mm

Odile Poulsen

Odile Poulsen er forfatter og foredragsholder, uddannet pædagog og psykoterapeut ved Kempler Instituttet. Hun har tidligere ledet en døgninstitution. Om sig selv siger hun: "Jeg har oplevet meget, og det mener jeg selv, er karakteristisk. Som ni liv levet i ét. Trods jeg aldrig troede, jeg ville blive mere end tredive, har jeg fornøjelsen af stadig at være her. Livet handler om at øge vor bevidsthed. Det kræver autencitet på alle planer og en blotlæggelse af tabuer, der indskrænker menneskets frihed og livskvalitet. Jeg er altid optaget af og drevet mod friheden. Derfor er alt, hvad jeg skriver og taler om, båret af et ønske om at ophæve begrænsninger for det frie sind."
Hun har udgivet bøgerne, Hustler (Rosinante 2000 og 2006), Sirenesang (Lindhardt og Ringhoff 2006) og har modtaget Alt for Damernes Kvindepris (2005). I 2008 var hun ambassadør for Dannerhuset. Odile er bosat i København med sin mand og deres to teenagere. Du kan også finde hende på LinkedIn: www.linkedin.com/in/odilepoulsen/
Hvis du vil honorere Odiles tekster på POV, kan du donere et beløb til hendes Mobile Pay: 3064 3538

Se alle skribentens artikler

Du kan støtte
Odile Poulsen
på Mobile Pay: 30 64 353 8

’Vi er liv og lys, vi er skygger og magi’

ESSAY – “K har ikke kunnet indtage næring de sidste par dage op til i dag – den rendyrkede frygt har ædt sig mæt, så hun ikke har mere plads. Denne skælvende dag kan flække under vores fødder, men den vil afgøre K’s fremtid. Og uanset om den kløver mit hoved og mit hjerte, forlader jeg ikke den ungepsykiatriske afdeling, før de tilkendegiver alvoren i K’s tilstand. Om det er indlæggelse eller ej, de skal give tilbud om behandling. Det er nu. Denne sommer. Ikke en time senere”. Odile Poulsen skriver i en række essays hver fredag på POV om familielivet med datteren K på 14, der lider af alvorlig angst og som i over et år ikke har været i skole og kun med stort besvær kan forlade hjemmet. I dag bringer vi afsnit 19, hvor dagen er kommet for den første samtale mellem K og psykologerne på den ungepsykiatriske afdeling, som skal danne rammen for et egentligt behandlingstilbud.

Vi er lige blevet hilst velkommen af to psykologer, de skal tage den første samtale med K og mig.

For det er kun os to der er taget til det ungepsykiatriske ambulatorium. K har på det kraftigste modsat sig at have sin far med.

’Far, det er ikke fordi, jeg ikke elsker dig. Det er bare, jeg kan ikke… ’

’Det er helt i orden. Det generer mig slet ikke. Det vigtigste for mig er, at du kommer derhen på den måde, der er mulig for dig. Og det er med Odile, det er, som det skal være’ lød det roligt fra Niels med hans vanlige evne til at gøre det nødvendige.

K sendte ham et blik, som var hun blevet stum og kun med brug af sine øjne kunne beskrive lettelsen over at blive fritaget for skyld. Men at hun samtidig ikke kunne dvæle mere ved ham, for den bedrift, der krævende lå foran hende, krævede hende fuldt ud:

“Hvordan kommer jeg ud af vort hjem, ud at sidde i bilen og blive kørt ad ukendte gader? Træde ud et helt nyt sted, gå blandt fremmede ind på hospitalet for at sætte mig i et venteværelse med andre unge?”

K behøver ikke at udtrykke sine tanker verbalt – de lader sig let aflæse i hendes ansigt, som en komprimeret og mættet mimik fratrukket nok cirka halvfems procent af hendes følelser; en selvkontrol af dimensioner og nødvendighed.

For K skal gøre det umulige – igen. Hun gør det, fordi hun higer efter få det bedre og efter at få hjælp.

Til min lettelse opdager jeg imidlertid hurtigt, hvordan K afvikler og frigør sig fra sin angst fra venteværelset og aktivt svarer på den lange række afdækkende spørgsmål, der i sin helhed, når tilendebragt, vil fremkalde en skitse af hendes personlighedsstruktur. Skitsen skal udgøre fundamentet for selve behandlingstilbuddet, som udfærdiges sammen med en læge

Den yngste af de to psykologer er meget smilende og gør sig umage med at være imødekommende. Hun ser ikke ud til at være mange år fra sin afsluttende universitetseksamen og det både generer mig og gør mig utryg.

Kender hun til livet eller kender hun til livet, som det står beskrevet?

Min mistro kommer ikke kun fra vore egne erfaringer med systemet gennem de sidste tre års tid, men også fra det, jeg qua mit eget arbejde har bevidnet, der er sagt og gjort overfor borgere. Kun en tåbe frygter ikke velfærdsystemet.

Folk omkring os siger ofte ’Hvordan kan I hænge sammen, I må være gjort af et særligt stof, I må have et særligt forhold’.

