KONCERT // ANMELDELSE – Den franske mesterpianist og Sonning-prisvinder Pierre-Laurent Aimard leverede imponerende pianistisk overskud i hyper krævende værker som led i Tivolis serie af stjernepianister.
Pierre-Laurent Aimard, der er kendt som især den nyere musiks mesterpianist, var mødt op i Tivoli med et program, der ikke var af helt ny dato. Musikalsk set rakte det ganske langt tilbage i musikhistorien, men samtidig overbeviste det om, hvor moderne og forud for deres egen tid, de pågældende komponister reelt var.
I et intenst program i fire afdelinger – spillet uden pause over godt 90 minutter – kom vi fra Ravels Le tombeau de Couperin fra 1914-17 over fem sjældent hørte klaversatser af Schumann Gesänge der Frühe fra 1853 til Brahms’ Seks klaverstykker op. 118 fra 1893. Derfra igen tilbage til Ravel og hans klaverfyrværkeri Gaspard de la Nuit fra 1908, og som afslutning tillige et ekstranummer af Pierre Boulez, 4 Notations fra 1945, for ligesom at føre sammenhængen op til moderne tid.
Hvad der generelt karakteriser de opførte værker, er, at der her er tale om udpræget akkordmusik, der med sine vertikale søjlerækker af toner fører os gennem koncertflyglets magt og vælde af såvel klang som dynamik, mens de fire komponisters musik måske i mindre grad strømmer frit og uhindret af egen vilje.
Omend der unægtelig er lagt rigelig kraft og energi i denne musik, er det som om, der i dette udsøgte program er indbygget en række bremseklodser, der tæmmer og dæmmer op for værkernes egne kraftige udladninger, snarere end at lade noderne flyde frit af egen kraft og energi.
Begyndende med Ravels mindesatser for faldne venner under første verdenskrig – og komponeret som et forsøg på at genoplive baroksuitens faste skabelon af dansesatser – melder komponisten her ind med danseformer, der i virtuose pianistiske udsagn får musikken til konstant at bevæge sig fremad. Men som samtidig også på mærkelig vis klæber lidt fast i formen og aldrig fortæller den dansehistorie, baroksuiten egentlig lægger op til. Det er måske Ravels forkærlighed for tætvævede klaversatser, hvor akkorderne konstant er det bærende for fremdriften, der her holder benene nede på jorden i dette værk.
Også Schumanns morgensange er uhyre tætte i deres tekstur. De hører til blandt hans allerseneste klaverværker, inden hans kunstnersind formørkedes, og grebet om form og struktur svækkedes fatalt.
Alligevel ligger der dybe betroelser i disse klaversatser, der ikke just formidler lyse morgenstemninger, men snarere en tung religiøsitet gennem deres tætte og ofte koralagtige toneforløb.
De store udfordrende passager blev her udført med krystalklart fokus og pianistisk overskud, der aftvang beundring fra første til sidste tone
Aimard formidlede det med en beundringsværdig pianistisk klarhed, en klarhed, som komponistens egen hustru, pianisten Clara Schumann ifølge hendes dagbogsnotater ikke selv magtede at finde ind til og forstå.
I de følgende seks klaverintermezzi af Brahms (op. 118) løsnes den akkorddominerende musik noget op takket være Brahms udprægede forkærlighed for netop brudte akkorder, der som et stemningstæppe ligesom lægges hen over hans musik. Men akkordspillet forbliver nu alligevel det dominerende også i Brahms’ værker.
Hvad der måske var mest interessant i Aimards Brahms-fortolkning blev derimod, hvor tydeligt disse intermezzi repræsenterer en form for musikalsk skabelon til komponistens senere og fuldt udfoldede intermezzi i hans op. 119. Det samme gælder også for hans 3 intermezzi op. 117. I disse to værker komponeret henholdsvis før og efter op. 118 løsner Brahms for alvor op for akkorderne, og lader sine melodier svømme mere frit ud i rummet, mens akkordstrukturen forbliver det bærende i hans op. 118.
Som afslutning på Aimards intense koncertprogram blev udførelsen af Ravels 3-satsede klaversuite Gaspard de la Nuit en sand tour de force på de allerhøjeste pianistiske nagler.
Inspireret af Aloysius Bertrands digtsamling fra 1836 om djævlens tjener, Gaspard, der vogter alt, som er af værdi, dystert og mystisk, er vi her midt i et sandt pianistisk helvede.
Ikke blot regnes værket teknisk set for et af klaverlitteraturens allervanskeligste at fremføre, men det er tillige et uhyggeligt, ja nærmest djævelsk fyrværkeri af debussyske klange og musorgskijske uhyggelige udstillingsbilleder, hvor akkorderne igen er det altdominerende – brudte eller ej.
De store udfordrende passager blev her udført med krystalklart fokus og pianistisk overskud, der aftvang beundring fra første til sidste tone.
Salens omend ikke alt for talrige, men yderst lydhøre publikum, replicerede med stort, varmt og intenst bifald, inden vi fik Boulez’ fire korte Notations (der oprindelig er skrevet for orkester) som effektfuld afslutning på en imponerende pianistisk solopræstation.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
