Verden bygger grænsemure som aldrig før

af

ANALYSE – Globaliseringens grænseløse verden er en drøm på hastigt tilbagetog. Virkelighedens verden er i stigende grad præget af grænsekontrol, hegn og mure, skriver Louise Bisgaard Basse og Josefine Aude Raas. De har set på fænomenet “tribalisering”, altså, at mange samfund i dag viser tegn på at lukke sig om eget folk. Det kan i dagens verden være opskriften på konflikt. Så hvorfor hegner verdens lande sig inde? Er vi på vej ind i den gamle stamme?

Det er juni 2016, og det er endelig blevet sommer i den lille norske havneby Kirkenes. Med sine 3316 indbyggere kunne Kirkenes være en hvilken som helst mindre norsk by. Her er en lokal folkeskole, et par dagligvarebutikker og et stort idrætscenter, hvor de lokale mødes til håndbold og fodboldtræning.

Alligevel er der noget helt særligt over Kirkenes. Byen er placeret i det allernordligste Norge tæt på Arktis, hvor vinteren varer lidt længere end i resten af landet.

Det er lige her, at Norges 196 kilometer lange grænse til Rusland går gennem det arktiske landskab. En grænse som i mange år har været markeret med grænsepæle i jorden og et par enkelte grænsestationer, som ikke altid er bemandet.

Men nu står der en håndfuld mandlige konstruktionsarbejdere ved grænsen, som er klædt i neongule veste og store hvide sikkerhedshjelme. Mændene kommer fra det lokale entreprenørfirma AS Oscar Sundquist, som i løbet af den korte sommer skal bygge et 200 meter langt hegn, der er mere end 3,5 meter højt, og som skal gå langs noget af grænsen til Rusland. Hegnet er bestilt af den norske regering. Det viser sig at være sværere at konstruere end bare sådan.

Lukkede grænser i en globaliseret verden

Berlinmuren blev revet ned i 1989 og blev et symbol på frihed og forening. Mure skulle rives ned, og dog ser verdensbilledet anderledes ud i dag med flere grænsemure og truslen om at bygge dem.

Der er i dag 65 grænsemure, hvor 3/4 af dem er bygget inden for de seneste 20 år som en modsætning til Berlinmurens fald, ifølge professor i geografi ved Hawaii Universitet i Manoa Reece Jones.

65 mure opdeler altså på nuværende tidspunkt verdens nationer, og de ser ikke ud til at være på tilbagegang, hvis man eksempelvis ser på den amerikanske præsident, Donald Trump, og hans ønske om at bygge en mur mod Mexico, eller Norges nyopsatte grænsehegn.

Fra Reece Jones’ hjemmeside.

Så hvorfor hegner verdens lande sig inde i en ellers så åben og globaliseret verden?

De kendte bud er terror og de mange og store flygtningestrømme. Som ekstra beskyttelse mod disse føler lande sig nødsaget til at bygge en fysisk mur ved deres grænser. En overset tredje forklaring kunne være tribalisering, som den belgiske globalpolitiske analytiker og grundlægger af tænketanken The Tahrir Institute for Middle East Policy Koert Debeuf har forsket i.

Graf over stigningen i antallet af grænsehegn og mure i verden siden slutningen af Anden Verdenskrig. Tal fra Élisabeth Vallet og Reece Jones.

Han fortæller, at tribalisering handler om stammer, og at nationer rundt omkring vælger at søge tilbage mod et stammesamfund.

Hermed ikke sagt, at lande bliver primitive, men at nationens identitet kommer i fokus og værnes om. I stedet for at åbne sit samfund op for omverdenen, så vælger mennesker og samfund at lukke ned, hvilket ses med det forøgede antal grænsemure. En såkaldt tribalisering og et farvel til globalisering.

Fra 15 grænsehegn til 65

Vejret er med konstruktionsarbejderne i de neongule veste, da arbejdet med grænsehegnet mod den store nabo Rusland går i gang. De er på arbejde 2-6 mand af gangen, og indtil videre har den stået på blå himmel med nogle få skyer.

