mm

Jørgen Dragsdahl

Jørgen Dragsdahl er journalist med fokus på sikkerhedspolitik. Sine første reportager skrev han i 1969 fra hovedkvarteret i det amerikanske Black Panther Party, hvor han fik et vist kendskab til den sorte frihedskamp indefra og USA set nedefra. Myndigheder belønnede efter nogle måneder denne indsats med et par ugers rundtur til fængsler og deportation. Ud fra denne erfaring har han siden anset opklaring af racismens mysterier for en sikkerhedspolitisk opgave. Traditionel sikkerhedspolitik var dengang ikke en interessant journalistisk udfordring, idet debat og information blot var led i en skyttegravskrig mellem to lejre, hvor standpunkter samt skellet mellem sandhed og propaganda var givet på forhånd.

Takket være nærkontakt med amerikanske eksperter i rustningskontrol kunne han fra 1977 kravle op i Ingenmandsland, fordi disse kilder var kritiske overfor også vestlig sikkerhedspolitik, men alligevel ikke i kraft af deres baggrund - f.eks. CIA - kunne beskyldes for at være anti-amerikanske eller imod NATO. Kritisk journalistik rettet imod atomvåben blev, så kommunisters rolle i anti-atombevægelserne kunne blive imødegået, suppleret af interesse for den såkaldte alliancefrie fredsbevægelse, som søgte samarbejde med systemkritikere i Øst. Dette arbejde i Ingenmandsland medførte dog en del beskydning fra alle sider, og Politiets Efterretningstjeneste undersøgte, hvorvidt han var agent for KGB. Tjenesten nåede frem til, at der ikke var beviser for det, men meget senere troede en ideologisk enageret historiker, at han vidste bedre. Da historikeren ikke kunne føre sandhedsbevis, blev han i 2015 straffet for injurier af Højesteret.

Dragsdahl har bl.a. arbejdet for Politisk Revy, Information, Ny Tid (Norge), Danmarks Radio, Weekendavisen og Aktuelt samt militære fagblade. Desuden adskillige bidrag til udenlandske medier, f.eks. Pacific News Service (USA), Nuclear Times (USA) og videnskabelige tidsskrifter, f.eks. Baltic Defense Review (Estland), Contemporary Security Policy (Holland) og Arbejderhistorie. Han har været korrespondent i USA, Polen og Estland samt foruden i disse lande rejst i bl.a. Sovjetunionen, Østeuropa og Sydøstasien. Dragsdahl har selv skrevet samt bidraget til bøger om journalistik, amerikansk udenrigspolitik, sikkerhedspolitik. Adskillige hundrede foredrag på især undervisningssteder. Mange af hans artikler kan læses på www.dragsdahl.dk
Du kan betale for hans artikler via MobilePay på 30 33 15 59.

Se alle skribentens artikler

Du kan støtte
Jørgen Dragsdahl
på Mobile Pay: 30 33 15 59

Trump er højrepopulist – ikke fascist

Republikanernes præsidentkandidat, Donald Trump, er ikke Mussolini, American style. Han passer derimod fint ind i en amerikansk politisk tradition for populisme, som nu også har spredt sig til Europa. Det er sandsynligt, at denne populisme baner vej for et brud med de vestlige demokratiers grundlæggende verdensbillede.

Han hylder den stærke mand, han opfordrer til vold og bygger sin appel på racisme. Ja, hans mimik ligner endog den italienske diktator Benito Mussolinis. Underligt er det ikke, at Trump inspirerer ganske mange til sammenligninger med en anden tid, hvor pøbelvælde overrumplede demokratiske institutioner.

Pressen, endog forskere, har både over- og undervurderet truslen fra Trumps kandidatur, idet man har hæftet sig ved hans særegne person. Demagogens appel sammenlignes af nogle med en rock-stjernes, som var det en tilstrækkelig forklaring. Herhjemme har den politiske kommentator Lars Trier Mogensen eksempelvis udgivet en Trump-bog, som helt fokuserer på hans syv ”magtmasker” – opportunistens, arbejdsristens, narcissistens, sexistens, racistens, anarkistens og fascistens. Dybere samfundsanalyse er fraværende.

