Vejen til undergang for Storbritannien

af

Sommeren går på hæld nu, men det er stadig varmt flere steder i Europa, hvor august er ferie for hele EU’s apparat. Storbritanniens premierminister, Theresa May, har sikkert solet sig. I de næste år får hun nok ikke så meget tid. Årene bliver nemlig svære ifølge den kendte, russiskfødte britiske økonom og journalist Anatole Kaletsky. May pønser på, at Storbritannien gives en forlænget overgangsordning fra EU.

LondonFull English Brexit er taget af menuen. Før den endelige afsked med EU ønsker den britiske regering en “overgangsperiode”, hvor Storbritannien bevarer de handelsmæssige rettigheder fra EU-medlemskabet og fortsat bidrager til EU’s budget, henholder sig til EU-regulativer og tillader fri bevægelighed.

Denne periode skulle vare i mindst to år efter marts 2019 – den officielle udløbsmåned for Brexit forhandlingerne – hvilket betyder, at Storbritannien indtil 2021 reelt ville være EU medlemsland uden stemmeret.

I den periode vil den britiske premierminister, Theresa Mays, regering forsøge at forhandle en ny “traktatbaseret ordning” med EU, som man har lovet at bevare et “dybt og særligt” forhold til. Men Storbritannien vil have meget ringe mulighed for at afslutte sådanne forhandlinger på så kort tid.

Faktisk vil Storbritannien stadig være i fuld fart på vej mod afgrunden i 2021: et fuldkommen brud med EU uden et alternativt arrangement på plads til at afbøde faldet.

Politisk vil den timing være en endnu større risiko for Mays regering, end den briterne står over for i dag, fordi det næste parlamentsvalg skal holdes senest i juni 2022. Så Storbritannien vil måske forsøge at forlænge overgangsperioden til efter 2022. Erfaringen viser, at hvis først en forlængelse er aftalt, ender den nok aldrig.

Storbritannien ser ud til at nærme sig det scenarie, jeg skitserede for tre måneder siden. Mays skæbnesvangre beslutning om at afholde valget i juni i år har åbnet for, at hendes modstandere kan kræve, at Storbritannien forhandler en overgangsordning svarende til det Norge har som medlem af EØS.

Hvis UK nogensinde måtte ønske at blive genoptaget i EU, vil man skulle lade sig nøje med langt mindre attraktive vilkår end i dag

EØS blev oprindelig dannet som en midlertidig ramme for forskellige lande, der forberedte at tilslutte sig EU. Men fordi de norske vælgere afviste EU medlemskab ved en folkeafstemning 11 måneder senere, har EØS nu eksisteret i 24 år.

Ingen kan forudsige, hvad der vil ske i de næste 24 år. Men den gode nyhed for Storbritannien er, at EU allerede så småt er ved at bevæge sig hen imod en struktur med to spor.

Eurozonen må skabe en politisk union

For at få øgen økonomisk fremgang må EU etablere en egentlig politisk union. Det vil efterlade lande uden for euroen så som Danmark, Polen og Sverige i en ring med økonomisk samarbejde udenom kernen af eurolande. Disse lande vil være medlemmer af det indre marked, men ikke af den monetære og politiske union.

Et Europa med to spor vil være væsentligt forskelligt fra det “EU i to hastigheder”, der eksisterer i dag. I den sidstnævnte model arbejder ethvert land hen imod “en stadigt tættere union” bare i forskellige hastigheder. I modellen med to spor kunne Storbritannien uden store problemer tilslutte sig det ydre spor sammen med Norge og måske Schweiz.

MERE POV
Nu kommer Marco Rubio – Hillary Clintons værste mareridt

Nu til de dårlige nyheder. En overgangsordning for Storbritannien vil måske ikke være acceptabelt hverken for EU regeringer eller for de britiske vælgere. Føderalisterne i EU vil have Storbritannien ud hurtigst muligt, fordi briterne længe har givet andre – så som Danmark, Polen og Sverige – en undskyldning for at undgå yderligere integration.

 Briterne er allerede ved at få et indtryk af de økonomiske omkostninger ved Brexit, efterhånden som internationale firmaer (…) er begyndt at flytte nogle af deres aktiviteter

Fanatiske føderalister hader tanken om EU i to spor. De ønsker at tvinge alle EU medlemslande til at indføre euroen i løbet af det næste årti og til at indgå fuldt og helt i en økonomisk og politisk union. Og de tror, at det vil være lettere at nå det mål med Storbritannien ude af billedet.

Men en overgangsperiode er heller ikke et vidundermiddel for UK. Briterne er allerede ved at få et indtryk af de økonomiske omkostninger ved Brexit, efterhånden som internationale firmaer, der hidtil har benyttet Storbritannien som base for deres europæiske forretninger, er begyndt at flytte nogle af deres aktiviteter.

