Trumps strategi: Tweet til den hvide arbejderklasse – giv skattelettelser til de rigeste

af

ANALYSE – Fredag stemmer Kongressen formentlig om den største skattereform i nyere USA’s historie. Hvis det republikanske forslag går igennem, er der lagt op til alletiders julegave til de rigeste amerikanere og virksomhederne, hvis selskabsskat med et slag nedsættes fra 35 til 20 procent. Regningen kommer i form af et enormt pres på statsfinanserne, mens Trumps kernevælgere kan se langt efter mere i lønningsposen. Til gengæld smider præsidenten tweets efter basen med grundløse beskyldninger mod især muslimer. Det ser umiddelbart vildt ud, men måske ligger der en helt køligt kalkuleret strategi bag, skriver Annegrethe Rasmussen fra Washington.

WASHINGTON D.C. – Med en snæver margin – 52 for og 48 mod – lykkedes det onsdag for republikanerne i USA’s senat at vedtage næste skridt frem imod en mulig endelig vedtagelse af den største skattelettelse i USA’s nyere historie; en lettelse, der, hvis den bliver vedtaget fredag, vil sænke selskabsskatten for amerikanske virksomheder fra de nuværende 35 procent til blot 20 procent.

Nedsættelsen af selskabsskatten vil være permanent, mens en parallel foreslået forenkling af indkomstskatten for personer vil have en udløbsdato på, der potentielt kan rulle alle nedsættelser tilbage til det nuværende niveau, hvis ikke fremtidige politikere kan blive enige om at fastholde lettelserne.

Den samlede regning for lettelserne kan ikke kaldes for andet end svimlende, også efter amerikanske standarder. Regningen løber op i 1,4 billioner kroner (1,4 trillion på amerikansk, hvilket kan være svært at forholde sig til på dansk. A trillion er lig med en million millioner, som på dansk kaldes en billion, hvilket i tal er lig med 1012 = 1.000.000.000.000).

Regningen for hele molevitten vil blive betalt af de dårligst stillede amerikanere – den hvide arbejderklasse samt de sorte og spansktalende amerikanere

Samtidig viser den seneste udregning fra det uafhængige og tværpolitiske Congressional Budget Office (CBO), at regningen for hele molevitten vil blive betalt af de dårligst stillede amerikanere – den hvide arbejderklasse samt de sorte og spansktalende amerikanere. Gruppen, der vinder mest, er de amerikanere, der tjener mellem 100.000 – 500.000 dollar om året (mellem 625.000 kroner – 3,15 millioner kroner).

Forbes Magazine

Forbes Magazine opsummerer regnestykket sådan:

“Anyone making less than $30,000 a year would feel the pinch starting in 2019, with the greatest “savings” to the government coming from those who make less than $10,000 a year. By 2020, everyone making $40,000 or less a year would also be contributing to lowering the deficit by paying more in taxes and/or receiving less in services, creating a net savings for the federal government. In that year, the groups making between $10,000 and $20,000 and between $20,000 and $30,000 would each be contributing double what the under-$10,000 group did in savings. By 2027, everyone making less than $75,000 would provide a net savings to the government, whether through higher taxes, lower amounts spent on services, or both”.

Trickle down economics

Resultatet onsdag, hvor alle republikanere stemte for og alle demokrater stemte imod, er en foreløbig sejr for senatets leder, Mitch McConnel, der i månedsvis har arbejdet for at samle sit parti, hvor flere senatorer forlods havde meddelt, at de ikke uden videre vil stemme for.

Nogle – såsom Bob Corker fra Tennessee – fordi de nægter at forøge den offentlige gæld, der vil eksplodere med reformen; andre – såsom Susan Collins fra Maine, der også var blandt de få republikanere, som tidligere på året blokerede for en ny sundhedsreform – fordi de er bekymret for den dokumenterede negative effekt for de fattigste amerikanere.

To andre senatorer, Marco Rubio fra Florida og Mike Lee fra Utah, lobbyer for at udvide gruppen af fattige amerikanere, der kan gøre brug af den såkaldte Child Tax Credit (CTC). Det er imidlertid dyrt og Rubios og Lees forslag om at finansiere udvidelsen ved at sænke selskabsskatten til 22 procent i stedet for de foreslåede 20 procent, havde ikke flertal, torsdag aften.

