143 Sahara Street

‘143 Sahara Street’ – hverdage ved en mærkelig gammel kvindes kaffebar i Algeriet

i Film/Kultur af
CPH:DOX // ANBEFALING – Det er en mærkelig gammel kvinde, Hassen Ferkani har valgt at skildre i sin dokumentarfilm, skriver Karen Hammer om 143 Sahara Street, der tegner et portræt af den karismatisk kvinde Malika og livet i hendes café langt ude i den algierske ørken. 

Den unge filminstruktør Hassen Ferkani har vundet adskillige store priser med sin anden spillefilm 143 Sahara Street, der foregår i en minutiøs lille cafe langt ude i den algierske ørken i Ghardaia-provinsen. Den ældre, karismatiske caféejer Malika bebor et lille hus med to rum og en slags terrasse.

Huset ligger op til den interalgierske hovedvej, der forbinder hovedstaden Algier oppe ved Middelhavet med ørkenbyen Tamanrasset mod syd. Hun er ugift og bor alene med to hunde og katten Mimi, som hun taler meget med.

Malika er absolut ingen skønhed, men hun er eftertænksom og forstår at lytte. Hun kan fortælle om alle de mange forfærdelige år, hvor landet måtte kæmpe for sin selvstændighed

Lastbiler, motorcykler, busser og  jeeps kører forbi lige uden for hendes hus. Mange stopper og holder en lille pause med et glas the, kaffe eller en omelet. Malika er populær, og det er tydeligt, at mange også kommer for at diskutere politik eller fortælle historier, som f.eks. chaufføren, der måtte sidde en hel nat ude i klitterne, da han var kørt vild i en sandstorm, men heldigvis blev trukket op næste morgen af en stor lastbil.

Afrikanske film forhaster sig ikke

Malika tituleres ofte El Hajj, dvs. at hun har været i Mekka, men ellers får man ikke meget at vide om hende. Hun taler varmt om den tidligere Præsident Boumedienne, som hun så ved sit eget hus, ”dengang han indviede vejen”. Vi ser et glimt af Algeriets første præsident Ben Bella, der taler i tv for revolutionen, og vi hører Malika tale bittert om det nuværende regime, som stjæler og ødelægger landet.

Filmen har ganske få indstillinger, og vi kommer ganske sjældent udenfor. Det faste kamera står ved den ene væg og optager Malika og hendes kunder, der sidder og snakker ved bordet. Vi glemmer, at dette er en film, indtil det øjeblik fotografen pludselig blander sig i en snak mellem Malika og en kvindelig motorcyklist. Han oversætter noget på engelsk for hende, og hun henvender sig direkte til ham:

”Hassen, kan du ikke lige…”

143 Sahara Street er ikke en helt almindelig dokumentarfilm.

Mange scener viser bare udsigten indefra ud gennem døren. Der sker ingenting, bortset fra at biler og lastbiler kører derude på vejen, og vi ser lidt af hendes eneste lille træ et par meter foran døren. Afrikanske film forhaster sig ikke.

“De fortalte alle, at jeg var en engel”

Under en heftig storm kan hun sidde i sin café godt polstret med tæpper og sjaler og iagttage, hvorledes lastbilchaufførerne kæmper med at binde presenningerne ekstra tæt til taget af bilen. I ørkenens buldermørke ser man kun de små lysende firkanter fra hendes dør og lille vindue. Hun bor helt tydeligt in the middle of nowhere.

Men det kommer nok ikke til at vare længe, før hun får konkurrerende naboer. Vi aner bag hendes hus byggearbejdet på en benzintank med cafeteria. Hendes kunder er bekymret for hendes og vel også for deres egen fremtid.

Det er jo hendes lille cafe, de kan lide at komme i – ikke en restaurant. Gennem årene har hun haft mange stamkunder. Hun fortæller om banditten Laaouar og hans bande ”dengang  i terroristtiden”:

“De kom ofte forbi, men de gjorde mig intet, de kom bare for at få noget at spise… og de sørgede for, at ingen generede mig. De fortalte alle, at jeg var en engel.”

En mærkelig gammel kvinde

Mange forskellige folk kommer forbi Malikas café: Et arbejdssjak med lokale og sorte arbejdere, der alle er meget tilfredse med lønninger og behandling i Algeriet modsat nabolandene – et helt ungdomsorkester med sang og trommer morer sig dansende i en times tid – og hen mod slutningen to meget fine velklædte imamer, der stiller hende så mange spørgsmål, at hun glemmer at være høflig.

Bagefter snerrer hun nærmest af dem og deres opførsel, og hun henvender sig tydeligt til instruktøren Hassen Ferkani, som vi aldrig ser, og til sin ”elskede lille datter”, katten Mimi.

Vi aner bag hendes hus byggearbejdet på en benzintank med cafeteria. Hendes kunder er bekymret for hendes og vel også for deres egen fremtid

Det er en mærkelig gammel kvinde Ferkani har valgt at skildre i sin film. Hendes former svulmer under de jævne klæder. Hun er absolut ingen skønhed, men hun er eftertænksom og forstår at lytte. Hun kan fortælle om alle de mange forfærdelige år, hvor landet måtte kæmpe for sin selvstændighed, og også om borgerkrigen og om de mange skuffelser under Præsident Abdelaziz Bouteflikas korrupte styre.

Malika er en institution, som hendes mange kunder vil komme til at savne, hvis hun bliver nødt til at lukke i fremtiden. 143 Sahara Street har vundet førstepriser ved både filmfestivalerne i Locarno, Torina og DMZ i Sydkorea.

‘143 Sahara Street’ er en del af CPH:DOX og kan streames her.


LÆS FLERE ANBEFALINGER AF KAREN HAMMER HER


Foto: PR, CPH:DOX

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Født 1938. Cand.mag.art. i Zoologi, Botanik, Geologi, Geografi og Filmhistorie fra Københavns Universitet. Kulturredaktør og formand for Radio Vesterbro gennem 30 år. Forfatter, filmjournalist, kunstanmelder, eventyrer. Karen Hammer har rejst i 103 lande på syv kontinenter, dog kun i 27 i Afrika. Skriver bl.a. om African Cinema og har deltaget 15 gange i Ouagadougous afrikanske filmfestival FESPACO.

Seneste artikler om Film