mm

Odile Poulsen

Odile Poulsen er forfatter og foredragsholder, uddannet pædagog og psykoterapeut ved Kempler Instituttet. Hun har tidligere ledet en døgninstitution. Om sig selv siger hun: "Jeg har oplevet meget, og det mener jeg selv, er karakteristisk. Som ni liv levet i ét. Trods jeg aldrig troede, jeg ville blive mere end tredive, har jeg fornøjelsen af stadig at være her. Livet handler om at øge vor bevidsthed. Det kræver autencitet på alle planer og en blotlæggelse af tabuer, der indskrænker menneskets frihed og livskvalitet. Jeg er altid optaget af og drevet mod friheden. Derfor er alt, hvad jeg skriver og taler om, båret af et ønske om at ophæve begrænsninger for det frie sind."
Hun har udgivet bøgerne, Hustler (Rosinante 2000 og 2006), Sirenesang (Lindhardt og Ringhoff 2006) og har modtaget Alt for Damernes Kvindepris (2005). I 2008 var hun ambassadør for Dannerhuset. Odile er bosat i København med sin mand og deres to teenagere. Du kan også finde hende på LinkedIn: www.linkedin.com/in/odilepoulsen/
Hvis du vil honorere Odiles tekster på POV, kan du donere et beløb til hendes Mobile Pay: 3064 3538

Se alle skribentens artikler

Du kan støtte
Odile Poulsen
på Mobile Pay: 30 64 353 8

’Vi er drømme lagt på is, vi er det tabte paradis’

ESSAY – “’Det, vi har talt om er, at for at vi kan give dig den helt rigtige behandling, er vi nødt til at kende dig meget bedre. Vi vil derfor gerne lave en ny udredning.’ Igen ser hun på K, så på Niels, på mig og igen på K. ’Vent lidt, hvad mener du… Skal jeg igennem alle de der test og spørgsmål en gang til?’ K skærer gennem den iltfattige luft.’Ja, jeg ved det godt’ siger psykologen med antydningen af en let latter; ikke nedladende, nok snarere for at indgyde lethed i sig selv, i os ”. Odile Poulsen skriver i en række essays hver fredag på POV om familielivet med datteren K på 14, der lider af alvorlig angst og som i over et år ikke har været i skole og kun med stort besvær kan forlade hjemmet. I dag bringer vi afsnit 20, hvor familien får besked på, at K skal igennem en ny udredning i stedet for at få den diagnose og tilbud om behandling, som alle havde håbet på.

’K, prøv at høre her.’

Jeg påkalder mig K’s opmærksomhed og hendes blik, nu hvor hun sidder ved spisebordet med et glas juice. Så sætter jeg mig overfor hende, så vi kan aflæse hinandens ansigter.

I går aftes talte jeg med Niels om det vigtige møde på ungepsykiatrisk ambulatorium i overmorgen, hvor de skal fortælle, om de kan give K et behandlingstilbud.

’Jeg har brug for, at du er med, også selvom K har svært ved det. Det er vigtigt med begge vores fortolkninger af, hvad de siger, jeg er pissenervøs for det, altså. Bare at tænke på det giver mig kvalme.’

’Det skal nok gå godt,’ beroliger han.

Hvordan kan han være så klippefast overbevist om det?

’Det møde i overmorgen på ungepsykiatrisk, ikk’?’ K ser på mig, nikker. ’Der har jeg brug for at Niels også er med’.

’Jamen, mor, det kan jeg jo ikke!’ Den forventede protest sætter ind.

’Jeg ved det, skat. Det er et meget vigtigt svar, vi skal have og jeg vil være sikker på jeg forstår det hele. Derfor har jeg brug for at Niels også er der.’

K ser ud af vinduet, så på mig alt imens hun piller ved en Tangle.

Det minder mig om jeg skal smide en i tasken, så vi har den med til samtalen. Det er så uvant at være ude af huset med K at jeg ikke havde en med sidste onsdag, da hun og jeg var til den første halvanden times lange samtale.

