mm

Tine Aurvig-Huggenberger

Tine Aurvig-Huggenberger tidligere Tine Aurvig-Brøndum (født Aurvig Jørgensen 17. april 1963 i Helsingør) er en tidligere fagforeningsleder og nuværende direktør.

Aurvig-Huggenberger arbejdede oprindeligt som pædagogmedhjælper og gjorde fra midten af 1980'erne karriere i Pædagogmedhjælperforbundet som tillidsrepræsentant og afdelingsformand. I 1992 valgtes hun som formand for LO-Storkøbenhavn og i 1995 som sekretær i LO. Ved LO's kongres i 1996 vandt hun et kampvalg over Ib Wistisen om næstformandsposten.

Ved LO's kongres i 2007 stillede hun op som kandidat til formandsposten, men tabte et kampvalg til LO-sekretær Harald Børsting. Umiddelbart herefter meddelte Aurvig-Huggenberger, at hun trak sig fra LO-arbejdet.

Fra december 2008 var hun Public Affair-rådgiver i PrimeTime Kommunikation. I 2010 blev hun chef for Public Affairs og i 2012 blev hun partner. I 2010 blev Aurvig-Huggenberger færdig med sin MPA (Master of Public Administration) fra CBS.

Siden 2012 har Tine Aurvig-Huggenberger været direktør for Kreativitet & Kommunikation, brancheforeningen for rådgivende kreative erhverv.

Foto: Ditte Capion.

Se alle skribentens artikler

Viljen er alt – uddrag af Tine Aurvig Huggenbergers erindringer

BOG – Tine Aurvig-Huggenbergers erindringer ‘Viljen er alt’ er en bog om at rejse sig fra det værst tænkelige udgangspunkt. Fra en barndom fuld af vold og svigt, over Tvind og på egne ben som 16-årig, og en opstigning fra pædagogmedhjælper til de inderste cirkler af velfærdssamfundets magtrum. I dette uddrag fortæller Tine om en brutal opvækst som social nomade med en voldelig stedfar. Michael Holbek har ført pennen.

Min bedstemor kunne være en lidt bister dame. Ikke underligt, for hun havde overlevet de hårdeste betingelser.

Men hun elskede mig betingelsesløst. Det samme gjorde min bedstefar, Kristian, et meget sødmefuldt menneske.

De første år af mit liv boede jeg med min mor, far og søster Pernille i en blok med seks lejligheder på Fenrisvej i Helsingør. Vi boede anden sal til højre med tagvinduer. Vi havde ikke noget køleskab, så tingene lå på køl i tagrenden.

Jeg var to år, da jeg kravlede op i vindueskarmen for at få fat på noget lækkert. Jeg fik overbalance og faldt ud af vinduet. Det var så ikke, fordi jeg troede, jeg kunne flyve! I gården lå et stort, rundt betondæksel over en brønd. Heldigvis ramte jeg lige ved siden af dækslet, i den absolut eneste busk, der var i gården. Og slap heldigvis med at brække højre arm. Måske havde jeg det ikke fra fremmede.

I 1951, da min far var 10 år, havde han på kornetskolens eksercerplads fundet en signalgranat, som han tog med hjem til sin fars værksted i kælderen. Han satte den i en skruestik og gav sig til at banke løs på den med en hammer.

Helsingør Dagblad berettede:

»Granaten eksploderede, og en stikflamme slog op i ansigtet på drengen. Braget kunne høres langt væk. Oles far, der sov i værelset over kælderen, blev vækket på chokerende måde og løb straks ned i værkstedet, hvor alle ruder var sprængt af lufttrykket, og hvor der var opstået brand, som udviklede en kvælende røg. Jørgensen bar Ole op fra kælderen og alarmerede Falck …«

Han mistede det ene øje og slap ellers med forbrændinger på hænderne og i ansigtet. Det var noget særligt at have en far med glasøje. Som børn plagede vi ofte om, at han skulle tage det ud, så fik jeg det der frydefulde gys, det var uhyggeligt og fascinerende på samme tid. Ulykken fandt sted rundt om hjørnet fra vores lejlighed, på Esrumvej, hvor mine bedsteforældre boede i et af de såkaldte Romerhuse.

Bedstefars store hånd er indbegrebet af tryghed. Bedstemor har malet billederne
på væggen i Romerhuset. Foto: Privat.

Der hørte en stor have til bag huset, hvor min bedstefar dyrkede grøntsager. Da jeg var to år, måtte jeg gerne selv gå ned på gaden, det ville man nok ikke tillade i dag. Når jeg kom hen til Esrumvej, måtte jeg dog ikke selv gå over vejen. Jeg skulle stille mig op på fortovet over for deres hus og råbe på bedstemor og bedstefar. Så kom de over vejen og hentede mig.

