mm

Frederik Bojer Bové

Frederik Bojer Bové (født 1.12 1986) er cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling og BA i Historie. Han blogger om film på kronoper.dk, er dansk redaktør på tidsskriftet Cinema Scandinavia og har været programlægger på Copenhagen Architecture Festival.

Se alle skribentens artikler

Du kan støtte
Frederik Bojer Bové
på Mobile Pay: 60677086

“Visitor” – en omstyrtende erkendelse

CPH:DOX – Dagen efter premieren på hans film Visitor mødte instruktør og fotograf Sebastian Cordes (SC) POV’s Frederik Bové (FB). Visitor er en skildring af den lille græske ø Chios, hvor 3000 flygtninge stadig lever side om side med de lokale beboere. Cordes optog filmen på egen hånd, som endnu en besøgende i en fremmed verden.

SC: Hej Sebastian, og tusind tak for at du havde tid til at snakke om din ret vilde film Visitor, her dagen efter verdenspremieren.

SC: Hej Frederik – tak for invitationen.

FB: He, jo tak. Er glad for at have mulighed for at kunne spørge lidt ind til den, det er ikke en film, man lige lægger fra sig med det samme. Hvor længe har du arbejdet på den, fra idé til færdiggørelse?

SC: Det er jeg glad for, du siger. Den har haft en lidt famlende proces, fordi den startede med en frustration over ikke at kunne forstå mig selv, og kunstnerens rolle, i en tid, hvor noget så signifikant som flygtningestrømmens indtræden i vores bevidsthed har fundet sted. Men alt i alt, nok fra sommeren 2016, til nu.

FB: Så det var altid tænkt som en film om kunstnerrollen i forhold til flygtningestrømmen? Du vidste, inden du rejste til Chios, hvilket blik du ledte efter?

SC: Overhovedet ikke. Normalt arbejder jeg ret konceptuelt som udgangspunkt, men her var det en frustration over den manglende evne til at kunne formulere et blik eller en situation, som endte i at blive fortolket i filmen. Eller for at sige det anderledes, så var blikket det, jeg fandt dernede. Det var først ved at tage til Chios, at jeg fandt det blik, som filmen anlægger på det hele.

På den måde fremstiller filmen min egen mangel, umuligheden for mig i at nærme mig andre mennesker, og vedkender mig mit eget blik, min egen situation: At der er en afgrundsdyb forskel på mig og en flygtning.

FB: Interessant. Det er en pudsig ting, for første gang man ser kunstnerens skygge falde ned over sandet, tænkte jeg næsten, det var en fejl. Men altså, det bliver ret tydeligt, at det er en pointe.

SC: Ja, vi er trænet til, at kameramandens skygge ikke skal ses, vi må endelig ikke vide, at der er nogen, der ser. Men der er altid nogen, der ser. Og hører, ej at forglemme.

FB: Ja, publikum. Dokumentarfilm er jo ren uformidlet sandhed, direkte ind i øjnene og ørerne på publikum…

SC: Præcis. Ren objektivitet! Men det spøjse er jo, at selvom det nok er få, der mener det 100%, så er det sådan, intuitivt, at dokumentarfilmen skal levere information og viden, og fiktionen er fantasiens sfære. Der var én til premieren i går, der brokkede sig over, at han ikke fik særlig meget at vide om stedet. Som om det var kriteriet.

Til gengæld kom den eneste i publikum, der var fra øen Chios, hen og krammede mig, og sagde filmen sad fast i kroppen på ham.

FB: Åh, fantastisk.

SC: Dét må jo være kriteriet. At vi med vores kroppe kan mærke kunsten.

FB: Men du giver jo endda den væsentlige information, inden filmen starter. Det, var jeg lige ved at føle, var snyd. Men åbenbart ikke…

SC: Ja, præcis. Lidt info af vejen i starten, som kan ligge og summe i baghovedet. Det må være maks.

FB: Så absolut. Wang Bing plejer at vente til allersidst, indtil da må man selv gætte sig frem.

SC: Det kan være, jeg dropper al info næste gang. For at overgå ham.

