Ulrik Frost: Ægteskabets glorværdige æra er slut

af

KOMMENTAR – Vi lever i et samfund, hvor de mest udskammende ord i skolegårdene er den feminine devaluering af både piger og drenge: bøsse og luder. Vi lever i et samfund, hvor drenge systematisk indsamler krænkende materiale om piger og feminine drenge alene med det formål at tage magten over dem. Der var en grund til, at Bergman gav Marianne og Johan deres kønsroller i Scener fra et ægteskab i 1973, og den grund gør sig stadig gældende i 2017, skriver Ulrik Frost.

Hvor mange gange har man ikke siddet ved en af de kongelige scener og tænkt: Hvad skal det gøre godt for? Altid går man derfra med en kulturpolitisk diskussion i hovedet, hvis problem lyder: Hvorfor skal vi poste penge i tre nationale scener, når de ikke får os til at tænke over kunsten, men kun kulturpolitikken?

Det borgerlige ægteskab er hykleri. Monogamiideologien fører had, jalousi, angst og vold med sig, og samtidig tillader den sig at iføre sig kærlighedens klæder

Det nag blev sat til skamme d. 31. september 2017, da Bergmans klassiker Scener fra et ægteskab havde premiere i Skuespilhuset. Forestillingen stak et sværd midt ind i småborgerlighedens solar plexus og tværede den ubehageligste sandhed af dem alle op i fjæset på os: Det borgerlige ægteskab er hykleri. Monogamiideologien fører had, jalousi, angst og vold med sig, og samtidig tillader den sig at iføre sig kærlighedens klæder. Hvis man vover sig ind for at se forestillingen, vil man blive befriet fra sin falske bevidsthed om, at kærligheden kan sættes på en enkel formel.

Nej, forestillingen er ikke lige så god som Bergmans tv-føljeton fra 1973, hvor Mariannas paniske sammenbrud, da hun opdager sin mand Johans affære, indprentede sig som den mest levende skuespillerpræstation jeg nogensinde har set. Det var ikke gyset fra dengang, der lagde sig over parkettet, da Marianne finder ud af, at den kærlighed, hun fæstede så stor lid til, var en løgn.

Skilsmissestatistikkerne vil næppe heller stige som følge af denne forestilling, som de gjorde, da Bergman gav verden en mavepuster.

Det findes der én grund til: Rollerne var byttet om. Marianne havde fået Johans rolle og vise versa. Det er altså nu hende, der skrider fra ham og efterlader børn og hjem bag sig, og det er hende, der kommer krybende tilbage for at søge tilgivelse. Nu er det altså manden, der får rollen som offeret, som gennem sit uretfærdige møde med et ære- og skamsamfund udvikler sig til den indsigtsfulde.

Det fjerner alvoren, fordi rollerne ikke er realistiske. Faktisk smågryntede publikum flere gange i løbet af forestillingen, fordi der var indført et par dårlige vittigheder.

Det skærmede for den alvorstunge kønskritik, som vores samfund higer efter.

Marianne (Sofie Gråbøl) blev gjort til en egoistisk og ukærlig kvindetype, præcis som den patriarkalske magt ville ønske, man kunne placere kvinder i, så man kan legitimere den undertrykkelse, der finder sted mod kvinder. På samme måde blev Johan (Morten Kirkskov) gjort til den mandetype, som samme magt gerne vil se: Et krænket offer.

Som samfundsborger kan jeg ikke acceptere, at Det Kongelige Teater – vores nationale scene – gør manden til et offer i en tiltrængt ægteskabskritik

Men som samfundsborger kan jeg ikke acceptere, at Det Kongelige Teater – vores nationale scene – gør manden til et offer i en tiltrængt ægteskabskritik, når de iskolde tal viser os, at 33.000 danske kvinder udsættes for fysisk og psykisk vold i hjemmet hvert år, at kvinder i gennemsnit kun tjener 75 procent af mænds løn, at – efter bedste skøn – 4200 kvinder voldtages hvert år, og at kvinder holdes uden for magtens centrum, fordi vores kultur er patriarkalsk.

Kære Kongelige Teater:

Vi lever i et samfund, hvor de mest udskammende ord i skolegårdene er den feminine devaluering af både piger og drenge: “bøsse” og “luder”. Vi lever i et samfund, hvor drenge systematisk indsamler krænkende materiale om piger og feminine drenge, alene med det formål at tage magten over dem og udskamme dem. Der var en grund til, at Bergman gav Marianne og Johan de kønsroller i 1973, og den grund gør sig stadig gældende i 2017.

Det er ikke godt nok. Derfor appellerer jeg til den kulturelle elite om i fremtiden at sætte en samfundskritik på plakaten, der er så rammende, at den taler magten imod.

Jeg glæder mig allerede!

Hovedfoto: Natascha Thiara Rydvald/Det kgl. Teater

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Ulrik Frost

Ulrik Frost, født 1990 - åndfuld og skamløs. MobilePay: 20615541.

Seneste indlæg fra

Gå til Top