Jeg svarer, at vi gør det, der skal til, præcis som enhver anden ansvarlig forælder ville gøre.

Niels og jeg har kun hinanden. Vi har hinanden og kun hinanden og ved hinanden er vi nødt til at næres og slå til.

Vi udgør en tryg cirkel om vores børn, for at de dagligt er i stand til at møde deres svære medfødte lidelser.

Vi har givet dem livet og vi vil gøre alt for, at de bevarer det. Der er intet andet menneske, jeg ville gøre det sammen med end Niels.

Ligesom der ikke er andre børn end L og K, jeg ville være mor til. Det er den smukkeste familie, jeg nogensinde har kendt.

Nogle dage er det som at gå i en silende regn, vidende at man har tabt noget meget værdifuldt og at regnen kan få det til at forsvinde. Det, som lige før lå klart for ens blik, er nu opløst i vandet, som om det aldrig har eksisteret. Heldigvis er der ikke tid til at hænge til tørre i egen sorg, den bides over til en anden dag.

Selvfølgelig er det udmattende, de utællelige kilometre af vej, der skal indtages. Hver meter brolagt med ansvar for at holde selve livet i live. Jeg frygter, at standser vi, uagtsomt eller agtsomt, mistes selve livet, selve lyset, selve solen.

Nogle dage er det som at gå i en silende regn, vidende at man har tabt noget meget værdifuldt og at regnen kan få det til at forsvinde. Det, som lige før lå klart for ens blik, er nu opløst i vandet, som om det aldrig har eksisteret. Heldigvis er der ikke tid til at hænge til tørre i egen sorg, den bides over til en anden dag.

Endelig er vi kommet til samtalen på ungepsykiatrisk, efter de lange uger med utålmodig venten. K har ikke kunnet indtage næring de sidste par dage op til i dag – den rendyrkede frygt har ædt sig mæt, så hun ikke har mere plads. Denne skælvende dag kan flække under vores fødder, men den vil afgøre K’s fremtid. Og uanset om den kløver mit hoved og mit hjerte, forlader jeg ikke den ungepsykiatriske afdeling, før de tilkendegiver alvoren i K’s tilstand. Om det er indlæggelse eller ej, de skal give tilbud om behandling. Det er nu, denne sommer. Ikke en time senere.

Da K og jeg sidder ude i venteværelset, passerer den ene psykolog os, mens hun stirrede ufravigende, ja, uhøfligt, på K.

K forsøgte på sin side at mane sig selv og alt og alle omkring sig væk. Men hun er alt andet end usynlig og det er tydeligt, hvordan tilstedeværelsen af de andre unge får hende til at lide.

Men jeg giver det alligevel næsten kun til K. Ved at lukke mig selv ned som en østers om sin perle, værner jeg om min K. Hun er min sol, jeg er nødt til at være forsigtig med, hvem der får adgang til hende

Da forsamtalen så småt begynder, opdager jeg, hvor svært jeg har ved at åbne for mit imødekommende jeg.

I stedet nægter jeg psykologerne mit blik og jeg er helt bevidst om, hvordan de vil kunne tolke manglende øjenkontakt.

Men jeg giver det alligevel næsten kun til K. Ved at lukke mig selv ned som en østers om sin perle, værner jeg om min K. Hun er min sol, jeg er nødt til at være forsigtig med, hvem der får adgang til hende.

Til min lettelse opdager jeg imidlertid hurtigt, hvordan K afvikler og frigør sig fra sin angst fra venteværelset og aktivt svarer på den lange række afdækkende spørgsmål, der i sin helhed, når tilendebragt, vil fremkalde en skitse af hendes personlighedsstruktur.

Skitsen skal udgøre fundamentet for selve behandlingstilbuddet, som udfærdiges sammen med en læge.

Om fire dage kommer vi tilbage til afdelingen for at høre, hvad de mener K har brug for fra dem.

Da psykologerne efter et stykke tid selv opdager, at de har fejlcastet K, ved at havde talt ned til hende i en forklarende tone, kan jeg læne mig tilbage i stolen.

For min rolle som K’s tolk har kun betydning og mening, så længe det tjener til at gøre hende tryg i kontakten med andre.

Det noterer de sig, bemærker jeg, K’s utryghed ved fremmede. Lige som de også vil vide, hvordan hun har det med berøring som for eksempel, da hun skulle hilse og give dem hånd.

’Det kan jeg ikke lide, det er ubehageligt.’

De mange spørgsmål finder svar og danner matches og mønstre, der leder til nye spørgsmål og lukker for andre. Som tiden skrider frem, begynder jeg at ane deres skitse og se, hvad det er, de ser.

Tavs bevidner jeg processen.

K’s svar er præcise og rolige, hun tøver ikke.

’Du er utrolig god til at beskrive for os, hvordan du har det’ siger den unge psykolog, smilende, mens den andens fingre løber rundt på tastaturet og hopper op og ned, alt i mens hendes stirrende blik springer fra K til skærmen foran sig og så fremdeles.