FB: That’s the spirit! Det er dejligt med så meget gå-på-mod i dansk film for tiden 🙂

SC: Indeed. Der en fantastisk, mange-facetteret bølge i gang.

FB: Malene Choi sagde efter premieren på The Return: Næste gang går vi efter Guldpalmen.

SC: Haha, fantastisk.

Kropslig digtning

FB: Men apropos at kunne mærke det i kroppen, så har du jo faktisk en del tekst med i filmen, ret kropslig tekst, via Peter-Clement Woetmans digt Bag bakkerne, kysten. Hvornår kom det med i filmen?

SC: Det kom faktisk ret sent med. Der var fra starten af klippeprocessen ideen om en sort skærm, der kom igen og igen, med tekst på. En slags dagbogstekst, som rytme i filmen. Jeg havde selv skrevet en del tekst, men det var som om, det ikke fungerede. Eller rettere, min klipper sagde, at den tekst, jeg havde skrevet, intet gjorde for ham. Så tog jeg min computer med ud i en skov og sad og tænkte lidt over det diss.

Jeg havde lang tid inden læst Peter-Clements digt, eller ‘klagesang’ som han genialt kalder det, og var blæst væk over dens nøgterne måde at gå til situationen på. Den postulerer blot, at ‘min krop er blå øjne hvid hud’ og sætter det op mod det, ‘min krop’ ikke er. Skibets container, død ved et landingsstel. Og jeg havde taget det med som inspiration. Så prøvede jeg at putte det ind i, og tænkte bare ‘wauw!’ Det var bare lige præcis det, der skulle til.

Det sidder i huden som en grundlæggende sikkerhed at have det privilegie. Og det er en omstyrtende erkendelse at have fået, synes jeg.

FB: Det er en utrolig klar og ligetil formulering. ‘Min krop er…’ ‘Min krop er ikke…’ Men samtidig gav det en interessant effekt af, at der er mere end én stemme i filmen.

SC: Filmen, og teksten, er jo en slags indrømmelse og en erkendelse. Der er forskel, og hvad betyder det? Hvor vi går hen efter det, er jo en lettere betændt politisk overvejelse.

Det er interessant, du siger det. Hvilke stemmer tænker du på?

FB: Nu er det selvfølgelig mere tydeligt for mig, eftersom jeg kender både dig og Peter, og ved, at det er ham, som læser digtene op. Men samtidig inkluderer filmen også en del andet materiale: digte, YouTube-videoer, teaterstykke. Plus at det er som om, flygtningene selv får lov at kigge tilbage henimod slutningen. Det skal jeg måske ikke spoile helt for publikum, det var en ret fantastisk scene.

SC: Ja, det er interessant med forudsætningerne for læsningen. Der var én, der sagde, hun troede, det var mig, der læste op, og at teksten var skrevet specifikt til filmen. Den indgår selvfølgelig også i det virvar af fortællinger og stemmer omkring det her emne, vi bombarderes med, og er måske selv et virvar af stemmer.

Hvis jeg må intellektualisere det lidt, så giver det mening for mig at se på digtet og hele flygtningesituationen gennem den italienske filosof Giorgio Agambens øjne. Han beskriver os som nøgne liv, vi er blot kroppe – der tildeles rettigheder eller ikke tildeles dem. Først nøgent liv, derefter borger med privilegier, som stater tildeler os og kan tage fra os. Og den stemme, jeg prøver at få til at stå mest tydeligt frem i filmen, er erkendelsen af at have en krop, der er tildelt rettigheder og især bevægelsesfrihed, der gør, jeg kan gå fra et luksushotel og sidde og høre Strangers In the Night live og derefter gå ned i en flygtningelejr. Det sidder i huden som en grundlæggende sikkerhed at have det privilegie. Og det er en omstyrtende erkendelse at have fået, synes jeg.

FB: Og det er, som om man ser det nøgne liv til sidst, i scenen med flygtningene, måske?

SC: Det er ikke en dårlig fortolkning egentlig. Den tror jeg godt, jeg kan tilslutte mig.