Norge og konstruktionsarbejderne følger en trend i den globaliserede verden. Grænsemure eller hegn bygges for at markere og beskytte et lands grænser. Der har ellers været generel enighed blandt forskere om, at vi lever i den globaliserede og grænseløse tidsalder. Det er den umiddelbare definition på vores epoke.

Identitetskrise, stammesamfund og de-globalisering. Det er fænomener, som allerede nu får konsekvenser på den internationale scene. Det gør den globale handel mere besværlig og begrænser samarbejde på tværs af lande. Et tydeligt eksempel er Storbritannien, som valgte at forlade det internationale fællesskab EU

Der er en masse frihandel, og grænserne er åbne. Slutningen på Den Kolde Krig blev begyndelsen på noget nyt og en frisk start, hvor globaliseringen skulle føre an, og mure skulle puttes i gemmebøgerne. Det var drømmen om samarbejde på tværs af lande og en åbning af verdenen, som blev drivkraften. Men realiteten så og ser stadigvæk en del anderledes ud.

Hvis vi trækker tidsperspektivet tilbage til slutningen af Anden Verdenskrig, var der mindre end fem grænsemure til at omkranse verdens nationer. Forsker og forfatter ved Quebec Universitet i Montreal Élisabeth Vallet er en af de førende inden for feltet, når der skal granskes i de mange nyligt opførte grænsemure.

Ifølge hende var der ved Berlinmurens fald 15 grænsemure rundt omkring i verden. Det tal har ændret sig en del siden, hvor vi nu er oppe på 65 og stadigt stigende. Grænsehegn og mure er altså et forholdsvis nyt fænomen, som verdens nationer er begyndt at anvende, i hvert fald sammenlignet med hvad de fleste måske har troet.

Man kan tale om en ny trend, en byggetrend, som åbenbart følger med den globaliserede verden. Så hvem er med på denne trend?

Byggeindustrien boomer

Der er nogle stykker. De fleste grænser rundt omkring i verden ligger efterhånden fast, og der er en klar skillelinje. Så på den måde er det blevet en del lettere at placere sin grænsemur. I 2015 begyndte lande som Østrig, Bulgarien, Estland, Ungarn, Kenya, Saudi-Arabien og Tunesien at bygge grænsehegn, eller annoncerede at de ville.

Det er en pærevælling af lande. Allerede året efter udvidede Bulgarien, Ungarn og Østrig yderligere deres grænsehegn, og Norge byggede et grænsehegn mod Rusland. Pakistan har senest annonceret, at de begynder at bygge et hegn mod Afghanistan. Derudover begyndte Indien tilbage i 2003 at bygge et hegn mod Pakistan, så Pakistan er efterhånden en omhegnet nation.

Dette byggeboom af grænsemure går ikke just hånd i hånd med globaliseringens drømme om en grænseløs tidsalder og åbne samfund

Professor i geografi Reece Jones forklarer, at der er en voksende grænseindustri, som vi ser med de forskellige lande, der vælger at markere sine grænser med hegn eller mure. Det er en industri, som boomer og med en potentiel stor gevinst for byggefirmaer, der har specialiseret sig i grænsekontrol.

Men dette byggeboom af grænsemure går ikke just hånd i hånd med globaliseringens drømme om en grænseløs tidsalder og åbne samfund. Det er mere en grænsekontrolleret tidsalder, verden befinder sig i. Ordet de-globalisering, altså at globalisering er på tilbagetog, kan dukke op i ens bevidsthed, når man ser nyhederne.

Her hører man ofte den amerikanske præsident Donald Trump snakke om, at der skal værnes om den amerikanske nationalitet, hvilket fysisk kan manifesteres med en grænsemur mod Mexico. Eller Norge og sit grænsehegn mod Rusland og det frembrusende norske parti Fremskrittspartiet, som vil skabe mere tryghed i det norske samfund og sikre velfærdsstaten ved hjælp af blandt andet grænsehegnet. Professor Reece Jones kan nikke genkendende til tendensen:

”Kort sagt så ja, anti-globale styrker er på vej frem, og de vil til en vis grad medføre en tilbagevenden til nationale systemer i stedet for globale.”