’Vi har gennemgået alle de spørgsmål og dine fine svar,’ indleder psykologen med et kig på K, ’med vores læger og vi ved godt, at du har det meget skidt. Vi ved godt, at du skal have hjælp’. Nu ser psykologen skiftevist på Niels og mig og fortsætter ’Og at I også har brug for hjælp

’Men… jeg ved bare ikke hvordan…’ tøver K. Jeg skynder mig at gribe ind med den ide, jeg har formet i mit hoved.

’Da vi var der i onsdags, var det ikke så meget selve samtalen, du blev presset af men køreturene og især venteværelset, er det ikke rigtigt?’

K nikker. Jeg mærker, at hun er med og har plads til, at jeg fortsætter. Det kunne ligeså vel have været det modsatte, at hun ikke engang i en komprimeret version, kunne indtage mere.

Når hendes hoved føles på nippet til at eksplodere og man kræver, at hun lytter opmærksomt, oplever hun det som at blive slået. Ens blik holder hende fastlåst, og ens ord er som lussinger, der brager mod hendes forsvarsløse ansigt.

’Så hvad nu om vi gør det sådan, at vi to går op til afdelingen sammen, kommer ind til psykologen, og Niels først kommer bagefter?’

’Altså, vi går op sammen og Far, hvordan skal han vide hvor vi er?’

’Aj, det er slet ikke noget problem, Niels spørger bare i receptionen. De ved jo, hvor vi sidder.’

’Nå, okay, hm. Så vi går op sammen, og Far kommer lidt efter,’ opsummerer hun efterfulgt af tavshed. Hun rynker panden, ser ud af vinduet. Så kommer det.

’Behøver han være med?’

’Jeg har brug for ham.’

’Okay’, eftergiver hun mig mit ønske. ’Men vi kører alene, ikk’?’

’Jep. Niels møder os derhenne, og han tager tilbage til sit arbejde bagefter.’

’Og det er sikkert, helt sikkert?’

’Ja. Det er helt sikkert.’

’Mm.’ Lyder det, K’s mest typiske lyd, når hun tilkendegiver, at hun har opfanget det sagte, men er gået videre med andre tanker. ’Hvad så med det venteværelse, jeg kan det ikke, mor’.

’Det skal du heller ikke. Vi går ikke ind på afdelingen, før det præcis er vores tid. Vi ku’ også strække den lidt og komme to minutter over tid.’

’Det gør vi.’

’Aftale.’

Luften føles fortættet, den trykker sig ind mod mine trommehinder og lader min mund knastør. Der er intet vand på bordet og jeg husker hvordan andre tog vand ude i receptionen i onsdags. Det er ikke muligt at gå derud nu

Da vi møder ind til den ene af de to psykologer fra i onsdags, den smilende af dem, forklarer jeg, at Niels vil komme om få øjeblikke. Netop da går døren op, og receptionisten viser Niels ind. Vi får sat os til rette mens vi skramler med stolene. De tre af os afventer den småsludrende psykolog med stor opmærksomhed.

Luften føles fortættet, den trykker sig ind mod mine trommehinder og lader min mund knastør. Der er intet vand på bordet og jeg husker hvordan andre tog vand ude i receptionen i onsdags. Det er ikke muligt at gå derud nu, det vil efterlade K i enorm usikkerhed, selvom hendes far er der.

’Vi har gennemgået alle de spørgsmål og dine fine svar,’ indleder psykologen med et kig på K, ’med vores læger og vi ved godt, at du har det meget skidt. Vi ved godt, at du skal have hjælp’.

Nu ser psykologen skiftevist på Niels og mig og fortsætter ’Og at I også har brug for hjælp ’. Jeg nikker, puster luft ud, som om jeg slipper det fri efter at have siddet og gemt på det.

’Vi har også besluttet at K ikke skal indlægges’ fortsætter hun. ’Og det har vi fordi’ nu kigger hun igen på K ’at du ikke er i fare for at gøre skade på dig selv, på nogen måder.’

Psykiateren er især bekymret for K’s udtalte vægttab, der med eksplosive syvmileskridt rev kød og fedt af hendes knoglerne, så disse nu træder frem og som havde spolet den kropslige pubertet retur. Hun frygter ganske enkelt, at K vil tage skade af tilstanden

Niels nikker. Jeg stirrer bare, på K, på Niels, på psykologen. Tavst.

Også inden i er jeg tavs.

