mm

Christel Skousen Thrane

Christel Thrane er dansk journalist, iværksætter og forfatter.
Det skal motivere, inspirere og påvirke samfundet omkring hende, før det for alvor interesserer Christel. Derfor er hun altid gået efter arbejde, som sætter spor og ændrer holdninger.
Hun indledte sin karriere som journalist på diverse aviser og magasiner med et enkelt stop på TV2-Lorry. Derefter fortsatte hun som Chefredaktør for Vores Børn og Junior og har desuden besat flere positioner som kommunikationschef og –rådgiver. I 2008 stiftede Christel virksomheden Protocol, med det formål at hjælpe danske virksomheder og offentlige insitutioner med deres CSR-mål om flere kvindelige ledere, blandt andet med kvantitative og kvalitative analyser, der beskrev karrierevejene for både mænd og kvinder i Danmark.
I 2015 blev Protocol overtaget af Presidents Institute, en international netværksvirksomhed for direktører, hvor Christel senest har arbejdet som kommunikationschef.
Christel er desuden medforfatter til den anmelderroste ”Iværksættersamfundet. Vækst gennem innovation og virkelyst” (udg. 2015, med Mads Váczy Kragh og Søren Berg Jørgensen).
Christel Thrane er både kendt for sit arbejde med strategisk kommunikation, professionelle ledernetværk og mentorvirksomhed.
Privat er hun mor til tre teenagedrenge, gift med Mikkel Thrane og bor i Virum, hvor hun er kendt for lige dele selskabelighed, engagement og tossede projekter. For eksempel sagde hun ja til at løbe Boston Marathon og trænede sig på få måneder op fra kun at kunne løbe efter bussen, til at løbe 42 km. Viljestyrke slår til enhver tid fornuften, og lysten til at hæve barren er altid intakt.
Christel bidrager på POV med at skrive om ledelsesstof, tendenser i indland og udland og skabe inspiration til at gøre ting på en ny måde.

Se alle skribentens artikler

Vælg din chef med omtanke

Jeg er nået dertil i  mit liv, hvor jeg stiller store krav til både min chef og min arbejdsplads. 

Og hver gang jeg ser et fedt jobopslag, så undersøger jeg, hvordan arbejdspladsen og cheferne virkelig er. Det har givet nogle sjove, ærlige beskrivelser gennem årene.

For nyligt spurgte jeg f.eks. en veninde, om hvordan hun så mig i en stilling, som flere havde mailet til mig med opfordring om at søge. Hun havde netop forladt selvsamme arbejdsplads.
”Ja, søg det! Hvis du vil ledes af en usikker over-achiever på 33, som går i stiletter og nystrøget jakkesæt, og hvis største succes, som leder, er at blive rost og aet over håret af direktøren.”

Øh…. Nej, tak! Jeg er nemlig også kommet i en alder, hvor jeg ikke kan (eller vil) lave mig selv om længere. Jeg er 45 år, og har, hvis man regner mine første jobs som avisbud og bagerekspedient med, været på arbejdsmarkedet i de sidste 30 år. Og jeg ved nu en vigtig ting. At hvis en stilling kræver, at man er grøn og trekantet, så skal jeg ikke komme som gul og oval og forsøge at overbevise både dem og mig selv om, at det vil være et alle tiders match. For det bliver ikke fedt. Hverken for mig eller dem.

For nogle måneder siden, sendte jeg en føler ud vedr. en anden ledig stilling og fik flg. karakteristik tilbage:
“XX er en af de ledere, jeg har den ubetinget største respekt for rent fagligt. Han er knivskarp, etisk. Han vil også noget med sit fag. Det elsker jeg ham for. Jeg kan faktisk også godt lide ham. Han har humor, han er vidende, og på bunden er han god og ansvarlig.  Men han er ikke nem at arbejde med rent menneskeligt. Han har et kontrolgén, som er mere dominerende end de flestes. Måske en snert af OCD i virkeligheden. Han kan selv grine af det, men det ændrer ikke på, at det er træls at være i den anden ende af. På den anden side er han ikke typen, der bærer nag.  Jeg ville ikke tøve med at arbejde for ham igen, men man skal kunne holde fast i sig selv.  Den anden chef er pivsød, klog og varm, men fuldstændig inkompetent som leder. Han vil lade dig tage skraldet og selv tage æren, hvis han kan slippe af sted med det. Det kan han som regel ikke. Jeg kunne også godt lide ham. Men den samlede kontrolkultur i virksomheden, specielt i den stilling, jeg sad i, betød, at jeg kvittede.”