MERE POV
Kan man nedlægge sine forældres gravsted?

Verdens identitetskrise

Det er nu slut september i 2016, og den lille havneby Kirkenes i det allernordligste Norge fortsætter byggeriet af grænsehegnet mod Rusland. Den korte sommer i den arktiske del af Norge er ved at være slut, og nu er Kirkenes efterhånden på vej ind i ‘høstvær’. Vejret holder stadig tørt, men der er opstået et stort problem, som bare ikke måtte ske.

De lokale konstruktionsarbejdere er kommet til at bygge dele af grænsehegnet 1-5 centimeter for tæt på Rusland på grund af ukorrekte tekniske målinger. Ifølge den norsk-russiske grænseaftale fra Sovjetunionens tid skal både Norge og Rusland holde deres grænsehegn minimum fire meter væk fra den international grænse. Men ved et uheld har de norske konstruktionsarbejdere nu brudt med den gamle aftale, som ellers skulle sikre de to landes grænse-suverænitet.

Den 196 kilometer lange grænse mellem Norge og Rusland. Foto: Google Maps

Sammen med mediefolk og nysgerrige lokale er det norske politi mødt op ved det nyopførte grænsehegn. Hverken politiet eller de gult klædte konstruktionsarbejdere ser særligt optimistiske ud, og de vurderer hurtigt sammen, at der ikke er andet at gøre end at grave dele af det 200 meter lange grænsehegn op, som er for tæt på Rusland. Hegnet har allerede kostet flere millioner norske kroner og har taget flere måneder at sætte op.

Nu må konstruktionsarbejderne ikke begå mange fejl, før de ikke når den vigtige deadline, inden vinteren fryser Kirkenes til is. Men hvad er det egentligt, der får Norge og andre lande i verden til at opføre de dyre og besværlige grænsehegn? For at finde svaret på det er vi nødt til at gå bag om de åbenlyse forklaringer og se på de dybere årsager til tendensen.

En årsag til stigningen i antallet af grænsemure og hegn er, at verden er blevet tribaliseret.

Som nævnt tidligere betyder det, at lande rundt omkring i verden søger tilbage mod et stammesamfund, hvor de beskytter stammen ved at lukke sig inde mod resten af verdenen.  I stedet for at fortsætte med globaliseringen bevæger verdens lande sig altså mod tribalisering og isolation. Det er en problemstilling, som den globalpolitiske analytiker Koert Debeuf har beskæftiget sig med i løbet af de sidste par år. Ifølge ham er der startet en global tribaliseringsproces, fordi verdens lande oplever nationale identitetskriser, som fører til fortvivlelse og lavere selvtillid.

De nationale identitetskriser er blandt andet opstået ved mange års globalisering, hvor lande har stræbt efter en grænsefri verden. Verden over arbejder lande tættere og tættere sammen på både økonomiske, kulturelle og politiske problemstillinger, og det har gjort os afhængige af hinanden. Nationalstaterne har mistet meget af deres suverænitet, og befolkningerne hører ikke kun til én nation, men i stedet til en meget større tilhørsgruppe med en uklar og tvetydig identitet. På den måde er danskere ikke kun danskere, men også europæere, og det kan skabe forvirring for identitetsopfattelsen.

Verden er traumatiseret

Men det er ikke alene det, der har fremkaldt den nationale identitetskrise, som de globaliserede lande oplever. Ifølge Koert Debeuf er identitetskrisen også forstærket af traumatiske begivenheder, som har gjort, at mange lande har mistet deres selvsikkerhed og status.

De traumatiske begivenheder består blandt andet af den store finanskrise i 2008-2009, de mange terrorangreb og ikke mindst den massive flygtningestrøm til Europa. Begivenheder som disse har fået landes befolkninger til at stille spørgsmålstegn ved det system, de ellers har haft tiltro til i mange år.

