#2 – Populisternes sprog og verdenssyn tiltaler vælgerne – det er der virkelig gode grunde til

i Danmark/Europa/Featured/Internationalt/USA af

ANALYSE – Populismen afvises normalt som useriøs i sin politik og usmagelig og vulgær i sin stil, men dens fortalere har ikke desto mindre vist sig i stand til at vinde valgsejre i mange lande især ved at kritisere eliten. Hvorfor er så mange vælgere positive, spørger Johan Wizan, som selv har et bud fra venstresiden: populistiske politikere er ikke bange for at opstille modsætningsforhold, der ikke passer ind i en økonomisk modeloptik eller kulturelitens normer. Til gengæld tilbyder populismens retorik en alternativ verden, der føles langt mere vedkommende for vælgerne end de løfter, som eliterne fremsætter, gør. Populisterne er dertil også nemmere at forstå  – og langt mere underholdende end elitens talende Excel-ark, der ofte belærer og revser vælgerne.

Da de oprørske plebejere, i første akt af William Shakespeares stykke Coriolanus, møder patricieren Menenuis Agrippa på deres vej til at anklage Roms elite for ikke at have deres interesser på sinde, udfolder det konfliktfyldte forhold mellem elite og folk sig i klartekst.

Førstetaleren blandt plebejerne udlægger klart begrundelsen for, at man har grebet til køller og fakler: mens det jævne folk sulter, lever Roms patriciere i fornærmende overflod; general og senere konsul Gaius Marcius har i sin aristokratiske arrogance ført republikken ud i unødig krig, og samfundets ulighed er blevet forøget på bekostning af den lovmæssige beskyttelse af folket:

“Care for us! True, indeed! They ne’er cared for us

yet: suffer us to famish, and their store-houses

crammed with grain; make edicts for usury, to

support usurers; repeal daily any wholesome act

established against the rich, and provide more

piercing statutes daily, to chain up and restrain

the poor. If the wars eat us not up, they will; and

there’s all the love they bear us.”

Som svar på denne ret koncise analyse af Roms samfundsproblemer disker Menenius op med en overbærende tale om, at de ’lave folk’ lige såvel kunne rette deres våben mod himlens hvælving som mod Roms elite. Faktisk burde plebejerne vide bedre og være taknemmelige for lederskabets forsyn, hvilket illustreres med Æsops fabel om den grådige mave hvis overhøjhed over kroppens næringsfordeling, der ikke kan stilles spørgsmål ved.

Menenius’ forsvar for tingenes tilstand og afvisning af plebejerne ignorerer imidlertid det vigtige budskab, som populismens kritik faktisk kan tilføre republikken, når det gælder samfundets dybereliggende problemer.

Fælles for næsten alle populister gennem historien er, at de polemisk etablerer en ’os-og-dem’ dikotomi hvilket er et nødvendigt startpunkt, hvis man vil udfordre en koncentreret magt

For hvor plebejerne klart ser – og føler på egen krop – hvordan den romerske samfundsfordeling ikke er i deres interesse, har eliten kun floskler og vage idealer om tingenes naturlige orden som svar. Populismen minder således eliterne om, at der findes indgroede problemer udenfor Roms mure. Og eliten udstiller samtidig hykleriet i sin insisteren på egen god vilje, når den konfronteres med bevidstheden om, at ægte politiske løsninger ville kræve et offer af den herskende klasses materielle magelighed og politiske kontrol.

Os og dem

Fælles for næsten alle populister gennem historien er, at de polemisk etablerer en ’os-og-dem’ dikotomi hvilket er et nødvendigt startpunkt, hvis man vil koncentreret magt. Elitens illusioner om et konfliktløst konsensus-samfund udfordres med, hvad man kan kalde populistisk realisme, der rigtigt peger på, at samfundets grupper har modsatrettede interesser, hvorfor man ikke bare føjeligt kan stole på, at lederskabet har alles bedste for øje.

Den belgiske diskursteoretiker Chantal Mouffe er kendt for at udforske denne antagonisme og fremhæver netop problemerne ved at forstå demokrati som et procedurebaseret og lige rum hvor parter kan nå ideelle politiske kompromisser gennem høflig og rationel diskussion.

