Dennis Larsen: Twin Peaks og kunsten at vågne op i en drøm

af

LONGREAD – Tågen letter, når man dykker ned i de spiritualistiske forudsætninger, som kultserien Twin Peaks trækker på. I første omgang handler det om at være opmærksom på hovedbudskabet: At vi lever i en drøm. I dette longread kaster Dennis Larsen et blik på de mange esoteriske, filosofiske og psykologiske lag i Twin Peaks: The Return. Det er dybt foruroligende men samtidig sært beroligende – også selvom han på ingen måde er spiritualistisk anlagt.

I en af de sidste episoder af Twin Peaks: The Return dobbelt-eksponeres den karismatiske FBI-agent Dale Coopers ansigt på lærredet, mens han langsomt siger: We live inside a dream.”

Ordene har vi hørt før i Twin Peaks-universet, sagt af agenten Philip Jeffries, der i prequel-filmen Laura Palmers Sidste Dage vælter ind på et FBI-kontor og vrøvler løs, hvorefter han på mystisk vis forsvinder.

Scenen med Jeffries bliver genbrugt i The Return, men det er som erindring i FBI-chefen Gordon Coles drøm, hvori en kvinde siger til ham:

We are like the dreamer who dreams, and then lives inside the dream. But who is the dreamer?”

Hvad skal disse drømmereferencer betyde? Selv mener jeg, at de er udtryk for dét, den amerikanske spiritualist Paul Levy – fuldstændig uafhængigt af Twin Peaks – har kaldt ’den vågne drøm’. Hans tanke er, at verden og selvet er gensidigt afhængige og altså ’taler’ sammen i vågen tilstand på samme måde, som de gør i nattens drømme.

Vi har svært ved at se, hvordan vi bag fornuftens kulisser styres af dårlige værdier, der får os til at ende som brutale og rovdriftige egomaner

Vi har dog svært ved at se det ske, mener Levy, og det skyldes, at vi siden Oplysningstiden har forherliget en særlig ’klarsynet’ opfattelse af fornuft. Den tillader os hverken at tyde verden eller os selv symbolsk. Tværtimod indoktrineres vi i at granske alt og alle i et særlig ’objektivt’ eller ’værdifrit’ lys, hvormed vores intuitioner og væren-med-verden konsekvent destilleres væk.

Det fører med sig, at vi har svært ved at se, hvordan vi bag fornuftens kulisser styres af dårlige værdier, der får os til at ende som brutale og rovdriftige egomaner.

Synkronicitet for fuld skrue
Det er netop denne kulturelt nedarvede fornuft, som det esoteriske makkerpar David Lynch og Mark Frost går i rette med i The Return. De erklærer den nærmest krig og udstiller den som alt andet end klarsynet. De gør det ved at insistere på, at det vågne drømmeri ikke devalueres til letkøbte psykiatriske sygdomsdiagnoser som ’delirium’ eller ’psykose’.

Her går de skridtet videre end den franske filosof Michel Foucaults lavmælte fornuftskritik i Galskabens Historie, og ender med at anklage fornuften – og altså ikke galskaben – for at være til dels forblindet og i en vis forstand ’gal’ og ’psykotisk’.

Lynch og Frost trækker tilmed på Carl Jungs begreb ’synkronicitet’. Det er et tids- og rumløst virkelighedsaspekt, Jung mener, popper op til overfladen i det fænomen, vi kender som déjà vu, eller som sære tilfælde af overlap mellem drøm og virkelighed. Det griber ind i virkeligheden og samarbejder med vores såkaldt ’kollektivt ubevidste’ om at give verden sit udtryk.

Mørkemændene vender vores vanlige forståelse af galskab på hovedet. Her flokkedes de omkring ’The Convenience Store’.

Det er denne synkronicitet, der er skruet op på max i The Return – særligt i forhold til de tidligere sæsoner. Det er som om, Lynch og Frost i den nye sæson nærmest skejer ud i sære tilfælde, alternative virkeligheder, visioner og drømmeuniverser. Resultatet taler sit eget tydelige sprog: Synkroniciteten antager karakter af et ufravigeligt virkelighedsaspekt, der får fornuften til at opløse sig for øjnene af én. Som seer tvinges man derfor til at opfatte verden anderledes, end man plejer.

Sådan oplevede jeg det i hvert fald selv, da jeg så The Return. Jeg fandt serien dybt foruroligende, men samtidig sært beroligende at se – også selvom jeg på ingen måde er spiritualistisk anlagt. Det er som om, at det kollektivt ubevidste fordærv – herunder usikkerheden og uroligheden i vores brutale og fortærende mentalitet – blotter sig og afsløres. Man ender nærmest med at stirre direkte ind i den ’skyggeside’, Jung også talte om: Mørket i os alle, som kan overtage os, hvis ikke vi konfronterer og tøjler det.

Vindigo-myten
Denne mørke skyggeside forekommer i The Return at have taget fuldstændig over: Deputy Hawk erklærer dystert, at ilden kan blive sort, og afgrøderne besudlede. Det er fordærvet, der hersker.

Fordi vi konsekvent udgrænser synkronicitetens grænseerfaringer, og dermed den vågne drøm, ender vi med at blive holdt som fanger i samme fortærende udsyn på verden, som man i Østens visdomstraditioner også har kaldt ’den destruktive cyklus’. Ilden opfattes her som ude af balance med overtag som fortærende princip.

Twin Peaks trækker ikke på Østens visdomstraditioner direkte, men lader temaet om den destruktive psykologi komme til udtryk igennem de nordamerikanske indianerstammers myte om ’vindigo’.

Myten fortæller, at mennesker kan fordærves indefra og blive overtaget af umættelige og kannibalistiske hamskiftere. Det er en slags mørkemænd eller onde ånder, som udspalter sig fra et ikke erkendt mørke inde i os selv, og som derefter overtager og dræber vores sjæl.

De ligger landet øde gennem tvangspræget rovdyrsadfærd, lukrerer på kaos og lidelse – bedre kendt som ’garmonbozia’ i Twin Peaks-universet – og vokser sig stærkere.

Sarah Palmer har kort forinden taget sin ’maske’ af overfor en pervers bargæst og afsløret sig som vindigo, hvorefter hun farede i halsen på ham.

En kollektiv psykisk krise
Hvor de foregående sæsoner af Twin Peaks behandlede denne vindigo-myte relativt konkret, så løfter The Return myten op på et højere niveau. Den udvides til noget, der minder om en kulturkritik, og her bliver atter relevant at inddrage spiritualisten Paul Levy, da hans begreb om ’wetiko’ faktisk dækker over akkurat samme brug af vindigo-myten.

Mørke kræfter i vores kollektivt ubevidste udstiller verden som et ’perfekt’ forfalsket glansbillede, der lokker os ind i vindigoens overgearede erobringspsykologi, hvor alt flyder og så småt fordærves indefra

Denne ’wetiko’ er ifølge Levy en smitsom kollektiv psykisk krise eller ’sjæleparasit’, der lukrerer på rovdrift og lidelse, og som er sat i system af vores stadigt mere teknokratiserede fornuft. Denne fornuft afvikler som sagt vores evne til at tyde verden som vågen drøm.

Særlig interessant bliver det, idet Levy mener, at mørke kræfter i vores kollektivt ubevidste derved får frit spil til at vende vores glemte tydeevne imod os. Den udstiller verden som et ’perfekt’ forfalsket glansbillede, der lokker os ind i vindigoens overgearede erobringspsykologi, hvor alt flyder og så småt fordærves indefra.

Coopers vindigo reflekterer hånligt over sin kvantitative efterabelse af verden igennem samme smil, som han op til flere gange i serien intentionelt ’faker’.

Levy mener, at denne ’vindigo-psykose’ – eller omsiggribende efterabelse af verden og os selv – holder os reelt for nar, idet dens simuleringer får os til at overse, hvor galt det står til med os.

Verdensfalskneriet får os til at havne i private drømmeuniverser, hvorigennem vindigoens kortsigtede rovdyrsmentalitet opretholdes.

Vågner vi op i den vågne drøm, mener Levy, at vi sammen kan ophæve sjæleparasittens ’rationelle’ galskab i det kollektivt ubevidste, og derved opløse verdensfalskneriets kunstige, medieskabte overflade.

Hvis vi til gengæld ikke formår det, så risikerer vi at havne i selvudslettelse, der i sidste ende kan true hele menneskeracen.

Pladen går i hak
Hvis vi skal prøve at anskue Twin Peaks ud fra Paul Levys optik, så gav de to første sæsoner os et indblik i den såkaldte ’sjæleparasit’ i opstartsfasen. Den formåede her og der at få tag i nogle mennesker her, men særligt Palmer-familien blev ramt og tog form som ondets neksus. Dog formåede Laura Palmer at gøre heftig modstand. Hun begik indirekte selvmord som en måde at undslippe sjæleparasitten. Derved bevarede hun sin godhed men som fortabt sjæl.

Især scenerne fra Roadhouse i The Return er præget af ekstrem fragmentation, forsømte unge, frembrusende fordærv og en meningsdannelse, der konstant nulstilles og nægter at lade sig indfange.

I The Return er parasitten trods Lauras modstand vokset. Dens omsiggribende verdensfalskneri og destruktive psykologi  er allestedsnærværende – eller som kæmpen, en god ånd, der kaldes ’The Fireman’, siger: ’It is in our house now’.

Men vi ser det ikke direkte. Verdensfalskneriet kommer kun til udtryk ’indefra’, og det sker igennem en gennemgribende digital eller ’holografisk’ logik, hvor alt er fragmenteret. Mennesker forsvinder ud af handlingen, lige så hurtigt som de træder ind i den. Meningsdannelsen bryder hele tiden sammen – for blot at starte forfra. Alt tager form af at være et endeløst nu: Lidt ligesom en plade, der går i hak eller et ur, der ikke bevæger sig.

Den bagvedliggende årsag omtaler FBI-chefen Gordon Cole på et tidspunkt som ’Judy’ eller ’jowday’, og han nævner kun kort, at vi har at gøre med en meget negativ kraft. Mere får vi ikke at vide. Mit gæt er, at Cole her taler om vindigoens mentalitet som korrupt skaberkraft, der har udspaltet sig fra universets iboende harmoni.

Tanken er med andre ord, at orden føder kaos, og ikke omvendt, som vi f.eks. ser det hos Friedrich Nietzsche, hvor kaos og i den grad også lidelse afføder orden.

Coopers rejse
Dale Cooper, der er seriens omdrejningspunkt, er i The Return mere eller mindre smeltet sammen med den rene synkronicitet. Vi oplever ham som et tvivlsomt tilfælde, hvad angår evnen til at konfrontere mørket i sig selv og dermed vågne op i den vågne drøm.

Ikke desto mindre så har han – i modsætning til stort set alle andre karakterer i serien – forstået, hvad det hele går ud på, og måske er det derfor, at han i et af de første afsnit formår at undslippe, hvad der kunne minde om skærsilden: Den såkaldte ’Black Lodge’.

Dette har dog taget ham hele 25 år fra de første sæsoner rullede over skærmen, og den nye sæson skildrer ham i en forstærket udgave af det simulerede identifikationsunivers. I The Return er han ikke længere indfanget i et kunstigt og nostalgisk small town-univers, men derimod sluset ind i et opstyltet og krakeleret småborgerliv i den vel nok mest simulerede by af dem alle, Las Vegas.

Dale Cooper genfødes i en kunstig, nærmest plastikagtig, verden, hvor alt, selv maden, emmer af ’fake’. Folkene omkring ham er så vant til at leve i det, at de ikke ænser hans åbenlyse, uforskyldte papegøjesnak.

Det er i dette helt igennem efterabede og kaotiske univers – hvor den allestedsnærværende korrupte skaberkraft Judy konstant skifter skikkelse som ’perfekt’ glansbillede – at Cooper genfødes som en skrøbelig mængde orden. Han er modgiften og hans ’klarsynede’ fornuft er nulstillet, hvilket uden tvivl skal opfattes som et positivt tegn. Men han har svært ved at tage det næste skridt: At vågne op i den vågne drøm. Alt imens raserer hans vindigo – og det vil sige hans fordærvede, udspaltede skyggeside, Mr. C. – landet.

Han er ikke længere den ensporede do-gooder, men virker på den hårde måde til at have lært, at tidligere tiders ’pæne’ og pligttyngede moral for evigt er kuldsejlet, idet dens massive undertrykkelse af det kollektivt ubevidste slog fejl

Modsat Mr. C, så forsøger Cooper dog at bryde fri af denne efterabede virkelighed. Det lykkes ham faktisk til slut at knække sin vindigo/skyggeside – og blive et mere helt menneske med både lyse og mørke kræfter i sig: Han er ikke længere den ensporede do-gooder, men virker på den hårde måde til at have lært, at tidligere tiders ’pæne’ og pligttyngede moral for evigt er kuldsejlet, idet dens massive undertrykkelse af det kollektivt ubevidste slog fejl.

Den private verdensorden vs den fælles
Denne indsigt er dog ikke i sig selv nok for Cooper til at bryde vindigo-besværgelsen eller ’sjæleparasitten’. Den er det heller ikke for hans ‘genfødte’ kollega Diane. Mod slutningen af serien ser vi derfor, at de begge – i det øjeblik de er vågnet op i den vågne drøm – atter begynder at udspalte sig selv til mørket.

De er åbenbart ikke gode nok til at tyde sig selv og verden, og derfor starter deres private drømme forfra og får dem til at falde tilbage i den private verdensorden, som Heraklit kaldte Idios kosmos.

Filosoffen arbejdede også med begrebet koinos kosmos, men det er vigtigt at forstå, at muligheden for denne i The Return ikke skal forstås som en objektiv, menneske-uafhængig virkelighed, sådan som vi er vant til at tænke det.

Tværtimod: Tanken er, at koinos kosmos er en kollektivt delt verdensorden, som vi i fællesskab projekterer eller ’vågent drømmer’ frem i samarbejde med verden og hinanden, idet vores – forhåbentlig – tøjlede underbevidsthed spiller sammen med synkroniciteten.

Det kræver – ligesom vi så det hos Paul Levy – at vi hver især vågner op i den vågne drøm og dermed kollektivt ophæver vindigo-besværgelsens omsiggribende simulation af os selv og verden.

Cooper og Diane rejser ind i sjæleparasittens kerne for at opløfte besværgelsen, men det lykkes ikke, og de udspaltes tilbage i idios kosmos.

Generindring som filosofisk opvågning
Det lykkes altså ikke Cooper og Diane at ophæve vindigo-besværgelsen. Det eneste håb, serien viser os, er, at Laura Palmer – der i øvrigt også er genfødt og indfanget i et idios kosmos – husker sig selv, hvorefter hun skriger for åben skærm.

Laura og Audreys opvågninger peger mod, at vi bør starte på en frisk i den vågne drøm, og dermed genvinde den fortid og fremtid, der berøvet i sjæleparasittens overanstrengte og endeløse nu

Jeg vil her mene, at Laura oplever et ’tab af forglemmelse’ eller hvad oldgrækerne også kaldte en ’anamnese’. Det vækker mindelser til Audrey Hornes tidligere opvågning i serien, og i begge tilfælde mener jeg, at serien subtilt peger i retning af disse generindringer som potentiel befrielse fra verdensfalskneriet.

Det er vigtigt at gøre sig klart, at anamnesen ikke er letkøbt generindring i den forstand, at man husker sit gamle jeg og derefter kan vende tilbage til ’de gode, gamle dage’. Nostalgien i The Return udstilles derimod konsekvent som kulturelle efterladenskaber, der er blevet indlemmet i verdensfalskneriet. Derfor peger Laura og Audreys opvågninger snarere mod, at vi bør starte på en frisk i den vågne drøm, og dermed genvinde den fortid og fremtid, der berøvet i sjæleparasittens overanstrengte og endeløse nu.

Audrey Horne vågner midlertidigt op fra sit fortabte, private univers, idet hun generindrer sig selv og dermed etablerer kontakt med sit dybe jeg.

Dette er ret beset en antik opfattelse af generindring, hvor den optrådte som spirituel teknik til at udvikle selvkonstans i det aktivt levende univers, der tolker og tolkes. Teknikken – som bl.a. også Platon prædikede – indebærer, at man etablerer kontakt med sit berøvede dybde-jeg, herunder ens tabte viden om verdens sande natur og sågar sine tidligere liv. På den måde kan man befri sig selv fra simulationen og udvikle intimitet med sine indre dybder, herunder sit potentiale for ondskab og vildskab.

Temaet lægger i forlængelse af fordringen om at ’kende sig selv’, hvilket skal forstås som en oprindelig filosofisk selvomsorg eller terapi, ved hjælp af hvilken man komplet omdanner sine dæmoniske kræfter. Man tøjler disse kræfter og transformerer dem til – hvad også grækerne kaldte – ’eu-daimonia’, hvilket vil sige ’at gå med gode dæmoner’.

Det er en slags åndelig vækkelse, der leder mod sindsro, visdom og ’det gode liv’. Det vil sige det afbalancerede og dydige liv, som modværger, at vi udspalter os selv og havner i ’den destruktive cyklus’.

Noter:

  1. Paul Levy udfolder sin teori om begrebet ’wetiko’ i bogen Dispelling Wetiko: Breaking the Curse of Evil og interessant nok hedder hans hjemmeside www.awakeninthedream.com. Her er en video, hvor han kort forklarer ’wetiko’ samt ’tulpa’.
  2. Der er væsentlige overlap mellem Twin Peaks og Philip K. Dicks forfatterskab. Hvad der i Twin Peaks kaldes for ’Judy’ kalder Dick i sin bog VALIS for ’Det Sorte Jernfængsel’. Han mener, at det er udtryk for Romerrigets mentalitet, som vi op igennem Middelalderen har undertrykt, men som nu atter er blusset op. Mentalitetsfængslet indfanger os i en forfalsket nu-og-her-virkelighed, der dyrker konstant forandring samtidig med, at den tildækker mistrivsel og fordærv (oplagte eksempler er reklamer eller sociale medier). Læs Paul Levys gennemgang af ham her.
  3. Philip Dicks ’kosmogoni’ er også relevant.
  4. Denne kosmogoni udgør blot punkt 47 i Dicks samlede ’exegese’, hvortil punkt 48 omhandler anamnesen, der også er relevant for Twin Peaks.
  5. Indianerne gik anderledes til stålet og henrettede vindigoerne (svarer nogenlunde til, hvad vi i dag fejlagtigt kalder ’psykopater’). Læs cree-indianeren Louis Birds fortælling om det her.
  6. Vindigoen nævnes på side 74 i Mark Frosts bog ’Secret History of Twin Peaks’.
  7. Forestillingen om udspaltede ånder – hvad end gode eller onde – er at finde i stort set alle antikke visdomstraditioner. Heriblandt er f.eks. arabernes forestilling om ’jinn’.
  8. Denne tekst vedrører gnostiske tekster fra Nag Hammadi omhandlende de såkaldte ’archonter’, som også mytologien i Twin Peaks trækker på (heriblandt også mystikken omkring UFOer i ’Secret History of Twin Peaks’).
  9. Jean Baudrillard og Umberto Eco har beskæftiget sig med, hvordan senkapitalismen antager karakter af simulering eller en ’hyperrealitet’, hvilket mange af Lynchs værker lader til indirekte at kredse om.
  10. 10: Jay Dyer har skrevet tilbundsgående analyser af de mange okkulte og spiritualistiske fænomener, mytologien i Twin Peaks trækker på. Heriblandt er koblingen mellem ondskab og moderne videnskab.

Alle fotos via HBO Nordic/ Suzanne Tenner.

Kan du lide POV-formatet, anbefaler vi dig at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler via Facebooks feed. Ønsker du at støtte POV's arbejde, kan du tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal eller MobilePay under 'Støt POV' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også støtte POV med en enkelt donation via MobilePay-link under 'Støt POV' eller på 40 12 19 68. POINT of VIEW International bruger ikke banner- eller pop-up-reklamer og har ikke nogen betalingsmur.

Dennis Larsen

Dennis Larsen er uddannet i filosofi og psykologi. Han forsker uafhængigt i 'diagnosesamfundet' og blogger bl.a. for videnskab.dk. På POV International vil han forsøge at kaste kritisk lys på udviklingen i vores værdier: Hensigten er at bidrage til at sætte nye værdier på dagsordenen med fokus på at genlære at være generøse, mådeholdne og hensynsfulde. For at nå derhen, kræver det, at vi trænger ærligt ind i vores forvirring i stedet for skråsikkert at afvise den. Hvis du vil støtte Dennis Larsens blogposter, kan du kan donere et beløb til ham via MobilePay på 51 21 61 40.

Seneste indlæg fra

Gå til Top