“Når samfund og lande mister retningen og oplever en identitetskrise, har de en tendens til at se tilbage i tiden. De graver sig ned i en sandkasse med gamle idéer og værdier, som virkede dengang,” forklarer Koert Debeuf.

På grund af de traumatiske begivenheder og den voksende identitetskrise søger befolkninger altså nu væk fra usikkerheden og tilbage til en tryg gruppe, som kan betragtes som deres stamme. Derfor gennemgår verden lige nu en tribaliseringsproces, som har været i gang i mere end 10 år.

Vi vender tilbage til stammen

Efter at have placeret grænsehegnet for tæt på Rusland er konstruktionsarbejderne ved den norske grænse forsinkede, og vinteren nærmer sig hastigt i den nordligste del af Norge. I Kirkenes giver forsinkelsen anledning til at diskutere, hvorfor der overhovedet bliver bygget et grænsehegn nu, når landet i så mange år har nøjes med små grænsepæle.

Svaret kan findes i sammensætningen af den norske regering, som siden 2013 har bestået af det konservative parti Høyre og det nationalistiske Fremskrittsparti. Sammen har de to regeringspartier kæmpet for mere grænsekontrol og en stærkere norsk velfærdsstat, og i 2016 tog de altså beslutning om, at Norges grænse mod naboen i øst skulle styrkes med et grænsehegn.

Et grænsehegn og en stærk kontrol ved grænsen er essentielt for at skabe et trygt og sikkert Norge, mener Fremskrittspartiet i Norge, der i mange år har kæmpet for en mere synlig grænse ved den norsk-russiske grænse

En af dem, der var med til at beslutte, at grænsehegnet skulle bygges, er det norske parlamentsmedlem Helge Andre Njåstad, som repræsenterer Fremskrittspartiet i Stortinget.

Han fortæller, at et grænsehegn og en stærk kontrol ved grænsen er essentielt for at skabe et trygt og sikkert Norge. Selvom Fremskrittspartiet i mange år har kæmpet for en mere synlig grænse ved den norsk-russiske grænse, lykkedes det først partiet at få opbakning til et decideret grænsehegn i 2016.

Grænseovergangen til Rusland hvor det 200 meter lange grænsehegn starter. Foto: Yngve Grønvik

Grænseovergangen til Rusland hvor det 200 meter lange grænsehegn starter. Foto: Yngve Grønvik

Men med den store flygtningestrøm i 2015, som kom fra Syrien op gennem Rusland og ind over Norges grænser, blev Norges lyst til at beskytte ’stammen’ forstærket, hvilket førte til konstruktionen af grænsehegnet. Politikeren Helge Andre Njåstad beskriver den massive flygtningestrøm fra Syrien som en begivenhed, der var uforenelig med at opretholde en sikker og tryg velfærdsstat med en høj grad af tillid. Derfor valgte de at beskytte sig mod udefrakommende og værne om Norges værdier.

Mure og grænsesikkerhed bygges for at holde ”de andre” ude.” Der bliver skabt et stærkt fjendebillede, som forstærkes af den indelukkethed, tribalisering medfører. Kontrasten mellem “os” og “de andre” bliver større og større

Når lande tribaliseres, fokuserer de nemlig på deres egen stamme og identitet, hvilket medfører fremmedhad, fortæller analytikeren Koert Debeuf. Ønsket om at beskytte og markere sine grænser bunder i en opdeling af ”os” over for ”dem”. Nationer vender sig mod omverdenen og ”de andre” som en reaktion på den nationale krise, de er havnet i, hvor nationerne føler, at deres lands identitet ikke står lige så stærkt som tidligere.

”Mure og grænsesikkerhed bygges for at holde ”de andre” ude,” forklarer Koert Debeuf.

Der bliver skabt et stærkt fjendebillede, som forstærkes af den indelukkethed, tribalisering medfører. Kontrasten mellem “os” og “de andre” bliver større og større.

