Boko Haram, Michelle Obama og seneste nyt fra et par afrikanske fronter

af i Afrika/Featured

Om et par uger er det to år siden, at 276 unge piger forsvandt fra en kristen skole i Chibok i det nordøstlige Nigeria.

Natten mellem 14. og 15. april 2014 trængte den muslimske terrorgruppe, Boko Haram, ind på skolen, greb pigerne, smed dem på trucks og kørte dem bort – ud i Sambisa-skoven.

Et par uger senere, i maj 2014, tog USA’s ”First Lady”, Michelle Obama, kidnapningen op.

Det gjorde hun som ”stand-in” for gemalen i hans ugentlige video-transmitterede tale til nationen. Her appellerede fru Obama til de ekstremistiske muslimer i Nigeria om at lade pigerne slippe fri. Bagefter lod hun sig forevige med et skilt i hænderne, hvorpå der stod: ”Bring our girls back”.

En kampagne var i gang med Obama og Rihanna og et par pinger flere i spidsen. Men Boko Haram ignorerede appellen og holdt fast i pigerne.

Af de 276 lykkedes det de følgende uger og måneder 60 at flygte fra terroristerne, og fra dem kender verden til grusomhederne i fangenskabet: voldtægter, aflivninger, tvangsægteskaber og tvangsomvendelser til islam.

Flere af de flygtede piger fik en ekstra straf, da de kom hjem uden den mødom, de blev kidnappet med. Nogle blev gravide af voldtægterne, og for en ugift, ung kvinde i Nigeria var det en vanære, en skam. Resultat: isolation, stigmatisering. Et par af pigerne begik selvmord.

Sambisa-skoven er i mellemtiden blevet finkæmmet af fly med kameraer og infrarøde stråler og alt, hvad der kan trække af det seneste moderne eftersøgningsudstyr.

Men Boko Haram og de sidste 216 piger er pist væk.

Og kampagnen for pigerne anført af fru Obama, Rihanna og et par stykker til: Underdrejet.

Krigen standser aldrig

Det eneste, der kendes til pigernes skæbne, er Boko Harams officielle version, som går på, at de er blevet solgt som slaver. Hvorhen og hvordan fortæller terroristerne ikke.

Og det gjorde de heller i en video offentliggjort i fredags, hvor enhver tanke om gruppens overgivelse blev lagt død.

Der har ellers været spekulationer om, hvorvidt Boko Haram var på retræte, efter at grppens blodige angreb er ebbet ud i antal i den senere tid, og eftersom lederen, Abubakar Shekau, ikke har vist sig offentligt i over et år.

På videoen ses ni tilhyllede kæmpere med maskingeværer, der poserer foran en Toyota Hilux pick-up-truck. En af dem er angiveligt Shekau, der sprutter ud, at Boko Harams ”krig aldrig standser”, og at han, Shekau er leder af ”Den Islamiske Stat i Vestafrika-Provinsen”.

Men intet nyt om Chibok-pigerne eller de mange andre kvinder og børn, som terroristerne har kidnappet. Håbet synes at rinde ud.

Selv den nigerianske præsident Buhari har måttet bide i det sure æble og udtale: ”Vi ikke ved, om Chibok-pigerne kan reddes. Deres opholdssted forbliver ukendt. Hvor meget jeg end ønsker det, kan jeg ikke love, at vi kan finde dem”.

Den usynlige linje

Boko Haram er det mest afskyelige eksempel på religiøst-betingede dramaer, der udspiller sig omkring den usynlige, linje, som løber på tværs af Afrika, og hvor man generaliserende kan sige, at folk nord for linjen hovedsageligt er muslimer, mens flertallet mod syd er kristne.

 

I Nigeria, hvor omkring 50 procent af befolkningen er muslimer og 40 procent kristne, løber linjen nogenlunde midt i landet og for eksempel igennem byen Jos, hvor der igennem årene har været voldsomme sammenstød mellem muslimer og kristne.

For Boko Haram er målet at fjerne linjen helt. Kristne er i de rabiate muslimers øjne ”vantro,” der enten skal omvendes til islam eller dræbes. Intet mindre.

Også i et afrikansk land længere østpå fra Nigeria har den usynlige linje de seneste to år slået nogle grusomme gnister. Det er i CAR, Den Centralafrikanske Republik, hvor 80 procent er kristne og 20 procent muslimer.

Her blev den kristne Faustin-Archange Touadéra indsat som ny præsident i onsdags på baggrund af et forholdsvist roligt valg i februar.

Men forhistorien er ekstrem voldelig, og den startede i marts 2013, hvor de muslimske Seleka-rebeller indtog hovedstaden Bangui og væltede den kristne præsident Francois Bozizé, som flygtede til Uganda.

Lederen af Seleka, Michel Djotodia, indtog præsidentposten, men den gamle kolonimagt, Frankrig, var ikke begejstrede for den voldelige Seleka-alliance. Franskmændene har stadig et afgørende ord i CAR, og i september 2013 tvang de Djotodia til formelt at opløse alliancen.

Bananas

Det nægtede fodfolket i Seleka. De ville ikke lade sig opløse, og så gik situationen bananas.

Rebellerne overfaldt og ødelagde landsbyer, plyndrede og voldtog kvinder og piger, omringede grupper af mennesker og skar halsen over på dem. Værst gik det ud over kristne i Bangui.