En dag, jeg var på vej derover, så jeg ude foran købmandsbutikken en trehjulet cykel. Den tilhørte et barn, som var med sin mor inde og handle. Mit højeste ønske var at få sådan en trehjulet cykel, så jeg tog den, kørte hjem til min opgang og slæbte den hele vejen op til anden sal.

Min bedstefar havde åbenbart stået i sin havestue og set det hele. Da de kom ud fra købmanden og så, at cyklen var væk, brød pigen grædende sammen. Så kom min bedstefar ud og sagde, at han godt vidste, hvor den var. Så luntede han over til os og hentede pigens cykel. Når han senere genfortalte historien, kunne han ikke lade være med at grine, og den blev ligesom dyrket i familien, når han skulle beskrive, hvor viljestærk jeg var.

Det var dem, der lagde det fundament i min barndom, som alle børn har brug for. De inkarnerede kærligheden og normaliteten og var det fuldstændige modbillede til det mørke, der snart kom til at præge mit liv med min mor og hendes nye mand

Min bedstefar reparerede og istandsatte et hav af cykler til mig gennem min barndom, og vi har cyklet hele Helsingør, Hellebæk, Snekkersten og Espergærde tyndt. Om sommeren kørte vi ud og badede ved Sommariva, den offentlige badestrand nede foran Teknisk Museum i Helsingør, og det var bedstefar, der lærte mig at svømme. Vi tilbragte oceaner af tid på Kronborg, og det var altid et dirrende gys at blive væk i kasematterne. Jeg havde et utrolig nært forhold til dem, og jeg elskede at være hos dem.

Det var dem, der lagde det fundament i min barndom, som alle børn har brug for. De inkarnerede kærligheden og normaliteten og var det fuldstændige modbillede til det mørke, der snart kom til at præge mit liv med min mor og hendes nye mand.

Mine forældre blev skilt, da jeg var to år. Pernille og jeg kom til at bo med min mor, og min fars rolle som far blegnede. Jeg kan i glimt huske min bedstefar vred. Det var altid i forbindelse med, at han ikke syntes, min far var til stede i forhold til mig og Pernille. Så skældte han ham højlydt ud.

Efter deres skilsmisse så jeg i starten kun min far hjemme hos mine bedsteforældre. Han blev dog gift igen med Gitte, de fik en søn sammen, min lillebror Tom, og boede i et parcelhus i Helsingør. Indimellem kom vi skilsmissebørn på besøg hos dem. Pernille var der mere end mig, for jeg ville helst bare være hos bedstemor og bedstefar.

Min far var snedker og med til at bygge LO-Skolen i Helsingør.

Min far arbejdede som snedker hele sit liv, mange af årene på Grønland. Han
døde i 2003. Foto: Privat.

Han var sød og okay, men jeg har stort set ingen erindring om ham fra min barndom. I lange perioder arbejdede han på Grønland, så han var heller ikke fysisk til stede. Han var vel allermest bare fraværende.

Et års tid efter skilsmissen mødte min mor Jimmy. Han var maskinarbejder og arbejdede på Helsingør-Helsingborg overfarten.

Da jeg var helt lille, slog han ikke. Det vil sige, jeg kunne godt få en på lampen engang imellem, men det var ikke systematisk, det kom først lidt senere

En stjernepsykopat, der forlystede sig med at tæve mig. Han var en lille mand, også fysisk, og man kan nok rode sig ud i mange freudianske forklaringer om kompensering. Hans humør var enormt svingende, og han skabte konstant usikkerhed omkring sig.

Da jeg var helt lille, slog han ikke. Det vil sige, jeg kunne godt få en på lampen engang imellem, men det var ikke systematisk, det kom først lidt senere. Men man vidste aldrig, om han flippede ud, hvornår han råbte og skreg, om ham og min mor kom op at skændes. Det medførte også, at min mor lod sine frustrationer gå ud over os.

Jeg husker et tidspunkt, da vi boede i en almennyttig lejlighed i Snerleparken i Espergærde.

Jeg var omkring fire år og sad ude i gangen og legede, mens der var Dansktoppen i radioen. Måske havde jeg sagt noget til min mor om, at jeg ikke ville eller gad et eller andet. Og pludselig tog hun mig hårdt i armene og smed mig ind i køjesengen på Pernilles og mit værelse, og så skreg hun bare: »Hvis du ikke opfører dig ordentligt, så kommer du sgu på børnehjem!«

Hun gjorde nu ikke alvor af truslen, selv om jeg aldrig lærte at opføre mig ordentligt. Jeg ved ikke, hvor det kommer fra, men fra jeg var helt lille, har jeg aldrig villet bøje mig. Det var altid en kamp.

