mm

Pernille Østrem

Pernille Østrem er sognepræst ved Stefanskirken på Nørrebro. Og på Nørrebro trådte hun også om ikke sine første barnesko, så i hvert fald de første Dr. Martens. Det er også her, hun har fået sin kirkelige opdragelse, kampgejst og kærlighed til mangfoldigheden. Hun kan lide, når det skæve og originale får plads, når det smukke og sårbare får rum, og når mennesker tør møde hinanden uden at have bestemt på forhånd, hvad der skal komme ud af det. Det er vigtige værdier, som hun synes, vi skal værne om, både i Stefanskirken -- og alle andre steder, hvor vi finder dem. Et kuriosum er det, at hun kom til verden det år, pastor emeritus Ivan Larsen kom til Stefanskirken. Det stod ikke skrevet i stjernerne, at hun skulle være præst, men at hun skulle være historiefortæller, har hun altid vidst. Og det er ifølge Pernille præstens fornemmeste opgave: At lytte til og fortælle livshistorier, om alt det som rører ved os, mellem liv og død, kærlighed og vrede, sorg og fryd. Helt fra himmel til helvede, netop sådan som både menneskelivet og de bibelske beretninger folder sig ud.

Se alle skribentens artikler

Vi må få delt den allersidste julepost ud!

PRÆDIKEN “Lige før gudstjenesten gik i gang, blev jeg ude på kirkepladsen kontaktet af et postbud fra Post Nord, som så helt forvildet ud i øjnene. Mange har nok en anelse om, at postmedarbejdere ikke har det for nemt i disse tider “. Sognepræst Pernille Østrem, Stefanskirken på Nørrebro, har måttet lægge sin juleprædiken i lommen. Hun må hjælpe postbudet med at få delt de sidste julebreve ud. Måske kommer hun til at læse nogle af julekortene undervejs. Sådan kan det gå.

Jeg er klar over, at mange er jer er kommet i kirke her til eftermiddag ikke mindst for prædikenens skyld. Juleaften kan man vel forvente, at præsten som et minimum har gjort sig meget umage.

Men jeg er bange for, at I må have den tilfredsstillende prædikenoplevelse til gode. Den der, hvor man både bliver bekræftet i det, man godt vidste og mente på forhånd, men også bliver lidt overrasket og rusket og måske en kende rørt eller provokeret.

Der er nemlig sket noget meget alvorligt: Lige før gudstjenesten gik i gang, blev jeg ude på kirkepladsen kontaktet af et postbud fra Post Nord, som så helt forvildet ud i øjnene. Mange har nok en anelse om, at postmedarbejdere ikke har det for nemt i disse tider.

Sendt på overarbejde
Ham her var virkelig i bogstaveligste forstand sendt på overarbejde. Han stod helt trist med denne her sæk uafleveret julepost til Nørrebro. Breve med mangelfulde adresser og navne.

Breve, der er blevet våde, så man ikke rigtig kan læse kuverten, og postkort skrevet med så rystende hånd og gammeldags skråskrift, at han ikke har en chance for at få dem omdelt til rette vedkommende.

Nu har han gået rundt hele dagen og forsøgt at få delt den allersidste julepost ud, og han havde fået strenge ordrer fra ledelsen om ikke at vise sig på postkontoret for at stemple ud, før al post var afhændet.

Hold da helt påske! Det er så vidt jeg kan se et af de her klassiske otte-siders pralebreve, vi nok alle sammen får til jul

Men lige denne her sæk gjorde, at han ikke kunne blive færdig og komme hjem til sin gamle, blinde, etbenede mor i Vangede og holde jul med hende, måske for sidste gang, fortalte han mig. Nu var han så kommet til at tænke på, at der er så mange mennesker, der går i Stefanskirken juleaften, og måske ville jeg kunne hjælpe ham. Så jeg overtog selvfølgelig fluks postsækken, det var en udfordring jeg ikke rigtig kunne lade ligge.

Men derfor bliver jeg også nødt til at lægge årets juleprædiken i lommen, (mon ikke den i parentes kan genbruges næste år?), så vi i stedet forhåbentlig sammen kan hjælpe et postbud og måske også hinanden.