I hendes bog The Democratic Paradox taler hun i stedet for nødvendigheden af at forhøje konfliktniveauet i samfundet på baggrund af uforenelige interesser i modsætning til den sympatiske men nok også utopiske teori om et såkaldt deliberativt demokrati, hvor de bedste politiske løsninger kan findes igennem endeløs og ophøjet diskussion som filosofferne Jürgen Habermas’ og John Rawls’ tankegods repræsenterer.

Samfundet er en kampplads om knappe ressourcer, hvorfor én parts andel altid vil blive indhøstet på bekostning af en andens, hedder det. Hun beskriver med andre ord et nulsumsspil mellem samfundsgrupperne.

Eliten anskuer typisk regeringsførelse som en ’ren’ og klinisk proces, hvor ordentlighed og høflighed bør råde. Gennem debat og kompromis skal den bedste af alle verdener frembringes, trinvis – uden friktion eller ubehagelig påmindelse om magtforhold

Den perfekte virkelighed for arbejdsgiverne er at kunne betale deres ansatte mindst muligt, mens arbejdstagerne omvendt har en interesse i at få det højest mulige udbytte. Man kan indvende, at visse samfundsmodeller – som den nordeuropæiske socialdemokratiske – har haft succes med at udglatte samfundets konfliktpunkter ved at skabe konsensus gennem inddragelse af alle grupper i form af f.eks. trepartsforhandlinger, som vi kender det fra arbejdsmarkedet.

Men modellen forudsætter dog fiktionen om, at denne proces ikke dækker over en dybere fjendtlig transaktion mellem parterne – aktuelt ses det ret klart ved OK18 forhandlingerne, der ikke resulterer i alles bedste interesse, men derimod taktisk magtmanøvrering fra elitens side og hårdt vundne småsejre for offentlige arbejdstagere.

At der overhovedet er plads til en trepartsproces kan man takke mange års socialdemokratisk arbejderpopulisme i Danmark for – men denne orden er del af et større filosofisk kompromis. Det er netop her, at Menenius’ holistiske samfundspagt har haft succes med at overbevise majoriteten om, at en elitestyret proces med trinvise forbedringer af levevilkårene er bedre end konfliktbaseret omvæltning for at nå det bedste for majoriteten.

Mange danske politikeres synes utrygge selv ved dette meget begrænsede medhold, som kommer almindelige lønmodtageres interesser til gode. Ofte kommer utrygheden til udtryk gennem machiavelliske og brutale forhandlingsteknikker med brug af trusler og tvang. Under en mulig fremtidig socialdemokratisk regering har Mette Frederiksen tilmed bebudet en reform af arbejdsmarkedets forhandlingsproces, hvor arbejdstageres protestmuligheder vil blive stækket.

Populismen er i elitens øjne profan og et brud på det dekorum, som eliten anser for ’stueren’ og civiliseret

Egentlig forhandling mellem interessenter i et modstridende forhold udgør tydeligvis en knast i elitens idé om den bedste styreform.

Som da plebejerne rejser sig i Coriolanus, konstituerer det en ubehagelig afbrydelse af styringsprocessen, som helst skal foregå beskyttet bag Roms mure uden indvending fra dem, der måtte bære omkostningerne for opretholdelsen af det fælles bedste.

Oprørsk modstand overfor konsensus i form af strejker eller protest holder et spejl op for elitens beslutningstagen om fordeling af ressourcer, rettigheder og medbestemmelse. Ulighed har en effekt, krig har en effekt, hierarkier ligeså.

Disse effekter kan glemmes på behagelig vis, indtil indignationen manifesterer sig. Ordet ’demonstrere’ kommer af latins ’demonstrare’ eller ”fremvisning af det monstrøse” gennem anklage eller ilde varsler. Blottelsen af det glemte og oversete i den samfundets mørke udkant.

I denne konflikt mellem folk og elite mindes eliten om, at dens ledelse er upopulær, idet den stilles over for en legitim kritik, som slår skår i elitens egen idé om, hvordan virkeligheden ser ud.

