80-ÅRET FOR D-DAG // FRANKRIG – Man bør værdsætte freden og passe godt på den, skriver Catherine Lefebvre, der i dag mindes 80-året for D-dag og ser frem til 100-året for Den Internationale Studenterby i Paris i 2025 – en fredsutopi, der lever i bedste velgående.
6. juni 2024 kommer hele verden til at markere og mindes 80 året for D-dag, 6. juni 1944 – dagen, hvor de allierede styrker gik i land i Normandiet for at få anden verdenskrig til at bevæge sig ind i en sidste fase med de allierede som vindere.
Der skulle gå næsten endnu et år med omfattende krig og menneskeudryddelser, før den var vundet, og den krævende og lange efterkrigstid kunne tage sin begyndelse fra 1945.
At Europa igen skulle til at genopbygge sig selv og sit selvbillede – som man også havde skullet efter første verdenskrig – krævede i sig selv en kraftanstrengelse, som ingen vel i dag helt kan forestille sig.
6. juni i år vil statsoverhoveder fra hele verden samles ved Normandiets kyst for at markere, at der nu er gået 80 år.
Invasionsstrandene i Nordfrankrig
Jeg har selv besøgt invasionsstrandene mange gange. Hver eneste gang er et særligt besøg, hvor man gribes af stedets storhed og den både håbefulde og grusomme historie, hvor så mange unge måtte lade livet. Det føles, som om historierne og historien blæser i vinden. Man bliver både bjergtaget, rørt og berørt, når man står der. Samtidig konfronteres man med havets evige energi og rytme – måske så det også sådan ud den junidag i 1944? Måske føltes det også sådan?
Invasionen kostede mange menneskeliv og satte for altid Normandiets strande ind i vor samtids historie. Stedets ånd og historie forbliver for altid en påmindelse om, at man bør værdsætte freden og passe godt på den
Min far, René Lefebvre, oplevede som ung invasionen i Normandiet på selve dagen og i dagene efter. Han fortæller: ”Vi fik besked om, at invasionen var i gang tidligt om morgenen den 6. juni. Vi boede tæt på Rouen, ca. 200 km fra strandene, og vi blev først og fremmest meget, meget glade for at høre, at der nu endelig skete noget. Samtidigt havde vi set det gå galt i 1942, hvor slaget ved havnebyen Dieppe, 80 km fra os, havde været en stor fiasko for de allierede, og hvor især mange englændere og canadiere blev slået ihjel.”
”Vi blev på det tidspunkt bombarderet hver nat. Jeg husker, at vejret var godt 6. juni 1944, og at man ellers måtte lade som ingenting. Man håbede og havde samtidig sine bange anelser. Vi måtte hele tiden passe på ikke at vise glæde og forhåbninger. Jeg skulle have været i skole på gymnasiet Lycée Corneille i Rouen, men skolen var lukket.”
”Ugen op til 6. juni blev byen voldsomt bombarderet af amerikanerne. Man kaldte det La semaine rouge (Den røde uge) – det var de værste bombardementer, man kunne forestille sig, og mange mennesker omkom. Ødelæggelserne var enorme. Disse bombardementer var en del af forberedelserne før D-dag. Byen og alle omkringliggende områder var besat, og mange huse var beslaglagt af besættelsesmagten, og derudover var Rouen som nævnt allerede på dette tidspunkt sønderbombet. Det var først i august måned, altså næsten tre måneder efter D-dag, at de allierede tropper kom igennem Rouen. Så lang tid tog det at kæmpe sig frem de 200 km fra strandene på vej til Paris.”
At kalde D-dagen for et fredsprojekt må være en tilsnigelse, selvom freden var dét, alle ønskede, men sandt er det, at denne enorme og farefulde aktion fik krigen til at gå i den ønskede retning. Invasionen kostede mange menneskeliv og satte for altid Normandiets strande ind i vor samtids historie. Stedets ånd og historie forbliver for altid en påmindelse om, at man bør værdsætte freden og passe godt på den.
Den Internationale Studenterby
6. juni 1925, præcis 19 år før D-dagen, blev et dekret underskrevet omhandlende Den internationale studenterby i Paris, Cité Internationale Universitaire de Paris, der således fylder 100 år i 2025, og der er til gengæld her tale om et decideret fredsprojekt, ja måske endda en fredsutopi, som lever i bedste velgående.
