Beninese presidential election, 2006: Civil Society members offer their own transportation means to carry and safeguard the transparent ballot boxes from the polling stations to the electoral commission offices.

Afrikas ”super-søndag” – fra de beskidte fyre til de nærmest stuerene

i Afrika/Featured/Politik & Samfund af

I søndags var der lukket for telefoner, mobiltelefoner og internet i Congos hovedstad, Brazzaville, og kun personer med særlig tilladelse fik lov at køre rundt i privatbil. Det skyldtes, at 72-årige Dennis Nguesso behagede at lade sig genvælge som præsident i det fattige centralafrikanske land, og så skulle der være ro, havde han bestemt.

 

Dennis Nguesso – 32 år på posten – hvorfor skulle han gå af?

Medierne registrerede bagefter begivenheden kort, koncist og lettere opgivende. Som sydafrikanske ”Daily Maverick”, der gengav et telegram fra AFP med følgende tekst:

“Med et resultat, der ikke overraskede nogen, blev Congos præsident Denis Sassou Nguesso genvalgt. Igen. Dette forlænger herskerens regeringstid ud over hans nuværende 32 år.”

Helt roligt blev det nu ikke. Det amerikanske udenrigsministerium og andre observatører meldte om ”uregelmæssigheder” med selve valghandlingen, og medierne berettede om demonstrationer fra grupper af unge, der udgør det store flertallet af landets befolkning.

Med et resultat, der ikke overraskede nogen, blev Congos præsident Denis Sassou Nguesso genvalgt. Igen. Dette forlænger herskerens regeringstid ud over hans nuværende 32 år

De er dødtrætte af Nguesso og af arbejdsløshed, og et par hundrede af dem vovede sig på gaden i Brazzaville for at demonstrere. De blev mødt af tungt bevæbnede betjente og jaget hjem med tåregas.

Nguesso vandt officielt med 67 procent, men kun Afrika-feinschmeckere tog notits af omfanget og af hvem, de chanceløse modkandidater var.

Sådan. No surprises – Business as usual, som det udspiller sig i en række lande i Afrika, hvor ”livstidspræsidenter” har siddet længere ved magten, end flertallet af den unge befolkning har levet, og hvor få blandt de ældre husker og kender andre end Hans Excellence og den udsultende og udbyttende jernhånd, der behandler staten som sin private ejendom.

Det gælder bl.a. Angola, Cameroun, Swaziland, Sudan, Uganda, Tchad, Zimbabwe og Ækvatorialguinea.

Men der er en anden side af Afrika, en pænere og mere ”stueren”, som danske politikere måske ville kalde det. Lande, hvor demokratiske traditioner langsomt bliver ”voksne”, hvor respekt for institutioner, valghandlingen, modkandidaten, bider sig fast, hvor spillets regler bliver nogenlunde overholdt.

Et vue hen over det afrikanske valglandskab på ”Afrikas super-søndag”, som amerikansk-inspirerede medier kaldte søndag den 20. marts – fordi seks lande gik til valg samtidig – giver et indtryk af afrikanske lande, hvor demokratiske institutioner ser ud til at være kommet for at blive. Og hvor der er skabt god men skrøbelig præcedens med at overholde forfatninger, når der er valg.

Det gælder bl.a. Benin, Ghana, Kap Verde, Kenya, Namibia, Nigeria, Tanzania og Zambia.

Persondrama i Niger

To af dem var i vælten i søndags, og lad os starte en lille rundtur cirka 2.500 kilometer nord for Brazzaville og Nguessos forudbestemte valgsejr og kigge på præsidentvalget i det knastørre Sahel-land, Niger.

Den siddende præsident Mahamadou Issoufou vandt og fortsætter sin grundlovssikrede anden periode, og det er der ikke det noget galt med, medmindre der er blevet fiflet lidt rigeligt med stemmesedler m.v.

Det kan sagtens tænkes, men det skal samtidig huskes, at Issoufou blev demokratisk valgt første gang i 2011, og at der før ham havde været en uendelig række af militærkup og uro i det ludfattige land.

2011 i Niger var en lille afrikansk solstrålehistorie, fordi militæret, året før afsatte den gennemkorrumperede præsident Mamadou Tandja, der også havde udset sig magten over Niger resten af sit liv. Han blev smidt i spjældet, mens hæren skrev udkast til ny forfatning og arrangerede nyvalg til præsidentposten og parlamentet, som hæren forbød sig selv at deltage i. Issoufou vandt.

I søndags var der selvfølgelig drama omkring de personlige relationer i et land, hvor den politiske og økonomiske elite er fedtet grundigt ind i hinanden. Dramaet gik ud over Issoufous modkandidat, 66-årige Hama Amadou, som præsidenten ellers har fulgtes med i hele sit politiske liv.

Han, Amadou, skulle neutraliseres, og det blev han ved, at han og hustruen blev arresteret og interneret i Filingué, 180 kilometer fra hovedstaden Niamey. De blev anklaget for international handel med babyer. Amadou afviste anklagerne og kaldte dem bevidst politisk chikane.