Frygten for Trump passer ind i en global debat, hvor truslen fra fascisme ses i mange lande

Hvad vil der ske, hvis denne mand overtager Det Hvide Hus? – spørger den fremtrædende amerikanske forsker Robert Kagan. I en opsigtsvækkende kommentar har Kagan varslet, at fascismen så vil komme til Amerika. Trump har ikke et økonomisk reformprogram. Han tilbyder en holdning, som foragter det demokrati, der efter hans mening har undergravet nationens styrke. Hvis pøbelen giver ham sit mandat, så han kan bruge embedets magtapparat, vil ingen turde udfordre ham.

Værre endnu: Frygten for Trump passer ind i en næsten global debat, hvor adskillige politiske ledere, ifølge kritikere, ligner fascister. Der er Tyrkiets Erdogan, Ungarns Orban, Ruslands Putin osv. Samt bevægelser med højreekstremistiske budskab, som oplever fremgang, i endnu flere lande.

Misvisende stempel

Men det er misvisende, hvis vi kalder fænomenet ”fascisme”, lyder det nu fra en af USA’s førende politiske journalister, John Judis.

Trump anfører nemlig en populisme, som oprindelig blev født i USA i årene efter 1885, og som flere gange er dukket op siden. Efter de europæiske arbejderpartier er blevet svækkede, er populismen fløjet over Atlanterhavet. Efter besøg i adskillige europæiske lande, herunder Danmark, tidligere i år har Judis skrevet en bog, som analyserer populismen på begge kontinenter. ”The Populist Explosion” udkommer i starten af oktober.

Her er det passende med en forbrugeroplysning: Jeg har kendt Judis i næsten 50 år og anser ham for en ven. Men jeg er sikker på, at ganske mange, som kender til amerikanske forhold, også vil anse ham for en væsentlig observatør.

Hans efter amerikanske forhold venstreorienterede synspunkter har ikke hindret, at han kunne skrive en indsigtsfuld biografi om den store konservative tænker William Buckley, og denne udviste velvilje for projektet. Andre bøger ser på udenrigspolitik, demografiske forandringer bag vælgeradfærd og dannelsen af Israel. Som journalist ved en række blade har han intensivt fulgt amerikansk politik siden 1970’erne, og det er af central betydning, fordi det aktuelle jordskælv har rødder i 60’ernes og 70’ernes omvæltning.

Populismens start

For mange danskere er ”populisme” mest et ringeagtende skældsord, som bruges, når politikere gør det mest populære uden saglige hensyn. Men betegnelsen opstod i forbindelse med et oprør på landet i det midtvestlige USA i 1880’erne. Det var rettet imod jernbanerne og bankerne, som bidrog stærkt til forarmelse af bønderne.

00025r

Library of Congress

Bevægelsen, som indgik alliance med industriarbejdere, repræsenterede i egne øjne ”folket” imod ”pengemagten”. Det var ikke en socialistisk bevægelse, som ville omstyrte kapitalismen. Man ønskede reformer og stiftede i 1892 The Peoples Party, som også blev kaldt ”populisterne”. Partiet levede kun i få år, idet dets program i vidt omfang blev overtaget af Demokraterne. Op til præsidentvalget i 1896 støttede man Demokraten William Jennings Bryan, som tabte, men bevægelsens angreb på laissez faire kapitalismen fik stor betydning.

Mellem de mest fremtrædende populister er Huey Long, som i 1928 blev valgt til guvernør i Louisiana. Han indledte et omfattende reformprogram og fik skræmt præsident Franklin Roosevelt og Demokraterne, fordi han tilsyneladende ville stille op til præsidentvalget i 1936. Roosevelt ville komme udfordringen i forkøbet, så i 1935 tog han fat på, hvad man kan kalde New Deal II, hvor en indsats mod ulighed og omfordeling af velstanden kom på bordet.

