Charlotte Sylvestersen

Charlotte Sylvestersen mødte en mand i Milano i 1989.
35 lange togrejser senere flyttede hun i 1993 til Italien med eksamensbeviset fra Danmarks Journalisthøjskole i hånden.
Er i dag også foredragsholder, rejseleder og fundamentalistisk livsnyder med det erklærede og uopnåelige mål at spise og drikke sig igennem alt, hvad Italien byder på.
Har været korrespondent for Fyens Stiftstidende og elskede at være en del af holdet bag DR2 Udland.
Dukker med ujævne mellemrum op i danske medier som Radio24syv, DR og TV2, men hjertebørnene er og bliver webmagasinerne www.italiamo.dk & www.italy.dk, hvor hun siden 2000 har fyldt +3.000 sider med det bedste og det værste fra Italien, fra pizza til politik, og derimellem.
Blev vaccineret med den politiske bacille i et diskussionlystigt hjem med fire avisabonnementer på den jyske hede, og har en udtalt svaghed for fakta, når det handler om af afkræfte eller bekræfte de gængse fordomme om et land, som alle har en mening om.
PS: Manden holdt hende ud indtil sin død i 2014, og trods den lave scorefaktor man også i Italien tilskriver overvægtige midaldrende enker med to små hunde, er hun frisk på endnu en italiener ...eller to.
Holder du af det jeg skriver? Så kan du betale for at læse med.Donér direkte til mig, hvad du selv synes en artikel skal koste at læse. Eller lad være, det er helt frivilligt. Min MobilePay er 27 90 59 86. (Navnet er Linda Lorenzen)
Du kan ikke ringe til dette nummer, men du er velkommen til at skrive til mig på charlottemilano@gmail.com eller på Facebook.

Se alle skribentens artikler

Du kan støtte
Charlotte Sylvestersen
på Mobile Pay: 27 90 59 86

Charlotte Sylvestersen: Slugevenlige vitaminpiller, affaldssorteringens mysterier og umulige Ruko-låse

FØLJETON – Re-integrationsrejsen til Danmark. Charlotte Sylvestersen opholder sig for første gang i næsten 25 år i mere end 14 dage i Danmark efter i årevis at have boet fast i Italien. Brydning med Ruko-låse, kampe med affaldssorteringssystemer opfundet i en dyb tallerken og refleksioner om den tekniske udvikling af slugevenlige vitaminpiller har fyldt hendes tanker under dag 11 i den sønderjyske landsby, Holbøl, hvor hun opholder sig hos sin private integrationsvejleder, veninden Linda. Nye læsere kan springe på her – der henvises til tidligere afsnit nedenfor.

DAG 11 i Danmark/torsdag 21.12.2017
I dag knækkede jeg koden til fordøren i huset i Holbøl. I Milano stikker jeg dørnøglen i låsen, drejer rundt og tager nøglen ud. Det er det. Det går lige nu op for mig, at min mor i sin tid havde samme sindssyge låsesystem til sin fordør. Dér gav jeg simpelthen op.

Der må have siddet en gennemført u-empatisk ingeniør på Ruko. Af den type, der har sin pung i baglommen, og aldrig er blevet helt færdig med at samle sten og indtørrede frøer i bukselommerne.

”Det er for nemt”, har han tænkt, og af en eller anden grund har alle virksomhedens kontrolmekanismer svigtet. Derfor er tusinder af danske hjem i dag indrettet med Ruko-låse, hvor man skal bruge hoften til at presse døren ind i karmen og begge hænder; den ene til at løfte håndtaget op, og den anden til at dreje nøglen.

I stedet for blot at sætte nøglen i hullet, dreje rundt og trække den ud.

Jeg føler mig krænket, ja ydmyget
Ingeniøren bag dette historiske tilbageskridt går aldrig ud med affald. Han har ikke hund og slet ikke børn, der skal holdes øje med, mens fordøren lukkes. Han går ikke med taske, han har jo pungen i baglommen, og det er det. Resten må resten af verden tage sig af.

Han, ja, for selv om kvindelige ingeniører også kan være nørdede, så har de simpelthen for meget indbygget fornuft til at konstruere noget så dumt, føler jeg mig overbevist om.