Og når eliten konfronteres med plebejernes konkrete argumenter, tyr den til sin egen klassebaserede overhøjhed gennem sin tale og ageren. Når argumenter imod populismens ideologiske indhold og historiske tradition ikke slår til, må eliten med andre ord angribe de populistiske argumenter som fejlbehæftede, ignorante og farlige i deres antagonistiske monstrøsitet.

Når eliten påberåber sig, at ‘den ved bedre’, selvom den tager skadelige politiske beslutninger og minimerer demokratisk medbestemmelse, er det fordi, det sidste forsvar, eliten har tilbage, er en rent æstetisk baseret legitimitet.

Det angreb sker ikke blot i forhold til substansen i populisternes politiske program men også på et stilmæssigt og retorisk plan.

Populismens humoristiske retorik og budskab

Populismen er i elitens øjne profan og et brud på det dekorum, som eliten anser for ’stueren’ og civiliseret. Når eliten påberåber sig, at ‘den ved bedre’, selvom den tager skadelige politiske beslutninger og minimerer demokratisk medbestemmelse, er det fordi, det sidste forsvar, eliten har tilbage, er en rent æstetisk baseret legitimitet.

Æstetik er netop af det, man må klynge sig til, når argumenter ikke slår til, og det er samtidig et politisk princip, som eliten holder højere end noget andet.

Eliten anskuer typisk regeringsførelse som en ’ren’ og klinisk proces, hvor ordentlighed og høflighed bør råde. Gennem debat og kompromis skal den bedste af alle verdener frembringes, trinvis – uden friktion eller ubehagelig påmindelse om magtforhold, og uden forstyrrende konkurrerende realiteter, der eksisterer udenfor den borgerlige offentligheds panglossiske ideal-virkelighed.

Den argumentationsfigur kendes tilbage fra Roms konsuler hele vejen frem til nutidens moderne parlamenter og ministerier.

Den herskende elite foretrækker at nå til enighed på behersket og kontrolleret vis, mens de brede masser holder sig i ro – Foto: Max Pixel.net

Overfor dette platoniske ideal om politik som rationel og oplyst proces, hvor man holder kammertonen og respekterer ekspertise, fremprovokerer populismen elitens angst via sin brug af passioner og følelser.

Populisme kan måske i sin form siges at være politik som professionel wrestling – en brydekamp, en lav æstetisk form, der repræsenterer den dårlige smag, den platte men underholdende kamp, som taler til en bred skare i den rette kontekst.

Vulgaritet og humor er populismens våben imod elitens fine fornemmelser. Det er ikke et tilfælde, at populister på godt og ondt er sjovere og langt mere underholdende end deres seriøse modstandere: Mogens Glistrup, den italienske komiker og medgrundlægger af Femstjernebevægelsen Beppe Grillo og Donald Trump er alle eksempler herpå

Ophidselse og flamboyant karisma er i det perspektiv de undertryktes impuls overfor det kølige bourgeoisis selvkontrol, som eliten foretrækker.

Vulgaritet og humor er samtidig populismens våben imod elitens fine fornemmelser.

Det er ikke et tilfælde, at populister på godt og ondt er sjovere og langt mere underholdende end deres seriøse modstandere: Mogens Glistrup, den italienske komiker og medgrundlægger af Femstjernebevægelsen Beppe Grillo og Donald Trump er alle eksempler herpå. Glistrups opfindsomme sprogbrug og Trumps mobning af politiske rivaler er hverken pænt eller korrekt, men det er effektivt og rammer ofte en nerve hos menige vælgere.

Som historien viser, kan gestaltningen af den drilske outsiderposition, som populister ofte benytter, dække over særdeles flydende ideologiske programmer og populister kan svinge både i en progressiv og reaktionær retning.

De ignorante og vulgære populister

Eliten benytter denne ideologiske fleksibilitet til konsekvent at kategorisere populismen som udtryk for et ignorant had, der må afvises som samfundsomstyrtende og katastrofal i alle dens former uden at tage stilling til, om populisternes kritikpunkter kan indeholde vægtige argumenter. Ofte vil eliten gøre dette ved at angribe den populistiske argumentation som støbt i én og samme usømmelige og normbrydende form.

