Zebraen Amal og de afrikanske stereotyper

af

Vilde dyr, masaier og eksotiske Zanzibar. Undervisningsmaterialet til Børnenes U-landskalender 2016 drukner i stereotyper. Det er ærgerligt, fordi U-landskalenderen efterhånden er et af få danske samlingspunkter for reel læring om verden udenfor Danmark.

Der er virkelig mange vilde dyr i det trykte undervisningsmateriale, som Danida under Udenrigsministeriet har udgivet i samarbejde med DR og SOS Børnebyerne i forbindelse med Børnenes U-landskalender 2016. ”Til Amals hemmelighed” står der lige over en zebra på forsiden af lærervejledningen. Min første tanke var: ”Hvor vildt. Pengene fra U-landskalenderen går til et dyrebeskyttelsesprojekt”. Men så kom jeg i tanker om, at det jo er SOS Børnebyerne, der står for årets projekt, og der er ikke mange zebraer i den organisation.

Hvert år udgiver Danida i samarbejde med DR et stort undervisningsmateriale til flere fag i forbindelse med lanceringen af årets Børnenes U-landskalender. I år er 54. gang, at U-landskalenderen samler danskerne om ”årets bog, årets land og om livet for børnene der”, som det fremgår af årets trykte elevhæfte.

img_1895
Solnedgang på Zanzibar. Foto: Lotte Ladegaard

Så det er og bliver altså børnene, det hele handler om, selvom det er svært at få øje på i år. Til gengæld er der masser af stereotyper. Hvis jeg ikke lige vidste bedre, ville jeg tro, at Tanzania, som er årets land, ikke er ret meget andet end vilde dyr, Kilimanjaro, ferieparadiset Zanzibar og masaier.

I indledningen til elevhæftet ”Amals hemmelighed” dukker børnene op to tredjedele nede i teksten. Efter de vilde dyr og turismen og Zanzibar. Men vi får trods alt at vide, at pengene fra Børnenes U-landskalender i år går til at ”lave nogle bedre skoler for børnene i Chanika. Der skal være færre elever i klasserne. Lærerne skal blive bedre til at undervise. Og så skal der være nogle bedre skolegårde, så børnene kan lege”, som det fremgår til allersidst i indledningen.

Karikatur af sorte drenge

På forsiden af elevhæftet er der et foto af en dreng, der læser i sin seng ved hjælp af en lommelygte. Ingen overfyldte klasser eller elendige skolegårde her, men trods alt tættere på børnelivet i Tanzania end en zebra. Da jeg slog op på første opslag, faldt kæden af igen.

Her er en tegning af to sorte, afrikanske knægte med smørrede grin og de hvideste, enorme tænder og endnu større læber. Den ene af drengene er oven i købet udstyret med solbriller, der spejler is-klædte bjergtinder. Begge drenge holder godt fast i en pung. Jeg forstår det simpelthen ikke. ”Har de stjålet pungen fra turister på Kilimanjaro?” er min umiddelbare tanke. De karikerede tegninger går igen flere steder. På side 22, for eksempel, hvor en sort fyr optræder med dollartegn i solbrille-glassene.

Jeg tvivler på, at et barn i den danske indskoling nogensinde vil forstå andet end, at sorte børn har store tænder og læber og, ja, måske stjæler de?

Jeg har aldrig i de godt 20 år, jeg har rejst og arbejdet i forskellige afrikanske lande set børn, der ser sådan ud. De fleste børn i den danske indskoling har til gengæld formentlig aldrig selv været i Tanzania. Er det sådan et karikeret billede vi ønsker, at danske børns skal have af børn i Tanzania? Jeg forstår heller ikke, hvordan tegningen passer ind i temaet ”bedre skoler”. Det er faktisk først midtvejs igennem hæftet, at jeg så småt begynder at ane, hvad tegningen kunne illustrere. Jeg tvivler på, at et barn i den danske indskoling nogensinde vil forstå andet end, at sorte børn har store tænder og læber og, ja, måske stjæler de?

1280px-school_kids_in_tanzania-by-i-inisheer-cc-by-sa-3-0-httpscommons-wikimedia-orgwindex-phpcurid2440546
Tanzaniske børn. Foto: Inisheer

Inde i hæftet er der heldigvis masser af gode fotos af rigtige børn. De danske børn får for eksempel lov at se, hvordan det ser ud, når 200 tanzaniske børn skal proppes ind i én klasse, og vi får et meget lille fotografisk kig på skolens uhumske latriner.

Går fattige børn op i kunst?

Til gengæld køber jeg ikke helt historiens præmis: At Amal, som hovedpersonen hedder – vi ved ikke, hvor gammel han er – i al hemmelighed skulle gemme alle sine madpenge for at købe et maleri af Kilimanjaro til sin mor. Hvorefter han bliver snydt, så det driver, til at betale for cola og spilleri. De fleste fattige afrikanere og asiater, jeg kender, har meget begrænset overskud til at tænke på naturskønhed og kunst på væggene. De tænker faktisk mest på, hvor de skal få penge fra til næste måltid og skolegang og et besøg hos lægen.

Formentlig er tanken, at danske børn tænder mere på bjerge og vilde dyr, og cola og spillehaller, end de tænder på livet i en slum i Dar es Salaam. Det kunne jo være fordi, mange voksne danskere, inklusive hæfternes skribenter, har det sådan? Min egen erfaring er dog, at danske børn rigtig gerne vil høre om, hvordan børn i andre lande lever, og at de elsker at høre om både ligheder og forskelle på levevis og interesser.

MERE POV
Sådan undgår du at blive deprimeret af Facebook

Der er da også elementer af fokus på ligheder og forskelle på børn her og der i elevhæftet. I en lille boks nævnes det for eksempel, at Dar es Salaams centrum er helt moderne og omtrent som en moderne by i Europa. Det savner jeg bare billeder af. Der er heller ikke rigtig fotos, der for alvor tager læseren med til det fattige byområde Chanika, hvor historien foregår. Til gengæld er der omtale og billeder af Zanzibars dejlige strande, selvom Zanzibar intet har med historien at gøre. Det samme gælder masaierne, naturen og dyrene og havet, der har deres helt egne kapitler til sidst i elevhæftet.

Det giver selvfølgelig mening at have de vilde dyr med i forhold til undervisningsforløb i natur/teknologi, og masaismykker og dans kan fint indgå i bevægelse og kreativitet. Men måske kunne man også have haft lidt mere med af det, der udgør kernen i hverdagslivet for fattige børn i Tanzania.

Lærervejledning renset for børn

Baggrundsafsnittene i lærervejledningen er også fuld af stereotyper og næsten renset for børneliv. Allerede i første linje fastslår vejledningen, at ”Tanzanias historie strækker sig så langt tilbage, at den også er en del af vores egen historie. Vi stammer simpelthen derfra alle sammen”. Den skulle jeg lige læse et par gange, før jeg forstod, at det måtte betyde, at Tanzanias historie er væsentlig ældre end vores. At vi faktisk alle sammen stammer fra Olduvai-kløften i the Great Rift Valley i Tanzania. Hvorfor ikke bare skrive det? Hvorfor skal alt tage udgangspunkt i os selv, selvom vi faktisk kom sidst?

I samme kapitel får vi at vide, at Vasco da Gama ”opdagede” Tanzania, ganske vist i gåseøjne, ligesom den opdagelsesrejsende David Livingstone har sit eget afsnit. Naturligvis kan et indblik i Tanzanias historie ikke udelade kolonialismen og de opdagelsesrejsende, men man kunne måske have øget fokus på Tanzanias egen rige historie og kultur og nutid.

Det største foto har stillet skarpt på to masaier. Det er på en måde imponerende, at det helt er lykkedes at undgå at få almindelige tanzaniere med, selvom der over 53 millioner mennesker i landet, og selvom masaierne kun udgør 366.000 af dem.

I lærervejledningen er der faktisk fotos af det moderne Dar es Salaam. Det største foto har dog stillet skarpt på to masaier. Det er på en måde imponerende, at det helt er lykkedes at undgå at få almindelige tanzaniere med, selvom der over 53 millioner mennesker i landet, og selvom masaierne kun udgør 366.000 af dem. Vi ser også en del relativt uinteressante billeder af biler i kø og glasfacader.

Min umiddelbare tanke var, at fotografen har siddet fast i køer, og at det derfor er trafikken, der har fyldt i bevidstheden. Der er heller ikke mange billeder fra de slumlignende områder, hvor 70-80 procent af Dar es Salaams befolkning ifølge lærervejledningen bor. Jeg havde den strøtanke, at det store fokus på vilde dyr og Zanzibar måske skyldes, at teamet bag hæfterne hellere ville på safari og badeferie frem for at vade rundt i slummen, men det var jo bare en ubegrundet mistanke.

Udenrigsminister: Børn skal lære om verden

136391453-bjarne-bergius-hermansen
Udenrigsminister Kristian Jensen præsenterede årets U-landskalender 3. oktober 2016. Foto: Bjarne Bergius Hermansen/DR Presse

Til gengæld beskriver teksten fint, hvorfor tanzaniere migrerer fra land til by, og hvordan folk overlever på må og få i slum, fattigdom og usikkerhed. Desværre ser jeg ikke ret megen sammenhæng mellem elevhæftets Amal, der ligefrem har penge at spare op, og realiteten, som lærervejledningen beskriver. Måske ville det have givet mere mening – og reel viden til de danske børn – hvis man havde ladet Amal bruge noget af tiden på at hente vand, gå i skole og hjælpe sin mor med at tjene penge frem for at lade ham tage på udflugt, drikke cola og gå i spillehaller?

”Vi ønsker at hjælpe drenge og piger i fattige lande til at kunne gå i skole, få rent drikke vand, adgang til lægehjælp og alt det andet, som vi regner for en selvfølge i Danmark. Tanzania er et af verdens allerfattigste lande. Ved at hjælpe med blandt andet at lave bedre skoler, sygehuse og arbejdspladser skaber vi mulighed for, at børnene kan få et godt liv og for, at de senere kan klare sig bedre”, forklarede udenrigsminister Kristian Jensen, da han præsenterede Børnenes U-landskalender for 250 elever og pressen på Frederiksbjerg Skole i Aarhus den 3. oktober.

”Ligesom børn skal vide noget om deres lokalområde, så er det også vigtigt, at de lærer om verden, og hvordan børn har det andre steder i verden. Verden er blevet meget mindre, og det, som sker i verden, påvirker også børn i Danmark”, sagde Kristian Jensen.

Ligesom børn skal vide noget om deres lokalområde, så er det også vigtigt, at de lærer om verden, og hvordan børn har det andre steder i verden. Verden er blevet meget mindre, og det, som sker i verden, påvirker også børn i Danmark.

Så meget desto mere sært er det, at børn fylder så lidt i lærervejledningen. Hvad blev der af de skoler, som hele projektet handler om? Hvad blev der af de udsatte børns rigtige hverdag? Lærervejledningen indeholder simpelthen ingen generel beskrivelse af børnenes situation i Tanzania. Når læseren endelig når beskrivelsen af SOS Børnebyernes projekt og projektområdet Chanika, får vi for eksempel at vide, at lærerene skal på efteruddannelse, men ikke hvorfor. Det er ærgerligt, fordi Børnenes U-landskalender efterhånden er et af få danske samlingspunkter for reel læring om verden udenfor Danmark.

MERE POV
Fængsling af journalister er en sikkerhedstrussel imod os

Af samme grund savner jeg børnerettighederne, som FN’s Børnerettighedskomite kritiserer Danmark for ikke at undervise i. Med folkeskolereformen fra 2014 kom børnerettigheder efter pres fra Red Barnet med i Undervisningsministeriets nye Fælles Mål for sundheds- og seksualundervisning og familiekundskab. Børnerettighederne mangler stadig i andre fag, selvom vi har forpligtet os til at undervise i dem allerede i 1991, da Danmark ratificerede FN’s Konvention om Barnets Rettigheder.

