LSD og stress – vi mikrodoserer da bare

af

Det er tilsyneladende blevet trendy at mikrodosere LSD. Men muligvis har fænomenet kun nået offentlighedens kendskab, fordi brug af euforiserende stoffer, selv i små mængder, er kontroversielt og dermed effektiv clickbait. Frank E. Larsen skriver om en ny bølge af interesse for sammenhængen mellem euforiserende stoffer og stress. Han spørger: Er trenden blot endnu en symptombehandling i en lang række lappeløsninger på et sygt moderne liv?

Det er blevet smart i visse kredse at tage bittesmå doser af et stof, man ellers normalt kun forbinder med psykedeliske og grænseoverskridende mentale rejser – og hvor advarslerne om at ende som en syretripper med knald i låget er mangfoldige. Tendensen handler om LSD. Og fænomenet “terapeutisk mikrodosering” har også været beskrevet i danske medier som her i Politiken, ”Jeg bliver en bedre far af LSD” eller her i Dagbladet Information, der har interviewet forfatter Aylet Waldman om hendes brug af stoffet som et middel mod angst og depression: Kan en lille smule LSD på daglig basis kurere os for ondt i livet?

Information skriver, at Ayelet Waldman i bogen også beskriver trenden, som “lidt af en dille særligt i tech-miljøet i blandt andet Silicon Valley, hvor stoffets oplivende virkning ikke bare hjælper med at holde kadencen i den konkurrenceprægede miljø, men faktisk også direkte gør udviklerne bedre til at løse problemer” og journalisten nævner, at LSD af samme grund i visse miljøer i USA kaldes for “studiedrugget.”

I det hele taget er historien om det euforiserende stof LSD gået nettet rundt på danske medier – Euroman, KommunikationsForum, Zetland, Ekstra Bladet og Jyllands Posten har også alle samen rapporteret om trenden, der som Waldman nævner, hidrører fra verdens digitale arnested og modeskaber, Silicon Valley.

Men hvad er det, der får tilsyneladende almindelige, velbjærgede middelklassemennesker til at eksperimentere med et kriminaliseret narkotisk stof, og skaffe det uden garanti for stoffets renhed? Et stof, hvis effekter kan være psykoser og det, der er værre?

Øget kreativitet, koncentration og mindre depression og andre psykiske lidelser nævnes som positive effekter – og så hjælper det åbenbart også mod tømmermænd.

Lige præcis koncentrationen og dermed måske også kreativiteten og evnen til at frigøre sig fra dagligdagens mere deprimerende elementer er også, jævnfør forfatter og psykologiprofessor Svend Brinkmann og en horde af teoretikere bag ham, truet. Teknologien accelererer det konstante bombardement af information og pligter, vi mødes med i dagligdagen. Og så er det måske ikke så underligt, at nogle finder behov for at benytte kemien og teknologien til – måske risikabelt og kortvarigt – at optimere sig selv.

MERE POV
Frie kvinder, arabiske mænd og afrikanske nætter

Stress i små doser

Ønsket om selvoptimering gælder også, selv om man i Weekendavisen nummer 38/2017 kunne læse, at vi egentlig ikke laver mere i løbet af dagen i forhold til tidligere  – hvilket talrige undersøgelser også har bekræftet. Det er nærliggende på den baggrund at konkludere, at stress og jag måske ikke handler så meget om de ting, vi rent faktisk gør. Men nærmere om forventninger og muligheder for  at handle – udtrykt i det moderne menneskes todo-liste, der synes mere og mere endeløs, og som vi mindes om af sms’er, emails og af hinanden dagligt.

Hele tiden.