Briternes selvtilfredse fatalisme

Selvom den britiske regering forsøger at opretholde forestillingen om en strengt tidsbegrænset overgang, vil denne proces forstærkes yderligere. Desuden vil EU benytte overgangsfasen til at justere sine egne regler, så virksomheder, der genererer arbejdspladser og store skatteindbetalinger, bliver nødt til at flytte ind i EU området.

For eksempel er Den Europæiske Banktilsynsmyndighed og Det Europæiske Medicinagentur allerede ved at blive flyttet fra London. Det betyder, at mange juridiske og ledelsesmæssige job og lobbyvirksomhed i forbindelse med stærkt regulerede aktiviteter inden for finansverdenen og farmaceutisk forskning også vil flytte.

En overgangsperiode vil således ramme internationale virksomheder med base i Storbritannien dobbelt hårdt: de vil på samme tid være ofre for Storbritanniens luner og EU’s bureaukrati.

For at gøre sagen endnu værre vil et løfte om en længere overgangsperiode kunne forsinke skiftet i den offentlige holdning, der er nødvendigt for at stoppe Brexit, før det er for sent.

Efter 28. marts 2019 er Storbritannien officielt ude af det EU, hvor den økonomiske vækst allerede er begyndt at overhale den britiske. Hvis UK nogensinde måtte ønske at blive genoptaget i EU, vil man skulle lade sig nøje med langt mindre attraktive vilkår end i dag.

Ikke alene vil UK ikke længere få rabat på bidraget til budgettet eller særvilkår på det sociale område, man ville muligvis blive tvunget til at indføre euroen.

Selv de 48 procent af de britiske vælgere, der stemte “Remain”, vil muligvis afvise så nedværdigende betingelser. Storbritannien vil så være fanget i et limbo – ligesom Norge, men uden olieindtægter og social sammenhængskraft.

Som Labours handelsordfører så rammende sagde det: en halv-permanent overgangsperiode baseret på “Norge-modellen”, som vil gøre Storbritannien til “vasalstat”.

I de kommende måneder vil den britiske offentlighed begynde at kunne forudse dette ydmygende slutspil forhandlingerne mellem EU og Storbritannien.

Man ville stadig skulle indbetale store summer til EU’s budget og efterleve EU-lovgivningen, men man vil ikke have noget at skulle have sagt om, hvordan pengene bruges, eller hvordan lovgivningen udformes.

MERE POV
Skal jeg bare være lidt mere robust?

I de kommende måneder vil den britiske offentlighed begynde at kunne forudse dette ydmygende slutspil i forhandlingerne mellem EU og Storbritannien. Den norske model vil hverken tilfredsstille de ældre eurofober fra landdistrikterne eller de unge vælgere fra byområderne, der ønsker at bevare de rettigheder ved EU-borgerskabet, som de har taget for givet hele deres liv.

Med disse deprimerende udsigter kunne de britiske vælgere ændre mening om Brexit, før deres politiske ledere gennemfører det. Men for at en sådan omvæltning kan ske, ville landet være nødt til at opleve en politisk eller økonomisk krise, der er tilstrækkelig stor til at ryste den offentlige opinion ud af dens selvtilfredse fatalisme.

Som sagerne står, har briterne efterlevet det meget værdsatte nationale slogan “Keep calm and carry on.” Før tingene kan blive bedre for Storbritannien, vil de sandsynligvis skulle blive meget værre.

Oversættelse: Lisa Rasmussen

Copyright: Project Syndicate og Point of View International

Foto: Pixabay

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Anatole Kaletsky
Cheføkonom og vicepræsident at

Anatole Kaletsky (1952) er født i Moskva og opvokset i USA og Storbritannien. Han er uddannet økonom fra Harvard University og journalist med base i London. Siden 1976 har han været fast bidragyder til bl.a. The Economist, Financial Times og The Times i London, før han i 2012 sluttede sig til Reuters og The International Herald Tribune. Han har været kåret som "Årets kommentator" af  BBC i "What the Papers Say award", og har to gange modtaget the British Press Award for Specialist Writer of the Year. Kaletsky har også arbejdet som økonomisk konsulent siden 1997 og driver investerings- og rådgivningsvirksomheden GaveKal sammen med Louis og Charles Gave. Han blev valgt som bestyrelsesmedlem i The Royal Economic Society i 1998. Han har skrevet flere bøger herunder  Capitalism 4.0, The Birth of a New Economy,  I 1985 skrev han bogen, Costs of Default, som blev en håndbog for flere latinamerikanske og asiatiske regeringer, da disse under 1980'ernes gældskrise skulle håndtere forhandlingerne om en restrukturering af deres økonomier overfor bankerne og IMF.