mm

Dorte Jelstrup

Dorte Jelstrup er billedkunstner, filosof og ekstern lektor ved Roskilde Universitet, hvor hun er ansat på to fag, nemlig Filosofi og Videnskabsteori samt Performance Design. Jelstrup er cand.mag. i filosofi og kunsthistorie fra Københavns Universitet, hvor hun tillige har været ansat på faget Filosofi dels som ph.d.-stipendiat og dels som ekstern lektor. Jelstrup har på Københavns Universitet undervist i teoretisk filosofi samt filosofisk æstetik. På Roskilde Universitet har hun undervist og vejledt primært i filosofisk æstetik, men også i anvendt etik. Som billedkunstner har Dorte Jelstrup en omfattende udstillingsvirksomhed i ind - og udland. Hun har bl.a. vist værker på Västerås Konstmuseum, Västerås, Sverige, Sørlandets Kunstmuseum, Kristiansand, Norge, Kunsthallen Brandts, Odense, Danmark, og Loop Video Art Festival, Barcelona, Spanien. Jelstrups værker er blevet præmieret af Statens Kunstfond, ligesom hun har modtaget hæderslegat fra Anne Marie Telmanyi født Carl-Nielsens Fond. Dorte Jelstrup er bl.a. repræsenteret på Statens Museum for Kunst, København, og Museum Sønderjylland - Kunstmuseet i Tønder. Derudover har Jelstrup tildelt statslig kunststøtte som medlem af Kunstrådets Billedkunstudvalg i perioden 2003-2007, ligesom hun har været medlem af Kunstrådets Jury for International Festival for Samtidskunst, 2005-2006. Hun har endvidere været gæsteunderviser og censor ved Billedkunstskolerne, Det Kongelige Danske Kunstakademi, København. På POV International vil Dorte Jelstrup blogge om filosofi og kunst. Hun bor i København K og besøger Berlin så ofte, hun kan.

Se alle skribentens artikler

Uden kunsten er vi ikke det Danmark, vi gerne vil være – del I

Nogle tuller rundt og tror, at kunsten blot er sød glasur på samfundets top. Overflødig pynt. Noget vi nemt kan drosle ned på, skære væk og måske endda være helt foruden uden rigtig at mærke det. I dette essay i to dele giver filosof og kunstner Dorte Jelstrup grundene til, at et levende demokrati har brug for kunst på mange niveauer. Læs hvorfor og få del II i morgen.

Disse nogle, hvem er det? Svaret er: Nogle blandt vore politikere. Og nogle i medierne. Lad os bare sige, at her finder vi en del af de mest højttruttende “nogle”. De blæser i deres kunstfjendske trompeter, at kunsten er uforståelig, ufolkelig og helt uden appeal.

Kunsten er mærkelig, hører vi. Den er ikke populær, den er faktisk upopulær, fornemmer vi. Folket kan ikke lide den, kunsten. Og så koster den penge. Skattekroner, der snildt i stedet kan gå til alt muligt andet som f.eks. nye hofter, gips om brækkede ben samt endnu flere og måske endda også livsvigtige behandlinger i sygehusvæsenet. For hvem vil ikke hellere kureres for sygdomme end at have adgang til kunst?

Det falske valg: velfærdsydelser eller kunst

Spørger man vælgerne på dén måde, er det soleklart, at ingen vil kunsten. Vi vil alle hellere overleve og kureres for stærkt generende eller livstruende sygdomme end at opleve et kunstværk, Big Surprise. Som om der er tale om et sandt og reelt enten/eller. Som om vi ikke kan have f.eks. både et velfungerende sygehusvæsen og samtidig have kunsten i vort liv og samfund.

Ser man på fakta og kendsgerninger, fylder kunsten ikke særligt meget på det danske statsbudget. Det ved de kunstfjendsk-trompeterende så ganske godt. Men det opholder dem ikke. For dem handler det om at få kunsten til at tage sig hundedyr ud, som en omkostningstung størrelse, vi pinedød skære ned på. For de her folk, disse nogle, vil gerne kunsten til livs. De ønsker at begrænse kunsten, stække kunsten, svække den, tæmme den og få den bragt til tavshed.

Nedskæringer er midlet, de negative italesættelser af kunsten udgør blot de forberedende øvelser. Missionen er fuldbragt, når kunsten ikke mere er fri, men derimod er blevet til en mørk og uigenkendelig skygge af sig selv: Svag, politisk styret og forvandlet til lige dele flad underholdning og propaganda for nationalkonservative værdier.