Da jeg var omkring seks år, rykkede min mor os op med rode.

Farvel, trygge Helsingør, goddag, utrygge Jylland. Jeg tror, hun gjorde det for at komme så langt væk fra sin far som muligt.

Hun havde som sagt et temmelig anstrengt forhold til ham. Det bundede øjensynligt i, at min morfar syntes, hun traf en masse dårlige valg, hvilket hun indiskutabelt også gjorde. At blive sammen med Jimmy var en fejltagelse, men at hun nu flyttede os alle fire til Jylland, var en katastrofe. Den beskyttelse i det daglige, Pernille og jeg nød hos vores bedsteforældre, forsvandt.

Vi flyttede til Brabrand, og året efter fødte min mor vores lillesøster, Ditte. Jimmy arbejdede på færgen Grenaa-Hundested, min mor havde forskellige jobs på kroer og lignende.

Mig i røde træsko med min mormor, Lizzie, der holder lillesøster Ditte, min
morfar Herluf, lillesøster Pernille og min mor, Kirsten, på Nordtoftevej i Søborg.
Foto: Privat.

Sommetider, når han skulle passe Ditte, som jo var hans eget barn, kunne min mor høre hende skrige helt ned for enden af vejen, når hun kom hjem fra arbejde. Så havde han låst hende inde i garagen, fordi han hellere ville på druk end tage sig af hende. Engang måtte Ditte også på hospitalet.Vi boede ude på en elendig bondegård med petroleumsovn.

At blive sammen med Jimmy var en fejltagelse, men at hun nu flyttede os alle fire til Jylland, var en katastrofe. Den beskyttelse i det daglige, Pernille og jeg nød hos vores bedsteforældre, forsvandt

Ovnens tank var utæt og stod og dryppede ned i en kop. Ditte var tørstig, og da han ikke sørgede for at give hende vand, havde hun drukket af koppen og måtte indlægges.

Pernille var et rigtigt mellembarn, meget mere stille end mig, hun var skrækslagen for ham og trak sig ind i sig selv.

Egentlig tror jeg, at Pernille levede størstedelen af sin barndom i en selvvalgt osteklokke, i sit eget rum, hvor intet kunne nå hende. Der var ligesom ikke plads til Pernille.

Til den ene side fyldte jeg det hele og til den anden side vores mindre søskende. Jeg gjorde oprør fra dag et og ville ikke finde mig i noget. Jeg besluttede mig meget tidligt for, at jeg ikke ville være bange for ham. Jeg skal ikke kunne sige, hvor min frygtløshed kom fra. Men jeg havde en klar følelse af, at hvis jeg først blev bange for ham, kunne jeg ikke leve mit liv.

Derfor blev jeg hans prygelknabe. Det er overvejelser og begreber, jeg sætter på nu, for dengang havde jeg ikke begrebsapparatet til at forstå det. Men jeg vidste intuitivt, at jeg ikke måtte bøje mig. Frygtløsheden var noget, jeg udviste over for ham og resten af verden. Men inden i var jeg rædselsslagen, jeg var så bange for, at der skulle ske mine to søstre noget, at han skulle nå dem og udsætte dem for det, han udsatte mig for.

Jeg måtte passe på dem, for jeg havde følelsen af, at ingen andre gjorde det.

Jeg var konstant i en tilstand af alert, når han var i nærheden.

Jeg kunne altid høre, når det startede. Så det første jeg gjorde, var at låse Pernille og Ditte inde på værelset, så han ikke kunne komme til dem. Så sloges min mor og Jimmy, eller han tævede mig. Som regel havde de fået noget at drikke. Jeg tror ikke, min mor havde et alkoholproblem, men sommetider havde de været på kro.

Den alert-tilstand er blevet en fast følgesvend. Jeg scanner stadig et rum lynhurtigt, når jeg kommer ind. Og jeg har fået en særdeles veludviklet kompetence i at afkode sociale relationer og menneskers placering i forhold til hinanden.

Og storesøsteransvaret har jeg aldrig lagt fra mig, det tror jeg alle mine nærmeste kan bekræfte til fulde.

Engang, Pernille og jeg var nede og skøjte, kom jeg til skade.