Den nye æra af tribalisering

Identitetskrise, stammesamfund og de-globalisering. Det er fænomener, som allerede nu får konsekvenser på den internationale scene. Det gør den globale handel mere besværlig og begrænser samarbejde på tværs af lande. Et tydeligt eksempel er Storbritannien, som valgte at forlade det internationale fællesskab EU.

MERE POV
Anonyme Anonyme Kilder

Samme tendens ses i USA med Donald Trumps stærke retorik mod immigranter og flygtninge og hans ønske om at gøre USA ”great again”. Storbritannien og USA søger tilbage mod en storhedstid og forsøger at genfinde den ved at værne om deres værdier. Dette kan i visse tilfælde, ifølge Koert Debeuf, fører til fanatisme og ekstremisme.

Koert Debeuf ser ingen positive effekter ved den forøgede tribalisering og den nedadgående globalisering. Hvis vi vender blikket tilbage til slutningen af 1920’erne og begyndelsen af 1930’erne, stod verden over for nogle af de samme ting, som vi står overfor i dag. Den tidsperiode er et tidligere eksempel på tribalisering.

Efter de traumatiske oplevelser under 1. verdenskrig og Wall Street-krakket i 1929 var Europa landet i en dyb krise. Forskellige bevægelser opstod som eksempelvis fascisme, autoritær nationalisme og kommunisme. Det var de veje, som nogle lande tog for at beskytte sig selv og værne om sin stamme og identitet. Det skabte stærke fjendebilleder og førte til den mest destruktive tribalisering nogensinde, nemlig Anden Verdenskrig.

Smitte-effekten

Nu befinder verden sig igen i en periode, hvor tribalisering vinder frem på tværs af jordkloden. Tribalisering er nemlig i høj grad et globalt fænomen, som påvirker hele verden. Sådan lyder det fra analytikeren Koert Debeuf:

”Tribalisering smitter. Når et naboland lukker ned, påvirker det dit eget land,” fortæller han.

Det er især noget, Europa har oplevet i løbet af de senere år, hvor flere lande indførte midlertidige grænsekontrol, som skabte en dominoeffekt. Først var det Tyskland. Så fulgte Sverige, Danmark, Norge, Østrig, Ungarn, Slovenien, Frankrig, Malta og Finland.

Jeg mener, at grænsehegnenes vigtigste symbolske værdi er deres klare markering af et territorium. De viser os, at territorier og lande er vigtige, og at grænser betyder noget

Tribaliseringen spreder sig med hastig fart over hele verden og øger antallet af grænsekontrol, mure og hegn. Men de mange grænsehegn har ikke altid kun én funktion, fortæller Jaume Castan Pinos, som er grænseforsker på Syddansk Universitet. Selvom grænsehegn bliver brugt som et fysisk værn mod udefrakommende, har de også en stærk symbolværdi.

“Jeg mener, at grænsehegnenes vigtigste symbolske værdi er deres klare markering af et territorium.  De viser os, at territorier og lande er vigtige, og at grænser betyder noget,” forklarer Jaume Castan Pinos.

I den norske grænseby Kirkenes diskuterer de lokale også grænsehegnets egentlige funktion.

Både politikere og borgere blander sig i debatten på Facebook og i læserbreve, hvor den lokale hjemmesygeplejerske Merete Nordhus også deltager i diskussionen. Hun er en af dem, der kalder hegnet for ren symbolik, og som ikke ser funktionaliteten i grænsehegnet.

Et par dage efter konstruktionen af grænsehegnet var gået i gang, kørte Merete Nordhus hen til grænseovergangen, hvor hun undrede sig over placeringen af hegnet, som, hun synes, virkede malplaceret.

“Jeg forstår ikke, hvorfor man sætter et 200 meter langt hegn op, når hele vores grænse til Rusland er på 196 kilometer. Man kan jo bare gå rundt om hegnet,” fortæller Merete Nordhus.

