KUNST // ESSAY – Kun i mørket kan man se stjernerne. Lad os endelig huske det de næste par måneder, skriver Marieke Burgers og Peter Ludvigsen. Når kulde og efterår langsomt sniger tristheden ind på os, er det tid til at finde lys i mørket. De følgende fire storslåede mesterværker funkler og stråler, selvom de afspejler dagens mørkeste timer.
Spændingens glød eller sandhedens time?
Belyst af et skjult stearinlys fanges fem figurer omkring et bord i et hasardspil, hvor lysets skær fremhæver spillernes ansigter, rustninger og påklædning.
Selvom det ligner en simpel spillescene, er der – som ofte hos den franske barokmaler Georges de La Tour (1593-1652) – mere i det, og ja, en del snyd er involveret; den rygende mand til venstre stikker fx sin hånd i lommen på soldaten foran. Vil lommetyven blive afsløret? Vil sandheden komme frem i lyset?
Selvom det ligner en simpel spillescene, er der – som ofte hos den franske barokmaler Georges de La Tour – mere i det, og ja, en del snyd er involveret
Georges de La Tour er bedst kendt for sine natlige lyseffekter og sine omhyggelige geometriske kompositioner. Han levede størstedelen af sit liv i hertugdømmet Lorraine, men blev efter et ophold i Nederlandene påvirket af Caravaggios hollandske tilhængere, hvilket resulterede i, at han også brugte lys-og-mørke-teknikken, den såkaldte chiaroscuro. Hans figurer er ofte forenklede og endda androgyne, og hans arbejder udstråler simplicitet og stilhed.
De La Tour havde så stor succes med sine religiøse og genremalerier, at han arbejdede for hertugen af Lorraine og fik titlen ”Kongens Maler” (af Frankrig) i 1638. Han og hans familie døde i 1652 i en epidemi i Lunéville, og Terningspillerne er sandsynligvis hans sidste værk. Efter hans død blev hans værker stort set glemt, men de blev genopdaget i 1915 af den tyske kunsthistoriker Herman Voss, som senere blev den berygtede leder af Führermuseum.
De La Tours kvalitet er så høj, at nogle af hans værker er blevet forvekslet med den hollandske maler Vermeer, hvis værker var blevet genopdaget noget tidligere, nemlig i 1800-tallet.
I storbyens nådesløse lys
Dette berømte maleri portrætterer ikke mennesker optaget af et spændende terningspil, men snarere mennesker, der sidder i ensomhedens taberspil. Nighthawks af den kendte amerikanske maler og grafiker Edward Hopper (1882-1967) viser fire personer sent om aftenen omkring en disk i en diner i bymidten, set gennem det buede vindue.
Hoppers stil er karakteristisk med vægt på lys, skygge og ensomhed. Hans scener formidler ofte en stille følelse og introspektiv stemning
Tre siddende kunder bliver betjent af en ung mand i hvid kasket og stofjakke: En kvinde i rød bluse spiser en sandwich, en mand med hat og en høgelignende næse sidder ved siden af hende. Han ryger en cigaret, og endelig sidder en mand, også med hat, med ryggen til beskueren.
På skiltet hen over toppen af restauranten, med et billede af en cigar, står ”Phillies 50 ¢ cigar”. Interiøret i den billige restaurant er klart oplyst som en kontrast til mørket i den øde gade udenfor.
Hoppers stil er karakteristisk med vægt på lys, skygge og ensomhed. Hans scener, der ofte er placeret i New Yorks byarkitektur eller New Englands fredfyldte landskab, formidler ofte en stille følelse og introspektiv stemning. Nighthawks betragtes som et af hans mest betydningsfulde malerier og som et vigtigt værk inden for amerikansk kunst.
Kun få måneder efter at Nighthawks var færdiggjort, blev det solgt til Art Institute of Chicago for et beløb på $3.000, hvilket i 2025 svarer til omkring $58.000.
Ensom stjernekigger
Denne astronom koncentrerer sig sent om aftenen om sit arbejde. I et nichelignende vindue læser han en astronomisk afhandling, mens han med et kompas måler afstanden mellem to punkter på en himmelglobus med mytologiske figurer. Hans stearinlys oplyser den åbne bog, timeglasset, globen, en karaffel og hans ansigt.