Så rykkede de kristne samme i Anti-Balaka-militsen, der ikke lod Selekas metoder noget tilbage at ønske i brutalitet. Der kom bølger af drab og hævndrab, nedbrænding og smadring af hele bydele i Bangui. CAR blev sammenlignet med Rwanda i 1994 eller Bosnien i 1995. Over en fjerdedel af de 4 millioner centralafrikanere blev drevet på flugt.

 

FN, den Afrikanske Union og Frankrig sendte tusindvis af tropper, 10.000 i alt, og så kom situationen langsomt under kontrol.

Det internationale samfund med franskmændene i spidsen fik vredet armen om på kombattanterne, fik dem til at forhandle et nationalt overgangsråd på plads, der resulterede i en interim-regering med Catherine Samba-Panza i spidsen. Tidligere borgmester i Bangui og landets første kvindelige præsident blev instrumental for det valg, der altså blev holdt i februar.

Paven kom på besøg i slutningen af november i fjor, og det har givetvis glædet det kristne flertal, mens besøget blev endnu en anstødssten for det muslimske mindretal.

14 dage efter Pavens besøg udråbte muslimer deres egen stat, Republic of Logone i den nordøstlige del af landet.

En muslim, Maoloud Moussa, udtalte til Reuters, at ”muslimer er marginaliserede. Nord er blevet forladt af centralregeringen” (i syd, red.)

Situationen og udtalelsen minder om Sudan – med omvendt fortegn. I Sudan stemte de kristne sudanesere i januar 2011 sig væk fra det muslimske flertal og fik selvstændighed som verdens nyeste stat, Syd-Sudan. De kristne følte sig marginaliserede og forladt af centralregeringen i Khartoum.

En ung studerende, Riw, sagde lige før folkeafstemningen til Voice of America, at ”de (muslimerne, red.) aldrig, aldrig vil give de samme rettigheder til ikke-muslimer, og de vil aldrig, aldrig betragte ikke-muslimer som mennesker som dem selv”.

Om Boko Haram:

Boko Haram, hvis navn kan oversættes til ”vestlig uddannelse er en synd,” kæmper angiveligt for at oprette et kalifat i hele Nigeria, og er modstander af alle ”menneskeskabte love”.

Gruppen blev stiftet i 2002 men eskalerede først rigtigt sine aktiviteter fra 2009 og har ifølge FNs tidligere nyhedsorgan, det nu uafhængige IrinNews, dræbt omkring 20.000 mennesker med bombeangreb og raids på skoler, politistationer og sågar FNs nigerianske hovedkvarter i hovedstaden Abuja.

Terroristerne har en forkærlighed for at kidnappe unge piger og børn. Chibok-pigerne fik stor mediebevågenhed, men derudover er mere end 2.000 piger blevet bortført af gruppen.

For eksempel angreb Boko Haram den 24. november 2014 byen Damasak, ved grænsen til Niger, og tog 400 kvinder og børn til fange. Dem holdt de et helt år, indtil det lykkedes et kontingent tropper fra Nigeria og nabolandet Tchad at jage terroristerne ud af byen.

Boko Haram er ifølge AFP skyld i fordrivelsen af mere end 2,6 millioner mennesker fra tre stater i det nordøstlige Nigeria og i ødelæggelser af hospitaler, sundhedsklinikker, broer, brønde. Det anslås, at gruppen sine steder har smadret mere end 80 procent af infrastrukturen.

En skæbnesvanger sideeffekt er det, at de forlader en i forvejen sparsom og karrig jord uopdyrket. Det amerikanske ”Famine Early Warning Network” har advaret om, at det underdrejede landbrug kan medføre så stor fødevaremangel, at Nord-Nigeria risikerer en regulær sultkatastrofe.

Boko Haram har ifølge amerikanske og franske efterretningskilder tæt forbindelse til AQIM-terroristerne med baser i det nordlige Mali og på den anden side af kontinentet til somaliske Al-Shabaab og udover regionen til Al-Qaeda. På det seneste udlægger de sig som en vestafrikansk filial af de mellemøstlige ISIL.

Foto: Michelle-obama-bringbackourgirls

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du alle links til vores nye artikler.  Del også gerne artiklen med andre. Vi har ikke noget reklamebudget

Lars Zbinden Hansen (f. 1958), korrespondent i engelsk og fransk og journalist (fra Århus og Johannesburg), har siden 1983 gået i de fleste af afdelingerne af ”livets skole”, der befinder sig på en nord-syd-akse fra Danmark over Mellemøsten til Kap det Gode Håb.
Udstationeret for Udenrigsministeriet til Stockholms-konferencen (dengang CSCE), Tel Aviv, Damaskus og Moskva. For Danida (UM) første gang i Afrika i 1992: Uganda og derefter Sydafrika, Marokko og Kenya. Har været i Elfenbenskysten for World Food Programme. ”Medfølgende ægtefælle” i Togo 2007-2013 og derefter Rwanda indtil 2015.
Har besøgt, arbejdet i og indåndet 28 afrikanske lande, nord-syd-øst-vest, og har nu kontinentet som en permanent del af blodomløbet.

Gift, 2 voksne studerende børn.

Giv en skærv, hvis du kan lide mine artikler. Alle beløb modtages på mit MobilePay nummer: