De ydmygende knæfald for Kina

af

Seks års nedfrysning af forbindelserne mellem Kina og Norge er slut. Årsagen var Kinas vrede over, at Nobels Fredspris i 2010 blev givet til den kinesiske systemkritiker Liu Xiaobo på rådhuset i Oslo. Sagen endte med en – for Norge – ydmygende erklæring, der giver Kina opbakning til at føre aggressiv udenrigspolitik.

Kina har meget få venner i udlandet, men er meget dygtig til at købe sig til alliancer. Og hvis det ikke er nok, så er trusler en meget effektiv måde at sikre grundlaget for en kommende status som supermagt. Det måtte Norge sande, da landet indledte det nye år med et ydmygende knæfald for Kina. Ligesom Danmark tidligere er blevet gjort tavs.

Kinas mål med nedfrysningen

I seks år har Kina lagt Norge på is. Diplomatisk og handelsmæssigt. Det er både dyrt og besværligt, når hverken ministre eller erhvervsfolk har samme adgang til det kinesiske marked som andre lande. Det ved Kina godt. Det vidste også, hvad prisen skulle være den dag nordmændene blev ”møre” og ville normalisere forholdet mellem de to lande.

At Norge skulle underskrive en erklæring, der nærmest giver carte blanche til accept af Kinas mere og mere aggressive udenrigspolitik – både i det omstridte Sydkinesiske Hav og måske i sidste ende også for Arktis.

Konflikten tager sin begyndelse den 8. oktober i 2010. Jeg oplevede den selv på nærmeste hold, da jeg sammen med andre udenlandske korrespondenter stod udenfor porten til en stor boligblok i Beijing. I den anden husrække, i en 4. sals lejlighed, boede Liu Xiaobo sammen med sin hustru, Liu Xia.

Men det var længe siden, Liu Xiaobo havde været i lejligheden. Han havde på det tidspunkt været fængslet i over et år. Dommen lød på 11 års fængsel for ”at opildne til omvæltning”.

Forbrydelsen bestod i – sammen med 350 andre intellektuelle og aktivister – at have udgive et manifest, Charter 08, med ønsket om at få indført 19 almene menneskerettigheder i Kina.

Tildelingen af prisen

Det, vi ventede på nede på gaden, godt overvåget af det sædvanlige mix af uniformerede betjente og deres ubehagelige kolleger i civil, var meldingen fra Oslo, der ville afsløre, hvem der ville blive tildelt Nobels Fredspris.

liu-xiaobo-flickr-2
Liu Xiaobo – er i dag 62 år. Billedet fra hans tid som litteratur professor. Foto: Flickr

Kinesiske Liu Xiaobo var blandt favoritterne. Dog med den usikkerhed, at Kina med garanti ville protestere voldsomt, da de anser Xiaobo for at være en kriminel. Desuden var Norge meget tæt på at afslutte og underskrive en frihandelsaftale med Kina, der ville betyde en markant øgning af norsk eksport til Kina. Så det lå i luften, at det måske ville få de norske priskomitemedlemmer til at være lidt forsigtige.

Nobelpriskomiteens valg af den kinesiske menneskerettighedsaktivist affødte derfor ganske stor respekt og overraskelse på gaden i Beijing, da Xiaobos navn gik som en løbeild blandt de halvt hundrede reportere. Ikke mindst fordi kritik af Kinas forhold til menneskerettigheder efterhånden var blevet helt fraværende, når besøgende udenlandske politikere besøgte de kinesiske ledere, herunder også de mere markante ledere fra Frankrig og Storbritannien.

Nobelkomiteen begrundede Fredsprisen med ”Liu Xiaobos lange og ikke-voldelige kamp for fundamentale rettigheder i Kina”. Men hovedpersonen har aldrig modtaget prisen. Han sidder stadig fængslet. Liu Xia, hans hustru, har kun mulighed for at se ham få gange om året.

Kina strammer skruen

Tilbage for kineserne stod straffen mod Norge. At Fredskomiteen er en bestyrelse uafhængig af det officielle Norge, prellede fuldstændig af på de ellers så paragrafkyndige kinesere. De valgte chancen for at få en diplomatiske konfrontation.

