Trumps venner ramt af “russisk” boomerang

af

Sagt helt ærligt: Skadefryden bobler lystigt, også hos mig. I årtier har den amerikanske højrefløj boltret sig i fantasier, hvor de slemme russere med venstreorienteret bistand undergravede de vestlige demokratier. Nu er samme højrefløj ramt af en boomerang. Dens fantasier har indtaget USA’s politiske arena, og det er dens egne folk, som er Kremls nyttige idioter. Men skadefryd kan gøre os blinde for, at hele samfundet blev skadet af kold-krigernes fantasier, og en ny tids fokus på sammensværgelser styret fra Moskva kan også skade.

Troen på en kolossal sammensværgelse mod demokratiet står centralt i arven efter Den Kolde Krig, og det er denne tro, som nu har fået et comeback. Både dengang og nu er det ikke en opfattelse helt uden grundlag. Men – både dengang og nu – er truslen blevet overdrevet, ofte ekstremt. Afhoppede Øst-agenter gjorde sig selv mere interessante med løgne, og der var politikere samt skribenter, som udspredte deres påstande. Det er, som vi skal se, også sket i Danmark. Der er ikke gennemført et opgør med datidens løgne, men måske kan et tilbageblik vise, hvor galt det kan gå.

Faren for en gentagelse af fortidens fantasier er netop blevet påpeget af den amerikanske journalist Masha Gessen, som har russiske rødder. Hendes advarsel er bragt i de intellektuelles flagskib New York Review of Books, hvor mange læsere formentlig er ganske tilfredse over højrefløjens problem.

”I nu mere end seks måneder, har Rusland været en krykke for den amerikanske forestillingsevne”, konstaterer hun. ”Den forklarer, hvordan Trump kunne ske for os, og den påkaldes også, så vi kan få håb. Når den russiske sammensværgelse bag Trump endelig bliver afsløret helt, vil vort nationale mareridt nemlig være ovre”.

Retorisk våben

Demokraterne har i ”Russiagate” fundet et retorisk våben, som både taler til amerikanernes nationalisme og deres hang til sammensværgelses-teorier. Alle de ubehagelige politiske årsager til Republikanernes sejre er trængt i baggrunden.

Republikanerne selv bidrager til mistilliden, fordi de tilsyneladende modsætter sig en grundig kulegravning med bl.a. en uafhængig særanklager – og det i en sag angående nationens sikkerhed. Som den neokonservative kommentator Robert Kagan skriver  ville det for blot et år siden have været hinsides det tænkelige, at Republikanernes ledere ville være håndlangere for russisk indblanding i USA’s politiske system, men ”forbløffende nok er det rollen, som Det Republikanske Parti nu spiller”.

Russiagate hjælper Trump, fordi affæren bortleder opmærksomheden fra alle de virkelige og veldokumenterede overgreb, som præsidenten og hans kabinet lægger op til

Den russiske trussel er blevet så dominerende, at selv Trump anvender den. Tirsdag morgen udsendte han en tweet, som gav Obama’s ”svaghed” skylden for, at russerne ”blev stærkere og stærkere, snuppede Krim og fik flere raketter”.

OGSÅ I EUROPA ANSES TRUMP AF NOGLE FOR PUTINS MAND. HER FORSIDEN PÅ DET TYSKE UGEBLAD DER SPIEGEL.

Det er Masha Gessens opfattelse, at Russiagate hjælper Trump, fordi affæren bortleder opmærksomheden fra alle de virkelige og veldokumenterede overgreb, som præsidenten og hans kabinet lægger op til. Hun kritiserer desuden, at hans kritikere ”fremmer en xenofobisk sammensværgelsesteori”, fordi man vil ”fjerne en xenofobisk sammensværgelses-teoretiker” fra præsidentembedet.

Trusselsbilledet skræmmer

Kan kendsgerningerne, som hidtil er fremlagt, forklare opstandelsen? Der er ikke beviser for, at Trump eller hans nærmeste har tjent vigtige russiske interesser. Langt nede i en analyse måtte New York Times da også konstatere, at nok har der været en del kontakt mellem Trump-lejren og russere, men det har været høfligheds-visitter, politiske samtaler og forretningsmøder, hvor ”intet er kommet offentligt frem, som antyder noget mere truende”.

Hvis man selektivt hæfter sig ved nogle afsløringer fra de forløbne måneder, så kan man lave en skitse, hvor ganske meget er overladt til fantasien

Hovedproblemet er et indtryk, som mest ligner en af de børnetegninger, som opstår, når man med streger skal forbinde nogle punkter. Hvis man selektivt hæfter sig ved nogle afsløringer fra de forløbne måneder, så kan man lave en skitse, hvor ganske meget er overladt til fantasien.

Det ærværdige magasin The New Yorker har netop i en af sine vanlige gigantiske artikler, cirka 15.000 ord, beskrevet den russiske trussel. Man har bl.a. talt med Clinton-regeringens navnkundige Ruslands-ekspert Strobe Talbott, som siger: ”Der er en meget reel fare for, at vi ikke kun vil tabe en ny kold krig (…) men at nederlaget stort set vil skyldes et perverst kammeratskab, den næsten ufattelige respekt Trump har for Putin”.

Trusselsbilledet, som tegnes i magasinet, inddrager ganske meget – Putins anti-vestlige holdninger, sikkerhedspolitiske fremstød, desinformation, hacking osv. Men midt i alle ordene finder man denne sætning: ”Ingen rimelig analytiker mener, at Ruslands aktive foranstaltninger i USA og Europa har været den afgørende kraft bag fremvæksten af Trump og nationalistiske politikere i Europa”. Hvorefter man kort peger på bl.a. globaliseringen og af-industrialiseringen.

Hjernevask spøger

Når amerikanerne skal forbinde ”punkterne”, de tilgængelige informationer, henter fantasien hjælp fra Den Kolde Krigs kultur, hvor man var ret optaget af de skjulte fjender. Mellem de mest indflydelsesrige ”kunstværker” er en bog fra 1959, som siden to gange er gjort til film: ”The Manchurian Candidate”. I den hjernevaskes en fremtrædende politikers søn, så han bliver et redskab for kommunister. Adskillige artikler har diskuteret Trump i det lys.

Kommunistiske efterretningstjenester udførte undergravende virksomhed med agenter og desinformation, men under Den Kolde krig så nogle i Vest personlig og ideologisk fordel i ganske fantasifulde fortællinger, som overdrev denne aktivitet. Det er en arv, som er blevet holdt i live af folk, som stadig ville bekæmpe gamle fjender eller så nye, der passede ind i det gamle trusselsbillede

Paranoid afhopper

Den grundlæggende indsats på dette felt blev ydet af KGB-officeren Anatolij Golitsyn, som hoppede af i 1961 og derefter arbejdede for CIA. Den daværende chef for kontraspionagen i CIA, James Angleton, har kaldt ham den ”mest værdifulde afhopper”, men den vurdering er mildt sagt kontroversiel.

MERE POV
Tag til Saudi Arabien Kronprinsepar!

I et værk, udgivet i 1984, beskrev Golitsyn indgående den kommunistiske strategi for bedrag og desinformation. Han gennemgår bl.a. ganske detaljeret otte sovjetiske kampagner med desinformation, og, hvis man tror ham, er der sandelig grund til revision af gængse opfattelser.

Fra Golitsyn kan man erfare, at den frie fagbevægelse Solidarnosc i Polen i virkeligheden er et kommunistisk komplot

Golitsyn kan således afvise mange tegn på splittelse i den kommunistiske verden – konflikterne mellem Sovjetunionen og Jugoslavien, Albanien, Kina, Rumænien, Tjekkoslovakiet og Eurokommunismen er således ren desinformation, som skal bedrage Vesten. Man kan også erfare, at den frie fagbevægelse Solidarnosc i Polen i virkeligheden er et kommunistisk komplot. Golitsyn forudsagde, at hvis Vesten ikke vågnede op, så ville kommunismen, der efter hans mening var blevet styrket i de seneste to årtier, i løbet af få år opnå verdensherredømmet.

KGB-AFHOPPEREN ANATOLIJ GOLITSYN ADVAREDE I FLERE BØGER MOD OPTISME ANGÅENDE ØST-BLOKKEN

Golitsyn får ikke høje karakterer, når hans troværdighed bedømmes af historikere. Makkerparret den britiske historiker Christopher Andrew og den afhoppede KGB-arkivar Vasili Mitrokhin påpeger i deres KGB-historie, at nok leverede han i starten væsentlige informationer, men efterhånden fik han også ”forvirret CIA med stadigt mere ekstravagante konspirationsteorier”. New York Times journalisten Tim Weiner gør i sin CIA-historiebog kort proces: Golitsyn blev af CIA’s psykiatere anset for ”klinisk paranoid”.

Dansk version

Danskere er i den heldige situation, at en professor i erhvervsret, Ole Hasselbalch, i flere publikationer har opsummeret påstande, som skal beskrive den store sammensværgelse og endda overført dem til danske forhold. Hvis nogen aner lidt ironi i dette, er årsagen, at han ganske aktivt har rettet anklager mod mig for agentvirksomhed, og at han var juridisk rådgiver for historikeren Bent Jensen i en injuriesag, som jeg anlagde og vandt ved Højesteret i 2015.

Hasselbalch har ikke kommenteret den seneste tids beskyldninger mod Rusland, hvor han i øvrigt i dag har professionelle interesser. Men hans teorier kan genkendes i aktuel debat.

Det er Hasselbalchs opfattelse, at de kommunistiske lande i slutningen af 1950’erne opgav troen på, at de kunne overtage magten i Vesten gennem krig, og derfor udviklede de en ny strategi, der gennem en velorganiseret ”stille krig” skulle demoralisere Vesten og undergrave virkelighedsopfattelsen hos vestlige beslutningstagere.  Siden 1959 har de med Sovjetunionen i spidsen på ”arbejdspladserne, uddannelsesstederne, foreningslivet, pressen, den politiske scene osv.” gennemført ”en målbevidst, uophørlig og kompromisløs offensiv mod Vesten”.

Ubevidste redskaber

Han mener, at KGB udarbejdede et ”søkort” over aktørerne i den danske meningsdannelse, så man kunne se ”hvilke strenge det til enhver tid var mest hensigtsmæssigt at spille på, hvordan og hvor”. Indsatsen var så skjult, at den endog kunne være skjult for de danske håndlangere. Påvirkningen foregik delvist gennem ”en ret bred kreds af velvillige personer”, som kaldes ”fortrolige kontakter”. Disse folk var ikke ”nødvendigvis” bevidst om deres egen rolle i KGB’s spil.

OLE HASSELBALCH – TRODS EKSPERTISE TAVS OM TRUMP

KGB anvendte desuden ”indflydelsesagenter”, og heller ikke de behøvede ”være sig selv klart bevidst”, at de var redskaber for en fremmed magt. Han hævder, at disse indflydelsesagenter ”passede så at sige som fod i hose til rollen som opinionsdannere i 70’erne og 80’ernes Danmark”, og deres injektion af informationer og synspunkter i debatten var ”demokratisk uangribelig”, når de egentlige bagmænd ikke var kendt af offentligheden.

For Hasselbalch er det nok til stærk mistanke, hvis der hos en opinionsdanner blot er et tilsyneladende sammenfald med sovjetiske synspunkter eller interesser. Dette ”objektive” kriterium erstatter al anden bevisførelse, da de opinionsdannere, som KGB anvender, jo selv kan være helt uvidende om deres rolle.

Helteportræt af kilde 

Hovedkilden til denne store konspiration er hos Hasselbalch en tjekkoslovakisk general, Jan Sejna. I sit portræt af Sejna skriver han, at ”da Warszawa-pagtens kampvogne i 1968 rullede ind i Tjekkoslovakiet og knuste ’foråret i Prag’ gjorde en vis Jan Sejna (…) sin stilling op”. Sejna havde angiveligt adgang til den store plan for overtagelse af de vestlige samfund indefra, og ”skuffet over det, der nu skete i Prags gader, tog han imidlertid hele materialet under armen og begav sig vestpå, hvor han overlod det til efterretningstjenesterne”.

JAN SEJNA SKREV SELVBIOGRAFI

Det er et portræt, som rider på sympatien for de tjekkoslovakker, som stod bag reformbestræbelserne, der blev knust af invasionen i august 1968. Man må forstå, at Sejna var en af systemkritikerne, som reddede sig gennem flugt i sidste øjeblik.

Der er bare et par problemer med portrættet, bl.a. tidspunktet for hans flugt. Sejna selv oplyser i første linje af forordet til en bog, som han senere skrev: ”Jeg smuttede ud af Prag en frysende kold morgen i februar 1968 og kørte sammen med min søn og hans kæreste så hurtigt, som vintervejrets veje tillod, mod sydøst gennem Ungarn og Jugoslavien ind i Italien”.

Stalinist og skurk 

Fejlen i Hasselbalchs portræt er ikke umiddelbart forståelig, idet han på dette punkt netop henviser til Sejnas bog. Fejlen gentages endog flere år efter, da han i en kronik skarpt kritiserer PET-kommissionen, fordi den i sin beretning ikke omtaler den sovjetiske ”strategiske langtidsplan” bag ”påvirkningsoffensiven mod os”, hvor vores ”væsentligste kilde” er ”tjekken Jan Sejna, der hoppede af med planen under armen ved invasionen af Prag i 1968”.

Hasselbalchs hovedkilde stod bag et kupforsøg, der skulle beskytte Tjekkoslovakiets diktator, ærke-stalinisten Antonin Novotny, imod reformkræfternes pres

Men det ligner en meget bevidst fejl, når man også ser nærmere på Sejnas faktisk baggrund, som Hasselbalch med sit trick får skjult. Condoleezza Rice, senere sikkerhedsrådgiver og udenrigsminister for præsident George Bush, har i en analyse af den militære elite i Øst-landene beskrevet, hvordan Sejna stod bag et kupforsøg, der skulle beskytte Tjekkoslovakiets diktator, ærke-stalinisten Antonin Novotny, imod reformkræfternes pres. Lige op til Sejnas flugt havde myndighederne indledt en undersøgelse af mistanker om, at han gennem flere år havde begået økonomisk bedrageri.

CIA’s fælde

MERE POV
Populismens store rekyl

Sejnas troværdighed efter afhopningen er desuden ofte blevet udfordret. Han var en hovedkilde bag journalistens Claire Sterlings påstande om, at Sovjetunionen stod bag en række terrorgrupper. Han var også hovedkilde bag påstanden om, at Sovjetunionen stod bag globalt salg af kokain. Og da angiveligt forsvundne amerikanske krigsfangers skæbne i Vietnam blev et varmt emne i USA, kunne Sejna pludselig huske en del, som gav konspirationstankerne ny næring – og ham selv ny relevans.

Den venstreorienterede irsk-amerikanske journalist Alexander Cockburn hævder, at CIA opfandt den hemmelige sovjetiske plan, fordi man ville afprøve Sejnas troværdighed. Havde Sejna, lød tjenestens spørgsmål, haft kendskab til denne plan? Da han svarede ja, kappede CIA kontakten med ham, dog uden begrundelse. Men Sejna havde fået inspiration til en ny historie, som så blev til en bog.

Som et blad i Tjekkiet noterede syv år efter hans død, så mener de fleste tjekkiske embedsmænd og historikere, at Sejna var ”en løgner”.

Ingen plan

Hasselbalch henviser også til en desinformations-plan, som blev fremlagt i 1959 på et stort møde i KGB af tjenestens nye chef Alexander Sjelepin. Han var en meget ambitiøs herre, som ville gøre chef-stolen i KGB til et springbræt for karriere til de højeste poster i staten. Som led i dette projekt foreslog han øjensynlig regelmæssigt storstilede planer, som var højtflyvende med ambitiøs kommunistisk retorik.

Den amerikanske, russisk fødte, historiker Vladislav Zubok, skaffede sig i begyndelsen af 1990’erne ad omveje adgang til KGB-planer fra Sjelepins periode. De er både opfindsomme og meget omfattende, men den overordnede strategiske plan, som Hasselbalch-Sejna-Golitsyn beskriver, eksisterede ikke, konkluderer Zubok. Planen fra 1959 omtales i den seriøse litteratur sædvanligvis ganske kort uden opreklamering af den til en strategisk plan.

Trumps beundrer

Seneste bidrag til den konspirative opfattelse af desinformations betydning efter Sovjetunionens død er en bog skrevet af den tidligere rumænske efterretningsofficer generalløjtnant Ion Mihai Pacepa sammen med en amerikansk forsker.

Værket leverer så mange meget sensationelle afsløringer af både KGB’s og den russiske efterretningstjenestes aktiviteter, at en læser kan efterlades lettere stakåndet. Som en anmelder fra et højrefløjs-organ oplyser, så forklarer bogen, ”hvordan Amerika og Vesten generelt blev progressivt”. Mellem afsløringerne er, at KGB stod bag mordet på præsident Kennedy samt anstiftede anti-semitismen, anti-amerikanismen og derfor også terrorismen i Mellemøsten. Pacepa, som hoppede af i 1978, kan oplyse, at Barack Obamas valgkamp i 2008 for ham var en gentagelse af præsident Ceaucescu’s valgkampagner i Rumænien.

Den tidligere CIA-chef og senere Trump-rådgiver James Woolsey skriver i forordet, at ”denne bemærkelsesværdige bog vil ændre, hvordan De opfatter efterretningsvirksomhed, international politik, pressen og meget andet derudover”.

Flere journalister har søgt en kommentar fra Pacepa til mistanken mod Trump-lejren, men han vil ikke kommentere forlydenderne bortset fra, at han har tillid til Trump.

Topbillede: I mange amerikanske publikationer fremstilles Trump, som var han Putins dukke. Kunstneren er i dette tilfælde ukendt. Kilde: The Wonkette.

POV international udbetaler ikke løn eller honorar. Hvis du værdsætter mit arbejdes modtages med tak bidrag via Mobile Pay på 30 33 15 59.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

mm
Jørgen Dragsdahl

Jørgen Dragsdahl er journalist med fokus på sikkerhedspolitik. Sine første reportager skrev han i 1969 fra hovedkvarteret i det amerikanske Black Panther Party, hvor han fik et vist kendskab til den sorte frihedskamp indefra og USA set nedefra. Myndigheder belønnede efter nogle måneder denne indsats med et par ugers rundtur til fængsler og deportation. Ud fra denne erfaring har han siden anset opklaring af racismens mysterier for en sikkerhedspolitisk opgave. Traditionel sikkerhedspolitik var dengang ikke en interessant journalistisk udfordring, idet debat og information blot var led i en skyttegravskrig mellem to lejre, hvor standpunkter samt skellet mellem sandhed og propaganda var givet på forhånd.
Takket være nærkontakt med amerikanske eksperter i rustningskontrol kunne han fra 1977 kravle op i Ingenmandsland, fordi disse kilder var kritiske overfor også vestlig sikkerhedspolitik, men alligevel ikke i kraft af deres baggrund - f.eks. CIA - kunne beskyldes for at være anti-amerikanske eller imod NATO. Kritisk journalistik rettet imod atomvåben blev, så kommunisters rolle i anti-atombevægelserne kunne blive imødegået, suppleret af interesse for den såkaldte alliancefrie fredsbevægelse, som søgte samarbejde med systemkritikere i Øst. Dette arbejde i Ingenmandsland medførte dog en del beskydning fra alle sider, og Politiets Efterretningstjeneste undersøgte, hvorvidt han var agent for KGB. Tjenesten nåede frem til, at der ikke var beviser for det, men meget senere troede en ideologisk enageret historiker, at han vidste bedre. Da historikeren ikke kunne føre sandhedsbevis, blev han i 2015 straffet for injurier af Højesteret.
Dragsdahl har bl.a. arbejdet for Politisk Revy, Information, Ny Tid (Norge), Danmarks Radio, Weekendavisen og Aktuelt samt militære fagblade. Desuden adskillige bidrag til udenlandske medier, f.eks. Pacific News Service (USA), Nuclear Times (USA) og videnskabelige tidsskrifter, f.eks. Baltic Defense Review (Estland), Contemporary Security Policy (Holland) og Arbejderhistorie. Han har været korrespondent i USA, Polen og Estland samt foruden i disse lande rejst i bl.a. Sovjetunionen, Østeuropa og Sydøstasien. Dragsdahl har selv skrevet samt bidraget til bøger om journalistik, amerikansk udenrigspolitik, sikkerhedspolitik. Adskillige hundrede foredrag på især undervisningssteder. Mange af hans artikler kan læses på www.dragsdahl.dk
Du kan betale for hans artikler via MobilePay på 30 33 15 59.

Seneste indlæg fra

Gå til Top