Frygtløsheden var noget, jeg udviste over for ham og resten af verden. Men inden i var jeg rædselsslagen, jeg var så bange for, at der skulle ske mine to søstre noget, at han skulle nå dem og udsætte dem for det, han udsatte mig for

Jeg faldt på isen, og uheldigvis var der en, der kørte over mit ene ben med sin skøjte, så jeg brækkede skinnebenet. Jeg kom på hospitalet og fik lagt gips på, som gik fra låret til ned under foden. I et stykke tid måtte jeg ikke støtte på benet og skulle gå med krykker. Det var en voldsom provokation for Jimmy. Han kunne ikke tåle, hvis der var nogen, der fik opmærksomhed, og han mente åbenbart, at mit gipsben og mine krykker var opmærksomhedsdragende. Vi boede i et parcelhus i to etager.

Ovenpå var en stor stue, og jeg havde ligget i sofaen og set fjernsyn. På et tidspunkt skulle jeg ned, og jeg stod på kanten af det øverste trappetrin, da han kom op ad trappen. Jeg var ni år, allerede trænet i dramatiske optrin, og jeg vidste, at der nu ville ske et eller andet. Jeg vidste ikke hvad, men noget var under opsejling. Idet han passerede mig, kiggede han bare tomt på mig. Så skubbede han mig med et hårdt dunk i ryggen, så jeg røg ned ad trapperne med krykker og det hele. Jeg slog mig selvfølgelig, men gudskelov havde jeg gips på, så det brækkede ben var beskyttet.

På et andet tidspunkt boede vi i et parcelhus i Ådalsparken i Hadsten med udsigt til dyrskuepladsen. Vi fik fri abort i 1973, og det har ikke været længe efter det, at min mor var i Aarhus og få en abort. De kvinder, som fik abort dengang, blev stadig behandlet som det laveste af det laveste, som om de skulle betale aflad for deres synd. De fik ikke ‘bare’ en udskrabning, nej, fødslen blev sat i gang, og så blev de sat til at løbe/gå op og ned ad trapperne på fødselsanstalten i Aarhus.

Så da min mor kom hjem, var hun selvfølgelig forholdsvis medtaget. Jimmy havde været på druk, og da hun mærkede hans humør, skyndte hun sig at få os tre børn gennet ind i soveværelset og låste døren. Inde i værelset fik vi skubbet en kommode hen foran døren som barrikade. Vi kunne høre bag døren, hvordan han gik fuldstændig amok. Råbte og skreg, og så hentede han en økse og forsøgte at slå døren ind.

Efter et stykke tid faldt han lidt til ro. Vi kunne høre, de sad og drak inde i stuen, men vi måtte ikke komme ud, for han kunne når som helst slå om. I soveværelset havde vi en spand til at tisse i, den stod i klædeskabet nærmest som en del af det permanente beredskab.

Jeg syntes simpelthen, han var ynkelig. Det var ikke et begreb, jeg kendte som barn, men det er sådan, jeg må sætte ord på det i dag. Han var infam, inkarneret ondskab, og samtidig et meget lille menneske

Lige pludselig gik han amok igen. Ude i den lange L-formede gang, som alle rum i huset stødte ud til, var gulvet lavet af grønne klinker. Han hentede alle de flasker, de havde tømt, og de glas, de havde drukket af, og så kylede han dem rundt i gangen, så de knustes i tusind stykker mod klinkegulvet. Jeg tog mod til mig og gik ud ad terrassedøren i soveværelset, rundt om huset og ind ad hoveddøren, og så stillede jeg mig op foran ham med korslagte arme og sagde:

»Du skal holde op nu. Du skal lade være, og du skal lægge dig ind og sove.«

Jeg kunne se på ham, hvordan det provokerede ham, at jeg ikke var bange for ham. Selvfølgelig tævede han mig, inden han gik ned på Hadsten Kro.

Jeg syntes simpelthen, han var ynkelig. Det var ikke et begreb, jeg kendte som barn, men det er sådan, jeg må sætte ord på det i dag. Han var infam, inkarneret ondskab, og samtidig et meget lille menneske. Han følte sig underlegen i forhold til min morfar. Han var jaloux over, at min mor havde fået to børn, før hun havde mødt ham. Han var rasende over, at han ikke kunne knække mig. Vred over, at han ikke var rig og succesfuld.

I mine øjne var han a piece of shit. Min følelse blev forstærket af, at der eksisterede stærke, strunke mænd i min verden. Min bedstefar var varm og favnende, trygheden selv og altid totalt på i forhold til Pernille og mig. Og min morfar, som nok havde sine egne dæmoner at slås med, var et begavet og interessant menneske, som også altid var på os børn. Så jeg havde to meget stærke billeder af, hvordan man er en voksen mand, og i sammenligning med dem var Jimmy bare en ynkelig lille skid.