Hvad der er i sækken
Lad os se, hvad der er i sækken. Altså postsækken.
FRA FAMILIEN BLÅ, GRÅ eller SMÅ, tror jeg der står. Det er svært at læse. Men de har i hvert fald glemt at skrive modtagers navn og adresse på kuverten. Men de har da også virkelig haft travlt.

Hold da helt påske! Det er så vidt jeg kan se et af de her klassiske otte-siders pralebreve, vi nok alle sammen får til jul. Med fotos i lidt dårlig opløsning og uheldig beskæring sat ind i et worddokument og printet på firmaets computer i 54 eksemplarer, mon ikke?

Lad mig se: Jo, den er god nok: Der står her om nyt arbejde, ny bil, fire gode uger i sommerhuset i høj sol og 25 grader (hvor mon det dog ka have været henne? Ikke i Danmark, da), det handler mest om børnene, selvfølgelig… Der bliver godt nok hevet mange medaljer hjem i sport i den familie, skal jeg hilse at sige, når jeg bladrer lidt her.

Og hvor er det dejligt for den lille familie. Men jeg tror altså ikke, at jeg vil læse op af det for jer, det er der virkelig ingen af os andre, der har glæde af!

Til Oldemor i Humlegade
Men her er et lille meget fint og ikke mindst kort brev, hvor der står ”TIL OLDEMOR i HUMLEBÆKGADE”

Jeg læser lige lidt op:
”Kære Oldemor. Jeg er ked af, at vi ikke skal være sammen til jul. Mor siger, at du har været så syg, at du aldrig mere kan rejse over til os igen. ØV.

Det er mit første julebrev i 11 år. Altså siden jeg blev født. Mit første brev faktisk, siden jeg var lige så lille som Basusjernet – hihi jeg mener Jesusbarnet.

Måske kan du godt gå i kirke juleaften alligevel, som vi plejer. Selvom du ikke selv synes, du synger så godt (i parentes det synes jeg altså) og selvom du lader som om, du ikke kender ordene uden ad, så kunne du godt gå hen og synge med på et Barn er født i Hetlebem og Flade jul i din egen kirke.

Nu skal jeg sove, siger mor. Jeg skal holde juleaften tre gange, først hos mor, så hos far og bagefter hos fars ekskone og hendes nye kone, og de voksne siger, de allerede er stressede, så det bliver jeg nok også. De har skændtes så meget over det med julen, når jeg var gået i seng, at jeg godt hørte det. Det ville jeg ønske, de ikke gjorde.

Jeg kunne have skrevet en kommentar, givet en sørgmodig smiley, inde på facebook. Eller en vred en af slagsen, for ærlig talt blev jeg først forbandet på dig. Syntes du var egoistisk

Kære Oldemor, så er der en anden ting, jeg også godt ved, men det er en hemmelighed, og det er, at dette brev ikke når frem til dig. At mor ikke ville gøre mig ked af det lige før jul og fortælle mig, at du ikke er her mere, men er oppe i himlen. Men jeg ved det godt. Og jeg tror på, at du og Gud holder mig i hånden lige indtil jeg sover. God nat Oldemor. Nu synger du med de andre engle. Kærlig hilsen Klara.”
Jeg tror at dette brev, selvom det ikke når frem helt konkret, så når det bestemt frem i ånden!

Adressen kan jeg simpelthen ikke læse
Der er endnu et brev her. TIL MIKKEL eller MIKAEL, efternavnet og adressen kan jeg simpelthen ikke læse, det er helt udvisket, som om det har været meget vådt – måske af regn. Jeg læser lige lidt op.

”Min allerkæreste bror. Jeg håber, dette brev når dig inden jul. Jeg har læst din statusopdatering på facebook om din beslutning om ikke at holde jul i år, fordi du synes det hele er gået op i gaveræs og købevanvid. Jeg respekterer, det du skriver, men sørger også meget over det. Det er ikke som den dybe julesorg, jeg føler, når jeg tænker på far og mor, der ikke er her mere.

Det er heller ikke bare sorgen over, at al din smukke, traditionsrige julepynt ikke bliver pakket ud i år og alt sammen får anerkendende nik med på vejen, fordi hvert stykke pynt har en historie og et ophav i sig. Det føles mere som om, at jeg sørger på vores allesammens vegne. Over at du hellere vil være alene, og at vi andre ikke har mærket det komme snigende gennem årene, mens vi var i gang med at skabe ”den helt perfekte jul”.