Med studenterhusene, kollegierne, fra de forskellige nationer, som lidt efter lidt skulle opføres, kunne man opnå den dagsorden, at de unge mennesker lærte hinanden at kende på tværs af lande, blev venner for livet og aldrig fremover ville gå i krig mod hinanden
Efter første verdenskrigs rædsler og enorme tab skulle Europa i 1918 til at komme sig – igen en enorm proces for at prøve at opnå en form for normalitet efter en omfattende og forfærdelig verdenskrig. Meget kort fortalt besluttede byen Paris at give en stor grund, kaldet ”Zonen”, i det sydlige Paris i 14. arrondissement til Paris Universitet. Denne grund havde længe ligget hen som et terrain vague, og man ønskede, at den kunne gøre gavn og lægge plads til materialiseringen af idéen om Den Internationale Studenterby.
Med andre ord skulle man på dette område grundlægge en campus efter angelsaksisk forbillede, en campus eller international studenterby, hvor forskellige nationer fik mulighed for at lade et studenterhus opføre. Med studenterhusene, kollegierne, fra de forskellige nationer, som lidt efter lidt skulle opføres, kunne man opnå den dagsorden, at de unge mennesker lærte hinanden at kende på tværs af lande, blev venner for livet og aldrig fremover ville gå i krig mod hinanden.
Denne dagsorden for fred blev det bærende element i Citéens etablering og står den dag i dag som det vigtigste element i den omfattende og meget fine studenterby. Derudover var der efter krigen stor mangel på ordentlige studieboliger – og boliger i det hele taget – og man kunne på den måde gå hånd i hånd med et meget aktuelt behov.
Det første hus, Fondation Deutsch de la Meurthe, opkaldt efter sin franske mæcen, stod klart i 1925.
Det danske Studenterhus
I Danmark blev det en folkesag at få opført et dansk studenterhus; daværende Kronprins Frederik tog det første spadestik i 1929, og i 1932 kunne arkitekten Kaj Gottlobs smukke studenterhus åbne sine døre for første generation af danske og internationale studerende.
Her er stedets ånd også en faktor – man lever i bevidstheden om, at man er på gennemrejse, at dette sted blot er til låns, og det gør indtryk
Studenterhusets tilbliven blev støttet af danske fonde, erhvervsliv og staten, og huset blev et vindue til Danmark: gennemtænkt, solid arkitektur, dansk design, dansk kunst, danske materialer, danske håndværkere – alt dette kom tilsammen til at udgøre den helhed, som kunne modtage danske og internationale studerende fra 1932.
Studenterbyen havde og har et visionært regelsæt, som alle skal respektere – fx princippet om udveksling. Mindst 40 pct. af alle pladser i de enkelte huse skal udveksles, således at der minimum bor 40 pct. af internationale studerende sammen med de danske. Det fungerer efter hensigten – alle bliver venner på kryds og tværs, livslange venskaber grundlægges, og man forhindrer, at miljøet lukker sig om sig selv.
Derudover har Citéen et charter, som alle beboere skal skrive under på, og som man skal respektere: være en god kammerat og udvise respekt og tolerance over for andre. Disse værdier, som Citéen er grundlagt på, er i fuld funktion og har været gældende hver dag igennem næsten 100 år, og de møder vor tid og langt de fleste unges egne værdier på bedste måde.
Netop her er stedets ånd også en faktor – man lever i bevidstheden om, at man er på gennemrejse, at dette sted blot er til låns, og det gør indtryk – en tidligere resident sagde til mig, at Det danske Studenterhus eller Fondation Danoise bliver ved med at generere nye venner, venners venner, der mødes i Studenterhusets ånd i Danmark eller andre steder, udveksler, taler, fester, bliver venner – sådan som andre før dem har gjort det siden 1932.
Samtidig har Det danske Studenterhus en klar bæredygtighedsstrategi, som også taler til ungdommen. At man gennem dette unikke tilhørsforhold også får pålagt en rolle som ambassadør for de gode værdier, og for fredsprojektet fra 1925. At dét at høre til på Studenterhuset og Den Internationale Studenterby forpligter og giver værdi. At det enkelte menneske sandsynligvis bliver bedre rustet til at forstå sammenhængen og idéen om fred. Og tager den med sig videre i livet.
Læs mere af Catherine Lefebvre i POV her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og