Når der havde været ballade, blev de gode venner igen, ham og min mor. Det gjorde de altid. Og så flyttede vi endnu en gang til et nyt parcelhus, for nu skulle de være rigtig lykkelige, og det krævede en ny start et andet sted. De købte et nyt, større parcelhus og gældsatte sig endnu mere. Men det hele blev bare værre og værre. Det var som en spiral, der steg og steg og steg. Jo mere gælden voksede, jo mere vanvittige de blev sammen, desto mere voldeligt blev det. Jeg havde blå mærker hele tiden.

Da jeg mange år senere konfronterede min far og spurgte ham, hvordan han kunne tillade, at det skete, hvordan han kunne overlade Pernille og mig til den galoperende stjernepsykopat, sagde han, at han ikke havde vidst, hvor slemt det var. Og det var i sig selv et svigt, kan man sige

Jeg ved ikke, om mine bedsteforældre i Helsingør vidste, hvad der foregik. Hvis de gjorde, sagde de ikke noget om det.

Jeg følte heller ikke selv behov for at fortælle dem det. Det er jo efterrationalisering, men det var, som om jeg havde en instinktiv modvilje mod at få inficeret min trygge barndomsverden hos dem med alt det lort, der skete hjemme.

Hvis det var flyttet ind dér, ville de – og alt det gode og rare, de repræsenterede – ikke længere have været mit frirum. Det kan også være, at de godt vidste, hvordan det var fat, og at de bare forsøgte at kompensere og give mig al den tryghed og kærlighed, de kunne.

Da jeg mange år senere konfronterede min far og spurgte ham, hvordan han kunne tillade, at det skete, hvordan han kunne overlade Pernille og mig til den galoperende stjernepsykopat, sagde han, at han ikke havde vidst, hvor slemt det var. Og det var i sig selv et svigt, kan man sige.

Det var selvfølgelig i 1960’erne, hvor det stadig var legitimt at stikke børn et par på hovedet. Det store frigørelsesprojekt kom først senere, og selv da spanskrøret blev afskaffet i skolen i 1967, fortsatte lærerne med at slå og pine ulydige elever, og jeg er også blevet slået i skolen. Forældres ret til at revse deres børn bestod dog, og det var faktisk først i 1997, at revselsesretten helt blev afskaffet.

Men efter vore dages normer ville man aldrig have tilladt det, skole eller myndigheder ville forhåbentlig gribe ind i sådan nogle forhold i dag. Vi var så heller aldrig længe nok et sted til, at mine lærere kunne nå at få et ordentligt indblik i min virkelighed derhjemme. Med nutidens terminologi ville man nok have kaldt os sociale nomader. Denne evige flytten rundt både inden for og over kommunegrænserne. Flytten efter arbejde og væk fra kongens foged, når han havde været på besøg.

Hele min barndom, fra jeg var seks, til jeg blev tidlig teenager, var en lang flytning fra sted til sted iblandet rædselsfulde skoleophold.

Jeg startede i skole på Engdalsskolen i Brabrand, så på en skole i Skødstrup, videre til Hjortshøj Skole, Østervangskolen i Hadsten, Hadsten Skole, Østervangskolen i Randers, Marienlystskolen i Gladsaxe, Tvind, Roskilde Efterskole og Nordregårdsskolen på Amager. 10 forskellige skoler på 10 år, og jeg nåede aldrig at knytte mig til noget sted. Alle vegne følte jeg mig fremmed og anderledes.

Jeg talte ikke jysk som de andre. Og hver gang jeg trådte ind i en ny klasse, var det tydeligt, at hierarkiet blev defineret af, hvor mange grise ens far havde i stalden, eller hvor stort ens fars gartneri var. Jeg havde ingenting at byde på i den retning, og jeg var ude af stand til at etablere nære relationer med dem.

Jeg blev enig med mig selv om, at de var nogle bonderøve. Dumme og naragtige fjolser, som ingenting vidste og ingenting forstod. Jeg var ulykkelig helt ind i sjælen, for jeg savnede mit trygge barndomsland hos mine bedsteforældre i Helsingør.

Det hørte til undtagelserne, at jeg havde skolekammerater med hjemme på
den faldefærdige gård i Bendstrup. Det er mig med hulahopringen, min veninde
Dorthe og søster Pernille. Foto: Privat.