Det lokale entreprenørfirma AS Oscar Sundquist arbejder på Norges grænsehegn. Foto: Yngve Grønvik

Tribalisering er kommet for at blive

Hvilken funktion grænsehegnene og murene rent faktisk yder, kan fortsat diskuteres. Det, vi kan se, er, at grænsehegnene fortsat bliver bygget rundt omkring i verden og afspærrer lande fra hinanden. Globaliseringen er blevet placeret i baggrunden, og tribalisering får mere og mere fodfæste.

Grænsemurene og hegnene kan ses som et tydeligt eksempel på den tribalisering, som finder sted i verdens nationer. Analytiker Koert Debeuf mener, at tribaliseringen har stået på i omkring 10 år nu, og at det ikke er på tilbagetog lige foreløbigt.

Verden er i en opbrudstid, hvor stærke nationale kræfter vinder indpas rundt omkring, og tribalisering har det med at føre konflikter med sig

Det er altså kommet for at blive, men hvad resultatet reelt bliver, kan selv analytikeren ikke svare på med sikkerhed. Han ser ligheder med krisen i 1930’erne, hvor han også mener, at verden blev mere og mere tribaliseret. Dog er det langt fra givet, at den nye æra af tribalisering vil føre en tredje verdenskrig med sig. Men verden er i en opbrudstid, hvor stærke nationale kræfter vinder indpas rundt omkring, og tribalisering har det med at føre konflikter med sig.

Der er blevet moderne at markere sine grænser på den ene eller den anden måde, og det er specielt i Europa, at trenden har fået liv, fortæller grænseforsker Jaume Castan Pinos.

I Norge har de lokale konstruktionsarbejdere ved grænsen til Rusland endelig sat den sidste hånd på det 200 meter lange hegn. Det er den 22. oktober 2016, og processen har taget længere tid end forventet. Nu er Norges justitsminister Anders Anundsen fra Fremskrittspartiet kommet til Kirkenes for at inspicere det endelige resultat:

”Jeg er ikke gået rundt med målebånd, men jeg har tillid til, at der er andre, som har gjort det. Det ser bare godt ud!” fortæller han til en lokal journalist fra avisen Nordlys, mens han trækker på smilebåndet.

Virkelighedens verden er fyldt med grænsekontrol, hegn og mure

Globaliseringens grænseløse verden er en drøm snarere end en realitet. Virkelighedens verden er fyldt med grænsekontrol, hegn og mure. Mens globaliseringen er på tilbagetog, strømmer tribaliseringen med sine mange konflikter ind over Europa og resten af verdenen og er en nutidig forklaring på byggetrenden af grænsehegn.

Note: Scener er rekonstrueret på baggrund af korrespondancer med lokale byggefirmaer, den lokale avis og privatpersoner i Kirkenes, Sør-Varanger Kommune.

Topillustration: Grænsehegnet mellem Norge og Rusland. Foto: Yngve Grønvik

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Louise Bisgaard Basse og Josefine Aude Raas


Louise Basse

Louise er født og opvokset på naturskønne Djursland, men er nu bosat i pulserende London, hvor hun er i praktik som en del af sin kandidatuddannelse i journalistik på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Aarhus. Hun har taget en bacheloruddannelse i Amerikanske Studier med tilvalg i journalistik med studieophold i den amerikanske solskinsstat Californien. Næste semester planlægger Louise at skrive speciale om den danske dækning af amerikanske præsidentvalg. Louise er på Facebook her.
 
Josefine Aude Raas
Josefine er født i Aarhus i 1990. Hun er vokset op rundt omkring i Danmark, men er endt tilbage i Aarhus, hvor hun har taget en bachelor i Spansk og spanskamerikansk sprog, litteratur og kultur og været på udveksling et halvt år i Spanien. I dag læser hun en kandidat i Analytisk journalistik. Hun har blandt andet rejst en del i Latinamerika og interesserer sig meget for internationale forhold. Lige nu er hun i studiepraktik i miljøorganisationen VedvarendeEnergi, hvor hun arbejder med journalistik og kommunikation og formidler bæredygtige nyheder for magasinet Råstof. Man kan finde Josefine på Facebook.

Seneste indlæg fra

Gå til Top