Vi burde alle have en diagnose

af

I stedet for at være bekymrede over, at flere og flere får en diagnose, burde vi brede diagnoserne endnu mere ud i hverdagen. Ved at være åbne om, at vi alle har (mindst) en snert af en diagnose, kan vi fjerne stigmatiseringen af dem, der er hårdest ramte, og i det hele taget skabe et mere åbent, tolerant og inkluderende samfund. Det skriver POV’s faste gæsteblogger Eva Zelander, der er uddannet som narrativ psykoterapeut og bl.a. arbejder med at hjælpe mennesker med ADHD til at reducere stress-belastningen i deres liv. Hun mener, man skal have lov til at være sær på hver sin måde.

Diagnoseordene er rykket ind i hverdagen i medierne, på arbejdet og blandt venner. Oftere og oftere hører jeg kollegaer, venner, familie og naboer ty til diagnoseord for at beskrive en tilbøjelighed eller et træk hos en, de kender, eller hos sig selv.

Antallet af personer, der får stillet en diagnose af en psykiater, er i stigning, og det samme er de stemmer, der udtrykker bekymring over denne udvikling: Ideen om hvad der er normalt snævres ind og diagnoser medfører en skadelig stigmatisering.

Jeg er modsat stor tilhænger af diagnoser. Jo mere, de bliver bredt ud i hverdagen, og jo flere, der genkender sig selv i dem, jo bedre, fordi det bidrager til at nuancere og udfolde vores mangfoldighed.

Det er ideen om, hvad der er normalt, der i mine øjne er det mest begrænsende for vores mulighed for at være sære på hver vores fantastiske måde. Diagnoser er meget brugbare til at give større rummelighed og mere plads til at have det lidt eller meget vanskeligt med både det ene og det andet.

Vi skal udvide begrebet om normalitet

Min mærkesag er at skabe større rummelighed overfor særheder. Det, jeg bekæmper, er tanken om, at man selv eller andre er forkerte – som i ”dømt ude”, som i ”burde ekskluderes”, som i ”uønsket” i dette fællesskab.

Indtil mine to børn fik diagnosen ADHD i teenagealderen, blev mange af deres særheder anbragt i kassen med overskriften ”dovenskab”. Lige fra vanskeligheder ved at rydde op eller stå op om morgenen til at kunne strukturere skolearbejdet

Flere er begyndt at bruge diagnose-begreber om sig selv, for med få ord at forklare, at f.eks. det med at sidde i et storrumskontor, måske endda med skiftende arbejdsstationer, har de det meget svært med:  ”Ja, du ved, det kan godt være, jeg har nogle autistiske træk, men det er jo ikke noget jeg bare kan lave om på.”

Det sker, når normen om, hvad det er normalt at kunne på en arbejdsplads, snævrer sig så meget ind, at det hjælper at trække et diagnosekort for at få accept af, at man har det anderledes. For efterhånden er diagnoser blevet så brugt og omtalt, at de fleste har et billede af, hvad der cirka ligger af udfordringer i de forskellige diagnoser.

På den måde får man flyttet ideen om, at alle skal kunne alt, f.eks. at det kun er nogle, der har det som fisk i vandet i storrumskontorer mens andre ikke kan arbejde på den måde. Der bliver færre ”mad or bad”-konklusioner som f.eks. ”det er bare primadonnanykker” eller ”det er bare dovenskab”. Diagnoser tilbyder rammer til at forstå og begribe, hvad der er på spil, når nogen har svært ved noget, de fleste tilsyneladende godt kan, fordi de tilbyder nogle bagvedliggende forklaringer. Nå det er derfor, du opfører dig sådan…

MERE POV
Territoriet // - en novelle

Det hjalp mine børn – og mig selv – at de fik en diagnose

Indtil mine to børn fik diagnosen ADHD i teenagealderen, blev mange af deres særheder anbragt i kassen med overskriften ”dovenskab”. Lige fra vanskeligheder ved at rydde op eller stå op om morgenen til at kunne strukturere skolearbejdet mv. Denne idé om, hvad der var årsag til deres adfærd, smittede så af på den respons, der blev kaldt frem i mig, og som meget ofte var en ”ta’ dig nu sammen”-respons.

Min pointe er, at jo mere vi har øje for og ved om de mange mekanismer, der kan være i spil, jo lettere har vi ved også at få øje på mennesket bag handlingen eller diagnosen.