Jeg kunne have skrevet en kommentar, givet en sørgmodig smiley, inde på facebook. Eller en vred en af slagsen, for ærlig talt blev jeg først forbandet på dig. Syntes du var egoistisk. Men jeg tror det er tid til at skrive et rigtigt brev til dig, som du kan sidde med i hånden, så du kan mærke papiret, se mine stavefejl og læse min skæve uperfekte håndskrift.

Jeg vil sige til dig, at selvom jeg ikke har sagt det før, har det bragt mig så meget glæde gennem årene, at du har åbnet dit julehjem for mig og mange andre. At du har gjort plads til os, uanset hvor vi var i livet, om vi var lykkedes i årets løb eller om vi havde noget at fejre. At du en gang om året opfordrede os til at slutte fred, på trods og på tværs.

Tak for alt det jeg ikke har sagt tak for før nu
At man kunne høre englene synge med os, når vi sang, alt det, vi knap vidste vi trængte til at synge. At du læste juleevangeliet, så det var som sad vi selv ved krybben og blev til vise mænd og nybagte mødre, ængstelige hyrder og selv blev som så børn på ny.
Tak.

Tak for alt det jeg ikke har sagt tak for før nu. Jeg ved godt, at vi ikke altid satte pris på det, at gaverne, især da børnene var små, blev større og større, at vi flåede papiret af, som om vi havde travlt, og glemte at se op og se hinanden i øjnene. Alle sammen. Mig. Dig. Og de andre. Og jeg ved, at din beslutning om at sige stop er berettiget.

Jeg håber at dette brev når dig inden jul. Og så vil jeg sige dig, at hvis du juleaftensdag mærker et lille stik af jul, bare jul i sin reneste form, og får lyst til at være gæst hos mig, så ser jeg dig meget gerne. Du kan bare tage herud, ringe på, og så tager jeg imod dig med åbne arme og et varmt julehjerte. Kærlig hilsen din bror.”

I dette efterår mistede en ung mand livet i et fuldstændig meningsløst skyderi lige på kanten mellem os to bydele. Og jeg må sige, at det fik mig til at forstå, hvor meget du og alle dine beboere må kæmpe hver dag

Det var sådan et brev, som man gerne ville finde modtageren til. Måske er den ene eller anden bror her i aften, trods alt. Men ellers har jeg lyst at sige, at vi alle sammen godt kan få mere end en chance til at slutte fred med hinanden, finde vej hjem til hinandens hjerter, hvis vi er blevet væk fra hinanden.

Kære Nørrebro
Her er et POSTKORT, hvor der bare står 2200 KBH N
”Kære Nørrebro”, står der faktisk. Jamen så er det jo til os alle sammen, så læser jeg da op. Altså:

”Kære Nørrebro. Jeg ved, vi ikke altid har været på talefod, at vi nogle gange ikke taler så pænt om hinanden, at du synes jeg er kedelig og lidt småsnobbet med mine pæne gader, kæmpe park, havn og ambassadekvarter, og jeg ved, at jeg nogle gange er kommet til at sige, at du, Nørrebro, er en ren bananrepublik, et kulturløst rabarberland. At mine børn i hvert fald aldrig kommer til at vokse op i sådan en kugleregn, med så meget graffiti og ghetto og dunsten af shawarma i næsen døgnet rundt.

Men den sidste tid må jeg sige, at min respekt for dig er vokset. I dette efterår mistede en ung mand livet i et fuldstændig meningsløst skyderi lige på kanten mellem os to bydele. Og jeg må sige, at det fik mig til at forstå, hvor meget du og alle dine beboere må kæmpe hver dag for at passe på dig, din gamle bydel. Jeg så, hvordan de unge samledes og sørgede, og hvordan de voksne var bange for deres børns fremtid, men stod fast og sagde, Vi vil bo her sammen alle sammen!

Jeg så, hvor mange der kæmper for en bedre fremtid, for at alles menneskeværd skal æres og intet menneskeliv skal gå forgæves tabt. Jeg skriver dette julekort i allerdybeste respekt for dig og dine beboere. Lad os fremover krydse Nørre Alle, Jagtvej, Lersøpark Alle og Tagensvej noget mere. Ja lad os mødes på Fredens bro i det nye år og give hinanden håndslag på, at vi tror på og har en fælles kamp at kæmpe for fredelige brokvarterer. Kærlig hilsen Østerbro.”
Det var et fint brev at få, synes jeg. Det må vi se at få svaret på i det nye år.