Folket til magten – og politikerne

Således sekunderes trutteriet om kunsten som noget, der skal skæres ned på også ganske ofte af larmende stammehyl om indgreb overfor armslængeprincippet – princippet om, at kunstfaglige afgørelser træffes en armslængde fra den politiske magt – samt parolen om at folket selv skal bestemme, når det gælder kunst og arkitektur i det offentlige rum. For folket fatter ikke en bjælde af kunsten, særlig samtidskunsten. Så derfor, lyder ræsonnementet, må det være slut med, at personer med forstand på kunst træffer beslutninger om hvilken kunst, der bør nyde økonomisk støtte ud fra kvalitetskriterier og kendskab til kunstens værdier. Kriterier og værdier, som kunstfaglige personer ikke overraskende netop har stor viden om, fordi de hele deres voksenliv har beskæftiget sig med kunst på et professionelt niveau.

Hvis alt dette blot var en komedie, vi så opført på et gammelt teater med bløde, røde plyssæder, stukloft og en kæmpestor lysekrone, så ville det bestemt være både fornøjeligt, underholdende og nærmest helt Holbergsk i antrækket. Men det er det ikke. Det er ingen morsom fiktion. Det er den toneangivende kulturpolitiske virkelighed i Danmark anno 2016.

I stedet skal vi have personer, der netop ikke har forstand på kunst, som ikke interesserer sig for den, som ikke har brugt hele deres liv på at dygtiggøre sig i forhold til at skabe, opleve, skrive om og formidle kunst, på banen. Folk, hvis kernekompetencer i relation til kunst består i ikke at have kendskab til hverken samtidskunst eller kunsthistorie. De skal bestemme hvilke kunstneriske udsmykninger, vi eksempelvis kan møde ude i byrummet. For ad den vej sikres det, at folket kan lide den kunst, der produceres for støttekronerne.

Og så, blæses det videre i trompeterne, skal politikerne også selv have indflydelse på den konkrete fordeling af pengene til kunsten. Den gentager vi lige: Visse politikere vil gerne selv bestemme f.eks. hvilken kunst i det offentlige rum, der helt konkret skal støttes. Politikerne, som i reglen absolut intet ved om kunst overhovedet.

De danske værdier – og kun danske

På denne vis sluttes den totale inkompetences cirkel helt. Og den politiske magt får lidt efter lidt tilranet sig magten over kunsten, dens narrativer, betydninger, æstetik og sansemæssige kvaliteter. Det, der er tilbage af kunststøtten efter nedskæringerne og undergravningen af armslængdeprincippet, lader sig nu i dette fremtidige scenarie spænde for det politiske højres kulturkæmpende branding af det imaginære konstrukt De Danske Værdier. I en gigantisk forglemmelse af, at vore kulturelle værdier for en endog meget stor dels vedkommende kommer udefra, fra det antikke Grækenland over Renæssancen og Oplysningstiden til det tyvende århundredes modernisme; intet af alt dette pragtfulde og fantastiske, kulturelle og idemæssige arvegods er en dansk opfindelse.

Men det bekymrer ikke de kunstfjendske; tværtimod handler deres prioriteringer om tilknytninger til ganske andre nationalt associerende størrelser så som f.eks. Fregatten Jylland samt Regan Vest, en atomsikret bunker anbragt 60 meter under jorden i Rold Skov.

Hvis alt dette blot var en komedie, vi så opført på et gammelt teater med bløde, røde plyssæder, stukloft og en kæmpestor lysekrone, så ville det bestemt være både fornøjeligt, underholdende og nærmest helt Holbergsk i antrækket. Men det er det ikke. Det er ingen morsom fiktion. Det er den toneangivende kulturpolitiske virkelighed i Danmark anno 2016.

Vi har en kulturminister, der helt og fuldt har kapituleret over for kravet om nedskæringer på kunstens budgetter. Vi har et flertal i Folketinget, der tilsyneladende gerne træffer beslutninger om sådanne nedskæringer.

