Unge japanere er et upolitisk folkefærd

af

SEIKATSU – japansk hverdag: Vor tids ungdom i Japan er børn af halvfemserne. De har aldrig oplevet krig, og de har aldrig frygtet at komme til at sulte. Det får de allerfleste af dem til at opleve den politiske verden som et cirkus, der ikke kommer dem ved.

Unge japanere interesserer sig meget lidt for politik, og de stemmer kun i begrænset antal ved valgene.

De færreste under 35 synes, at hele det politiske cirkus med ældre mænd i jakkesæt kommer dem det ringeste ved, og endnu færre har sat sig det mindste ind i tingene.

”Man burde nok vide noget mere om den slags”, fniser de, når de bliver spurgt. Men det må i sandhed være svært at etablere og fastholde en politisk interesse, når man slet ikke har nogen jævnaldrende at dele den med.

Der var med lidt god vilje en lille smule tilløb til ungdomsaktivisme på universiteterne i stil med det, der foregik i tresserne og halvfjerdserne, under forrige års protester mod premierminister Abes sikkerhedspolitiske reformer. Men de er uhyggeligt hurtigt løbet ud i sandet.

Lederne i den såkaldte ”SEALD”-gruppering, som en kort overgang var især de udenlandske mediers darling, er enten blevet trætte af det hele, eller også er de på vej ind i mainstream-politik.

Børn af babyboomerne

Vor tids japanske ungdom er født i firserne og halvfemserne. De er børn af medlemmer af babyboom-generationen, som i sin tid blev født, da det fra begyndelsen af halvtredserne begyndte at gå fremad efter krigen. Deres forældre har med andre ord ikke oplevet krigen, og det har de heller ikke selv.

Politik har i de unges ører stadig syntes at handle om på den ene side økonomisk overlevelse og på den anden side krig og fred. Det havde ikke ret meget med deres hverdag at gøre.

De unge i byerne – og de er jo langt de fleste – er vokset op i et samfund, hvor der godt nok hele tiden skrives og tales om økonomisk krise, men hvor de hverken har måttet sulte eller for alvor frygte, at der ville blive krig i deres land. Indtil for nylig har det imidlertid været krigstids-generationerne, som har formuleret japansk politik på alle fløje.

Politik har i de unges ører stadig syntes at handle om på den ene side økonomisk overlevelse og på den anden side krig og fred. Det havde ikke ret meget med deres hverdag at gøre.

Freeter-generationen

Samtidig betød den økonomiske krise fra og med halvfemserne, at færre end før fik livstidsstillinger i store firmaer og det offentlige. Blandt mange unge udviklede der sig en trodsagtig holdning, det gik ud på, at så var det også lige meget.

MERE POV
Frie kvinder, arabiske mænd og afrikanske nætter

Man gad ikke forældrenes – og især fædrenes – rotteræs døgnet rundt. Man ville hellere spille guitar på gadehjørnerne og have deltidsjob i døgnbutikker. Den såkaldte ”freeter”-generation ændrede samfundet, men uden selv at være særligt politiske oven i hovederne.

Et demokrati kan ikke fungere, hvis vælger-generationerne gradvist uddør.

I dag er der mange sociale problemer med netop den generation, som i halvfemserne og begyndelsen af nullerne aldrig fik fodfæste på arbejdsmarkedet. Mange har fået børn og familie og sidder meget hårdt i det. Andre er gået helt ned og blevet hjemløse eller hjælpeløse klodser om benet for deres familier. Enkelte af dem – men ikke ret mange – er faktisk begyndt at organisere sig i noget, der ligner politiske protestbevægelser.

Lavere valgretsalder

Men næste generation af unge – de, der nu kommer ud af gymnasierne – har hos deres ældre fætre og kusiner set, at det ikke altid er så fedt at hutle sig igennem, så for dem er det blevet endnu mere vigtigt at studere hårdt og målrettet for at bestå de adgangseksamener, der giver dem de bedste muligheder senere i livet. De har af den grund dårligt nok tid til at beskæftige sig med politik, hvis de mod alle odds skulle bære på kimen til en interesse.

Et demokrati kan ikke fungere, hvis vælger-generationerne gradvist uddør. Det etablerede Japan har derfor fra og med sidste år med føje sat valgretsalderen ned fra 20 til 18 år i et forsøg på at skabe en større politisk interesse og en større politisk viden på et tidligere tidspunkt i de unges liv. Men det sker halvhjertet, og rundt omkring på gymnasierne og universiteterne har man ikke været forberedt på dette skridt.

Hvis nogle unge begynder at skabe aktive politiske grupper og diskutere det ene eller andet aktuelle stridsspørgsmål, bliver disse grupper straks lukket ned af skolernes og universiteternes ledelser. Man har regler til den slags, som stammer fra dengang, man ville Japans meget voldsomme og radikale tresser-oprør til livs.

Kedelig politik

Efterkrigstidens japanere er og bliver ikke noget diskuterende folkefærd, og japanske skoleelever og universitetsstuderende opdrages bestemt heller ikke til, at det skal blive anderledes i fremtiden. Der er meget lidt vægt på gruppearbejde og evne til at argumentere i undervisningen.

Historie, samfundsfag og jura handler om systemer og arbejdsgange, der læres udenad, akkurat ligesom udenadslære er den dominerende pædagogik i andre fag. Så bliver politik sgu da også kedeligt.

MERE POV
Genbrug med japansk grundighed

Men den dag, en slagfærdig, ny politiker med den rette kæft og den rette udstråling dukker op fra venstre eller højre eller et tredje sted fra, som formår at appellere til hele denne uudnyttede pool af unge vælgere i byerne, skal ingen af de etablerede politiske magthavere i Japan føle sig sikre i sadlen.

Mine japanske hverdagsklummer på POV ligger mig meget på sinde. Men POV lønner jo ikke sine skribenter. Så hvis du kan lide mine klummer og gerne vil hjælpe mig til at få tid og råd til at skrive flere af slagsen, er du velkommen til at donere et beløb for mit arbejde via Mobile Pay: 2636 0251. På forhånd tusind tak.

Foto: Asger Røjle Christensen

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

mm
Asger Røjle Christensen

Asger Røjle Christensen: Erfaren journalist, forfatter, analytiker, kursusarrangør og rejseleder. Med base i Tokyo det meste af året forsøger Asger med faglighed og engagement på mangfoldige måder at skabe større viden og forståelse for Japan og dets nabolande blandt danskerne. Han har en fortid som Tokyo-korrespondent (1989-1995) for blandt andre Politiken, udlandsredaktør på Aktuelt (1995-2000) og på Ritzau (2000-2004), chef for Orientering på P1 (2004-2006) og forsideredigerende på nettet hos DR Nyheder (2006-2013).
Siden november 2013 har han drevet sit eget lille enmandsfirma, der blandt andet udgiver nyhedsbrevet forkant.nu med hurtige analyser af de hurtige nyheder fra Japan og omegn. Efter et par år som korrespondent for Kristeligt Dagblad har han siden sommeren 2017 været Japan- og Korea-korrespondent for Weekendavisen. Ellers kan man følge hans forskellige digitale gøremål på www.asgerrojle.com og på diverse sociale medier.
Han har i over 30 år været lykkeligt japansk gift og har tre forbløffende fornuftige voksne sønner.
Hvis I har mod på at honorere denne uges blog med et beløb og på den måde bidrage til, at der kommer mange flere af slagsen, kan det ske via Mobile Pay på 26360251.

Seneste indlæg fra

Gå til Top