Et klistermærke fra Hus forbi
Der er også et her helt uden adresse, men jeg kan se, at der står noget med Nørrebro i brevet. Der er også et klistermærke fra hjemløseavisen Hus Forbi.

Der står: ”TIL HVEM DETTE BREV MÅTTE NÅ. Jeg sender dette brev til dig, og jeg forestiller mig, at du har en postkasse, som mit brev kommer i, at du har en dør med dit navn på, som du låser dig ind ad, at du har et sted du kalder hjem, hvor du sætter dig i ro og mag med min julehilsen. Måske bor du her på Nørrebro, hvor jeg har min daglige gang, måske bor du med et par søde børn med æblekinder, smilehuller og trofaste øjne.

Jeg skriver til dig, fordi det snart er jul. Jeg har altid skrevet mange julekort, men i de sidste år har mit liv formet sig sådan, at der er ikke flere at skrive til

Jeg ønsker dig hermed en velsignet jul! Og et sidste lille fromt håb: At der en dag må komme en jul, hvor der er plads til alle i herberget.”

Jeg vil fortælle dig, at man kan vende sig til meget. Man kan vende sig til ikke at vide, hvor man skal sove i nat. Man kan vende sig til at fryse og være sulten. Men det som jeg aldrig vender mig til – og aldrig håber at jeg vender mig til – er at når man lever på gaden, så mister man sine kammerater alt for tidligt. De er ikke for at kede dig med statistikker, men vi hjemløse i Danmark dør i gennemsnit 20 år før de, der har et sted at bo.

Jeg skriver som sagt til dig, fordi jeg ikke har flere at skrive til, enten har de ingen adresse, eller også har vi mistet kontakten. Mine børn er store nu, jeg tror og håber på, at de klarer sig godt, at de selv får børn med æblekinder og smilehuller, og at jeg ikke har voldt dem alt for meget smerte. Og så skriver jeg til dig for at sige: Pas godt på det du har, hjælp dem omkring dig, hvis du ser de er ved at miste fodfæstet, bed selv om hjælp, hvis det går skævt. Forskellen mellem at leve trygt og overleve utrygt er mindre, end man skulle tro.

Jeg ønsker dig hermed en velsignet jul! Og et sidste lille fromt håb: At der en dag må komme en jul, hvor der er plads til alle i herberget.” Nå, her er så faktisk et, som måske ikke bliver helt så svært at få til rette modtager, der står simpelthen:

”TIL PRÆSTEN på NØRREBRO! Dette er en klage. Jeg vil gerne klage over at jeres klokker bimler og bamler evig og altid. Kan man da aldrig få ro til at sove, når man har været i byen og drikke sig fra sans og samling, eller få ørenlyd til at høre, hvad de siger i Paradise Hotel og genudsendelser af Top Gear? Hvad skal de klokker egentlig til for? Er det nogle du bare ringer med, fordi du keder dig, eller hvad? Der kommer jo aldrig nogen henne i kirken alligevel. Har jeg hørt.”

Jeg regner ikke med, at brevskriveren har forvildet sig ind i Stefanskirken denne søndag eftermiddag. Men jeg vil da gerne knytte et par ord til klagen for en sikkerheds skyld. Der er ærlig talt så meget ligegyldig lyd, og for den sags skyld også så meget meningsløs lyd i vores hverdag her på Nørrebro. Musik, der vælter ind i ens ører, hvad enten man vil det eller ej, hvis man helt uskyldigt forsøger sig med at handle lidt ind, der er skud og politisirener, biler der gasser op og dytter. Lyd der enten bare er der, eller peger hen på utryghed eller ligegyldighed over for hinanden.

Når kirkeklokkerne ringer og kimer, som de også gør det i dag, så lyder de til Guds ære, men ikke mindst til menneskers ære, til fest, til glæde og i sorg og i afmagt. Kirkeklokkerne ringer alene, fordi livet er værd at leve, og fordi vi holder det helligt. Fordi mennesker stadig vover at få børn, gifte sig og ære deres døde. Fordi livet ikke er meningsløst, men har uendelig værdi. Hvert eneste menneskeliv.