Reformen skal vedtages, inden Kongressen går på juleferie om to uger (sidste arbejdsdag er den 15. december). Udover skattereformen skal de folkevalgte også undgå en såkaldt government shutdown, der er lige om hjørnet, fordi den offentlige kasse er tom. Her er der sorte udsigter, efter at demokraterne tidligere på ugen udvandrede fra forhandlingerne med Trump.

Rationalet bag skattereformen er, at de massive skattelettelser til især virksomheder og de bedst stillede amerikanere vil udløse en tilsvarende solid økonomisk vækst, der vil føre til øgede investeringer, nye jobs og højere lønninger i en økonomi, der allerede kører godt og hvor arbejdsløsheden er nede på ca. 4 procent – det er teorien bag den såkaldte “trickle down economics.”

Det burde imidlertid ikke komme bag på nogen, at Trump ikke er en fortaler for sortes eller spansktalende amerikaneres forhold. Det, som snarere kunne undre, er, at den hvide arbejderklasse, der udgør Trumps mest trofaste og markante støttegruppe, også vil blive ramt hårdt af reformen

Reformen har også en anden slagside: i forvejen er den samlede værdi, som USA’s hvide besidder, ifølge opgørelser fra The Federal Reserve 10 gange højere end deres afrikansk-amerikanske medborgeres og 8 gange højere end de spansktalende amerikaneres. I alt var 15 procent af hvide amerikanere millionærer i 2016, tallet for sorte og latinos var 2 procent.

Skattereform gør ondt på minoriteterne men hjælper velstillede hvide

Reformen uddyber dette skel på flere måder:

For det første vil reformen afskaffe den nuværende såkaldte “estate tax” – skatten på arv for de allerrigeste. Noget, der i øvrigt vil gavne familien Trump. Loftet for, hvornår man skal betale arveskat (der i Danmark svarer til den såkaldte boafgift, som også før i tiden hed arveafgift) er særdeles højt allerede i dag – nemlig 5,5 millioner dollar (34 millioner kroner) for enkelt personer og 11 millioner (68 millioner kroner) for ægtepar.

For beløb herunder betales der ikke skat.  I den version af skattereformen, som Repræsentanternes Hus allerede har vedtaget, vil al arveskatten forsvinde, mens Senatets nuværende version vil forhøje grænsen for, hvornår der skal betales skat til hhv. 11 millioner og 22 millioner dollar. 90 procent af de husholdninger, der er berørt af det nuværende system, er hvide.

For det andet vil nedsættelsen af selskabsskatten gavne markant flere hvide amerikanere. Det antages, at nedsættelsen vil forøge investeringslysten, men 60 procent af samtlige amerikanske investorer er hvide, mens under en tredjedel er enten sorte eller spansktalende. Teorien om, at investeringerne indirekte vil gavne ansatte fra alle samfundslag er omstridt.

Det kan ikke udelukkes, men der er ingen garantier for, at den øgede rigdom ikke vil medvirke til et fænomen, der har plaget USA’s økonomi i årtier nemlig den såkaldte jobless growth, der betyder, at væksten øges på papiret, men at denne fører til rigere aktionærer, som enten investerer i teknologiske forbedringer eller i firmaer, der ansætter mennesker i andre lande, altså udenfor USA.

For det tredje vil reformen forringe studiestøtten ved at fjerne det eksisterende skattefradrag for studielån samt fjerne et eksisterende skattefradrag, som i dag gives til kandidatstuderende, der vælger at læse videre på postgraduate level (master og ph.d.-niveau). Det vil gøre det sværere i dag for minoritetsstuderende, der i forvejen udgør den mindste og den fattigste gruppe af USA’s graduate students, ligesom ikke-hvide studerende også tager flere studielån end hvide, fordi deres familier er fattigere. En tredjedel af USA’s sorte eller spansktalende husholdninger betaler i dag tilbage på studielån, mens kun en femtedel af hvide familier gør.

Populistisk på Twitter – konservativ i Kongressen

Hvis man ser på regnestykket og ihukommer sig valgkampen i 2016 burde det imidlertid ikke komme bag på nogen, at Trump ikke er en fortaler for sortes eller spansktalende amerikaneres forhold.

Det, som snarere kunne undre, er, at den hvide arbejderklasse, der udgør Trumps mest trofaste og markante støttegruppe, også vil blive ramt hårdt af reformen.