Politisk logik

Populismen er ikke en ideologi, konstaterer Judis. Det er mere en ”politisk logik, en tankegang”. Ordene kan veksle, men det karakteristiske er, at populismen bygger på et modsætningsforhold mellem ”det ædle folk” og ”de onde, korrupte, magthavere”.

Der er store forskelle mellem populistiske bevægelser. Judis skelner mellem venstre-, midt- og højrepopulisme. Hvor venstrepopulismen normalt er et oprør nedefra mod toppen, er det karakteristiske for højrepopulismen, at den også sparker nedad, især mod etniske mindretal.

Typisk for populismen er, at den fungerer inden for demokratiets rammer. I modsætning til socialistiske partier har den ikke en definition på, hvem der tilhører folket. Desuden stiller man sædvanligvis utopiske krav, som ikke kan opfyldes af det etablerede system, men som i høj grad opretter et skel, skaber en front.

Bevægelserne varsler, at store ændringer er på vej, idet de udfordrer den grundlæggende enighed, som i lange perioder præger demokratier. Bag deres vækst ligger sociale og politiske spændinger, som ikke er blevet opfanget eller håndteret af det politiske system. Bevægelserne får ofte succes gennem fiasko, fordi de ikke får politisk magt selv, men de påvirker og ændrer det bestående.

Wallace

Indtil Trump var den mest succesrige højrepopulist Alabamas guvernør Georg Wallace. Som erklæret tilhænger af raceadskillelse blev han verdensberømt i begyndelsen af 60’erne, men det var et ry, som han senere gerne ville sløre. Tilbage i 1974 havde jeg et par dages ventetid inden et interview, og dem udfyldte hans pressetalsmand med meget underholdende samvær, hvor hovedformålet var, at enhver tro på racisme i min opfattelse af Wallace skulle udryddes. Da jeg endelig fik foretræde, var guvernørens egne udtalelser i fineste overensstemmelse med forarbejdet.

Altså bortset fra, at Wallace offentligt altid fik signaleret til den lavere hvide middelklasse, at hans kamp mod bureaukraterne i Washington skulle sikre, at hvide ikke ville blive løbet over ende af de sorte massers stormløb på deres goder.

Wallace var inderst inde en New Deal politiker, som ikke var imod statens bistand til det arbejdende folk. Han blev af nogle demonstranter kaldt fascist, men Wallace, som var soldat under Anden Verdenskrig, havde et svar rede: ”Jeg dræbte fascister, da I pjok endnu var i ble”.

wallace

ebay.com

Han anførte i den hvide middelklasse et oprør, som udviklede sig både i Syd- og Nordstaterne mod nedbrydning af apartheid-systemet. Som Wallace selv, havde hans tilhængere en blanding af højre- og venstreorienterede synspunkter. Sociologen Donald Warren foretog en stor undersøgelse af hans vælgere – han kaldte dem ”Middle American Radicals” (MARs). De var hverken liberale eller konservative. De mente, at middelklassen var blevet forsømt ganske alvorligt, og at regeringsmagten kun tjente de fattige og de rige, samtidigt. Denne opfattelse medførte for mange et brud med Demokraterne, og under Reagan blev denne vælgerflugt konsolideret hos Republikanerne. Ifølge Warren udgjorde MARs-folket omkring en-fjerdel af vælgerne.

Nogle fra dette folk var aktive, da Reagan i 1976 førte kampagne under primærvalgene mod Gerald Ford. Under partikonventet talte jeg med mange, som i deres ordvalg anvendte venstrefløjens retorik, men de var populister. En aktivist fra Arizona berettede eksempelvis, hvordan deres græsrodsbevægelse for Reagan var blevet ”knust af the establishments kolde magt”.