Og så fristes jeg da også til at citere en tidligere PR-medarbejder ved kirken, der engang i fortiden, skrev frejdigt til en kirkeklokkeklager: ”Stefanskirkens klokker har ringet mindst tre gange om dagen siden 1874. Jeg antager, at du er tilflyttet sidenhen og derfor må have vidst, hvad du gik ind til.” Man kunne nok have svaret mere diplomatisk.

Han har været lidt af hvert igennem
Lad mig læse et sidste brev: Det ser ærlig talt ud som om det har været lidt af hvert igennem. Helt nyt er det i hvert fald ikke. Meget gammelt, vil jeg snarere tro. Lad mig se en gang. Snørklet skrift er det virkelig. Afsenderen ser ud til at være en HR EVANGELIST LUKAS.

Han skriver:
”Kære Redaktør.
Det er kommet mig for øre, at mit første skrift, Lukasevangeliet, har vakt en del opmærksomhed, da det blev udgivet. Det står mig nu klart, at jeg ved den snarlige udgivelse af andet oplag af skriftet ønsker en tilføjelse medtaget. Send venligst bekræftelse tilbage om, at dette kan lade sig gøre.

Problemet er, at folk simpelthen ikke forstår, hvad jeg har skrevet, det er åbenbart meget svært at forstå. Den præcise ordlyd af tilføjelsen kan vi diskutere ved et møde, som jeg håber du på baggrund af dette brev, jeg nu skriver til dig, vil indkalde mig til. Men essensen og mit budskab til folk er egentlig bare følgende:

For det første: I skal bare helt lade være bekrige hinanden i denne her verden! Som jeg har prøvet at forklare, blandt andet ved at gengive englens ord til hyrderne på marken, er der nok fred, nok glæde, og nok himmelsk skønsang i denne verden til alle mennesker. I behøver ikke tage glæden og freden fra hinanden, I kan bare dele den, for der er nok af den. Når I hører englene synge, skal I ikke prøve at tage patent på englesangen, men i stedet for nyde den med jeres medmennesker.

Dernæst skal I heller ikke læse mit skrift som en kogebog på, hvordan man skal leve sit liv. Sådan en kogebog findes ikke. I bliver simpelthen nødt til at gå ud og øve jer I at gøre godt mod jer selv og hinanden. Når det ikke lykkes, skal I prøve igen. Når jeg beskriver, hvordan Gud lader sig føde som et lille skrøbeligt menneske, er det simpelthen for at fortælle, hvor meget Gud elsker os alle sammen, hvor godt han vil os det. At alle mennesker skal passes på, på samme måde som det lille Jesusbarn behøvede omsorg, opmærksomhed og beskyttelse. Kom nu folkens, I kan godt.

Og sidst men ikke mindst, er det blevet mig bevidst, at folk har rigtig svært ved at tro på mit budskab fra Gud. Derfor vil jeg godt slå fast, at det er helt i orden at tvivle. Helt naturligt vil jeg faktisk sige. Selv når vi ikke tror på det og ikke vil tro det, så tror Gud stadig på os, for han har skabt os til at længes efter at blive elsket, og længes efter at få lov at elske andre. Så i Guds øjne er der altid håb for os.
Ærede hr. REDAKTØR. Svar mig hurtigt tilbage, det er af yderste vigtighed. Det gælder menneskehedens frelse.
Med venlig hilsen
LUKAS.”

Hvordan dette brev dog har forvildet sig ned i en træt og slidt postmands sæk, det er ikke til at vide. Men her er det i hvert fald. Og vi har hørt det i dag. Uanset at alle breve ikke kommer frem, så er vi sådan set alle postbude i Guds verden. Vi kan alle bringe de gode budskaber videre om, at Gud har lagt nok glæde og kærlighed og fred og musik ind i denne verden til, at vi alle kan få del i det. Vi kan skrive om det, synge om det, læse højt om det, og forsøge efter bedste evne at handle, så ører og hjerter over hele jorden hører det.

Tak og lov og evig ære for det, vor Gud, far søn og helligånd. Du som var er og bliver en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse nu og i al evighed. AMEN.

Kategorier