Og vi har et indflydelsesrigt støtteparti, Dansk Folkeparti, der er gået til frontalangreb på armslængeprincippet og slår på marchtromme for at økonomiske midler flyttes fra kunstens felt over til f.eks. nævnte fregat og atomsikrede bunker, alt sammen i en praktisk udleven af en kunst – og kulturopfattelse, som er på linje med, hvad vi kender som et totalitaristisk syn på kunst og kultur. En kunst – og kulturopfattelse, som er helt ude af trit med den måde, man sædvanligvis tilgår kunst og kultur på i demokratiske samfund, hvor kunst og kultur netop anses for at være fri, herunder fri for krav og diktater om at være en form og en tænkning, der hylder magthavernes snævre, politiske dagsordener.

Læg dertil, at vi også har forskellige medier, som gør, hvad de kan for at præsentere særligt den professionelle samtidskunst som en for folket endog uhyre uattraktiv størrelse, måske blot for at vække ureflekteret forargelse og ad den vej sælge aviser, hvem ved?

Til forsvar for de skønne kunstarter

I den beskrevne situation er det fristende for kunstens og kulturens folk at trække sig tilbage og slå skodderne til. Og vende ryggen til de kulturpopulistiske strømninger i det politiske liv. At gå ud og tage debatterne og slåskampene for kunsten tager tid fra det væsentlige, skabelsen og formidlingen af kunsten.

Det er imidlertid vigtigt, at kunstnerne og kunstformidlerne ikke lader engagementet i kunsten blokere for det nødvendige forsvar for kunsten. Et forsvar, som er stærkt påkrævet i denne tid. Vi må alle ud af hullerne og give vores besyv med. Og det må vi for kunstens skyld, for Danmarks skyld og for danskernes skyld. Det må vi for alle de mennesker, der lever og bor i Danmark, og som er glade for at være og bo netop her.

Det er dit Danmark, dit land, der mister, og det er lige præcis dig, der mister, i fald, det kunstfjendske program for alvor vinder frem her til lands

Men også kunstpublikummet og den store del af befolkningen, der ikke ønsker at leve i et Danmark, uden skabelse og formidling af kunst, må melde sig på banen nu. Alle de af os, der ikke har lyst til at leve i et kulturelt set blæksort hul, hvis inderside er beklædt med nationalt tonede emblemer i form af fregatter, vikingeskibe, bunkere og deslige. Vi må i sving nu. Og det kan kun gå for langsomt.

For det er en alvorlig sag for Danmark, for danskerne og for det enkelte menneske, der bor her i det danske, hvis vores samfund bliver omdannet til et sted, hvor kunsten søges bragt til tavshed i en samtidig prioritering af kulturelle, nationalkonservative symboler, der lader sig koble til en i øvrigt snæver, reduktiv og usand bestemmelse af dét at være dansk.

Man kan sige, at vi som samfund og enkeltindivider har meget mere brug for kunsten, end kunsten har brug for os. Det er Danmark som samfund, og det er det enkelte menneske, der lever og virker her, som mister noget endog meget værdifuldt, i fald de kunstfjendske får blæst med så stor kraft i deres truthorn, at de får deres messingsuppe af en nationalkonservativ kulturdagsorden igennem.

Det er dit Danmark, dit land, der mister, og det er lige præcis dig, der mister, i fald, det kunstfjendske program for alvor vinder frem her til lands.

Hvad kunsten tilbyder os

Og hvorfor nu det? Hvad er det, kunsten kan, som gør, at vi har så stærkt brug for den både som samfund og som enkeltindivider?

Lad os skifte gear og sammen gå ind i det filosofiske studerekammer og dér høre, hvad forskellige filosoffer har at sige om, hvad kunsten har at tilbyde os.

Traditionelt har filosoffer peget på en bred vifte af funktioner, som kunsten oppebærer. Vi kan panorere let hen over den filosofisk æstetiske tradition og stille skarpt på nogle af de mest markante:

Det er ofte blevet sagt af filosoffer, at vi lærer noget i mødet med kunsten. Kunsten giver os viden om verden og os selv; om virkeligheden. Gennem kunstoplevelsen erhverver vi f.eks. sandheder om menneskets natur og moral. Vi bibringes intellektuelle indsigter og sansemæssig erkendelse om det reale.

Mahama

Ibrahim Mahama. Out of Bounds, 2014-2015. Courtesy kunstneren og A Palazzo Gallery, Brescia.

Allerede i det antikke Grækenland var man klar over, at kunsten giver os viden og lærer os noget. Gamle togaklædte Aristoteles pegede på, at vi ved at opleve kunst ikke bare fornøjer os, men også erhverver viden.

Gennem kunstoplevelsen erhverver vi f.eks. sandheder om menneskets natur og moral. Vi bibringes intellektuelle indsigter og sansemæssig erkendelse om det reale.

Vi kan sige, at det samfund og det enkeltindivid, der går glip af kunsten, går glip af en af de allermest velkonsoliderede læringsmuligheder, vi overhovedet har til rådighed. Det er ingen ubetydelig sag for et videnssamfund som det danske anno 2016. Det er en barsk pris at betale for at føje sig ind under den strøm af mistro over for kunsten, som vi møder lige nu i denne tid fra hele den kunstfjendske hornmusik.

Mange filosoffer har også fremhævet, at kunsten har en spejlende og berettende funktion. Kunsten afspejler det sociale livs realiteter og virkeligheden i vort samfund, i staten, i polis. Kunsten fortæller os med andre ord om, hvor det brænder på i samfundet og hvordan. Hvor er det ved at eksplodere, hvor er det ved at implodere, og hvor siger det snart “puf” og “bang” i den sociale realitet? Det leverer kunsten forskellige indikationer på i kraft af dens spejlende funktion.

Nogle tænkere siger også, at kunsten beretter om menneskers dybtliggende drømme og begærsforestillinger. Altså, kunsten fortæller os om dagdrømme, håb, det underbevidste samt om alt det, vi mennesker ønsker os allermest inderst inde.

Kunsten fortæller os, hvor det brænder på i samfundet og hvordan – og bereter om menneskers dybtliggende drømme og forestillinger om begær.

Så her kan vi godt tillade os at spørge, om vi virkelig har råd og lyst til at miste dette spejl af samfundet og dets sociale realiteter, som kunsten udgør. Ligesom vi kan spørge, om det er ønskværdigt at miste de muligheder, som kunsten giver os, for at stifte bekendtskab med andres drømme og ønsker; drømme og ønsker som måske enten ligner vore egne, eller som er helt anderledes og nye for os.

Svarene på de spørgsmål er naturligvis et stort og rungende “Nej”. Vi har brug for at have føling med samfundets sociale virkelighed, og vi har som enkelte mennesker et dybt psykologisk behov for at høre om andres drømme, ønsker, længsler og begærsforestillinger. Gennem sidstnævnte brydes den eksistentielle ensomhed, som man kan opleve i et moderne, højhastighedssamfund med stort pres på den enkelte. Så lad os bare sige det højt og tydeligt over for de kunstfjendske trompetister: Kunsten tilbyder os noget, vi har brug for, både som samfund og som mennesker.

Og så er der det med følelserne. Adskillige filosoffer har gjort os opmærksom på, at gennem kunsten udtrykkes følelser. I kunstoplevelsen stifter vi bekendtskab med menneskelige følelsesregistre i al deres kompleksitet og intensitet. Vi opdager, at også andre føler, ligesom vi selv gør det. Eller vi opdager, at disse andre har nogle helt andre følelser, end vi selv har. Og både de følelser, vi kan genkende, og de, der er os aldeles fremmede, bliver vi klogere på, når vi møder dem gennem kunsten.

Stop den skingre trompet

Kunsten tilbyder os simpelthen muligheder for at reflektere over følelser og se dem i et nyt lys. Har man brug for det som menneske? Ja, det har man. Og har et samfund brug for, at dets borgere reflekterer over følelser? Ja, et samfund har brug for, at dets borgere har en velsleben følelsesmæssig intelligens.

Kunsten tilbyder os noget, vi har brug for, både som samfund og som mennesker.

Sidstnævnte bringer f.eks. den fordel med sig, at samfundets borgere ikke flintrer rundt og går helt amok, hvis de har en eller anden stærk følelse. At være i stand til at beherske følelser og sætte dem i et perspektiv er en god ting både for den enkelte og det samfund, som den enkelte lever i. Så igen: Ja, vi har i den grad et uomtvisteligt behov for at have kunsten i vore liv og i vort samfund. Så helt ærligt: Stop det skingre, kunstfjendske messingblæseri; vi kan ikke omsætte det til noget positivt hverken som samfund eller som enkeltindivider.

Læs dette essays anden del i morgen, tirsdag den 16. august 2015.

Topfoto: Dorte Jelstrup, samtidskunstinstallation af Jason Rhoades.

Kategorier