Kort før valget mildnedes Issoufou over for sin gamle følgesvend. Amadou blev løsladt og fløjet til Paris, hvor han blev indlagt på et hospital med ”en uspecificeret lidelse.” Fra den position fulgte han søndag Issoufou vinde valget i Niger.

Senegal: En stemme om tillid

Længere vestpå, i Senegal, var der søndag fokus på en præsident, som i 2012 havde haft held med at vippe en potentiel livstidspræsident af pinden. Det er Macky Sall, der for fire år siden blev båret frem til præsidentposten af store demonstrationer og en samlet opposition. Han blev valgt på folkets had og foragt for den gamle hersker. Abdoullaye Wade, der næsten ikke troede sine egne ører og øjne, da han tabte valget.

Han smuttede med det vuns til Frankrig, hvor han bor nu, mens sønnen, Karim, hjemme i Senegal kom til at stå til regnskab for Wade-familiens ugerninger. Karim Wade er fængslet og anklaget for korruption og misbrug af statens midler i milliardklassen.

Og det var et fald af dimensioner: Den gamle Wade havde udset sig sønnike til at videreføre familieimperiet og magten over Senegal og udnævnte ham til så mange ministerposter, at senegaleserne sarkastisk kaldte den unge Wade for ”Minister over Himmel og Jord”.

I søndags skulle befolkningen så stemme ”ja” eller ”nej” til Macky Salls forslag til 15 ændringer af grundloven. Det mest omdiskuterede var forslaget om at begrænse præsidentens regeringsperioder til to gange fem år i stedet for nu to gange syv.

Det var Salls løfte fra valgkampen i 2012: Han ville begrænse sin egen valgperiode, men den senegalesiske forfatningsdomstol bestemte i februar, at forslaget skal sendes til folkeafstemning. Bliver det vedtaget, gælder det først fra 2019, altså med udløbet af Salls første præsidentperiode på syv år.

Jastemmerne mente, at Sall var i god tro. Han havde vitterlig tænkt sig at begrænse sin egen periode og kunne ikke gøre for, at forfatningsdomstolen mente anderledes.

Nejsigerne beskyldte ham for at stå af på sit valgløfte og kalkulere med yderligere to regeringsperioder fra 2019.

Jasigerne vandt, stort, men Sall har fået et gevaldigt hak i befolkningens tillid til ham, uanset om han var i god tro eller ej. Det var således betegnende, at kun 40 procent af de stemmeberettigede mødte frem i søndags. Et usædvanligt lavt tal i Senegal.

Kaos i Zanzibar – ro og orden på Kap Verde-øerne

Også søndag: På den modsatte, østlige side af kontinentet, i det semi-autonome Zanzibar, var der præsidentvalg, reelt et nyt forsøg på at gennemføre et aborteret valg i oktober i fjor, som Zanzibars Valgkommission (ZEC) havde kendt ugyldigt på grund af for megen snyd og fiflen med stemmer.

Den siddende præsident Ali Mohammed Shein fra Chama Cha Mapindizi-partiet vandt med over 91 procent af de knap en halv million stemmeberettigede.

Det kunne lyde som et effektivt og afgørende valg, men problemet er, at Zanzibars grundlov foreskriver ”en national samlingsregering”, hvor oppositionen skal deltage, hvis den har opnået 10 procent af stemmerne. Det fik oppositionen imidlertid ikke. Så hvad nu: Et-parti-stat? Tiltag henimod at ændre forfatning?

Kommentatorer og de implicerede forventer politisk kaos den nærmeste tid.

Tilbage igen, langt vestpå, på Kap Verde-øerne i Atlanterhavet, tusind kilometer fra Senegal og den afrikanske kyst, var der parlamentsvalg, der resulterede i et systemskifte.

Det Kapverdiske Uafhængighedsparti, som ellers har regeret øerne i 15 år, blev slået stort af oppositionspartiet, Den Demokratiske Bevægelse, der nu har absolut flertal. 37 af parlamentets 72 pladser. Valget foregik i ro og orden.

Afrikas demokratiske fyrtårn: Benin

Den sidste valghandling i Afrika søndag fandt sted i Benin, og det land fortjener om noget betegnelsen, et ”demokratisk fyrtårn” i Afrika. Ikke mindre end seks på hinanden følgende præsidentvalg til UG+ er det blevet til siden 1991.

Søndagens valg var ingen undtagelse, hvis man ser bort fra det sædvanlige personfnidder i eliten.

 

Faktum var og blev, at den siddende præsident Boni Yayi trækker sig til april, som han skal, uden at kny. Der har været lidt spekulationer, om Yayi nu også ville følge den gode demokratiske trend i landet, eller om han ville finde veje til at blive hængende ved magten.

Men sådan er en generel rygmarvsreaktion i Afrika: Præsidenter forventes at kæmpe for at bevare magten, når de har fået den. Magt er til at beholde, ikke til at give væk.

