mm

Yasmin Abdel-Hak

Yasmin Abdel-Hak er jurist med speciale i menneskerettigheder og Mellemøsten samt cand.mag i Mellemøststudier med speciale i Saudi-Arabien. Yasmin har i en årrække arbejdet med asylret og flygtningeforhold, primært med flygtningestrømme fra Mellemøsten, ligesom hun har samarbejdet med UNHCR med såkaldte kvoteflygtninge fra blandt andet Irak, Iran og Syrien. Hun har tillige været projektleder på en lang række kapacitetsopbyggende EU-projekter i de tidligere tiltrædelseslande til EU, herunder Rumænien, Polen og Baltikum. Hun har endvidere været projektleder for to større kapacitetsopbyggende EU-projekter i Tyrkiet i forbindelse med tiltrædelsesprocessen mellem Tyrkiet og EU. Endelig har Yasmin arbejdet som blogger for Børsen, hvor hun har skrevet om dansk udlændingepolitik og dansk udenrigspolitik i forhold til Mellemøsten. Hun er stifter af Global Migration and Politics, gmpc.dk med analyse- og rådgivningsarbejde indenfor mellemøstlige forhold, herunder flygtningeforhold, migrationsstrømme, regional politiske forhold og policy making. Hvis du skulle få lyst til at give et bidrag til Yasmin for hendes artikler her, kan du sende det på Mobile Pay 31 34 77 06.

Se alle skribentens artikler

Du kan støtte
Yasmin Abdel-Hak
på Mobile Pay: 31 34 77 06

Welcome to the Middle East Mr. President

I kølvandet på det overståede amerikanske præsidentvalg, er der en hel verden, der nu afventer den kommende præsident Donald Trumps udformning af en egentlig politik. Det gør man også i Mellemøsten. Hvad vil den nye præsident betyde for regionen og især for samarbejdet med USA? Hvilken fremtidig rolle vil USA spille i et Mellemøsten, der er ramt af krig og statssammenbrud? Svarene på disse spørgsmål vil være af afgørende betydning for regionens fremtid, skriver Yasmin Abdel-Hak i en analyse.

Da præsident Barack Obama tiltrådte præsidentembedet for otte år siden, var hans position og status i Mellemøsten en anden, end den vil være til januar, når han fratræder. Dengang blev den nye præsident modtaget med åbne arme fra en region, der havde store forhåbninger til hans politik. Han var på rundrejse i regionen og talte om nye tider og holdningsændringer i forhold til den politik, Georg W. Bush havde stået for. Især blev hans skelsættende Kairo-tale fremhævet som en, der signalerede et nyt – mere positivt – forhold til især den islamiske verden.

I dag er sandheden den, at den afgående præsident er forhadt i Mellemøsten, og af mange i regionen betragtes som en endnu værre præsident end Georg W. Bush. For omend Bush startede krigen i Irak, har det været Obamas opgave at gøre arbejdet færdigt. Og det arbejde har han mildest talt ikke gjort særligt godt set i en mellemøstlig optik.

Først og fremmest anses Obama for med sin politik at have lagt kimen til dannelsen af Islamisk Stat.

Men listen over USA’s fiaskoer i regionen er lang; som sagt dannede tilbagetrækningen af amerikanske tropper fra Irak et tomrum, som tillod Islamisk Stat at komme til. Bombningen af Libyen og drabet på oberst Muammar Gaddafi efterlod et land på randen af sammenbrud, med stammekrige og andet kaos, alt imens Islamisk Stat stille og roligt og uden den store bevågenhed slog rod i området. Passiviteten overfor det syriske regimes forbrydelser mod egen befolkning har efterladt et land i ruiner. Den efterfølgende katastrofale situation med borgerkrig, ufattelige lidelser og den største flygtningekrise i regionen nogensinde. Læg dertil den fortsat manglende fredsaftale mellem Israel og palæstinenserne. Der er snart sagt ikke et land i regionen, der ikke mærker følgerne af amerikansk politik under Obamas otte år ved roret. Også selv om alle forviklinger naturligvis ikke kan tilskrives USA, men også handler om landene selv.