Efter diagnostiseringen opstod der en nysgerrighed hos mig, og jeg fik ny viden og ny forståelse for, hvilke udfordringer de faktisk var oppe imod. Dermed blev der skabt en ny rummelighed hos mig og frem for alt en respons, der var langt mere hjælpsom for mine børn, end ”ta’ dig nu sammen”. De kom til at føle sig mindre forkerte og mere imødekommet. Der blev mere plads til at de kunne udfolde deres mange kvikke og kreative sider.

Jeg vil vove den påstand, at uden den indsigt, der fulgte med deres diagnose, og den kvalificerede støtte, det medførte fra deres omgivelser, ville de have haft mere end vanskeligt ved at komme så langt i livet, som de er nu, hvor den ene arbejder som en værdsat sygeplejerske, mens den anden er godt i gang med sin kandidat på universitetet. De fik adgang til mere positive og mere sammensatte historier om sig selv ved at få en diagnose. Med andre ord virkede diagnosen her nedbrydende på stigmatiseringen.

Fuldstændig på lige fod med de begrænsende og konkluderende tanker, vi måtte gøre os om folk, der er eller har været afhængige af alkohol eller hash, folk der døjer med spiseforstyrrelser, udfører selvskadende handlinger, har mobbet eller blevet udsat for mobning etc.

Min pointe er, at jo mere vi har øje for og ved om de mange mekanismer, der kan være i spil, jo lettere har vi ved også at få øje på mennesket bag handlingen eller diagnosen.

Når foreteelser går fra at være ukendte og dermed skræmmende til at være begribelige og noget, vi kan genkende en smule af i os selv, jo mere åbne kan vi være for tanken om, at alle andre lige som jeg selv nok har et par særheder at slås med.

Jeg vil gerne invitere forskelligheden til bords. Fordi det bliver sjovere, mere mangfoldigt, mere OK at være menneske, mere OK at være speciel eller sær. Der bliver flere spændende fortællinger at lytte til og fortælle.

Kan man bare undskylde alt med en diagnose?

Hvad så, hvis alle skal have ret til at gradbøje diagnoser og påberåbe sig at have træk fra både det ene og det andet? Udvander det ikke begreberne i en grad så dem, der virkelig har det svært, bliver slået i hartkorn med alle andre, der bare har det lidt svært?

MERE POV
Vælg din chef med omtanke

Jo, netop. De vil blive slået i hartkorn med os andre. Vi vil alle komme til at tilhøre den samme flok og samtidig alle være forskellige på hver vores måde. Vi bliver nødt til at forholde os til hvert menneske med eller uden en psykiatrisk diagnose som et helt unikt menneske for at høre, hvordan den pågældendes version af f. eks autisme udfolder sig.

Kan man så bare fralægge sig ansvar for egne handlinger ved at sige ”Jeg kan ikke gøre for det, det er min borderline, der var på spil”? Nej: Ingen diagnose giver frikort til at fralægge sig ansvar for egne handlinger. Det er nærmest omvendt, for når man genkender en udfordring hos sig selv, får man samtidig en måske livslang opgave med at lære at håndtere udfordringerne og tage højde for dem i hverdagen.

Udviklingen i retning af, at flere og flere får stillet diagnoser af psykiatere og at vi alle i stigende grad bruger disse begreber i hverdagen som forståelsesrammer for os selv og hinanden, er allerede i fuld gang.  Så kære læser: Hvis du har erfaret, eller ved med dig selv, eller har læst dig frem til, at du nok har en snert af noget ADHD eller autistisk eller et andet syndrom – så læn dig bare op af diagnoserne, hvis det er det, der skal til, for at få skabt rum til at være det specielle og sammensatte menneske, du er.

Denne blogpost har for tre år siden været offentliggjort som debatindlæg i Politiken. Den bringes her i en opdateret version.

Illustration: Michaël Dorbec (Mobile Pay 3131 8234) – Orig. foto: Tucania/Wikipedia

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Eva Zelander

Eva Zelander er uddannet narrativ psykoterapeut fra DISPUK, mindfulness-instruktør og certificeret stress coach. Hun har arbejdet 5 år som intern stresskonsulent i Gentofte Kommune, men har i dag sit eget firma, hvor hun holder foredrag, har mindfulness-kurser i naturen og individuelle samtaler. Desuden er hun instruktør i mindfulness og stresshåndtering hos Tidtilro Rejser. Endelig har hun individuelle samtaler med mennesker med ADHD, der kæmper for at håndtere deres stress.
Se mere på www.adhdudenstress.dk 
Skriv gerne til mig om dine oplevelser, eller deltag i en af de naturmeditationer, jeg holder en gang om måneden, året rundt. Se mere på www.qvercus.dk.
Jeg kan kontaktes på eva@qvercus.dk eller mobil 40 91 37 15

Tags:

Seneste indlæg fra

Gå til Top