For selvom jeg venter et indre ramaskrig, et infernalsk ridt af følelser, så er der tyst.

I stedet er det som om jeg med en ubevidst kontrol af mit sind kun lader det faktum, at børne- og ungepsykiateren, hende der har udredt, medicineret og tilset K det sidste lille års tid, havde henvist K til ungepsykiatrisk hospital med det for øje, at K skulle indlægges, blinke for mit indre pandeben. Døgnafsnit. Fordi hun, psykiateren, ikke kan give K tilstrækkelig behandling i sin praksis, der kun er åben mellem otte og fire.

Psykiateren er især bekymret for K’s udtalte vægttab, der med eksplosive syvmileskridt rev kød og fedt af hendes knoglerne, så disse nu træder frem og som havde spolet den kropslige pubertet retur. Hun frygter ganske enkelt, at K vil tage skade af tilstanden.

Samtidig ved K’s psykiater godt, at der ikke er tale om en anorektisk lidelse, det havde K omhyggeligt forklaret ved den konsultation, hvor psykiateren og hendes sygeplejerske, K og jeg i fællesskab besluttede, at en indlæggelse ville være, ikke kun nødvendig, men også givende for K, endda selvom hun frygtede det.

Men de mindst elleve kilo der var spurtet af K på under fire måneder, alt i mens hun stadig voksede i højden, var en velkendt bivirkning af Elvanse, hendes ADD-medicin. Et regulært Catch 22, for Elvansen hjælper K til at blive sat i gang. Et nødvendigt tilskud af signalstof i hendes hjerne.

’Jeg ved godt, at når man ser en pige på min alder være så tynd som jeg er nu, at man så tænker ’hun har en spiseforstyrrelse’’. Nogenlunde disse ord brugte K også overfor psykologerne i onsdags da jeg havde bragt hendes bekymrende vægt på bordet, som forklaring på, hvorfor K’s psykiater gerne ser hende indlagt.

Jeg stirrer på psykologen, hænger ved hendes ansigt, ser i nederste del af mit synsfelt, hvordan hun fingererer ved de papirer hun har liggende foran sig på bordet.

’Vent lidt, hvad mener du… Skal jeg igennem alle de der test og spørgsmål en gang til?’ K skærer gennem den iltfattige luft. ’Ja, jeg ved det godt’ siger psykologen med antydningen af en let latter. Ikke nedladende, nok snarere for at indgyde lethed i sig selv og i os

’Det, vi har talt om er, at for at vi kan give dig den helt rigtige behandling, er vi nødt til at kende dig meget bedre; vi vil derfor gerne lave en ny udredning.’

Igen ser hun på K, så på Niels, på mig og igen på K.

’Vent lidt, hvad mener du… Skal jeg igennem alle de der test og spørgsmål en gang til?’ K skærer gennem den iltfattige luft.

’Ja, jeg ved det godt’ siger psykologen med antydningen af en let latter. Ikke nedladende, nok snarere for at indgyde lethed i sig selv og i os.

’OK’ lyder det fra Niels. Vi har ikke set på hinanden siden han kom ind og satte sig. Det er sådan set heller ikke nødvendigt, vi kender hinanden gennem fireogtyve år bedre end nogen andre. K sidder i mellem os, hun er i vort centrum for alt, lige der, som hun er det meste af vor tid. Jeg er glad for han er med.

’Og jeg vil faktisk også sige, at det jeg beder dig om nu, er noget jeg godt ved er meget krævende for dig, men vi kan ikke fortælle dig, hvad vi tror dine udfordringer bunder i, før…’

’Vent, vent, vent!’ afbryder K med hendes vanlige mangel på respekt for autoriteter. Hun har aldrig ladet sig stoppe af voksnes udmeldinger i de tilfælde hvor hun selv, vil noget andet. Allerede i børnehaveklassen forlod hun sin klasse, midt på gaden i indre København og trodsede de to pædagoger der forsøgte at få hende til at følges med dem. ’Mener du diagnose? At du ikke kan sige hvad min diagnose er?’