I kølvandet på Brexit og det amerikanske præsidentvalg i 2016 står det imidlertid klart, at ensidige advarsler om populismens farer, hverken bider på vælgermasserne eller udgør noget særligt stærkt forsvar for elitens retmæssige position. Begavede og karismatiske retorikere af Menenius’ kaliber, som med held kan forsvare det standpunkt, er der langt imellem blandt moderne politiske eliter.

Bill Clinton og Barack Obama kan nævnes som to sjældne eksempler på den succesfulde salgstale for status quo svøbt i lyrisk optimisme og karisma. Hillary Clinton, der repræsenterede en direkte fortsættelse af disses politiske filosofi, manglede derimod den sproglige energi og tabte også derfor til Donald Trumps grove og direkte tale.

Den oprørske populisme punkterer elitens magtsprog i sin enkelhed i retorik og budskab. Den benytter ’folkelige’ talemønstre til at fremsætte populære – hvilket implicit ligger i ordets betydning – tiltag, som giver mening udenom støvede eliters korrekte og akademiserede forklaring af ’nødvendighed’ og den ’virkelige verden’.

Sanders og Corbyn besidder ingen af de overfladiske attributter, som eliten anser for nødvendige for godt lederskab – hverken i deres udseende, tale eller synspunkter

Når populister f.eks. påpeger, at man i rige samfund bør værne om offentlig sundhed og velfærd til alle, at togforbindelser skal være pålidelige og regelmæssige og at alle burde have adgang til job og tag over hovedet, berør de udsagn grundlæggende materielle behov, der appellerer uendeligt meget mere til det brede vælgerflertal end abstraktioner på et Excel-ark gør det.

De ‘farlige og uprøvede amatører’

Det er i den kontekst, at knarvorne gamle mænd som Bernie Sanders og Jeremy Corbyn oplever så stor folkelig opbakning, mens elitens blinde vinkler samtidig gør det umuligt at forstå de to mænds popularitet og politiske tække. Sanders og Corbyn besidder ingen af de overfladiske attributter, som eliten anser for nødvendige for godt lederskab – hverken i deres udseende, tale eller synspunkter.

Ingen af de to er bange for at opstille dikotomier, når det gælder fordelingen af magt i samfundet og de gentager begge den samme håndfuld grundlæggende kritikker af ulighed og uretfærdighed – som de i øvrigt har gjort i årtier – og de gør det med brug af en vis krøllet charme og en ligetil men samtidig indigneret humor.

Der er intet af den snerrende og nedladende irettesættelse, som ofte udgør en del af eliters teknokratiske tale om økonomiske ’realiteter’, men derimod en indigneret fremførelse af, at en bedre verden faktisk er mulig, hvis blot man tør bede om det i kor.

Når eliten lider nederlag på stribe disse år – i Storbritanniens farvel til EU, ved USA’s og Italiens valg samt sandsynligvis ved det forestående valg i Mexico hvor venstrepopulisten ’Amlo’ står til at vinde – er det især fordi, det grundlæggende er svært for eliten at sætte sig ind i den meget enkle appel i populisternes budskab, og det klare sprog dette fremføres med.

Teknisk og nørdet tale om ’nødvendighed’ og ’realiteter’ vil på et vist tidspunkt ikke kunne tilfredsstille desperate plebejere længere, og det er her at man får et Jordskredsvalg – det være sig 1973-valget i det Danmark, Brexit eller valget af Donald Trump.

Den konsekvente udelukkelse af perifere stemmer gør eliten døv og blind for den utilfredshed, som råder i samfundets periferi, hvor folk ikke føler sig hørt.

Virkelig repræsentation af samfundets iboende konfliktspændinger kan ikke erstattes af en belærende oplysningsetik – højskolekurser til folket er ikke svaret

I Danmark ser man også, at den sagnomspundne ”danske model” med trepartsforhandlinger og konfliktløsning på arbejdsmarkedet som ventil for politisk utilfredshed gav mere mening, da processen var mere demokratiseret og Folketinget havde større diversitet; hvilket samtidig også var dengang, fagforeningerne var en mere almindelig vej ind i politik.