I øvrigt på præcis samme måde, som denne gruppe også vil betale prisen den dag, det lykkes for Trump og republikanerne at afmontere det eksisterende sundhedssystem, Obamacare, hvilket er en hovedprioritet for præsidenten (og som i øvrigt vil blive svækket betydeligt, hvis skattereformen går igennem, fordi en anden del af reformen indebærer, at lovkravet om, at alle amerikanere skal forsikre sig eller betale en bøde, fjernes).

Fremgangsmåden eller taktikken er ikke rablende vanvittig, som Trumps mange fjender ofte synes at mene. Det er tværtimod klassisk kynisk magtpolitik fra en mand, der nok har mere hjemme i den øverste etage end mange af hans liberale kritikere har lyst til at give ham kredit for

Men sådan er det ikke desto mindre og i lyset af det faktum, byder en forklaring på Trumps seneste opførsel sig til. Selv for præsidenten, der er kendt for sin uforudsigelige opførsel på Twitter, har det vakt opsigt – og langt ind i hans eget partis rækker, også fra mennesker, der støtter ham normalt – at han i denne uge valgte at retweete flere propagandafilm fra den højreradikale britiske gruppeBritain First.”

Islamofobiske videoer er ikke bekræftede – tværtimod

Den første video, som kom fra den britiske gruppes næstformand Jayda Fransens Twitterkonto viste ifølge hende “Muslim migrants beating up a Dutch boy on crutches“, det følgende tweet viste “Muslim destroys statue of Virgin Mary” og en tredje film havde titlen “Islamist mob pushes teenage boy off roof and beats him to death“.

Videoernes indhold er omdiskuteret og ikke verificeret. Ifølge adskillige britiske aviser viser den første video mordet på en teenager, der sandsynligvis selv var muslim under oprøret, der efterfulgte kuppet mod den daværende egyptiske leder, Mohamed Mursi, mens personen, der overfalder den hollandske dreng ikke var hverken en muslim eller en indvandrer men derimod en landsmand, der senere blev arresteret for det brutale angreb.

Skærmbillede fra Donald Trumps Twitterfeed – oprindelig taget af den britiske avis, The Independent.

Trumps retweet vakte glæde hos “Britain First” – “DONALD TRUMP HIMSELF HAS RETWEETED THESE VIDEOS AND HAS AROUND 44 MILLION FOLLOWERS! GOD BLESS YOU TRUMP!” tweetede Fransen følgende, mens bestyrtelsen i Storbritannien – og i resten af verden – var mærkbar.

Den britiske premierminister Theresa May, som ellers har et på overfladen hjerteligt forhold til den amerikanske præsident, kom ud med en stærk irettesættelse: “It is wrong for the president to have done this,” lød det fra May i en officiel meddelelse. Trump svarede igen på Twitter, hvor han i første omgang taggede en anden Theresa May, men senere fik rettet til Mays officielle Twitter-handle:

Så hvorfor bruger Trump tid på dette? Tweetstormen er en klar distraktion fra hans arbejde med skattereformen, der – hvis den vedtages – vil repræsentere en enorm politisk sejr på lovgivningsfronten, hans eneste indtil videre.

Iskold konservativ kalkule

Et bud på et svar er enkelt: Trump gik til valg på at være den lille mands forsvarer, på at være den politiske leder som ene mand ville “drain the swamp“, dræne sumpen fra Washingtons indspiste og små korrupte elite. Indtil videre er hans regering den rigeste i USA’s moderne historie, fyldt som den er med tidligere topchefer fra Wall Street og ejendomsspekulanter som ham selv og skattereformen repræsenterer klassisk konservativ politik, som republikanerne har drømt om i årtier.

Med andre ord: der skal stærk kost til at tilfredsstille den kerne af hvide arbejderklassevælgere, som skiftede side fra demokraterne til republikanerne ved valget sidste år og bortlede opmærksomheden fra indholdet i reformen. Der er intet nyt i, at de klassiske republikanske vælgere – de hvide og de velstillede – stemte på Trump. Det nye – og det, der sikrede ham sejren – var at vælgere i demokratiske nøglestater, som hidtil havde været sikre for demokraterne, valgte at støtte den populistiske kandidat.