Sådan mikrodoserer vi vores to-do liste, som de mere pligtopfyldende af os nok kan betragte som en slags stressmåler. På et eller andet tidspunkt bliver glasset måske fyldt af mikrodosernes dråber

For det er i små doser – små ting, som lige skal ordnes – dataopdatering, Facebook, Skoleintra, netbank, jobnet, feriemelding, tilfredshedsundersøgelse, MUS-samtale-skema, nyhedsbrev, tilbudsavis. Og så skal vi også følge med, bare lidt – igen; på sociale medier Facebook, og så Twitter, Instagram, LinkedIn, og bagefter alle netmedierne, hvor der skal læses og linkes og kommenteres.

Og sådan mikrodoserer vi vores to-do liste, som de mere pligtopfyldende af os nok kan betragte som en slags stressmåler. På et eller andet tidspunkt bliver glasset fyldt af mikrodosernes dråber.

Og her er det så, at stoffet bliver skadeligt. Pres og stress kan de fleste af os holde til i afgrænsede tidsrum. Men vandhanen drypper – og det kan hurtigt blive irriterende. Og med tiden gør det nogle af os syge.

Beskyt dig og tænk på din næste

Hvad kan vi gøre? Være mindre pligtopfyldende? Måske, men den løsning har det med at bide sig selv i halen. Så måske, være mindre pligtopfyldende i den forstand, at man prioriterer, hvad man vil bruge tid på?

Hvad er det relevant at bruge tid på? Melde nyhedsbrevene og reklamerne fra, acceptere at gå glip af en opdatering på de sociale medier eller to, slukke telefonen en gang imellem. Det er relativt nemt og noget, man hører fra diverse stressguruer hele tiden.

Det svære ligger et andet sted. For er jo imidlertid langt fra alle doserne, vi selv administrerer.

Her ville det være betimeligt om såvel offentlige institutioner som private virksomheder også havde borgernes psyiske tilstand eller indre ro i tankerne, når de vil spørge os om dette og hint og vil have os til at gøre arbejde, der før var ansatte til at løse.

Alternativet er, at vi i stedet alle skal trække rundt med et stadigt større drop med mikrodoser af stress, som vi ikke selv administrerer

Hvad med, at de f.eks. ikke sendte os påmindelser i en lind strøm og så meget oftere end nødvendigt? At lidt flere indså, at denne accelererende kamp om vores opmærksomhed og pengepung faktisk generer og skader mange. At det på den lange bane endda kunne være billigere at tage sådanne hensyn.

MERE POV
Skal jeg bare være lidt mere robust?

Og hvad med, at også vores arbejdspladser – som jo af alle andre end arbejdsgiverne betragtes som det primære arnested for stress – gjorde noget ud af at lytte til deres medarbejdere. Respekterede faglig kunnen og idéer fostret af den erfaring, arbejdet med arbejdspladsens primære formål giver. Gav mulighed for at sige fra overfor tiltag, som ikke har relevans for kerneopgaverne. Så ville brugen af LSD måske ikke engang blive diskuteret. Eller i hvert fald blive set som det, det er i denne kontekst: en symptombehandling på et system, der gør flere og flere mennesker syge.

Alternativet er, at vi i stedet alle skal trække rundt med et stadigt større drop med mikrodoser af stress, som vi ikke selv administrerer. Og her gælder det, at alt – selv vand – er giftigt i store doser. Om end næppe lige så giftigt som en velvoksen dosis LSD.

Foto: Pixabay

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Frank Emil Larsen

Frank Emil Larsen (f. 1976) er cand. mag. og har blandt andet arbejdet som journalist, gymnasielærer og kommunikationsmedarbejder. Lige nu er han ved at genopfinde sig selv på arbejdsmarkedet og modtager gerne jobtilbud relateret til sin uddannelse og evner (CV findes på hans hjemmeside). Frank skriver også digte, komponerer musik, er vintage digital indfødt og interesserer sig for samfundet, kultur, filosofi, politik, formidling og ikke mindst hele sammenspillet imellem disse elementer. Og han skriver også om det, f.eks. på sin blog.  Du kan også finde Frank på LinkedIn. Hvis du synes om Franks tekster kan du donere et beløb på hans Mobile Pay: 50532130

Seneste indlæg fra

Gå til Top