Temabeskrivelse
Den evigt accelererende digitalisering af det offentlige og private rum betyder, at det enkelte individ overvåges mere og mere i stadigt flere sammenhænge: På internettet, på gaden, på arbejdspladsen, i hjemmet. Nogle gange er det enkelte menneske klar over det, andre gange foregår det i det skjulte.
Overvågningen etableres af offentlige og private aktører og kan komme med mange og meget forskelligartede formål: at skabe tryghed i nattelivet eller for den enlige hjemmeboende ældre, at kontrollere at man arbejder det forventede antal timer, politisk overvågning, forebyggelse af katastrofer, eller tilpasning af de annoncer og nyheder man møder i medierne og på de sociale medier.
Det stiller det enkelte individ i en udsat position. Få – hvis nogen overhovedet – kan gennemskue omfanget af overvågningen, og om den tjener et formål, som man anser for at være legitimt. Det har ført til, at EU har vedtaget den såkaldte GDPR-forordning, som regulerer håndteringen af personlige data men ikke hindrer, at overvågningen finder sted.
Dette tema ser på forskellige aspekter af denne problemstilling ud fra en kombination af tekniske og samfundsmæssige perspektiver. Formålet med temaet er at lægge op til analyser og diskussion af omfanget af og formålet med digitale overvågningen, og hvorledes det påvirker samfundet og individet.
Temaet kan bruges i samfundsfag og informatik samt forløb, som dækker begge fag.
Faglig anvendelse
I forhold til samfundsfag berører temaet følgende dele af kernestoffet:
- politiske deltagelsesmuligheder, rettigheder og pligter i et demokratisk samfund
- politiske beslutningsprocesser i Danmark i en global sammenhæng
Temaet bidrager til at opfylde følgende dele af de faglige mål:
- undersøge aktuelle politiske beslutninger, herunder betydningen af EU og globale forhold
- undersøge konkrete prioriteringsproblemer i velfærdssamfundet
- anvende viden, begreber og faglige sammenhænge fra kernestoffet og til at forklare og diskutere samfundsmæssige problemer
- behandle problemstillinger i samspil med andre fag
I forhold til informatik berører temaet følgende dele af kernestoffet:
- It-systemers og menneskelig aktivitets gensidige påvirkning
- individets rettigheder i forbindelse med GDPR og deling af billeder og personfølsomt materiale
Temaet bidrager til at opfylde følgende dele af de faglige mål:
- It-systemers og menneskelig aktivitets gensidige påvirkning
Temaet berører desuden følgende dele af det supplerende stof:
- perspektivering til det samfundsfaglige område
- aktuelle it-emner, der dukker op i pressen
POV artikler
- Redegør for hovedpunkterne i forfatterens vision for konceptet “plejehjem i eget hjem”, og hvilke udfordringer i forhold til velfærd, som konceptet skal løse
- Redegør for hvilken motivation kommunen, den ældre og de pårørende har for at deltage i konceptet “plejehjem i eget hjem”. Diskutér om parterne har fælles eller forskelligartede interesser
- Diskutér om der følger nogle etiske problemer med konceptet, herunder om du selv ville acceptere en tilsvarende overvågning af dit privatliv
- Hvilket behov ville du imødekomme først, hvis du skulle designe en IT-løsning, der skulle indgå i konceptet “plejehjem i eget hjem”?
- Diskutér om det behov du valgte først og fremmest kommer den ældre, de pårørende eller kommunen til gode
- Diskutér på et generelt niveau hvilke tekniske og etiske overvejelser man bør gøre sig, når man designer IT-løsninger til sårbare personer, som for eksempel ældre der ellers ikke kunne blive boende i eget hjem, men som måske heller ikke kan overskue hvad en given IT-løsning indebærer
- Redegør for årsagerne til oprettelse af et Dataetisk Råd i Danmark
- Redegør for nogle af de dilemmaer som det Dataetiske Råd skal håndtere
- Redegør for forfatterens skepsis overfor det Dataetiske Råd. Diskutér om du er enig med forfatteren
- Redegør for det Dataetiske Råds “10 principper og værdier”, som du finder under “Supplerende links” nedenfor. Diskuter om visionen for “plejehjem i eget hjem” fra artiklen ovenfor lever op til de 10 principper og værdier
- Diskutér hvilke rolle digitalisering har for opretholdelsen af velfærdssystemet i Danmark
Den 30. marts 2022 – efter at artiklen var skrevet – afsagde Højesteret en dom, som fastslog, at den danske stats logning af teledata ikke er ulovlig
- Redegør for hvorledes og hvorfor den danske stat foretager en omfattende logning af datatrafik. Den aktuelle lovgivning fremgår af en pressemeddelelse fra Justitsministeriet, som du finder under “Supplerende links” nedenfor
- Analyser om denne logning er i overensstemmelse med det Dataetiske Råds “10 principper og værdier”
- Logningen indgår i et forsøg på at bekæmpe terror i Danmark. Diskutér hvor grænsen går mellem individets ret til privatliv og statens interesse i at beskytte landets borgere.
- Redegør for forskerens syn på “tech giganterne”, og hvilke problemer han ser i forhold til deres virke
- Se interviewet fra The Guardian med whistlebloweren fra Cambridge Analytica, som du finder under “Supplerende links” nedenfor. Redegør for arbejdsmetoderne hos Cambridge Analytica
- I rapporten “En hverdag af data” som du finder under “Supplerende links” kan man læse om, hvilke data forskellige tjenester og firmaer indsamler om otte personer, der deltog i et forsøg. Redegør for de vigtigste konklusioner, som fremgår af side 9 i rapporten
- Rapporten indeholder også resultaterne fra en undersøgelse blandt cirka 1.500 danskere om deres syn på dataindsamling. Redegør for de vigtigste konklusioner, som fremgår af side 10 i rapporten
- Diskutér om der er dele af rapportens konklusioner, som overrasker dig, og om konklusionerne kan få dig til at ændre digital adfærd
- Diskutér om der bør indføres yderligere politiske tiltag til regulering af tech giganternes og digitale tjenesters brug af data, hvad disse reguleringer i givet fald skulle være, og hvem som kunne indføre dem
- Redegør for de grundlæggende principper i indsamling og anvendelse af big data i det private erhvervsliv. Illustrer dette ved eksempler fra artiklen, eller områder du kender
- Redegør for hvordan FN anvender big data til at opfylde de såkaldte SDG
- Redegør for hvordan den kinesiske stat anvender big data til kontrol af landets borgere
- Analysér hvilke forskelle og ligheder der er mellem de tre slags af anvendelse af big data
- Diskutér om private virksomheders, NGO’ers og staters anvendelse af big data kan påvirke menneskers adfærd og handlinger
- Diskutér hvordan man politisk kan regulere brugen af big data i Danmark, på EU-niveau og globalt set
Supplerende links
Link til det Dataetiske Råds 10 principper og værdier
Pressemeddelelse fra Justitsministeriet om logning af data fra 30. marts 2022
Interview fra The Guardian med Cambridge Analytica whistleblower
Del 1 af dokumentarprogram fra den britiske tv-station Channel 4 News om Cambridge Analytica
Del 2 af dokumentarprogram fra den britiske tv-station Channel 4 News om Cambridge Analytica
Artikel fra POV International om Tech-giganternes skjulte overvågning
Rapporten En hverdag af data udarbejdet for Dataetisk Råd
Artiklen Otte forsøgspersoner fik at vide, hvor meget internettet egentlig ved om dem fra www.dr.dk






og