Både Trump og Sanders har deres umiddelbare historiske rødder i sammenbruddet for Demokraternes koalition i 60’erne og 70’erne. Den folkelige kerne hos Trumps tilhængere svarer, påpeger Judis, helt til MARs-folket. Opbakningen til Sanders skal man forstå i lyset af George McGoverns præsidentkampagne i 1972. Det er datidens anti-establishment aktivister og deres efterkommere, som er genopstået. Forskellen viser også, at det langt fra er sandsynligt, at Sanders kunne slå Trump, selv om nogle fra venstrefløjen påstår det.

Neoliberalismen

Der er, set med nutidens øjne, en dobbelt ironi i denne omrokering af vælgeres loyalitet. Fra midten af 70’erne, forstærket under Reagan i 80’erne, blev magthavernes syn på både regeringers rolle og økonomiens indretning ændret. Dermed lagde den lavere hvide middelklasse stemmer til et projekt, som undergravede egen levestandard. Neoliberalismen blev dominerende, men dermed fik man også lagt grundlaget for det oprør, som Trump rider på.

Washington åbnede for indvandring fra Latinamerika af arbejdere, der udskiftede de langt bedre lønnede hvide arbejdere, og gennem frihandelsaftaler kunne amerikanske virksomheder etablere sig i udlandet med store tab af vellønnede amerikanske arbejdspladser til følge.

Den såkaldte globalisering har medført et fundamentalt brud i amerikanernes skæbnefællesskab. Under Reagan var det store budskab, at vi er alle i samme båd, men i 1991 kunne Clintons senere arbejdsminister, Robert Reich, udgive storværket The Work of Nations, som forudsagde, at amerikanerne nu var blevet fordelt til tre både, som i takt med økonomiens op- og nedture bevægede sig forskelligt. Nu ville en båd med industriarbejderne varigt være i en bølgedal på grund af international konkurrence. Højt uddannede eksperter kunne fra deres båd derimod nyde godt af et globalt marked for ydelser, som kunne forbedre produkter. I midten ville leverandører af lokale ydelser, som ikke kan overføres til andre lande, være samlet.

Oversete advarsler

Neoliberalismen har fremprovokeret adskillige populistiske fremstød, men magthaverne overså advarslerne. I begyndelsen af 90’erne havde milliardæren Ross Perot, som Judis kalder venstrepopulist, betydelig succes med opstilling ved præsidentvalgene. På højre fløj havde kommentatoren Pat Buchanan mindre succes. Men fra hans bevægelse foreligger vigtige analyser, som det yderste højre nu med begejstring har genoplivet. De påpeger nemlig muligheden for succes, hvis man appellerer direkte til hvide og forkaster Republikanernes økonomiske politik.

Krisen i 2008 gav anledning til to nye bevægelser. Al hård kritik af neoliberalismen blev bekræftet, men hverken præsident Obama eller Republikanerne ville gøre op med den, så folkelige protester opstod. Tea Party aktivisterne lagde sig i den højredrejede populistiske tradition, mens Occupy Wall Street lå til venstre. Også de blev overhørt af partierne, indtil Trump og Sanders overraskede alle.

Forskellen mellem venstre- og højre populisme opleves også i Europa. Både Spanien og Grækenland har store venstrepopulistiske bevægelser, som i kernen er et oprør mod neo-liberalismen. I Frankrig, Tyskland og Danmark vokser højrepopulismen drevet af indvandringen.

Mere end farverig

Sandt er det, at Trumps indsats har været usædvanligt farverig. Hans kommentar, da Hillary Clinton anmeldte sit kandidatur, var indtil da utænkelig i det offentlige rum: ”Hvis Hillary Clinton ikke kan tilfredsstille sin mand, hvorfor tror hun så, at hun kan tilfredsstille Amerika?”.

Men Judis dokumenterer, at der er politisk substans i Trumps budskaber, at han har haft de centrale synspunkter i et par årtier og at hans agitation ligger i forlængelse af angreb, som Perot og Buchanan rettede imod neoliberalismen.