Det var også dem, jeg opsøgte, da jeg som 11-årig første gang løb hjemmefra. Jeg husker ikke detaljerne, kun at jeg en dag tog en beslutning og gik ned til stationen i Hadsten og steg ind i toget. Det var en lang tur, med færgen og det hele, men jeg var lykkelig, da jeg endte i Helsingør og fandt frem til min bedstemor og bedstefars lejlighed i Vapnagård. De var flyttet fra det gule hus, da bedstefar blev pensioneret, ud i noget moderne almennyttigt byggeri med badeværelse og vaskemaskine.

At jeg følte mig anderledes og udenfor betød ikke, at jeg ikke kæmpede for at høre til. Det gjorde jeg, og en af mine strategier var fantasifuld fabuleren. Jeg løj lige så stærkt, som en hest kunne rende

De ringede selvfølgelig til min mor og fortalte, at nu var jeg hos dem, og jeg formoder, at de blev enige om, at jeg skulle blive en uges tid. En uge, hvor jeg var i barndomsland igen. Men tilbage skulle jeg, og det kom jeg.

At jeg følte mig anderledes og udenfor betød ikke, at jeg ikke kæmpede for at høre til. Det gjorde jeg, og en af mine strategier var fantasifuld fabuleren. Jeg løj lige så stærkt, som en hest kunne rende. Skabte mine egne historier om, hvor interessant mit liv og min familie var. Jeg kreerede nærmest en Hollywoodfamilie, hvor min berømte morfar rejste rundt i andre lande og optrådte. Det gjorde han jo også, men i virkelighedens verden var det lousy jobs, blottet for glamour.

En anden strategi var at stjæle. I Hadsten lå en butik, hvor de havde sådan nogle store viskelædermus. Dem stjal jeg en del af. Jeg fik bildt min klasse ind, at min mor havde en kæreste, som ejede den fabrik, hvor de blev lavet. Så jeg kunne få alle dem, jeg ville, og derfor kunne jeg også dele dem ud i klassen.

Det lagde et vist pres på mig selv, for det betød, at jeg skulle stjæle rigtig mange viskelædermus, men det var min måde at forsøge at gøre mig interessant og blive accepteret.

Jeg var fyldt med løgn, og det forfulgte mig op gennem mine teenageår, at jeg skabte fantasifulde historier om min familie.

Det var vel lige dele ønsketænkning og kalkule af, hvad jeg troede, der skulle til for at være en, de andre gerne ville være sammen med. Men man skal også kunne tilgive sig selv, og grundlæggende tror jeg, det var en måde at overleve på. Det var først i starten af 20’erne, jeg traf en beslutning og sagde til mig selv: Nu må du simpelthen holde op med at konstruere fortællinger og bilde folk noget ind, som ikke passer!

I barndommen havde jeg stort set aldrig skolekammerater med hjemme. Det var alt for risikabelt. Før det første fordi det var utrygt; man vidste aldrig, hvad der ville ske. For det andet fordi jeg risikerede, at mine løgnehistorier ville blive afsløret.

Så jeg var rigtig meget alene. Mit frirum, ud over mine bedsteforældre, blev bøgerne. Jeg kunne læse, da jeg var fem, fordi mine bedsteforældre havde mange bøger og læste for mig. Jeg var vel syv-otte år, da jeg læste Martin Andersen Nexøs Ditte menneskebarnog bagefter resten af hans forfatterskab. Det samme med Nancy-bøgerne og Borte med blæsten. Uanset hvor jeg gik i skole, blev biblioteket min redning og mit helle, og jeg fandt meget hurtigt ud af, at der fandtes en masse litteratur, hvor jeg kunne genkende min egen fortvivlede livssituation.

For eksempel læste jeg alle Jakob Bech Nygaards bøger om forhutlede børn, der blev tævet og gik for lud og koldt vand. Maltrakteringen og kærlighedsløsheden spejlede mit eget liv med psykopat-Jimmy.

Det var først, da han decideret var ved at slå mig ihjel, at min mor gik fra ham. Vi boede på Saturnvej i Hadsten, endnu et typisk parcelhuskvarter, og jeg havde værelse op til køkkenalrummet.

Jeg var i natkjole. Den havde smalle stropper. Pludselig rejste han sig og rev fat i stropperne, viklede dem rundt om halsen på mig og forsøgte at kvæle mig

Jimmy havde været ude og drikke, det kunne jeg høre på lydniveauet. Stemmerne blev højere og mere intense, og jeg vidste med det samme, at den var gal igen. Helt vanemæssigt gik jeg ind og låste døren til Dittes og Pernilles fælles værelse. De lå og sov, og så kunne han i hvert fald ikke komme ind til dem. Jeg blev aldrig klar over, om han ville have gjort dem noget, men jeg opfattede ham som en trussel også mod dem. Og så gik jeg ud i køkkenet.