Men fordi den brede befolkning ikke tages med på råd på samme måde længere, begynder forhandlingsmodellen at vise svaghedstegn, og den menige borger vender sig mod mere vedkommende samfundsanalyser, forskellige som ’outsider’ populister kan tilbyde.

Det sker, fordi virkelig repræsentation af samfundets iboende konfliktspændinger, ikke kan erstattes af en belærende oplysningsetik – højskolekurser til folket er ikke svaret.

Eliten får meget svært ved at anerkende populismens appel

Men hvis eliten skal erkende dette, må den samtidig ofre en del af sin egen adgang til magt og ressourcer for at afbalancere den demokratiske proces. Og det er ikke i overensstemmelse med dens filosofi, der som nævnt stipulerer, at den bedste af alle verdener kan fremtænkes i et magtfrit vakuum af ekspertudvalg, der oppefra-og-ned kan finde løsninger, som ikke vil have nogen bagsider for samfundet bredt – og slet ikke for eliten selv.

Uden mulighed for dialog om magtforhold med den siddende elite må populister må derfor vinde adgang til magten ad andre veje. De springer typisk den elitære socialisering over gennem sproglige angreb og direkte appel til folket med gestaltning af os-og-dem forhold. Se f.eks. på Trumps direkte kommunikation med vælgerne, hvor han med foragt afviser brugen af de såkaldte ”mainstream medier”, hvor eksperter og pæne veluddannede akademikere i stedet boltrer sig i mere eller mindre akademiske forklaringer på, hvorfor den grove og simple præsident har succes.

Populismens normbrydende sprog og kraftige, enkle budskab virker som hovedregel uspiselige for en procesfikseret elite

Når udfordrere af status quo viser sig, vil eliten nemlig typisk vrissent afvise de nye i klassen som uprøvede og farlige i deres fremstilling af anderledes tænkning. Og politikerleden, der ligger bag de alternative kandidaters popularitet, begrædes af elitære kommentatorer i politik og medier som ’amatørernes øjeblik’ fordi folk uden den rette støbning formaster sig til at tro, at de kan repræsentere et glemt udsnit af befolkningen.

Så med mindre magthaverne begynder at erkende de grundliggende konfliktspændinger i samfundet og gennemfører gennemgribende reformer for at afbøde eller ophæve spændingernes eksistens, er det kun populisterne, der vil give stemme til den realitet, som menige borgere føler – og som eliten har glemt bag Roms mure.

Kan det lade sig gøre?

Det bliver i hvert fald svært. Populismens normbrydende sprog og kraftige, enkle budskab virker som hovedregel uspiselige for en procesfikseret elite.

Men hvis ikke der gøres et ærligt forsøg på at forstå de dynamikker, jeg har beskrevet, og hvis eliten vedblivende forsøger sig med en kombination af at ignorere og frygte (og advare mod) de politiske ’amatører’, så vil elitens verdenssyn med sit fokus på ophøjet proces i stigende grad miste legitimitet. Og vil hermed i det lange løb risikere slet ikke at få lov til fremover at præge en egentlig ligestillende dialog med det brede samfunds populistiske tribuner.

Første del i serien kan læses her: https://pov.international/1-populismens-brogede-historie/

Tredje del af følger.

Topillustration: Max Pixel.net – Creative Commons.

Efter i en periode at have arbejdet med det amerikanske fængselssystem i en non-profit organisation i Oakland, Californien, studerer Johan Wizan nu socialvidenskab og jura ved Columbia University og er bosat i Harlem, New York. Johan Wizan er uddannet i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet. Han har skrevet om amerikanske samfundsforhold og amerikansk politik for websitet Kongressen.com og Atlas Magasin. Derudover har han bidraget til en række bøger om amerikansk politik og historie. Man kan støtte Johan Wizan her: https://www.patreon.com/johanwizan og via PayPal på denne email: jew2155@columbia.edu

Seneste artikler om Danmark

Da kvinder tog magten

NY BOG – Ritt Bjerregaard, Lone Dybkjær, Britta Schall Holberg, Grethe Fenger Møller,