Undskyld at jeg er her

af

“Jeg ved godt, jeg ikke skal tage personligt. Jeg burde være ligeglad. Men det er jeg ikke, for jeg tænker på min far.” Journalist Helen Hajjaj blev ked af det, da hun hørte konservative Rasmus Jarlov udtale sig forleden. Hendes far kom til Danmark fra Libanon i sin tid. Og Danmark blev hans land, hvor han følte sig hjemme. Men ifølge Jarlov ville det være en berigelse for Danmark, hvis der slet ikke boede mennesker fra Mellemøsten her.

Så skete det igen. Endnu et interview med en dansk politiker om indvandrere blev delt på de sociale medier. Og alligevel var denne lidt anderledes. De konservatives Rasmus Jarlov sagde nemlig det, mange andre kun tør sige mellem linjerne: ”Det ville være en berigelse for Danmark, hvis vi overhovedet ikke havde nogen fra Mellemøsten”.

Den efterhånden lidt for velkendte knude i maven kom straks frem, da jeg læste ordene på en vens Facebook side. Og selv om en del af mig mest havde lyst til at lade det ligge, endte jeg med at finde selve artiklen frem. Det kunne jo være, der var tale om en stramning fra journalistens hånd. Det var det ikke. Desværre.

Rent intellektuelt ved jeg godt, at jeg ikke skal lade den slags kommentarer påvirke mig. Jeg ved, at det ikke er mig personligt, det handler om. Min danske mor freder mig i deres øjne. Det samme gør de tusindvis af skattekroner, jeg har betalt siden jeg var teenager, og som jeg kommer til at betale de næste mange årtier.

Jeg fortæller også mig selv, at det i virkeligheden er ligegyldigt hvad Jarlov og hans ligesindede tænker om mig. Jeg kan bestemt se fordele ved at være dansk statsborger, med de pligter og rettigheder, der følger med. Men jeg kan ikke se, hvorfor det skulle være noget mere specielt eller bedre at være dansk end at være tysk eller fransk. Eller libanesisk.

Så jeg burde være ligeglad. Men det er jeg ikke. For jeg tænker på min far.

Udebanen blev hjemmebane

Jeg tænker på hvor hårdt min far arbejdede, da vi i 1985 flyttede til Danmark og han som midaldrende mand kastede sig over det danske sprog. Vi havde ikke været i Danmark i mange måneder, før han fik fast arbejde i DR og derfor måtte skubbe danskkurserne til om aftenen. Som journalist var sproget og evnen til at formulere sig godt normalt hans hjemmebane, men han accepterede, at han resten af livet måtte spille på udebane. For nu var Danmark hans land.

Jeg tænker på min far, da han efter nogle år fik sit danske pas. Sjældent har han set så stolt ud. Jeg tænker på de mange gange, han højtideligt hejste Dannebrog op i vores flagstand og på hvordan han forsigtigt sørgede for, at det aldrig rørte jorden, når det skulle ned igen. Jeg tænker på dengang i ’92, hvor han stod på Rådhuspladsen og var med til at vinke til EM heltene, mens han råbte ”Deutschland, Deutschland alles ist vorbei”.

I lang tid havde han egentlig sagt, at han ville begraves i sit fødeland. Men den sidste tur gjorde noget ved ham. Det kan godt være, han ikke var født i Danmark, men det var her, han havde hjemme. Og med det blev planerne ændret fra Beirut til Vestre Kirkegård.

Og ikke mindst tænker jeg på dengang, han var på sit sidste besøg i Libanon. Uhelbredelig kræft tvang ham til at tage stilling til alt for mange ting i alt for tidlig en alder. Blandt andet hvor han skulle lægges til hvile.

I lang tid havde han egentlig sagt, at han ville begraves i sit fødeland. Men den sidste tur gjorde noget ved ham. Det kan godt være, han ikke var født i Danmark, men det var her, han havde hjemme. Og med det blev planerne ændret fra Beirut til Vestre Kirkegård.

Jeg tænker på, hvordan han ville have reageret, hvis han havde skullet høre, at det havde været en berigelse for Danmark, hvis han ikke var kommet hertil. Og så bliver jeg ked af det. Jeg bliver ked af det på hans vegne. På mine egne. Og det får mig igen til at overveje, om jeg måske skal opfylde Jarlovs ønsker og en gang for alle flytte væk herfra.

Topillustration: maxpixel.freegreatpicture.com/Blue-Dress-Girl-Woman-Dress-Female-Blue-Escalator-2000994

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del gerne denne artikel med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden, eller donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi har ikke noget reklamebudget.

Helen Hajjaj
Journalist

Helen Hajjaj er dansk-libanesisk journalist, der er født i Beirut, men har boet det meste af sit liv i København. I flere år arbejdede hun som nyhedsjournalist med fokus på udlandsstof for blandt andre DR2 Udland, hvor hun var vært og Globus på Radio24syv. Hun har desuden arbejdet som kommunikationsrådgiver for Dansk egyptisk dialoginstitut i Cairo i 2011. De seneste år har hun arbejdet inden for tv produktionsbranchen. Hun bor med sin familie i København.
 
 

Seneste indlæg fra

Gå til Top