Trump udfordrer de fremherskende synspunkter i USAs politiske og økonomiske elite. Udenrigspolitisk afviser han traditionel alliancepolitik så meget, at han af nogle kaldes isolationist. Frihandel og investeringer i udlandet angriber han med bl.a. hård told på varer, som tidligere blev fremstillet i USA. Indvandring kritiseres med både økonomiske og kulturelle argumenter – ofte med en direkte racistisk appel, som George Wallace ikke anvendte.

Typisk for populismen er, at han stiller ekstreme krav, som ikke kan gennemføres, men som netop derfor markerer en front imod det etablerede – et eksempel er muren langs grænsen til Mexico.

Ikke fascisme

Det er ikke en politik, som med hold i historien kan kaldes fascistisk, argumenterer Judis. Nogle træk ved højrepopulismen i både USA og Europa bringer fascismen i erindring. Til fælles har disse fænomener karismatiske ledere, afstandtagen fra demokratiske normer og hadefuld agitation rettet imod etniske mindretal. Men der er to forskelle, som er vigtige.

Første: Mellemkrigstidens fascisme opstod delvist i en reaktion mod den russiske revolution og dens mulige udbredelse via socialistiske partier. Fascisterne ville udslette socialismen gennem væbnet kamp. Vor tids højrepopulister har hidtil affundet sig med, at deres skæbne bygger på udfaldet af demokratiske valg. Der er ingen tegn på, at Trump opbygger en væbnet organisation, hvor han selv er føreren.

Andet: Fascismen var også led i en kamp for imperialistisk dominans. Hitler ville oprette Tusindårsriget og Mussolini ville genoprette det romerske imperium. Men højrepopulisterne i dag har ikke ekspansionistiske ambitioner. De er tværtimod stærkt nationalt orienterede med isolationistiske træk.

Det afskyelige ved disse bevægelser er appel til hvide menneskers racisme, deres frygt for tab af status

Hvis man kalder disse bevægelser fascistiske, så overdriver man faren – de vil hverken føre erobringskrig eller opløse parlamenter. Men, tilføjer Judis kort, det kan ændre sig i fremtiden under andre forhold.

Racismen

Det afskyelige ved disse bevægelser er altså en nationalisme, som udelukker andre og i vidt omfang bygger på appel til hvide menneskers racisme, deres frygt for tab af status.

Og hvad vil så ske nu? I en nylig artikel har Judis både opsummeret sin bog og set lidt ind i fremtiden. Kendskab til populismens historie kan antyde nogle muligheder. Meget afhænger af valgets udfald og den økonomiske udvikling. Judis mener, at et økonomisk opsving kan tage vinden ud af populisternes sejl, men det er ikke sandsynligt – risikoen for en ny krise er større. Selv økonomisk fremgang vil næppe varigt løse neoliberalismens problemer.

Trump har sprængt en kile ind i Republikanerne, så de økonomiske oligarkers oldgamle topstyring er blevet overtaget af vrede, hvide arbejdere. Der er opstået en kløft, som næppe kan indsnævres. Det er ikke utænkeligt, at Republikanerne nu bliver et højreorienteret arbejderparti, som lægger afstand til neoliberalismen.

Hos Demokraterne har Hillary Clinton allerede rettet noget ind efter inspiration fra Sanders, men er det tænkeligt, at hun efter årtiers identitetspolitik kan og vil genoplive Roosevelts fokus på velfærd og økonomisk lighed?

Det karakteristiske ved populismen er, skriver, Judis, at den signalerer, at det utænkelige er på vej.

Topfoto: Sammenligninger mellem Mussolini og Trump er meget udbredt også på billedsiden i amerikanske publikationer. (Foto: Moderndiplomacy.com)

POV International udbetaler ikke honorar. Hvis du vil anerkende mit arbejde kan bidrag sendes via Mobile Pay 30331559.

Kategorier