Egentlig har Kina det let, hvis det vil gøre livet besværligt for dem, Kina ikke synes om. Riget i Midten kan bare lade være med at gøre noget. Og det var netop, hvad der skete. Fra denne dag kunne intet lade sig gøre. Hverken ministre eller erhvervsfolk fra Norge kunne få visum til Kina. Alle kinesiske besøg til Norge blev kollektivt aflyst. Og ingen kunne få lavet aftaler med kinesiske partnere eller kontakter. Samarbejdsprojekter, opbygget over mange år, blev lagt på is.

img_0966-3
Kinas boykot var politisk, men ramte også den norske eksport til Kina. Specielt af laks, der tidligere udgjorde 1,5 pct. af hele den samlede norske eksport. Foto: Jan Larsen

Selv den norske ambassadør, der var på vej på pension, turde ikke sige op, af frygt for hans efterfølger ikke ville blive godkendt af Beijing. Formelt var det en politisk boykot af Norge, men kineserne ved godt, at det også er økonomien, der gør mest ondt i vesten. Så blokader og visumforhindringer satte samhandelen i laveste gear. Mest tydeligt for den meget store eksport af norsk laks til Kina (1,5 procent af den totale norske eksport), blev hurtigt mere end halveret.

Konflikten løst … eller …

Men et par dage før juleaften kom overraskelsen. En glad norsk udenrigsminister, Børge Brende, dukkede frem i smog-tågerne i Beijing og kunne fortælle, at relationerne mellem Kina og Norge var genoptaget. Og, tilføjede Brende, så var aftalen en håndfast bekræftelse på, at Norge og Kina fuldt ud normaliserer forholdet.

En nærlæsning og analyse af den to sider korte erklæring viser dog noget helt andet. Nemlig at Norge har betalt en meget høj pris for at få laksen tilbage på de kinesiske borde. Et dybt knæfald for Kina, der sort på hvidt har fået nordmændenes ord for, at Norge fremover vil acceptere Kinas ”kerneinteresser”.

Det vil indenrigspolitisk sige, at Norge ikke vil blande sig i f.eks. menneskerettighedsspørgsmål i Kina – og udenrigspolitisk må rette sig ind efter, hvad Kina definerer som sine rettigheder, f.eks. i det omstridte Sydkinesiske Hav.

Kommentarerne i den statskontrollerede kinesiske presse var tydelige og klare. Kommunistpartiets tabloidavis, Global Times, skrev direkte, at Norge havde tabt kampen. “Norge har en befolkning på blot fire millioner, men det forsøgte at give Kina, med 1,4 milliarder mennesker, en lærestreg i 2010. Det var en latterligt handling”.

Det statslige nyhedsbureau, Xinhua, skrev advarende om konsekvenserne af at gå op imod Kina. Ikke kun for Norge, men alle lande. ”De seks års diplomatiske afbræk har vist verden, at hvis nogen underminerer Kinas kerneinteresser, blander sig i Kinas interne forhold eller krænker Kinas juridiske suverænitet, så får det konsekvenser”, skriver Xinhua.

En ydmygende aftale for Norge

I Norge er aftalen modtaget med en blanding af lettelse og glæde, især blandt politikere og forretningsfolk, med udsigten til, at handelsforbindelserne bliver genoptaget. Andre begræder de politiske konsekvenser på længere sigt.

Norge har betalt en utrolig høj pris for at normalisere forholdet til Kina, mener den norske Oxford-professor og Kina ekspert, Stein Ringen. Han kalder ordlyden i aftalen ”ydmygende for Norge”.

”Vi ser her, hvordan Norge har bøjet sig i vældig stor grad ved at acceptere Kinas krav. Gevinsten er relativt symbolsk, fordi vi ved, at økonomisk er forholdet mellem Norge og Kina gået forholdsvis godt. Stein Ringen vurderer overfor Aftenposten, at Norge ikke længere kan presse Kina i spørgsmål om brud på menneskerettigheder.

Formanden for PEN Norge, William Nygaard, siger, at ”aftalen viser Norges manglende evne til at forsvare principperne om ytringsfrihed og menneskerettigheder, når vi møder en stormagt som Kina”.

Hvad er Kinas ”kerneinteresser”

Det er især punkt tre i aftalen, som kritikken rejses mod. Her står (i min oversættelse). ”Den norske regering respekterer fuldt ud Kinas udviklingsvej og sociale system, og berømmer højt den historiske og enestående udvikling, der har fundet sted. Den norske regering gentager sin forpligtelse overfor Et-Kina-politikken, respekterer fuldt ud Kinas suverænitet og territoriale integritet, lægger stor vægt på Kinas kerneinteresser og væsentlige emner, vil ikke støtte tiltag, der undergraver dem, og vil gøre sit yderste for ikke at skade de bilaterale relationer”.  Læs hele den originale tekst her.

Udenrigsminister Børge Brende og statsminister Erna Solberg mener ikke, at teksten afviger fra normalt FN-sprogbrug eller bærer præg af indrømmelser. Men det er ikke rigtigt. Især tekstens afsnit om, at Norge anerkender Kinas ”territoriale integritet” og ”kerneinteresser” er bemærkelsesværdige.

