“Vi vil ikke sende et signal til Trump – men til os selv”

af

Fredag morgen gik Kristian Ejlebæk Nielsen til demonstration mod Donald Trump foran den amerikanske ambassade på Østerbro i Købenavn. Men han følte sig lidt kejtet og selvbevidst. Trump er jo nok ligeglad med 100 forfrosne skandinaver med forkærlighed for feminisme og grønne mærkesager. Indtil det gik op for ham, at han mest var der for sin egen skyld.

”Hvorfor tager du dog derhen?” spurgte min ven, da jeg fortalte, at jeg skulle til demonstration fredag morgen kl. 8 foran den amerikanske ambassade mod indsættelsen af Donald Trump som USA’s 45. præsident.

Ikke fordi han elsker Trump – han hader ham, ligesom alle andre, jeg kender – men fordi han ikke kunne se meningen. Jeg blev også selv i tvivl. Hvad er formålet med at ”give Trump et modsvar fra starten” som demoindkaldelsen siger? Er det ikke for sent?

På cyklen lader det eneste formål til at være den gratis kaffe jeg havde fået lovet.

Da jeg ankommer er der tale. Fyren hakker i det, og folk klapper troskyldigt af og til.

”Verdens Trump-typer har aldrig vundet – folket vinder altid.” gjalder det, mens jeg tænker på den nylige fremlagte rapport om, at otte personer ejer lige så meget som hele den fattigste del af verden. Gid jeg kunne tro hans ord. Jeg føler mig kynisk, og det er jeg sikkert også. Det hele er lidt akavet, men det er vist kun mig, der har det sådan. Gamle hippier og unge gymnasiepiger med sporadiske dreads virker til at være helt i balance – de er i deres rette element – men jeg er alt for selvbevidst. Som jeg står der, har jeg svært ved at finde på et svar til min vens spørgsmål. Hvorfor er jeg her egentlig?

Jeg leder efter den lovede kaffe, mens jeg forsøger at undgå øjenkontakt med folk.

Jeg føler mig kynisk, og det er jeg sikkert også. Det hele er lidt akavet, men det er vist kun mig, der har det sådan. Gamle hippier og unge gymnasiepiger med sporadiske dreads virker til at være helt i balance.

Der er noget over demonstrationstaler. Jeg begynder næsten altid at krumme tæer, fordi det alt for ofte er mennesker, som ikke er vant til at tale foran en forsamling. Så det bliver en stammende højtlæsning af en tale, som muligvis ville have gjort sig fint på tryk, men som forvrænget af et gammelt højtaleranlæg falder til jorden med et metallisk brag.

Jeg finder endelig Christianiacyklen med kaffe og hælder en ordentlig omgang jordemoderbryg op.

Talen slutter og jeg tager mig sammen til at kigge efter nogen, jeg kender. Nu er der musik og de morgenfriske danser. De virker til at være helt tilpas, og jeg er misundelig. Jeg vil gerne blive set af så mange som muligt, så jeg går lidt rundt i den lille flok på omkring 100 morgenfriske mennesker. Efter en omgang ”Praise You” med Fat Boy Slim, hvis bastante beat giver genlyd mod de grå mure på den amerikanske ambassade, stiger solen op over Indre By og bader den glade forsamling i lys.

Solstrålerne spiller i dampen fra min kaffekop, da de sidste talere tager mikrofonen.

Solopgang over en demonstration. Eget foto.
Solopgang over en demonstration. Eget foto.

Jeg kan ikke lade være med at tænke ”Hvem er talerne til?”

En flok forfrosne skandinaver

Alle os, der står her, er enige. Vi ved godt, at Trump er en misogyn superkapitalist med racistiske tilbøjeligheder – det er derfor vi er mødt op. Den nye leder af den frie verden kommer næppe til at ændre politik fordi der står en flok forfrosne skandinaver og råber op om feminisme og klimaforandringer.

Manifestationen overbeviser ikke bilisterne, der snegler sig forbi på Dag Hammerskjölds Allé om noget som helst, og der er så få fodgængere, at det næsten kan være lige meget. Jeg tror heller ikke de to fremmødte betjente på den anden side af vejen bliver omvendt. Da jeg kigger mig omkring er der smil, og der bliver nikket og klappet, så svaret på hvem talen er for, er indlysende: Alle andre end mig. Alle de rigtige aktivister.

Alle os, der står her, er enige. Vi ved godt, at Trump er en misogyn superkapitalist med racistiske tilbøjeligheder – det er derfor vi er mødt op. Den nye leder af den frie verden kommer næppe til at ændre politik fordi der står en flok forfrosne skandinaver og råber op om feminisme og klimaforandringer.

Og det er denne morgen i en nøddeskal, og måske symptomatisk for alle demonstrationer.

De sidste talere lægger lortet ned og siger det lige ud af posen:

”Trump har misforstået hvad demokratiet går ud på. Det handler ikke om at vinde. Det handler om at gøre det, der er bedst for os alle sammen. Demokrati handler om solidaritet. Vi vil ikke sende et signal til Trump – men til os selv. Et signal om, at vi står sammen.”

Alle jubler og klapper af taleren, og klapper hinanden på skuldrene. Inden vi går derfra skal vi tage et fællesfoto, for som det lyder for højtalervognen, er det vigtigt i en tid med sociale medier. En enorm selfie med ambassaden og morgentrafikken i baggrunden. Jeg sørger for at strække hals, så jeg kan ses på billedet.

Jeg ved pludselig hvorfor jeg er her, og det giver mig ikke en bedre smag i munden. Alle de andre er her fordi de tror på protesten, fordi de tror på, at det skaber en bedre verden, hvis vi står sammen og møder op. Jeg er her for min egen skyld. Jeg er her for at bevise overfor andre, at jeg er et solidarisk menneske. Men jeg tænker egentlig mest på mig selv.

Jeg er her kun for at kunne sige, at jeg var der… Og selvfølgelig for den gratis kaffe.

Topfoto: Demonstration – Mellemfolkeligt Samvirke.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Kristian Ejlebæk Nielsen


Kristian Ejlebæk Nielsen er 30 år gammel og og bor i København NV. Han arbejder som freelanceskribent samt som facilitator for Tesla Beat og Tesla Music.

Seneste indlæg fra

Illusionernes fest

Det er en gammel “dame” jeg besøger i disse dage. Cannes Filmfestival
Gå til Top