Og når de bliver stillet ringere efter en reform – og især hvis angrebet på Obamacare bliver realiseret uden en erstatning, hvor millioner af dårligt stillede amerikanere vil ende med ingen sundhedsdækning overhovedet – skal der noget andet til.

Summa summarum: det klassiske republikanske segment – de velstående hvide amerikanere – løber med gevinsten og med lovgivningen. Den hvide arbejderklasse må nøjes med Twitter

Dette “andet” kunne dels være bygningen af Trumps mur mod Mexico, dels netop som vi så med denne uges tweets være et fornyet angreb på “islam”. Et uspecificeret angreb på en hel religion er godt nok er i strid med, hvad Trump selv siger, han står for.

Men Trump har for længst overskredet den klassiske amerikanske demarkationslinje, hvor man ikke blander politik og religion. Hans bemærkninger sidste måned om, at man nu “endelig må sige Glædelig Jul igen” blev gjort til grin af venstrefløjen, der elsker at påpege, at alle har sagt Merry Christmas altid. Ikke desto mindre er sådanne værdipolitiske oneliners vildt populære i en base, der fortsat føler sig truet af politisk korrekthed, multikultur og globalisering, og som ikke er blevet mindre glade for at have en hvid nationalist ved roret end de var, da de valgte ham i 2016.

Og som man kan se fra Trumps svar til May er der intet, som tyder på, at han har tænkt sig at trække i land på den konto.

Summa summarum: det klassiske republikanske segment – de velstående hvide amerikanere – løber med gevinsten og med lovgivningen. Den hvide arbejderklasse må nøjes med Twitter.

Fremgangsmåden eller taktikken er ikke rablende vanvittig, som Trumps mange fjender ofte synes at mene. Det er tværtimod klassisk kynisk magtpolitik fra en mand, der nok har mere hjemme i den øverste etage end mange af hans liberale kritikere har lyst til at give ham kredit for.

POV lønner ikke sine skribenter. Det gør læserne derimod. Hvis du holder af Annegrethe Rasmussens analyser af amerikansk politik, og synes, du bliver klogere, kan du donere til hendes arbejde på POV International – både som skribent og som chefredaktør – på Mobile Pay: 93 85 05 85. Hun bliver glad og læser alle beskeder men kan ikke svare, da hendes danske mobiltelefon, modsat hende selv, befinder sig i Danmark.

Topillustration:  Billedet af Trump som “The Grinch that stole Christmas” er fra https://while-you-were-sleeping.com/2016/12/17/how-the-trump-stole-america/ Creative Commons Attribution-NoDerivs 3.0 Unported License.

Kan du lide POV-formatet, anbefaler vi dig at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler via Facebooks feed. Ønsker du at støtte POV's arbejde, kan du tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal eller MobilePay under 'Støt POV' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også støtte POV med en enkelt donation via MobilePay-link under 'Støt POV' eller på 40 12 19 68. POINT of VIEW International bruger ikke banner- eller pop-up-reklamer og har ikke nogen betalingsmur.

mm
Annegrethe Rasmussen

Annegrethe Rasmussen er medstifter af POV International, chefredaktør, USA-korrespondent og debattør. Hun har skrevet et ocean af artikler og bidraget til mange tv- og radioprogrammer samt flere bøger; senest som medforfatter til den mest brugte undervisningsbog i danske gymnasier om Amerika, USA’s Udfordringer (2012 og 2016). Hun har arbejdet som korrespondent i London (2002), Paris (2004) og siden 2008 i Washington DC. I 2012 stiftede hun bloggen USAnu.dk med Morten Bay, og i 2016 står hun bag dannelsen af POV International sammen med Morten Bay og Signe Wenneberg. Privat er hun gift og mor til fire, og super nørdet, fordi hun ikke interesserer sig for andet end politik, digitale medier og litteratur. Naturen forstår hun sig ikke på, og hun drikker hellere te, Champagne og går i byen og hører musik end laver mad - bortset fra rugbrød, som hun savner og derfor bager på 14. år som udlandsdansker.
Hun siger som sit idol Ulla Terkelsen: man kan sove i flyvemaskinen.
Du kan donere til hendes arbejde på POV International - både som skribent og som chefredaktør - på Mobile Pay: 93 85 05 85. Du kan ikke ringe til det nummer, men du kan sende en e-mail: AGR@pov.international

Seneste indlæg fra

Gå til Top