Eneste succeshistorie er Iran

Den eneste succeshistorie, Obama vil kunne fremvise er aftalen med Iran om landets atomvåben. En aftale, som ganske vist kommer Iran til gode. Men egentlig ikke regionen som sådan. For aftalen har blot givet Iran endnu mere selvtillid, og styrket landet i en grundlæggende tro på egen rolle som ideologisk overhoved og magthaver for hele regionen. Dette bidrager kun yderligere til den evige magtkamp mellem Saudi-Arabien og Iran. Og i denne kamp gælder alle kneb, herunder brugen af det klassiske sekteriske våben. Nemlig kampen mellem sunni- og shia-islam. Hvis de to lande beslutter sig for at intensivere denne kamp yderligere, vil resultatet kunne blive endnu mere uro i hele regionen, hvor sunni- og shiamuslimer vil bekæmpe hinanden. Alt sammen for blot at tjene to magtpolers egeninteresser: en konsolidering af magten for henholdsvis Saudi-Arabien og Iran.

Denne aftale er nu uvis, efter at den kommende præsident Trump har bebudet, at aftalen skal aflyses og genforhandles, hvis ikke bare aflyses.

Lad mig gøre det klart: Selvfølgelig har hvert af disse lande som nævnt et grundlæggende ansvar selv for at komme på fode. At bebrejde USA for alle disse ulykker er alt for enkelt og unuanceret. Men Obamas passivitet i Irak og Syrien har lagt kimen til forhold, som landene selv ikke har kunnet håndtere. De har hverken haft økonomiske, sociopolitiske midler eller demokratiske traditioner til at undgå disse kriser. Obamas proaktive indsats i Libyen var tilsvarende katastrofal. At fjerne en diktator som Muammar Gaddafi kræver en decideret opfølgningsplan.

Det er ikke nok at fjerne en tyran, hvis man ikke sikrer det nødvendige værktøj for det efterfølgende opbygningsarbejde af en ny nation. Man hører ikke så meget om det libyske kollaps i medierne. Der er trods alt så mange andre krigsskuepladser at dække. Det gør ikke tragedien mindre.

Spørgsmålet er imidlertid, om Mellemøstens ledere har råd til at spille mopsede over for præsident Trump. Det har de næppe.

Set i dette lys, vil Mellemøsten muligvis se Donald Trump som et nyt og anderledes bud på en amerikansk dagsorden i regionen. Trump vil for mange af regionens ledere stå for alt det, som Barack Obama ikke har stået for. Et bud på en anderledes tilgang til Mellemøsten og de dertil indbyggede konflikter.

Men med Donald Trump som amerikansk præsident vil Mellemøsten samtidig til at skulle forholde sig til en leder af den vestlige verden, der under sin valgkampagne frejdigt foreslog indrejseforbud for muslimer i USA. Og i hans optik er der ikke den store nuanceforskel mellem muslimer og terrorister generelt. Han meddelte ligeledes under sin kampagne, at han var frisk på at bombe Syrien sønder og sammen. Sådanne udsagn kunne i sig selv tale for et noget anstrengt forhold mellem regionen og den nye præsident.

Spørgsmålet er imidlertid, om Mellemøstens ledere har råd til at spille mopsede. Det har de næppe.

Trumps forkærlighed for stærke ledere

Trumps forhold og syn på Mellemøsten er ikke så veldefineret endnu – som meget andet af hans politiske program i øvrigt. Da Egyptens præsident Abdel-Fatah El-Sisi mødtes med Trump i New York i september 2016, bar mødet dog præg af en gensidig glæde og fornøjelse. Ifølge Trump var præsident Sisi en helt fin fyr. Egyptiske embedsmænd fortalte efterfølgende om en rigtig god kemi mellem de to herrer.

Præsident Sisi forklarede tilsvarende, at Donald Trump havde lagt op til, at USA og Egypten igen skulle blive strategiske samarbejdspartnere, og at han ville støtte Sisi i dennes kamp mod islamiske terrorister og radikalisme. Det er jo søde ord i enhver tyrans ører. I det hele taget har Trump smag for såkaldte stærke ledere. Han har ikke lagt skjul på sin beundring for Ruslands præsident, Vladimir Putin, for at være en stærk mand. Deri ligger implicit en støtte af Ruslands støtte til Syriens præsident, Bashar Al-Assad, og den fortsatte russiske bombning af Syrien.

