samme, men uden at turde det, fordi accepten måske også dér, i kirken, har trange kår, regnbuen over os uagtet.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Forrige søndag var Susan og jeg til aftengudstjeneste i universitetskirken i den gode hansestad Rostock. På den måde fik vi formiddagen fri til – i stedet for som vanligt at gå til højmesse i den nærmeste, den bedste kirke – at tage på udflugt til Güstrow.
Tilbage i Rostock gik vi så i den gamle cistercienserkirke, der blev grundlagt kort efter år 1268 – ifølge overleveringen af den danske dronning Margrethe Sprænghest. På vej hjem fra et besøg hos paven i Rom skal hun være kommet i havsnød på Unterer Warnow, og som tak for at være blevet reddet af nogle fiskere – hvad hun tilskrev forsynet – grundlagde hun kloster og kirke i Rostock.
Dagens tekst i søndags var fra 1. Mosebog, kap. 8-9, afslutningen på syndflodsfortællingen, hvor Gud lover aldrig mere at lade vandet oversvømme jorden.
I det standende opgør med woke står vi altså også i fare for at hælde barnet ud med badevandet, nemlig hvis vi nu i ærgrelse over al den politiske korrekthed vil gøre ”normaliteten” eller ”flertallet” til det eneste acceptable
Som tegn på sin nye pagt med ikke bare menneskene, men alle levende væsner, sætter han regnbuen på himlen. Og den talte provst Fey så om i sin prædiken, mens vi kunne sidde og kigge op i hvælvingen over koret, hvor Jesus med sværd og lilje i munden troner på netop en regnbue.
Provst Fey mindede om den brug, der i tidens løb er gjort af regnbuen, herunder af de bønder, der i 1525 gjorde oprør mod en uretfærdig samfundsorden, og som symbol på deres kamps forjættelser akkurat valgte regnbuen. De arme bønder blev slået grusomt ned af fyrsterne, tusinder mistede livet, og der gik adskillige hundrede år, før nogen i Tyskland igen vovede at yppe kiv mod øvrigheden.
Og så er der jo i dag en hel bevægelse, der bruger regnbuen; mennesker, der i bund og grund blot beder om accept. Fey nævnte dem ikke ved navn, som bøsser eller lesbiske, som dit eller dat, men vi vidste jo alle, hvem han sigtede til. Og nægte kan man jo dårligt, at Jesus accepterede samfundets udstødte, så – woke eller ej – de må da også kunne regne med de kristnes accept, ikke sandt?
Det kan nok være, at wokeismen har taget overhånd, og at den forønskede og forjættede accept er blevet til et ideologisk krav. Og det kan også nok være, at nogle af de allermest woke også er gået hen og blevet nogle af de allermindst tolerante, når de fordrer en eksklusiv tolerance, der sine steder ender som en art eksklusion af alt og alle, der falder uden for den ophøjede identitet som LGBT+.
Accept går selvfølgelig begge veje.
Guds fred og nåde være med os alle
Men – tænkte jeg bagefter – i det standende opgør med woke står vi altså også i fare for at hælde barnet ud med badevandet, nemlig hvis vi nu i ærgrelse over al den politiske korrekthed vil gøre ”normaliteten” eller ”flertallet” til det eneste acceptable. Så går den frihed, vi mener os berøvet, jo med ét fløjten, og så er der igen en mængde mennesker, der skal dukke og skamme sig.
Til morgen, en uge senere, har jeg i stedet for at gå i kirke forbeholdt mig det, Hegel kaldte en realistisk morgenbøn, nemlig at læse avis, in casu den aktuelle udgave af Weekendavisen.
Heri læser man bl.a. et fint og følsomt interview med forfatteren og digteren Bjørn Rasmussen, alkoholiker på afvænning og bøsse af natur.
Jesus holdt af de udstødte, han ammede fra sine sår, og han vaskede andre mænds fødder, hvilket er totalt gay og helt vidunderligt – Bjørn Rasmussen i Weekendavisen
Han har – selvom han er vokset op i en tid, hvor vi i det mindste i store byer som København eller Berlin ikke så skævt til homoseksuelle – oplevet rigelig homofobi. Og han har skammet sig og kæmpet med denne skam for bare at få lov til at være – være sig selv. Så sent som i 00’erne har han i Aarhus, min fødeby, oplevet at få kylet en flaske efter sig, fordi han vovede at tage sin mandlige kærestes hånd ude på Store Torv. Må de ha’ lov at være her?
Ja, det må de, og det skulle de også gerne have lov til i kirken; at være og at holde i hånd (og være præster som den gæve provst Fey, der også er bøsse).
Selv sidder jeg altid i kirken og griber ud efter min kærestes hånd, men sjældent tænker jeg på, at der måske sidder nogen, der forfærdeligt gerne ville gøre det samme, men uden at turde det, fordi accepten måske også dér, i kirken, har trange kår, regnbuen over os uagtet.
Men det gør jeg så nu, tænker over dette, når jeg læser, at Bjørn Rasmussen på sine bogreoler ikke bare har Herta Müller og Unica Zürn stående, ikke bare Ann Jäderlund og H.C. Andersen, men også Bibelen i adskillige udgaver. Og det forklarer han så, så man endelig forstår det med regnbuen:
”Jeg har et underligt, særligt blødt punkt for Det Gamle Testamente, men især for Jesus. Han dukker altid op, når jeg skriver, lidt ligesom [min afdøde hjortehund] Fiske og de andre dyr. De repræsenterer en særlig ren kærlighed, der rummer os, som vi er. Jesus holdt af de udstødte, han ammede fra sine sår, og han vaskede andre mænds fødder, hvilket er totalt gay og helt vidunderligt.”
Guds fred og nåde være med os alle. Amen.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og