Du kan støtte
Charlotte Sylvestersen
på Mobile Pay: 27 90 59 86

Umberto Eco: Klog og svær

“Den, der ikke læser, har kun levet èt liv som 70-årig.
Den, der læser, har levet 5000 år.
Litteratur er baglæns udødelighed”.

Ordmennesket Umberto Eco blev 84 år i den virkelige verden, men må være mindst 5.000 år i den litterære virkelighed.

Siden det globale gennembrud med romanen ”Rosens navn”, der udkom i 1980 og blev filmatiseret med Sean Connery i hovedrollen, har Ecos romaner indtaget faste pladser i bogreolen blandt de bøger ”man skal læse”.

Umberto_Eco

”Rosens navn” kom med bogklubben til reolen i min studenterhybel i Århus midten af 80´erne.
Der stod den fint og pænt i mange år, uden at jeg nogensinde nåede helt til vejs ende.
Heldigvis var det en fornøjelse at se filmen. Og hvis ikke bogen efter Ecos død inspirerer til genlæsning, så er filmen stadig værd at gense.

“Foucaults pendul” fra 1989 røg lige ned i mit personlige italienske eventyr, der begyndte det år i Milano.
Dén bog slugte jeg, og sluger stadig gerne med jævne mellemrum.
Den var heller ikke nem at læse, men handlingen fungerede.
Her er alt dét, der gjorde Eco til et geni. Nemlig den absurde og fantastiske blanding af fakta og fiktion, som stor litteratur er gjort af.
Romanen er ikke uden grund blevet kaldt “Den tænkende mands Da Vinci mysterium”.

I ”pendulet” beskriver Eco rammende og sarkastisk et storbymiljø, hvor veluddannede og velhavende italienere keder sig så meget, at de er nødt til at opfinde komplotter og mysterier for at skabe indhold i livet.
De typer kunne jeg, efter at have læst Eco, genkende på aperitifbarerne i kanalkvarteret og i Brera i Milano i begyndelsen af 90´erne, og derfor straks afskrive trods deres velsmurte mundlæder. Faktisk blev “Foucaults pendul” en slags social håndbog for mig.

Den seneste Eco i mit liv, ”Kirkegården i Prag” fra 2010, var mandens julegave til mig det år.
Heldigvis har erfaringen lært mig, at fanger første kapitel ikke og andet kapitel slet ikke, så drop det.
”Kirkegården” blev hurtigt sendt i omløb hos folk med mere tålmodighed og måske ikke mindst med mere litterær paratviden end undertegnede.

Eco var måske i virkeligheden for klog, for vidende og for belæst til at skrive romaner for de fleste.

I sine seneste bøger smed han efterhånden rundt med så mange let skjulte citater og henvisninger til andre værker, at man som almindelig læser i den grad sad tilbage med fornemmelsen af at være om ikke direkte dum, så dog en uvidende tåbe med for lidt litterær bagage.

Invasion af tåber

Men var der noget, Umberto Eco ikke kunne klare, var det uvidende tåber.

Manden, der lærte generationer af italienske universitetsstuderende om tegnenes og ordenes magt, og om kommunikationens gåder, foragtede derfor også det medie, du sidder på lige nu.

Da Eco sidste efterår modtog et æresdoktorat i Kommunikation og Mediekultur på universitet i Torino kom han med en veritabel bandlysning af internettet i almindelighed og de sociale medier i særdeleshed.

“De sociale medier giver ytringsfrihed til de legioner af tåber, der tidligere kun talte på baren efter et glas vin og uden at skade fælleskabet. Og de blev straks bedt om at tie, mens de i dag har samme ret til ytringsfrihed som en nobelprisvinder“, sagde Eco ved den lejlighed til avisen La Stampa. Her lød han i øvrigt som en italiensk kopi af en anden af vor tids store forfattere, amerikanske Jonathan Franzen, der har udtalt sig lige så foragteligt om såvel nettet som sociale medier.

Klummer om virkelighed og fiktion

Til gengæld har det hver uge siden 1985 været en fornøjelse at læse Ecos klumme i magasinet L`Espresso.
Den sidste er dateret den 27. januar i år, og handler om, hvorfor Eco ikke ville anbefale en bestemt kunstudstilling i Milano.

I sin klumme satte Eco hver uge Italien på spidsen, hvad enten det handlede om den rigtige måde at konversere på, om antijødiske udtalelser fra formanden for det italienske Fodboldforbund, om brugen af mobiltelefoner eller om, hvordan romanfiguren Maigret i “virkeligheden” boede tæt ved det terrorramte koncertsted Bataclan i Paris.

Umberto Eco var ved sin død i Milano den 19. februar dybt involveret i et nyt forlag, efter at han havde forladt det kæmpestore Berlusconi-dominerede Mondadori-Rcs, som han med sin sans for ord – han var jo først og fremmest semiotiker – havde døbt ”La Mondazzoli”.

Det nye forlag fik navnet ”La Nave di Teseo”, Tesios skib, og så føler man sig igen så dum.
For hvem var Teseo, og hvad var det for et skib?

Til avisen La Repubblica beskrev Eco sidste år mødet mellem det nye forlags direktør, Elisabetta Sgarbi, og Marina Berlusconi fra ”La Mondazzoli” som to kvinder, der ikke kunne kommunikere med hinanden, fordi de var antropologisk inkompatible.
Og sådan en sætning kan man jo ikke lade være med at elske.

La Repubblica spurgte også Eco om, hvorfor han som 83-årig kastede sig ud i et eventyr med et nyt forlag.
– Projektet er det eneste alternativ til ”Ugens Krydsord”, der igen er eneste medicin mod Alzheimer, svarede han.

PS. Teseo er i den græske mytologi en konge af Athen, og hans skib havde sorte sejl.
Sådan er det med Eco. Det hjælper at have Google ved hånden.

Foto: Umberto Eco interviewed by Aubrey in his Milan apartment for Wiki@Home – 2010.

Kunne du lide denne artikel, så skulle du tage at blive venner med os på Facebook. Her får du alle links til vores nye artikler. Bliv ven med os her.
Holder du af POV International så bliv abonnent for 20 kr. om måneden.
Del også gerne artiklen med andre. Vi har ikke noget reklamebudget.

Kategorier