På det tidspunkt gik jeg på Tandlægehøjskolen inde i Aarhus. Jeg skar så meget tænder, at jeg sled dem fuldstændig i stykker, og jeg havde nogle bideskinner, som jeg skulle sove med om natten. Derfor fik jeg også nogle beroligende piller, jeg skulle tage, inden jeg gik i seng.

Min undskyldning for at komme ud i køkkenet den aften var, at jeg skulle have et glas vand til mine piller, men reelt var det for at orientere mig om, hvor slemt det var. De sad over for hinanden ved køkkenbordet, og der lå en stor køkkenkniv på bordet. Han blev ved med at provokere min mor:

»Så stik den i mig. Så stik den dog i mig, for satan!«

Han blev ved og ved, og endelig tog hun fat i kniven. Så skreg jeg:

»Mor, for fanden!«

Jeg gik hen til vasken og fyldte et glas med vand og slugte mine piller, og så råbte han frådende:

»Se, din forpulede unge er på piller! Men hun er jo også sindssyg!«

Jeg var i natkjole. Den havde smalle stropper. Pludselig rejste han sig og rev fat i stropperne, viklede dem rundt om halsen på mig og forsøgte at kvæle mig. Min mor greb et stort, sort leraskebæger fra bordet og knaldede det ned i hovedet på ham for at få ham til at slippe mig. Han slap og tog sig til hovedet.

Han havde fået en ordentlig flænge, og blodet løb. Han så på sine blodige hænder og begyndte at smøre blod ud over alle køkkenlågerne.

Jeg vidste, at vi var alene, uden mulighed for at tilkalde hjælp.

Det var helt standard, når tingene kørte op, at han som det første skar telefonledningen over, så vi ikke kunne komme i kontakt med nogen. I særdeleshed ikke med min mormor og morfar, for han var rædselsslagen for min morfar. Men larmen havde vækket Pernille, og hun kunne høre, at den var helt, helt gal. Hun har vel været ni år, og jeg var ti. Hun åbnede vinduet i sit værelse, hoppede ud og løb ud på vejen og stod og skreg. Så kom nogle af naboerne løbende ud, og en af dem fik ringet til politiet.

Efterfølgende kom min mormor og moster Søs over fra Helsingør. Min mormor og morfar vidste godt, den var gal, og derfor blev moster Søs ofte sendt over for at se, hvad der foregik og for at prøve at passe lidt på os. Og efter den episode satte min morfar og mormor min mor stolen for døren: Hvis hun ikke gik fra ham nu, ville de sørge for, at vi blev fjernet.

Jeg husker ingen nærhed med min mor, og jeg har faktisk heller aldrig været på ferie med hende. Jeg tror, hun kæmpede meget hårdt for at overleve. Kæmpede det bedste, hun havde lært

Han fik et polititilhold, de blev skilt, og min mor, Pernille, Ditte og jeg flyttede i et rækkehus på Hovvej i Hadsten.

Jeg husker ingen nærhed med min mor, og jeg har faktisk heller aldrig været på ferie med hende. Jeg tror, hun kæmpede meget hårdt for at overleve. Kæmpede det bedste, hun havde lært.

Men hun valgte i alt for lang tid at blive sammen med ham.

Otte år i alt, fra jeg var tre år, til jeg blev 11. Mange år senere spurgte jeg hende, som jeg havde spurgt min far, hvordan hun kunne lade det ske, og hvorfor hun var blevet sammen med ham så længe? Hendes eneste svar var, at hun var bange for at være alene.

Hvis man skal se det lidt oppefra, tror jeg sådan set, det er historien om rigtig mange kvinder i den generation, at de var bange for at være alene. Og så er det også sådan, at når man lever i et voldeligt forhold, så kan man til sidst ikke noget selv. Jeg er ikke i tvivl om, at hun fik sit selvværd pillet i stykker.

Han ødelagde hende, eller de ødelagde gensidigt hinanden, og det har åbenbart spærret for hendes handlemuligheder.

Men det er et helikopterblik og ændrer ikke ved følelsen af svigt og smerte. Børn bør vel kunne forvente, at de voksne passer på dem. Det er mig stadig en gåde, hvordan hun kunne blive ved med at acceptere det.

Min mor giver mig en grundfølelse af svigt. At hun lod de ting ske, er svært at tilgive. Som barn oplevede jeg, at hun ikke så, hvad der skete. Dermed så hun heller ikke mig. Når jeg tænker på min barndom, er det med følelsen af ikke at blive set

Hvordan fanden i helvede hun kunne se sig selv i øjnene og leve med, at hun udsatte sine tre børn for alt det lort. Det er også en del af vores konflikt i dag, for hun er gået fra at forsøge at undskylde sig med, at hun ikke ville være alene til i dag nærmest at benægte, det er foregået.

