Uden titel, ufærdigt mesterværk

af

Hans sidste film, Untitled, var langt fra i kassen, da østrigske Michael Glawogger døde under optagelser i Afrika. Nu har hans mangeårige samarbejdspartner Monika Willi klippet det ufærdige mesterværk sammen til en rigtig god film. Den slags oplevelser kan være dobbelt frustrerende, fordi man aldrig kan slippe følelsen af tragedien bag filmens ufærdighed, skriver Frederik Bojer Bové fra CPH:DOX.

Der er noget helt specielt ved ufuldendte mesterværker. En film som er halvvejs mesterlig, er det så tre stjerner ud af seks, den skal have? Østrigske Michael Glawogger havde en genial idé om at lave en verdensfilm uden koncept, uden titel; blot rejse verden rundt, og filme, og så klippe det sammen til en montage om alt det, vi mennesker har til fælles. Men da han nåede til Liberia, fik han malaria og døde. En kæmpetragedie, først og fremmest for hans venner og kolleger, men også for filmkunsten, som mistede en af sine unikke stemmer. Hans sidste film er omridset af et mesterværk, færdiggjort af hans faste samarbejdspartner Monika Willi, der også kendt for at have klippet film som Amour og Det Hvide Bånd af Michael Haneke,

Men Untitled skulle være konceptfri. Blot billeder, klip, bevægelser. Fra Østrig, Balkan, Vestafrika ser vi mennesker, dyr, byer. Det hele klippet sammen til en elegant strøm.

Michael Glawoggers tre dokumentar-film Megacities (’98), Workingman’s Death (’05) og Whore’s Glory (’11) beskriver på på forbilledlig vis globaliseringens problemer og gør dem let forståelige. Urbanisering, arbejderforhold og prostitution dokumenteres i Ukraine, Thailand, Indien, og Tyskland, så man let og elegant kan se, både hvordan alle lande kæmper med de samme problemer, men også hvordan global ulighed gør, at vi bestemt ikke kæmper i samme grad.

Untitled skulle være konceptfri

Men Untitled skulle være konceptfri. Blot billeder, klip, bevægelser. Fra Østrig, Balkan, Vestafrika ser vi mennesker, dyr, byer. Det hele klippet sammen til en elegant strøm. Vi følger sorte børn, der ruller vand op ad gaden, og klipper straks til hvide unge der kører på knallert ned igen. I Senegal ser vi brydere kæmpe i sandet, og er derefter straks til massage i et tyrkisk bad – som dog nok ikke er optaget i Tyrkiet.

MERE POV
Araberne, der ikke kunne begraves

Efterhånden begynder ting at gå igen. Både i en europæisk bjergby og på en afrikansk ørkenvej følger vi efter en ladvogn ladet med får. I alle lande risikerer klovdyr at blive påkørt. Familier ser ens ud i sorgen, om det er nyligt afdøde eller ofre efter den jugoslaviske borgerkrig. Ortodoks kristendom, katolicisme, islam; en begravelse er en begravelse. Det er som om, vi kommer ind til noget essentielt menneskeligt.

Han var for vild, for optaget af gigantiske kulminer og hurtigkørende godstog. Han ville have hele verden ind i sine billeder, og vidste godt det krævede variation i billedsproget.

Østrigske dokumentarfilm har en helt særlig stil, som man godt kan dyrke på årets CPH:DOX. En stil som dyrker symmetri, rette linjer og mindre firkanter inde i lærredets store firkant. Som f.eks. burene med får, der placeres lige i midten af skærmen. Det er en umiddelbart bemærkelsesværdig stil, som også kan ses i Ulrich Seidl’s Safari, Nicolaus Geyrhalter’s Homo Sapiens og Thomas Fürhapters The Third Option. Det er en stil, som kan virke forsimplende, registrerende, analyserende, som om alting bliver sat på plads og i glas og ramme.

Glawogger var for vild

Glawogger var altid lidt udenfor denne stil. Han var for vild, for optaget af gigantiske kulminer og hurtigkørende godstog. Han ville have hele verden ind i sine billeder, og vidste godt det krævede variation i billedsproget. Hans kamera blev båret rundt på en faretruende klippeside, fangede det sublime i naturen, og viste derefter en arbejder lige i midten af det. Den samme rytme har vi her. Sublim ørken, overvældende by, rart og trygt hus. Det bliver også til en rytme: Spænding, spænding, forløsning. Således føres man gennem to timers abstrakt verdensmontage med sikker hånd.

Untitled er med andre ord en rigtig god film. Den burde bare have været endnu bedre. Det havde været så godt, om vi havde fået hele verden med. Som det er nu, føles det lidt for ofte som en film om lighederne mellem Balkan og Vestafrika. Og det havde været så godt med endnu flere sammenhænge, montager, linjer og rektangler.

MERE POV
Afghanistans film

Måske det kan forklares med en sammenligning: Untitled minder mig om den version af Beach Boys’ legendariske album Smile, der blev sat sammen og udkom for et par år siden [indsæt link til spotify-versionen]. Her var der også så megen mesterlig musik, at man kunne fornemme planen for et mesterværk, men eftersom Brian Wilson fik et sammenbrud og aldrig fik færdiggjort indspilningen, var der samtidig også så mange skitser, at det føltes lidt frustrerende. Den slags oplevelser kan være dobbelt frustrerende, fordi man aldrig kan slippe følelsen af tragedien bag filmens ufærdighed. Men hvis man kan indstille sig på det, er Untitled en ret unik og god oplevelse.

Instruktør: Mona Willi, Michael Glawogger
Originaltitel: Untitled
Land: Østrig
År: 2017
Spilletid: 107 min.

Spiller onsdag d. 22/03 kl. 14.00 i Cinemateket og fredag d. 24/03 kl. 19:00 i Grand Teatret.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Frederik Bojer Bové

Frederik Bojer Bové (født 1.12 1986) er cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling og BA i Historie. Han blogger om film på kronoper.dk, er dansk redaktør på tidsskriftet Cinema Scandinavia og har været programlægger på Copenhagen Architecture Festival.

Seneste indlæg fra

Gå til Top