Men Yayi går altså, frivilligt, og i søndags var landet ude i anden valgrunde mellem kandidater fra den politiske og økonomiske elite.

Den ene var premierminister Lionel Zinzou, altså fra Yayis regering, den anden ”bomuldskongen”, den hovedrige forretningsmand Patrice Talon.

Talon vandt, og det hele forløb forbilledligt. Da det under optællingen stod klart, hvor det bar hen, ringede Zinzou til Talon og anerkendte sit nederlag og ønskede rivalen til lykke. Bagefter beskrev han hændelsen på Facebook og lagde sin ”taber-tale” ud på YouTube, hvor hans pressemøde om sagen også er at finde.

Han sagde, som man kan se nedenfor også tillykke med sejren på Twitter – reaktionerne på billedet var typiske for den begejstring borgerne mødte taberen med:

Screen Shot 2016-03-26 at 21.24.47

Og ikke nok med det: Da forfatningsdomstolen fredag formelt bekræftede Talons sejr, kvitterede hen med et løfte om at skære præsidentperioden ned til en enkelt på fem år, hvilket så i givet fald vist er enestående i verden. Samtidig lovede han at gøre op med det klassiske afrikanske overforbrug af ministre og skære den tidligere regerings antal ned fra 28 til 16 i sin egen nye regering.

Så er vi vist et stykke ude over amerikanske ”super”-tilstande, ude i noget, der næsten ligner demokratisk overbud.

Fra attentat-anklaget til præsident

Til historien og personfnidderet hører også, at Talon er en opkomling i det hårde beninske politiske spil, og at han skulle så grueligt meget igennem for at nå til tops.

Han var tidligere meget tæt på Yayi, men af grunde ingen rigtigt kender – andre end de involverede – faldt Talon i unåde hos præsidenten, der pludselig i 2012 beskyldte Talon for at stå bag et attentatforsøg mod ham. Talon skulle have planlagt at forgifte Yayis mad med ”radioaktive piller”.

Den historie kørte længe i medierne med malende beskrivelser af, hvordan Yayi med store smerter måtte forlade en halvtom tallerken på middagsbordet. Talon måtte flygte til Paris, men blev i fjor ”benådet” af Yayi og vendte tilbage til Benin.

Og nu kan han se frem til i hvert fald fem år som præsident i det lille land ved Guinea-bugten, måske fem år mere, måske……. og underbygger i hvert fald en tese fra vores lille ”super-søndag”-rundtur, nemlig at personlige relationer kan være afgørende for, hvordan demokratiet udvikler sig også i skrøbelige afrikanske stater, ja alt kan ske og dreje i overraskende og uventede retninger.

Eller som denne lille historie viser:

Jeg fik historien af en amerikansk bekendt, der med sin NGO var tilforordnet ved et kommunalvalg i en by i Niger. Han fortalte, at der gik et rygte i byen og i Sahel-ørkenen omkring byen, at folk ikke længere ville stemme på den gamle borgmester, som ellers havde siddet på magten i årtier.

Det blev borgmesteren så vred over, at han steg op på sin dromedar, red ind på pladsen, hvor valget skulle finde sted, snuppede stemmeboksen og galoperede ud i ørkenen med den.

Kan du lide Point of View International, så skulle du tage at blive venner med os på Facebook. Her får du alle links til vores nye artikler.  Del også gerne artiklen med andre. Vi har ikke noget reklamebudget.

Foto af Dennis Nguesso  er fra hans Wikipedia-side.

Topfoto: Beninese presidential election, 2006: Civil Society members offer their own transportation means to carry and safeguard the transparent ballot boxes from the polling stations to the electoral commission offices. USAID

Kilder:

 AFP

Jeune Afrique

Al Jazeera

Lionel Zinzous Facebook-tidslinje

Associated Press

The East African

The Nation, Kenya

Deutsche Welle

VOA

Daily Maverick

Lars Zbinden Hansen (f. 1958), korrespondent i engelsk og fransk og journalist (fra Århus og Johannesburg), har siden 1983 gået i de fleste af afdelingerne af ”livets skole”, der befinder sig på en nord-syd-akse fra Danmark over Mellemøsten til Kap det Gode Håb.
Udstationeret for Udenrigsministeriet til Stockholms-konferencen (dengang CSCE), Tel Aviv, Damaskus og Moskva. For Danida (UM) første gang i Afrika i 1992: Uganda og derefter Sydafrika, Marokko og Kenya. Har været i Elfenbenskysten for World Food Programme. ”Medfølgende ægtefælle” i Togo 2007-2013 og derefter Rwanda indtil 2015.
Har besøgt, arbejdet i og indåndet 28 afrikanske lande, nord-syd-øst-vest, og har nu kontinentet som en permanent del af blodomløbet.

Gift, 2 voksne studerende børn.

Giv en skærv, hvis du kan lide mine artikler. Alle beløb modtages på mit MobilePay nummer: