mm

Anneli Vejsig Bruun

Anneli Vejsig Bruun. F. 1974. Cand.mag. i engelsk og dansk som andetsprog fra Københavns Universitet, arbejder som underviser i dansk som andetsprog og vejleder på Frederiksberg.

Se alle skribentens artikler

Yoga for begyndere

REFLEKSIONER – ”Men hvad hvis harmonien er målet i sig selv? At det at have det godt er selve meningen?” Som altid lægger Knausgård ikke fingrene imellem, når han beskriver terapisamfundet, hvor uroen er uønsket og hvor vi har udviklet nul visioner. Jeg ved, hvad han mener. Det er på en eller anden måde for fattigt. For ligegyldigt. Harmoni kræver disharmoni. Lys kræver mørke, lykke, ulykke. Jeg kan ikke sige mig fri for, at jeg gennem den sidste måned har følt mig mere afbalanceret.  Er det en ny form for harmoni ligefrem? Og er det så skidt? Anneli Vejsig Bruun er blevet hooked på yoga, men er al den velvære blot opium for folket?

Jeg sidder på gulvet på den sorte måtte i yogasalen, i skrædderstilling og med ret ryg. Når jeg drejer hovedet og kigger til højre, kan jeg se himlen over torvet ud af vinduet. Ruden er farvet sort af mørket udenfor.

Det er tidlig marts, en mandag aften.

Lysene fra de farvede lyskæder, som torvets italienske pizzeria har hængende udenfor, glimter i vinduets nederste hjørne. Spinkle linjer af gylden lys strækker sig op i mørket.

Det er så fint, tænker jeg, og hvor er jeg taknemlig for at kunne sidde her og se det. Straks fortæller mit system mig, at just den tanke er blevet manet frem af den varme stemning i lokalet, af det bløde lys, af højtalernes langsomme instrumentale musik, der som små barnefingre blidt aer øregangene.

For hvordan er det lige verden ser ud? og hvor fin kan udsigten fra et vindue en grå marts aften i København egentlig være, særligt ud over et halvtomt butikstorv?

Jeg er vild med disse første minutter, hvor vi alle lander i lokalet. Og hvor instruktørens altid sarte stemme tager over og beder os være til stede i rummet. Det virker for mig

Jeg har været medlem af yogacenteret i en måned nu. Min yoga-app på telefonen, hvor jeg booker mine timer og kan se mine træninger har registreret, at jeg har været der 19 gange på en måned. Det vil sige 19 timer med yogaflows i forskellige styrker.  Jeg har prøvet den blide version, den lidt mindre blide, der også inkluderer styrke og den hårde, hvor udholdenheden sættes på prøve. Den lidt mindre blide med styrken, hvor jeg får sved på panden og altid opdager hvor svært det er, at stå på et ben i længere tid ad gangen, er min favorit.

Uanset holdtype starter alle timer siddende eller liggende med et langt fokus på åndedrættet og med en eller anden udgave af et twist, der aktiverer ryggen og åbner brystet. Jeg er vild med disse første minutter, hvor vi alle lander i lokalet. Og hvor instruktørens altid sarte stemme tager over og beder os være til stede i rummet.

Det virker for mig, jeg bliver rolig og mærker en helt umiddelbar taknemlighed over at være til. Jeg forstår det ikke selv, men den ferske og golde fornemmelse, der ellers ofte invaderer mig sidst på vinteren, har været anderledes i år. Fornemmelsen af vinterens lange og udmarvende dvale, min egen inklusiv, har ikke været gold, men er tonet ud i en varm orange.

Som om noget i universet hvisker, ”Alt er godt, frodigheden spirer, steder du ikke kan se, farverne og lyset er på vej.”

Jo, verden er helt ok, også på en grå aften i marts.

Åndedrættet giver kroppen ro

Timen jeg er til denne mandag er den blide. Efter åndedrætsøvelserne fortsætter al bevægelse i slowmotion.

De sære stillinger, min krop ikke vidste fandtes, glider langsomt og koncentreret over i hinanden via instruktørens grundige anvisninger. Alle dyrene og fuglene er der i forskellige versioner.

Grundstillingen er den nedadvendte hund, en hvilestilling, der giver ny energi til kroppen. I aften er hunden også etbenet og med åben hofte, kobraen er med løftede håndflader og i firbenet muffer jeg skulderen ind under knæet og snor armene hver sin vej rundt om kroppen så hænderne finder hinanden på ryggen.

Instruktørstemmen messer konstant, ”På en indånding placer højre fod fremme mellem hænderne. På en udånding fortsæt til høj løber. På en indånding vend bagerste fod parallelt med måtten, find kriger to. Bliv her to indåndinger og to udåndinger. På en indånding…På en udånding.”

Hver bevægelse fra én stilling til den næste foregår, mens jeg enten fylder eller tømmer mine lunger for luft. Åndedrættet bliver til en langsom bevidst rytme, en melodi kroppen finder ro i.

Yogacenteret dufter af træ med en mild parfume, der emmer af renhed. Rummet er med andre ord som en lille fortættet ø, man lander på, når man træder over den forhøjede dørtærskel

Jeg er altid særlig bevidst om melodien i katten og koen, to stillinger, jeg fra min barndoms gymnastiktimer kender som øvelser på hænder og knæ, hvor man skiftevis svajer og krummer ryggen. Når jeg tømmer og fylder lungerne i takt med skiftet mellem kat og ko udvides øvelsen fra at fokusere på et stræk af rygsøjlen og skuldrene, til at jeg bevæger mig som et havdyr i vand og snart åbner og snart lukker mine gæller. Jeg fornemmer, at gællerne sidder på hver sin side af halsen og nedover ryggen sider.

Det er som en ur-bevægelse min krop genkender.  Altså i det korte øjeblik, hvor jeg lader mig selv være i forestillingen, for hvor mærkeligt er det ikke lige? Og det er også kun fordi stemmen, der guider mig er så mild, og rummet så omfavnende, og lyset så blødt og musikken så blid. Jeg er jo ikke et havdyr.

Yogacenteret dufter af træ med en mild parfume, der emmer af renhed. Væggene er uden spejle og skjult bag lange papmache søjler, der er sat op hele vejen rundt. Søjlernes lyse brune farve gløder. Hen under loftet hænger der lagener i tunge buer, det ligner en himmel af hvide skyer.

Rummet er med andre ord som en lille fortættet ø, man lander på, når man træder over den forhøjede dørtærskel. Jeg ved ikke, hvorfor tærsklen er forhøjet ca. 25 cm, det kan være fordi der løber nogle rør, men hvis ikke der gør det, må det være for netop at skabe denne opmærksomhed hos mig, når jeg løfter foden over trinnet.

Jeg fornemmer, at jeg træder væk fra én slags verden og ind i en anden slags verden.

Der er en distance her. Ikke på den måde at de to verdener er hinandens modsætninger, eller at de er vendt væk fra hinanden. De er der bare og er væsensforskellige. I yogarummet går man med bare tæer og taler med lave stemmer. Det gør man ikke på den anden side af de 25 cm.

En stemning af gensidig respekt

Instruktørerne er alle uddannede. De er forskellige, men har den lyse stemmeføring og hensynet til yogadeltagerne til fælles.

F.eks. beder de os altid om at forberede øjnene på at åbne sig efter den afsluttende dybe hvile i dødemandsstillingen. Jeg når som regel at tænke på, hvordan jeg lige gør det, forbereder mine øjne. De åbner altid af sig selv.

Nogle af instruktørerne fokuserer på at fortælle, hvordan de mange stræk og balancestillinger styrker led, muskler og bindevæv. Andre af dem taler et andet sprog.

For dem giver stillingerne adgang til at sindet balanceres, at hjertet åbnes, at det sensitive system beroliges. Jeg kan godt lide det sprog. Noget af det er volapyk for mig, men jeg kan lide den selvfølgelighed, ordene bliver sagt med. De indeholder for det første en anerkendelse af at mennesket fortsat er mystisk, og for det andet at jeg ikke sidder her til mine yogatimer for alene at styrke mine lårmuskler eller øge smidigheden i mine hofteskåle.

Og så alligevel. Der er en lille prik af ubehag forbundet med al den yoga. Er det selvdyrkelsen? Er det yogalokalets velduft og renhed? Er det fordi yogaen har den der lille accent af dameblad?

Præcis hvad det andet indebærer, kan jeg ikke sige. Jeg spekulerer over det. Jeg ved, at jeg ikke ville stemple ind i et fitnesscenter 19 gange på en måned. Når jeg går hjem fra timerne, er det altid med en rolig og klar fornemmelse, jeg er ikke kropslig udmattet, selv ikke efter den hårde time, hvor sveden har dryppet fra næsen. Jeg er ikke forpustet eller stakåndet. Jeg går hjem og mørket i mig er blevet lysere.

Og så alligevel. Der er en lille prik af ubehag forbundet med al den yoga. Er det selvdyrkelsen? Er det yogalokalets velduft og renhed? Er det fordi yogaen har den der lille accent af dameblad?

Jeg piller i prikken, jeg ved, jeg har læst noget et sted. Endelig finder jeg en passage i Knausgårds Min Kamp 6. Passagen om uro, eller rettere om det moderne menneskes forsagelse af uro.

Jeg føler mig bogstavelig talt prikket til, når Knausgård i en sekvens om sin ikke-harmoniske barndom stiller et spørgsmål om livets mening, ”Men hvad hvis harmonien er målet i sig selv? At det at have det godt er selve meningen?”

Jeg ved, hvad han mener. Det er på en eller anden måde for fattigt. For ligegyldigt. Harmoni kræver disharmoni. Lys kræver mørke, lykke, ulykke, osv.

Som altid lægger Knausgård ikke fingrene i mellem, når han beskriver terapisamfundet, hvor uroen er uønsket og hvor vi har udviklet nul visioner.

Også det forstår jeg. Uroen som tidligere blev omsat til handling, til kunst, til opbrud, til hvad som helst, skal i dag helst dulmes. Er det det jeg har gang i, at dulme udfaldene?

Jeg kan ikke sige mig fri for, at jeg gennem den sidste måned har følt mig mere afbalanceret. Jeg er ikke sikker på at folk har bemærket det udadtil, men jeg har flere gange noteret det i min dagbog. At tankestrømmene der får plads i mit eget selskab, er mindre afpillede, fyldigere, mere fortrøstningsfulde.

Er det en ny form for harmoni ligefrem? Og er det så skidt? Jeg lover mig selv, at fortsætte observationen og notere undersøgelserne i min dagbog.

Timen er ved at være slut. I knap 50 minutter har min krop bevæget sig i slowmotion i en konstant glidende bevægelse. Det langsomme tempo har fokuseret øvelserne, og jeg føler mig skarp.

Jeg ligger i en twistet barnestilling, på mine knæ med den ene skulder i måtten og armen strakt parallelt ind under overkroppen. Det er en udrensende stilling, jeg trækker vejret dybt, frit og kontrolleret på samme tid. Det er rart. De sidste minutter bruges til afspændende øvelser og vi skal ned på ryggen.

Instruktøren guider os ind i båden, hvor vi langsomt bevæger os ned at ligge med hele kroppen i måtten. Musikken bliver langsommere, den lyder som toner, der svulmer oven på hinanden. Jeg bøjer knæene mod brystet og giver dem et langt kram, mens jeg triller fra side til side over lænden.

Instruktøren beder os tage fat med hænderne på ydersiden af fødderne og finde ind i glad baby. Jeg kan mærke hvor smidig jeg er blevet, og hvordan jeg falder i hak i stillingen og igen vugger fra side til side.

Min datter lå ofte i den stilling som baby, og jeg forstår hvorfor. Det er så naturligt at være her. Lyset dæmpes og stemmen beder os om at lægge os på ryggen med åbne håndflader og skuldrene møffet godt ind under ryggen. Jeg lægger mig til rette, lader fødderne splatte ud og slipper åndedrættet fri. Det finder sin egen rytme.

Lokalet er tæt af stilhed. Jeg tænker ikke på noget, eller rettere jeg tænker på alt muligt, som glider igennem mig. Øjnene er lukkede, der er måske gået flere minutter.

Af en ukendt grund blinker jeg øjnene åbne, og kigger lige op i de bløde himmellagner i loftet. Blikket er sløret, men så fæstnes det. Der oppe under klædet er der en krakelering, en dyb sprække i betonloftet og der løber et kloakrør, som må tilhøre overboen. Nogen på etagen over os skyller ud og jeg hører vandet løbe gennem røret.

Jeg lukker øjnene igen. Alt er godt og jeg er taknemlig.

 

Topillustration: Pixabay.

Kategorier