Saudi-Arabiens ønske om at fastholde sin position som vigtigste strategiske partner

Det er uvist, hvad en præsident Trumps holdning til Saudi-Arabien og Iran vil være. Et umiddelbart bud vil være, at han sandsynligvis vil finde disse lande og deres ledere højest besynderlige med folk i lange gevandter. At de begge har olie og elsker at købe amerikanske våben vil formentlig appellere til hans købmands-gen. Uvidenhed i øvrigt om disse to landes interne magtkampe kan i sidste ende tale til disse to landes fordele, idet de dermed kan fortsætte deres hidtidige egne dagsordner i regionen uden videre indblanding fra den amerikanske præsident. Dog vil den sædvanlige briefing-proces naturligvis sætte ind og den dybe viden i det amerikanske State Department vil sandsynligvis forsøgsvis blive formidlet til præsidenten, der så vil skulle vise, om han er i stand til at optage den.

Fra et saudiarabisk synspunkt vil det primære mål i forhold til den nye amerikanske præsident først og fremmest være at fastholde sin position som regionens vigtigste strategiske samarbejdspartner for USA. Set i det lys er Trump’s udfald mod den muslimske verden af underordnet betydning.

Hvad med Iran?

For Iran stiller sagen sig mere uklart. Trump har under sin valgkampagne udtalt, at han var stærkt imod ophævelsen af sanktionerne mod Iran. Han har som nævnt videre plæderet for, at noget af det første han vil gøre som amerikansk præsident er at få genforhandlet aftalen med Iran.  I et interview med CNN tidligere i år anførte Trump, at USA i stedet for have indgået en aftale med Iran, skulle have forstærket sanktionerne mod landet yderligere.

På paradoksal vis taler dette synspunkt iranske hardlineres sag. De politiske høge i landet har været imod aftalen mellem USA og Iran, fordi den angiveligt stiller iranerne for svagt og underlagt vestlig kontrol. Der er med andre ord fælles fodslag mellem Trump og det højreorienterede spektrum i iransk politik.

Tid til bøllebank, anyone?

Syrien og Islamisk Stat kan vel nok forvente en omgang bøllebank på den ene eller anden måde. På samme tid er det paradoksalt nok ganske kronede dage for ærgerlige typer som Islamisk Stat og deslige.

En præsident Trump, der i den grad har spillet på en voldsom retorik imod muslimer, er vand på Islamisk Stats mølle. Så selvom gruppens dage er talte i Irak og Syrien, er der i teorien intet til hinder for, at de kan genopstå igen i et sønderskudt Mellemøsten, hvis den antimuslimske retorik fastholdes tilstrækkeligt længe og vedholdende.

Fredning af Israel

Selvom Trump gentagne gange under sin valgkampagne har fremkommet med tydelige antisemitiske bemærkninger, har han dog samtidig givet udtryk for flere gange, hvor meget han elsker staten Israel.

I det hele taget er der en vis signalforvirring i Trump’s udmeldinger i forhold til en eventuel støtte til Israel. På et tidspunkt anførte Trump, at han så sig selv som den neutrale part i fredsforhandlingerne mellem Israel og palæstinenserne. Lige den udmelding blev så ikke modtaget med kyshånd fra Israels side. Kort tid efter meddelte han, at en fredsaftale først og fremmest var afhængig af Israels velvilje og ønske om en sådan. Den blev heller ikke modtaget godt i Tel Aviv.

Som en elefant i en glasbutik

I det hele taget synes Trump indtil videre at have opført sig som den velkendte elefant i en glasbutik, når det handler om den svære kunst at begå sig i Mellemøsten og regionens mange snørklede vinkelkroge af venner, fjender, konstellationer og politiske, religiøse og etniske grupperinger.

Det værste, der kan ske for regionen må være, hvis Trump først for alvor skulle få smag for at ville spille med musklerne overfor for vanskelige krisesituationer i regionen. Dem er der som bekendt nemlig mange af.

Det bedste for Mellemøsten er måske i virkeligheden, hvis Trump de kommende fire år får så travlt med at bygge en mur mod Mexico, at han simpelthen ikke får tid til at forholde sig til regionen, men overlader sagerne til sine embedsmænd. Det vil dog være en rolle for USA, som ikke er set før, og som næppe er langtidsholdbar.

Topfoto: Trumpgolfdubai.com – billedet viser Donald Trump og hans datter, Ivanka, på besøg i Dubai ved lanceringen af et byggeprojekt af en country club ved navn Akoya i 2014.

Kategorier