’Ja, det er det, jeg mener. Vi tror, at de diagnoser, du har fået, ikke helt passer på dig. Blandt andet fordi du ikke har fået det bedre af hverken samtaleterapi eller kognitiv træning. Vi tror, der er noget andet i vejen, noget, der ligger dybere. Det kan godt være, at vi finder frem til det samme. Det kan også godt være ADD-diagnosen består i kombination med en anden diagnose.’

Dengang var vi kommet til psykiateren for at få angstbehandling, eftersom ingen terapi havde effekt – og naivt troede vi samtidig, at det så var det. Med en effektiv behandling mod angsten, ville K kunne returnere til sit normale liv igen

På en eller anden måde er der ikke noget at sige. Den indre tavshed forbliver tavs, det gør den ydre også. Nye diagnoser, bi-diagnoser, ny udredning, nye test, nye samtaler.

Den ny udredning kan først påbegyndes midt i juli, vi skal vente endnu en måned. Den vil vare cirka halvanden måned. Til september ved vi, hvad konklusionen bliver. Indtil da fortsætter K sin medicinske behandling, er beskeden.

’Men I kan til enhver tid ringe til mig, hvis der er noget, I behøver at spørge om, eller hvis I har brug for at snakke,’ afslutter den venlige psykolog.

Det eneste, jeg kan tænke på, er det ironiske i, at det så vil være præcist ét år siden, K fik de første diagnoser stillet hos sin børne- og ungepsykiater, når hun får svar på deres udredning.

Dengang var vi kommet til psykiateren for at få angstbehandling, eftersom ingen terapi havde effekt – og naivt troede vi samtidig, at det så var det. Med en effektiv behandling mod angsten, ville K kunne returnere til sit normale liv igen. I stedet vendte vort liv 180 grader, vores forståelse af K vendte også og blev langt mere i overensstemmelse med K’s sande behov.

Nu synes historien at gentage sig. Vi troede naivt, at vi kom ind for at få en behandling, der ville hjælpe K til at leve sit liv med ADD som sin understrøm.  I stedet står vi nu overfor en helt ny og endnu dyberegående udredning, der muligvis vil afdække, at K kan føje en anden diagnose til sit livs CV. En langt mere alvorlig en.

’Jeg gider ikke tænke på det. Lad os vente med at snakke om det, til vi er færdige med udredningen

Nogle dage efter spørger jeg hende forsigtig, hvad hun tænker om det.

’Jeg tror ikke på det’. K vrænger på næsen, som havde jeg sat en skål med et svært stinkende indhold foran hende.

’Jeg gider ikke tænke på det. Lad os vente med at snakke om det, til vi er færdige med udredningen.’

Topillustration: MaxPixel.com

Titlen er fra C.V. Jørgensens ’Indian summer’ fra albummet af samme navn, 1988.

Hvis du kunne lide, hvad du har læst og får lyst til at donere et lille beløb for oplevelsen til skribenten, kan du gøre det på Odile Poulsens Mobile Pay: 3064 3538

Læs de 19 forudgående essays i Odile Poulsens fortælling om datteren K – og om at leve for hende og sammen med hende her: Afsnit 1: Hvad gør vi nu, lille du, afsnit 2: Mens vi venter i Systemet, her, afsnit 3: Here Comes the Sun, afsnit 4: Smil, det smitter – jeg skal bare lige have en tudetur først, afsnit 5: Undskyld, kan du vise mig vejen til mulighedernes land?, afsnit 6, Den der tier, lyver her, afsnit 7: Rigtige venner står for fald og kan købes, her og afsnit 8.1 Vi prøver med en ny begyndelse – en gang til, her, 8. afsnit, del 2, “Vi prøver med en ny begyndelse – en gang til #2” her,afsnit 9  Pushermama findes her, 10. del, Historien om K –Det siger sig selv kan læses her, 11. afsnit, “Solen går til psykolog“, kan læses her, 12. afsnit, “Lattergas” her, 13. afsnit “Jeg gik op i en spids for at se mig lidt omkring,” her ,14. afsnit, “We do what we can”, her, 15. afsnit, Catch 22, her,  16. afsnit, “It’s your last chance”, her17. afsnit, “Intet nyt er godt nyt for de fleste, men svært at tro på for de få”, her,18. afsnit, Bror og søster – L & K, her og 19. afsnit, ’Vi er liv og lys, vi er skygger og magi’, her.

Kategorier