Min mor giver mig en grundfølelse af svigt. At hun lod de ting ske, er svært at tilgive. Som barn oplevede jeg, at hun ikke så, hvad der skete. Dermed så hun heller ikke mig. Når jeg tænker på min barndom, er det med følelsen af ikke at blive set.

Selvfølgelig forstærket af, at jeg ikke hørte til nogen steder, og at jeg ingen venskabsrelationer fik, fordi vi hele tiden flyttede rundt. Hvem skulle så egentlig se mig? Den følelse slæbte jeg med mig gennem min teenagetid og helt ind i mit voksne liv. Og den kom til at spille en meget stor rolle.

I min adfærd insisterede jeg på at blive set, og derfor kom jeg i mange sammenhænge til at fylde så afsindig meget. Først som voksen har jeg lært at finde en balance mellem på den ene side at fylde ingenting og på den anden side at skulle fylde det hele.

Det vil der givetvis være delte meninger om, men jeg er i stand til at overbevise mig selv om, at jeg er rimeligt velfungerende i dag. Jeg tror, det hænger helt grundlæggende sammen med den betingelsesløse kærlighed, jeg oplevede fra min bedstemor og bedstefar og min mormor og morfar. Men også med, at jeg besluttede, at jeg ikke ville være bange for monsteret. I dag er jeg stort set ikke bange for noget eller nogen. Jeg kan selvfølgelig være bange for, at der skal ske noget med dem, jeg elsker.

Men i forhold til mig selv er jeg ikke bange for noget som helst.

Karl, min mand, er ved at blive vanvittig af mig indimellem.

Han siger, jeg har en opfattelse af, at jeg øjensynlig er udødelig.

Sammen med frygtløsheden kom dog også grænseløsheden. Havde jeg virkelig behøvet at få min seksuelle debut allerede som 12-årig?

At jeg er usårlig. Og jeg er klar over, at det på nogle planer og i visse sammenhænge kan være uhensigtsmæssigt ikke at være i stand til at vise angst eller føle frygt. Men det er en egenskab, jeg nærmest fysisk har indoptaget, fordi det var min måde at overleve på.

Sammen med frygtløsheden kom dog også grænseløsheden.

Havde jeg virkelig behøvet at få min seksuelle debut allerede som 12-årig?

I alle pigers øjne var Flemming den lækreste dreng på Hadsten Skole. Han var mindst tre år ældre end mig, og jeg kan overhovedet ikke huske, hvordan jeg kom i nærheden af at tale med sådan en fyr fra de større klasser. Men jeg fik fortalt ham, at jeg skulle være barnepige i et hus i vores kvarter.

Det gik fint med at passe børnene, og da jeg havde lagt dem i seng, ringede han på døren. Ret hurtigt fik han overbevist mig om, at vi skulle gå i seng sammen. Så skete det, selv om jeg hverken anede op eller ned. Men det var så min seksuelle debut.

Eller rettere, jeg var 12 år, og i dag ville man nærmere betegne det som voldtægt. Jeg syntes ikke, det var noget at skrive hjem om, og der gik et par år, hvor jeg ikke beskæftigede mig med den slags.

Det er ikke nødvendigvis noget, der har præget mig dybt.

Men jeg var ikke kønsmoden, og det var fuldkommen vanvittigt, at det kunne ske. Ret skal være ret, jeg fortalte ham selv, at jeg skulle være babysitter, men ikke desto mindre var han en del ældre end mig. Jeg ser min ageren som et tegn på, at jeg ville gøre mig interessant i andres øjne.

Men fremfor alt er det et billede på den grænseløshed, børn som mig bliver plaget af i deres stræben efter at høre til. Den higen efter at være noget og betyde noget for nogen. Hvis jeg var Flemmings kæreste, så var jeg da noget. Men vi blev ikke kærester.

Hvis jeg havde været et barn, der var blevet passet på, er jeg sikker på, jeg ikke ville have haft den grænseløshed. Så var han aldrig kommet i nærheden af mig på den måde, og jeg ville heller ikke selv have inviteret til det.

Men snart begyndte jeg at reagere endnu mere grænsesøgende eller måske snarere grænseløst.

Michael Holbek og Tine Aurvig-Huggenberger: Viljen er alt, Forlaget Rosinante, 400 sider, 224,95 kroner, udkom den 20. april 2018.

Fotos: Private og forlaget.

Kategorier