Det er altså ydmygende, at vi kan sende sonder til Mars, men alligevel vælger at komplicere låsesystemerne, og ikke kan lave affaldsindsamlinger hvor vejledningerne ikke kræver en doktorgrad

Han er i familie, tæt på eller bare meget langt ude, med andre ingeniører og lignende, der begynder fra bunden, når en landsby, en kommune eller en storby skal have et nyt system for affaldsindsamling.

Der er selvsagt ingen grund til at bruge andres erfaringer, medmindre der bydes på en studietur til udlandet. Så kan man komme hjem til Danmark og konstatere, at systemet i udlandet da slet ikke er værd at lade sig inspirere af.

Jeg vil ikke sige, at jeg ligefrem føler mig krænket, og så alligevel. For det er altså ydmygende, at vi kan sende sonder til Mars, men alligevel vælger at komplicere låsesystemerne og ikke kan lave affaldsindsamlinger, hvor vejledningerne ikke kræver en doktorgrad.

Til orientering kan jeg konstatere, at nøjagtig det samme gør sig gældende i Italien, hvor det virker som om hver eneste af landets over 8000 kommuner har udviklet deres helt eget system for affaldssortering fra bunden af en meget stor og mørk affaldsspand.

For nogle år siden lånte nogle venner mig deres villa ved Maggioresøen. Min veninde, integrationsvejlederen, og jeg opgav simpelthen at forstå kommunens affaldssystem.

I stedet kørte vi rundt med affaldet i Pandaen, og dumpede det, når vi så en container til usorteret affald langs vejen. Det var i august, så Pandaen lugtede lidt. Men hellere det end at risikere, at vores venner fik en irettesættelse for ukorrekt affaldssortering af kommunen ved deres hjemkomst.

Så er den ged armeret
Nu kan jeg som sagt låse hoveddøren i Holbøl. Både indefra og udefra. For, ha, som ingeniøren tænkte: ”Det skal overhovedet ikke være nemt. Vi laver forskellige låsemetoder, når man skal låse udefra og indefra, og man skal bruge begge hænder og hoften begge steder”.

I Milano skal nøglen i realiteten drejes to gange. Men det sker altså med kun én hånd, så man kan have to hunde og – sorterede – affaldsposer i den anden.

Ups. Så røg jeg i re-integrationsfælden igen med et brag

Og så er der, hvis man vil, endnu et nøglehul, der stadig kun kræver én hånd. Når man drejer den anden nøgle skyder seks stålpinde sig ind i murværket på siderne af døren. Så er den ged armeret.

“Så nemt er det jo så bare ikke i Milano. Du har jo fire nøgler i dit nøglebundt”, bemærker integrationsvejlederen en kende spidst men dog bestemt.

Nå ja. Ups. Så røg jeg i re-integrationsfælden igen med et brag.

For man skal godt nok låse sig ind til ejerforeningen fra gaden, derefter ind i trappeopgangen, og så er der som nævnt to nøgler til hoveddøren, hvis den også skal armeres. Og der er fem nøgler i mit bundt med dén til postkassen.

Jeg må have mit mantra og min indre re-integrationsvillighed frem igen:

“Man gør tingene forskelligt i forskellige lande. Du behøver ikke altid vurdere, hvad der er bedst, og hvad der er værst. Nøjes nu for pokker bare med at konstatere, at det blot er anderledes – og lær det så”.

Har der virkelig siddet et panel af testpersoner eller forskere og slugt vitaminpiller med forskellig form, og derefter givet karakter for slugevenligheden ude på Teknologisk Institut?

Men jeg forsætter alligevel med at undre mig over Rukos sindssyge låsesystem, der kræver begge hænder og hoften. Og det i et land, hvor mine vitaminpiller med dobbelt D-vitamin på grund af solmanglen, har påskriften ”Let at synke. Testet af Teknologisk Institut”. For alt, undtagen Rukos låse, skal helst være let for danskerne.

Den sidste sætning – ”Testet af Teknologisk Institut” – sætter min indre filminstruktør i gang.

Har der virkelig siddet et panel af testpersoner eller forskere og slugt vitaminpiller med forskellig form, og derefter givet karakter for slugevenligheden ude på Teknologisk Institut?

Og jeg er heller ikke færdig med at filosofere over, om min 50+ vitaminpille kun er nem at synke, hvis den kommer ned i ganen med den smalle ende forrest.

Ville den måske ikke sådan helt overordnet være mere slugevenlig, hvis den bare var mindre?

Foto: Skribenten.

Kategorier