Børnerettighederne nævnes godt nok ganske kort i et opslag om SOS Børnebyerne, men det er da lidt ærgerligt, at det statslige organ Danida ikke lige har benyttet lejligheden til at folde børnerettighederne lidt mere ud i et undervisningsmateriale, hvor det ville passe perfekt ind.

Dumme detaljer

Der er også nogle dumme detaljer, som Publikum Kommunikation, der har stået for hæfterne, ikke har fået helt på plads: Den internationale fattigdomsgrænse er ikke længere på 1,25 dollar pr. dag. Den blev i oktober 2015 hævet til 1,90 dollar. Og, nej, mere end to tredjedele af Tanzanias befolkning lever ikke længere under fattigdomsgrænsen. Under halvdelen af befolkningen levede ifølge Verdensbanken i 2011 under fattigdomsgrænsen. Det er stadig rigeligt, synes jeg, men også udtryk for, at der faktisk er sket positive ting i forhold til bekæmpelse af fattigdommen.

For at aflive stereotypen om, at fattigdommen er konstant i Afrika, kunne man måske have nævnt FN’s nye Verdensmål for bæredygtig udvikling, som blev vedtaget i 2015. Man kunne også for nuancernes skyld have refereret til Verdens Bedste Nyheder, som viser, at det faktisk går ganske betragteligt fremad med at knægte fattigdommen.

Lidt for meget glitter

giraffe_manyara-by-fanny-schertzer-own-work-cc-by-2-5-httpscommons-wikimedia-orgwindex-phpcurid3159882
Foto: Fanny Schertzer

Endelig fremstilles præsident John Magufuli i lærervejledningen som lidt af en folkehelt, der redder landet fra korruption. Ingen steder nævnes det, at Magufuli har forbudt demonstrationer, at tv ikke længere har lov at sende fra det, der svarer til folketingssalen, og at præsidenten forsøger at indskrænke adgangen til sociale medier. Og selvom Zanzibar bliver ved med at poppe op i hæftet, får vi aldrig at vide, at mange af øernes beboere drømmer om fuld selvstændighed, og at sidste års valg blev erklæret for ugyldigt på Zanzibar, fordi oppositionen tilsyneladende havde vundet.

Det bliver ligesom lidt for glittet, det hele. Ligesom hæfterne også er det. De er flot sat op på kraftigt papir, gennemillustrerede og med omfattende tilhørende hjemmeside.

Topfoto: John Storr

Jeg modtager ikke honorar, når jeg blogger for POV. Hvis du vil støtte mig i at skrive mere, kan du sende et beløb via Mobile Pay til 27 30 17 89.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

mm
Lotte Ladegaard

Lotte Ladegaard
Researcher, skribent, fotograf, kursusleder og projektrådgiver med eget konsulentfirma Development Close-up. Jeg skriver også projektansøgninger og hjælper organisationer med at dokumentere deres metoder, erfaringer og den udvikling, de er med til at skabe.
Jeg er uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i Århus i 1993 og har været selvstændig konsulent og freelance-journalist siden 1999. Ind i mellem har jeg dog haft længere kontrakter og enkelte fastansættelser. Jeg har blandt andet været teknisk rådgiver og kommunikationskonsulent på deltid i Bangladesh for Red Barnet (2005-2009), teknisk rådgiver for Ulandssekretariatet i Bangladesh (2002-2004), selvstændig freelancejournalist med base i Sri Lanka (1999-2002 samt 2004-2005), journalist hos Red Barnet i København (1995-1999) og journalist på Ritzau (1993-1995).
I dag bor jeg i Vanløse, København, men jeg er altid lykkelig, når arbejdsopgaver sender mig til Rwanda, Somaliland og Somalia, Etiopien, DR Congo, Zanzibar, Bangladesh, Cambodja, Indien, Sri Lanka – eller for den sags skyld til Mors og Lolland, som en opgave gjorde det for nylig.
Jeg kan kontaktes på www.lotteladegaard.dk, og du kan honorere min blog via Mobile Pay på 27 30 17 89.
Foto: Kim Dang Trong.

Seneste indlæg fra

Fra skrald til smykke

Egentlig skulle kohornene fra slagterierne bare smides ud. Nu bruges en del
Gå til Top