Måske søger han efter afstanden mellem Mars og Venus og prøver at beregne, hvor lang tid det vil tage ham at finde kærligheden – det er antydet med figuren Amor på søjlen til venstre – før hans tid løber ud? Både timeglasset i kombination med flasken og det tændte lys er velkendte metaforer for livets korthed.
Måske søger han efter afstanden mellem Mars og Venus og prøver at beregne, hvor lang tid det vil tage ham at finde kærligheden
Moralen, Dou måske prøver at vise her, er, at astronomen i al sin iver skaffer sig nyttesløs viden og ser den forkerte vej; man skal altså ikke begrave sig selv i ensom, møjsommelig søgen, hvis man leder efter kærlighed.
Med sin udsøgte teknik og detaljerigdom er det måske ingen overraskelse, at Gerrit eller Gerard Dou (1613-1675) først blev uddannet som glasgravør for senere at tage en mere formel uddannelse som glasmaler. Allerede i en alder af femten år blev han lærling hos Rembrandt, som han studerede hos i seks år.
Hans emaljeglatte teknik og sans for detaljerede rekvisitter er karakteristisk for gruppen af Leiden-kunstnere kaldet ”finmalere” (fijnschilders), som malede små, meget polerede billeder med stor detaljerigdom.
Dou var en af de højst betalte og mest eftertragtede malere i sin tid og efterspurgt af kongelige mæcener fra hele Europa. Dou modtog endda tilbud fra kong Charles II af England om en stilling som hofmaler, men han afslog og forblev – på trods af sit internationale ry – størstedelen af sit liv i Leiden.
Funklende stjerner og stjernekiggere
Hvis vi vil nyde den ultimativt glitrende nattehimmel, kan vi selvfølgelig altid vende os mod van Gogh.
Da han ankom til Arles i februar 1888, var han besat af idéen om at male den stjerneklare nat; han skrev om det til sin bror Theo og diskuterede det med sin malerkollega Émile Bernard. I september realiserede han sin drøm, først ved at male Caféterrassen på Place du Forum (Rijksmuseum Kröller-Müller), derefter denne Stjernenat over Rhônen, og i øvrigt – efter sin indlæggelse på en psykiatrisk institution et par måneder senere – det herostratisk berømte Starry Night (MoMA), som van Gogh selv kaldte ”Une étude de nuit” eller ”Effet de nuit” – et natstudie eller natlige effekter.
I Stjernenat indfanger Van Gogh de dobbelte lys fra stjernerne på den mørkeblå himmel og samtidig refleksionen af de skinnende gaslygter på det glitrende vand; et par sejlbåde ligger fortøjet foran, og to elskende slentrer på flodbredden.
Han anbragte de lysende stjerner foran sig, så de kroner scenen med deres brændende kugler som et eksploderende fyrværkeri
Det er dog ikke en feberdrøm, van Gogh har malet her. Som den britiske ekspert Martin Bailey har påpeget, har den poetiske gengivelse af denne stjerneklare nattescene nogle realistiske referencer.
For eksempel er stedet på volden, hvor van Gogh stod og malede, præcist placeret på en sandbanke, der blev brugt til lastning og losning af pramme. Et udsigtspunkt, der kun ligger tre minutters gang fra van Goghs hjem, Det Gule Hus.
Og selvom van Gogh, for at skabe denne magiske nattescene, forstærkede gaslygternes lys, skildrede han et ret præcist billede af Arles’ historiske centrum til venstre, med en knap synlig bro og silhuetten af forstaden Trinquetaille til højre.
Selv stjernerne er genkendelige. Stjernetegnet Karlsvognen – eller Ursa Major – ville dog på den tid af året have været placeret bag hans position som maler, men han anbragte de lysende stjerner foran sig, så de kroner scenen med deres brændende kugler som et eksploderende fyrværkeri, der oplyser verden for de elskende.
Sådan et håbefuldt syn tilbyder van Gogh os her. Stjernerne oplyser vejen for menneskeheden og for kærligheden.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og