Har du nogen sinde tanker om… em… ikke at ville leve?’ Denne gang tøver den venlige psykolog. Ikke mere. Ikke efter vi er flyttet.’ ’Okay. Så det er cirka et halvt år siden, du sidste har tænkt sådan?’

’Har du nogensinde tanker om at skade dig selv?’

’Ikke noget jeg har gjort med vilje.’

Psykologerne synes at acceptere det svar som troværdigt.

’Har du nogen sinde tanker om… em… ikke at ville leve?’ Denne gang tøver den venlige psykolog.

’Ikke mere. Ikke efter vi er flyttet.’

’Okay. Så det er cirka et halvt år siden, du sidste har tænkt sådan?’

K kigger på mig, nok har hun stor selvindsigt og sproglig evne til at udtrykke sig, men hun har meget ringe fornemmelse af tid. Jeg bekræfter med et nik, ja det er cirka et halvt år siden vi flyttede.

’Og da du havde det sådan, planlagde du så, hvordan du måske ville ende dit liv?’

’Nej. Slet ikke. Jeg tror det er meget naturligt, når man har det skidt, at man tænker på det. Men jeg vidste, at min familie ikke ville kunne klare, hvis jeg gjorde det.’

Igen kigger K på mig. Vi har aldrig talt om det fordi – slår det mig i det samme – jeg har aldrig turde spørge hende! Selvom jeg ofte tænker på, om hun ville tage sit eget liv, har jeg kviet mig ved at spørge.

’Vores familie har haft så meget sygdom, så jeg tror ikke, de ville kunne klare det. Det vil ødelægge dem, og dét vil jeg ikke gøre mod dem.’

’Tak min skat,’ jeg smiler med tårer i øjnene.

’Det er fordi din mor elsker dig så højt, at hun græder’, smiler den unge psykolog.

’Ja, det ved jeg’.

Men mor, de skal hjælpe mig! Det er vigtige år, den alder jeg har nu – hvis ikke jeg får rigtig hjælp, kan jeg risikere at få varige tab og skader.’ ’Ja, det er rigtigt, det kan du skat. De skal hjælpe dig og de kommer de også til – det lover jeg dig’

Efter mødet, tilbage i Chrysleren, der loyalt og næsten som om den uden min føring er i færd med at få os sikkert hjem, udtrykker jeg min lettelse over K’s styrke.

’Du virkede faktisk ikke utryg, da de først holdt op med at tale ned til dig.’

Et hurtigt kig væk fra trafikken og over på hendes profil.

’Nej, det var jeg heller ikke. Det værste var venteværelset. Mor, når vi skal derhen igen på mandag, så skal vi altså ikke sidde og vente igen!’

Nu er det K’s blik, der presser sig ind mod min profil. Jeg forsikrer hende, at jeg finder en anden løsning.

’Hvordan kan det være, at du ikke var utilpas ved at tale med dem om, hvordan du har det?’

’Det er jeg så vant til – de får den tale, jeg altid giver til dem, der skal behandle mig.’

’Men det er jo slet ikke forstilt, jeg kan mærke du fortæller det, som det er, autentisk.’

’Ja. Det er bedre sådan. Jeg vil gerne ha’, at folk skal vide, hvordan jeg tænker og fungerer.’

Jeg nikker. ’Men mor, de skal hjælpe mig! Det er vigtige år, den alder jeg har nu – hvis ikke jeg får rigtig hjælp, kan jeg risikere at få varige tab og skader.’

’Ja, det er rigtigt, det kan du skat. De skal hjælpe dig og de kommer de også til – det lover jeg dig.’

Titlen er fra C.V. Jørgensens titelnummer fra albummet ’Indian Summer’ 1988.

Hvis du kunne lide, hvad du har læst og får lyst til at donere et lille beløb for oplevelsen til skribenten, kan du gøre det på Odile Poulsens Mobile Pay: 3064 3538.

Læs de 18 forudgående essays i Odile Poulsens fortælling om datteren K – og om at leve for hende og sammen med hende her: Afsnit 1: Hvad gør vi nu, lille du, afsnit 2: Mens vi venter i Systemet, her, afsnit 3: Here Comes the Sun, afsnit 4: Smil, det smitter – jeg skal bare lige have en tudetur først, afsnit 5: Undskyld, kan du vise mig vejen til mulighedernes land?, afsnit 6, Den der tier, lyver her, afsnit 7: Rigtige venner står for fald og kan købes, her og afsnit 8.1 Vi prøver med en ny begyndelse – en gang til, her, 8. afsnit, del 2, “Vi prøver med en ny begyndelse – en gang til #2” her,afsnit 9  Pushermama findes her, 10. del, Historien om K –Det siger sig selv kan læses her, 11. afsnit, “Solen går til psykolog“, kan læses her, 12. afsnit, “Lattergas” her, 13. afsnit “Jeg gik op i en spids for at se mig lidt omkring,” her ,14. afsnit, “We do what we can”, her, 15. afsnit, Catch 22, her,  16. afsnit, “It’s your last chance”, her17. afsnit, “Intet nyt er godt nyt for de fleste, men svært at tro på for de få”, her og 18. afsnit, Bror og søster – L & K, her.

Kategorier