De to udtryk bruges normalt for at understrege Kinas tilknytningsforhold til f.eks. provinserne Tibet, Xinjiang – og også Taiwan (som Kina formelt betragter som en udbryder-provins fra Folkerepublikken). Det har ikke nogen konkret definition i det kinesisk politiske leksikon. Bedst er det nok beskrevet af New York Times korrespondenten Edward Wong, der kalder kinesernes opfattelse af kerneinteresser som “kritiske emner, hvor der er meget lille, om nogen, plads til forhandling”.

Og senest er begge udtryk flittigt brugt i konflikten i Det Sydkinesiske Hav. Det er her Kina kræver ejerskab til næste 90 pct. af havet. Men Kinas historiske ret til havområdet blev afvist ved FN’s Voldgiftsret i Haag i sommer. En dom Kina nægter at acceptere og nu bruger meget energi, pres og penge på at få andre lande til at støtte det kinesiske synspunkt. (Læs nærmere om konflikten I Det Sydkinesiske Hav i denne POV artikel).

Professor Stein Ringen mener, at Kina med den nye aftale kan regne med, at Norge støtter op om de kinesiske synspunkter. ”Nu har Norge altså formelt accepteret Kinas krav i Det Sydkinesiske Hav”, vurderer han.

Begrebet ”kerneinteresser” er ikke tilknyttet nogle faste geografiske områder – og de kinesiske politikere og diplomater bruger det meget bredt, og det bliver mere og mere elastisk. I løbet af det seneste år også brugt til at legitimere bortførelser af kinesiske statsborgere fra udlandet tilbage til Kina.

I takt med at Kinas ønsker og behov stiger med landets internationale indflydelse, så er det måske kun et spørgsmål om tid, før Arktis kan blive defineret som en naturlig del af de kinesiske kerneinteresser. Et område, hvor både norske og danske interesser er på spil.

Den danske model

Danmark har sikkert også været model for den ydmygende aftale som Norge har indgået. Da Lars Løkke i 2009 modtog Dalai Lama på Marienborg, svarede Kina igen med øjeblikkelig nedfrysning af forbindelserne til Danmark. Det tog et halvt år før Danmark valgte at skrive under på den såkaldte verbal-note, hvor den danske regering bl.a. erklærede overfor Kina, at den vil modsætte sig tibetanernes kamp for selvstændighed.

Den politiske konsekvens af det danske knæfald har, ifølge forskeren Andreas Bøje Forsby fra DIIS, været ”et alvorligt anslag mod Danmarks værdipolitiske aktivisme, og i de efterfølgende år har danske politikere, diplomater og embedsmænd været stærkt opsat på ikke at provokere Beijing på nogen måde”. Den igangværende Tibetkommission illustrerer ganske godt Danmarks hensyntagen til Kinas interesser.

Måske – om mange år – får vi klarhed over, hvad der er foregået bag kulisserne. Men hvorfor skulle det tage seks år? Det var i hvert fald ikke med Norges gode vilje. Allerede i 2013 havde den daværende Arbeiderparti-regering intensivt arbejdet på en forhandlingsløsning. Men Kina ville have mere – og er der noget kineserne har masser af, så er det tålmodighed. Det tog så tre år ekstra – og et norsk regeringsskifte – før Kina var tilfreds med teksten.

Og i hvert fald må vi konstatere, at det er lykkedes Kina at få bragt endnu en potentiel kritiker til tavshed. På et tidspunkt, hvor det er vigtigere end nogensinde, åbent at kunne debattere og analysere Kinas rolle.

Du kan læse flere af Jan Larsens analyser fra Kina hér.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

mm
Jan Larsen

Jan Larsen: Journalist og Kina kommentator. DRs korrespondent i Kina fra 2005-11. Har siden beskæftiget sig 100 pct. med Kina - dels som foredragsholder [www.janlarsen.biz] - dels som kommentator i radio og TV. Og nu også som skribent hos POV International. Se alle Kina artikler: pov.international/author/janlarsen/. Efter historiestudier på Københavns Universitet (cand.phil) tog Jan til Australien og fik en journalistisk uddannelse på dagbladet The West Australian i Perth. Korrespondent i Australien for Berlingske og senere free-lance journalist i Sydøstasien.
Hjemvendt til Danmark blev han reporter og studievært på Københavns Radio (DR). Var derefter (1983-2005) ansat på TV Avisen som bl.a. erhvervsjournalist, redaktør og nordisk korrespondent.
Blev DRs første Asien korrespondent med bopæl i Beijing (2005-2011). Sluttede i DR som reporter på udenrigsmagasinet Horisont og har siden 2013 været aktiv som foredragsholder, kursusleder, analytiker og Kina-kommentator – og opholder sig jævnligt i Kina og Sydøstasien.

Seneste indlæg fra

Toppen af guleroden

I december måned blev en progressiv udvekslingsaftale af wastefoods mellem en række københavnske
Gå til Top