Tjo. Hvad siger du? Er det et job, du ville glæde dig helt vildt til at gå i gang med? Ikke rigtig vel?

Heller ikke jeg. Jeg drømmer bare om et job, hvor det ikke er en daglig kamp at få lov at være mig. Hvor cheferne/direktørerne har et godt selvværd og vil deres medarbejdere det godt. Hvor man kan få lov at udfolde sig og gøre det, man er bedst til i trygge rammer og med fede kolleger. At få lov at føle sig dygtig og dermed få lyst til at give alt, hvad man har til gavn for virksomheden. Er det for meget at forlange?
Ja, åbenbart!

For ved I hvad? Der er så sindssygt mange, ringe chefer i omløb. Det er mere undtagelsen end reglen, at jeg hører om en super chef. Til gengæld kan jeg tapetsere hele min stue med beskrivelser af elendige chefer, som jeg har fået gennem årene..

Så kære chef! Tro ikke, at vi ikke undersøger, hvem du er, før vi ansøger.
Vi lever i et lillebitte land, hvor alt kan googles eller researches og de fleste har så stort et netværk efterhånden, at de kender nogen, som om ikke selv kender arbejdspladsen, så kender de i hvert fald nogle, der kender nogle, der kender nogle.

Jeg drømmer om at lave en slags Trustpilot service, hvor man kan anmelde ikke restauranter og virksomheder, men chefer. Så kunne det være, at vi en gang for alle kunne få renset ud i det uprofessionelle og decideret ringe niveau, som synes at sejre blandt store dele af chefbestanden i Danmark. Det kunne måske give plads til nogle friske og andre slags kræfter. Mennesker, som både kan lede, tænke stort og som kan lide andre mennesker. Tænk, hvis man altid havde chefer, som var skidegod til netop det. Og om de ikke var perfekte, så vidste de i det mindste, at de ikke var det. Og var gode til at lytte til kritik og feedback og udvikle sig løbende.
Jeg ved naturligvis godt, at en sådan måling har en masse andre slagsider og faldgrupper, (hvordan kan man vide, om anmelderen ikke selv er bindegal og bare vil chikanere? f.eks.), så det er kun som tankeeksperiment, at jeg drømmer om det.

Jeg har interesseret mig for ledelse og det at være en god chef mange år efterhånden. Faktisk lige siden, jeg i 5. klasse fik at vide, at jeg bestemte for meget over både drengene og pigerne i klassen. Jeg blev så skamfuld, at jeg fik lyst til at kravle i et musehul, og de følgende 30 år brugte jeg al energi på aldrig at tage æren for noget som helst og sørge for, at alle omkring mig havde deres selvværd intakt. Jeg blev ekspert i at oppe alle folk, så de næsten kunne gå på vandet og glemte alt om mine egen berettigelse på denne jord.
Det var måske at gå lige lovlig meget over i den anden grøft.

Men spørgsmålet og refleksionerne er evigt relevante. Hvordan er man en god chef? Og hvad skal der til for at skabe en god arbejdsplads?
Det vil jeg afdække lag for lag i den her blog. Nu ved I hvorfor.

Og pssstt,  lige meget, hvor meget ja-hat, du tager på og tænker, at lige præcis du kan da sagtens turnere den umulige chef og det psykisk dårlige arbejdsmiljø, så er det en tabt sag.

For en dårlig chef formår at køre alle ned, også dig! Om det så går ud over dit selvværd, dit stress-niveau, din arbejdsindssats eller din arbejdsglæde, det får tiden vise. Men der bliver en pris at betale.
Så alt, du skal tage med herfra er: Det er decideret torskedumt at søge et job, hvor du ikke først lige har forhørt dig om cheferne på den arbejdsplads, du overvejer at søge.

Vælg din chef med omtanke.

Vælg dit liv med omtanke.

 

Kunne du lide artiklen?

Du kan donere et beløb til Christel Skousen Thrane på MobilePay 53705150

Kategorier