Inspirationer

FB: Det er en film, som måske ikke ligner så meget andet i dansk film for tiden (omend den pudsigt nok har en hel del paralleller med førnævnte The Return). Er der instruktører, du er særligt inspireret af?

SC: Jeg må skynde mig ind og se den, kan jeg godt høre.

FB: At besøge eller vende tilbage. Same difference.

SC: Filmmediet er jo stadig ungt, så jeg må indrømme, at rigtig meget af min inspiration kommer fra litteratur, billedkunst, foto, musik. Minimalistisk musik fra 70’erne, Steve Reich og den slags. Fotografer som Todd Hido og også Eugène Atget. Dansk digtning sprudler også for tiden, og en bog som Christina Hagens Jungle har vi kigget på, da vi klippede faktisk.

Men der er selvfølgelig filmfolk, der inspirerer. Jeg vender altid tilbage til Jim Jarmusch, Jørgen Leth, Michael Madsen.

Geyrhalter er åbenlyst en inspiration, hans billedsprog er så stærkt.

Ben Russell, hvis Good Luck, jeg lige har set på CPH:DOX, kan også på sine gode dage. Og så især Harvard Etnography Sensory Lab.

Måske det at komme igennem Visitor, blive bevidst om mit blik, og lave film i udlandet, gør at jeg kan kigge på det ordinære. At det ordinære bliver eksotisk lige pludselig.

FB: Jeg tænkte ret meget på Geyrhalter og Glawogger, som ofte har den samme fornemmelse af, at der rejses ud med et kamera, og så filmes ret normalt liv. Men jeg kan godt se, når du nævner de andre, at det er som om, det er noget mere globalt i tiden.

SC: Jeg tror, jeg har set alt Geyrhalter, så den vil jeg godt vedstå mig.

FB: Jeg tænkte også på Chantal Akermans No Home Movie, meget fordi kunstneren i Visitor jo heller ikke rigtig har noget hjem. Det er en følelse, jeg finder ret ofte i moderne film.

SC: Det er et kompliment, der vil noget. No Home Movie er en virkelig stærk film. Jeg er ret vild med det lidt skramlede look, eller kameraarbejde, der er i den. Det hele bliver mere skrøbeligt. Jeg har før insisteret på ekstrem symmetri og kamera på stativ i mine film, men med Visitor tillod jeg håndholdt, jump cuts, og at vinden ruskede kameraet til tider. Det er noget, som giver en usikkerhed i det hele. Som normalt ville være en fejl, men her er en fortolkning af følelsen, som den besøgende render rundt med.

Det lyder måske banalt, men det er på en måde en visualisering af en overskridelse af mig selv.

FB: Det er virkelig interessant. Der er som sagt mange andre instruktører globalt, som prøver at lave de samme slags film, men det er interessant at blive konfronteret med selvrefleksionen over den impuls, og forsøget på at komme ud over det sikre.

Glawoggers sidste film, Untitled, virker også lidt som et forsøg på at komme ud over hans hidtidige stil, men det præsenteres næsten, som om han forblev fanget, indtil han døde under optagelserne. Den krop, den er svær at komme ud af.

SC: Enig. På den måde ser jeg mig måske også lidt ude for det danske og mere en del af nogle andre strømninger. Slow Cinema, at tage ud i verden, i stedet for at fokusere på det nære danske.

FB: Har du overvejet at lave en spillefilm i en dansk kontekst? Og hvordan det kunne videreføre nogen af de samme idéer?

SC: Ja, det er jo der, pengene er, så det bliver jeg nødt til!

Spøg til side, så arbejder jeg faktisk lige nu på et projekt, hvor jeg vender mig mod det danske, som jeg har researchet på i ret lang tid. Måske det at komme igennem Visitor, blive bevidst om mit blik og lave film i udlandet, gør, at jeg kan kigge på det ordinære. At det ordinære bliver eksotisk lige pludselig.

FB: Interessant. Det vil jeg glæde mig til. Danmark kan også virke eksotisk, når jeg kommer lidt væk fra Frederiksberg.

SC: Jeg bor på Amager, så jeg har også rig mulighed for antropologiske studier fra mit vindue.

Kategorier