Troels skræmte livet af børnene i kælderen, mens jeg smurte madpakker til skovturen

af

Sponsoreret / Fortæl historien om dig og Troels? Sagde en til en sammenkomst denne sommer. Mine veninder elsker den historie. De elsker, at jeg fortæller den videre til andre veninder og til nye mennesker.

Dette er historien om, at alt nogle gange kan forekomme virkelig slemt, men så bliver det faktisk meget godt alligevel. Det er historien om venskab. Det er historien om en masse gode ferier og weekender i Jylland. Det er historien om at lære børn, at der er mange måder at være familie på, og nogle gange, så er venner også en slags familie.

Det startede med at vi begge to var meget tynde, fordi vi var meget ulykkelige, fordi vi begge to var blevet forladt, af dem, vi havde børn og familier med. Nu er det kun Troels, som er tynd.

Vi mødtes en aften hos nogle fælles venner. Det var i august. Man kunne være udendørs. Det var varmt. Efter drinks på terrassen tog vi sammen ind til byen. Der var en fest. På et skib. Vi var i samme båd. Vi havde ikke været ude i mange år. Vi havde slet ikke haft lyst til at fest i de sidste mange måneder. Vi tog på bar. Der er mærkeligt, hvordan jeg kan huske alle mulige detaljer fra den aften. Det er trods alt 13 år siden vil jeg tro. Jeg kan huske, hvad vi havde på. Jeg kan huske, at vi tog fra K-bar og ud til Kontikibar. Jeg kan huske, at vi drak drinks og dansede og talte om alt det ubærlige, som blev nemmere at bære, fordi vi var to, der havde det på samme måde. Vi dansede til det blev lyst. Den var halv-otte, da jeg kom hjem i seng. Mine små børn dukkede op med deres bedstemor ved ni-tiden og jeg forsøgte at lade som om jeg var frisk. Og ringede straks til Troels og fortsatte samtalen fra om natten.

Vi mødtes hurtigt derefter. Med vores børn. Det var som om vi havde kendt hinanden altid. Vi kunne lide de samme ting. Vi kunne lide at lave mad. Vi kunne lide at holde middage. Vi kunne lide at arbejde i haven. Vi kunne lide naturen. Vi kunne lide design. Vi kunne lide at lave sjove og lidt strabadserende ting med børn. Vi kunne lide hytter i trætoppe. Vi kunne lide at rejse. Vi kunne især lide at tage væk sammen over til søer og en skov i Jylland, som jeg ikke nogensinde havde fået sådan et nært forhold til, hvis det ikke var for Troels og hans familie.

Vi begyndte at tale om, at noget af det værste ved at blive skilt fra den familie, man troede, man skulle bo i for altid, er, at man mister sine drømme. Alt det, man havde tænkt kunne ske, af gode ting, honningdepoter, som man går og ser frem til i hverdagen. Fra den ene dag til den anden skal man vænne sig til, at man ikke kan drømme om at købe det sommerhus, man måske havde talt om. Eller drømme om at holde en orlov med børn på en sejlbåd, som man måske havde talt om. Alt bliver bare aflyst i et hug. Og det sværeste er faktisk, at drømmene bliver aflyst.

Noget andet, der var svært for os, var følelsen af at være alene. Vi havde hver vores hade-situation: Troels hadede at lande i lufthavnen, han arbejder meget i udlandet, og så tage bilen og køre direkte hjem til et tomt hus eller senere en tom lejlighed. Så vi aftalte, at han altid kunne køre direkte hjem til mig fra lufthavnen, så ville jeg tænde stearinlys i vinduerne og have varm mad klar og gøre alt for at få ham til at føle sig hjemme. Jeg hadede, at komme alene til ting, jeg blev inviteret til ”med ledsager”. Jeg blev rundt på gulvet og genert. Så vi aftalte, at Trols da bare tog med mig som ledsager.

MERE POV
Manden, der rejste efter døden

Men mere end noget andet var vi enige om, at vi havde det svært med højtider og weekender og ferier og påskefrokoster og nytårsaftener og juledage og efterårsferie og pinse og alt sådan noget. For det var i vores daværende optik forbundet med at være en kernefamilie. Sådan har vi det slet ikke mere. For vi fandt på noget, som kan bruges af andre, og nu kommer vi til det, som veninderne altid beder om at høre om.

Vi besluttede os for at holde ferier, weekender og højtider sammen som en alternativ venne-familie. Vi besluttede, at vores dengang små børn skulle have de fedeste weekender og ferier i Jylland. Vi havde altid noget at se frem til. Vi havde altid en aftalt weekend eller ferie i horisonten. Vi kørte derover i bil og allerede der, var det festligt. Vi hørte Harry Potter – alle bøgerne – på vej derover, mens vi kiggede ud over landet og talte om broerne og byerne og landskaberne, som vi susede forbi. Vi fik en fornemmelse af Sjælland, Fyn og Jylland på den måde. Det var tre-fire gode timer i bil. Der var en kurv med forsyninger og dyner og hygge allerede på vejen over. Lige fra børnehave og skole og afsted.

Når vi nåede frem fordelte vi rollerne uden at tale om det. Det blev bare sådan. Jeg kunne stå for alt det, som jeg elsker: Bage kanelsnegle, lave gryderetter, smøre madpakker til at tage med i skoven, bage uendelige mængder af boller, som kunne indtages – varme – af nattøj-klædte søde børn ved køkkenbordet om morgenen i huset i skoven ved søerne. Plus arrangere skattelege, som kun blev sjovere, hvis Troels var med til at lave dem, for så blev det uhyggeligt: Lyspærerne taget ud af lamperne i kælderen og der var ægte blod og farlige monstre og døde dyr i kødkroge og drabelige historier. Troels tog sig altid af alt det farlige i forhold til vores børn: Paint ball, ride på heste, tage på jagt, fælde træer, snitte med knive, fodbold, skydekonkurrencer, køre på farlige køretøjer i skoven, kælke på alt for stejle bakker, fyre alt for slemt krudt af, tage børnene med alt for langt ud på søen i kanoer og kajakker, fange fisk, bade, dykke, skyde lerduer, skyde rigtigt, tænde bål i skoven og vise børnene hvordan det foregår på jagt med døde dyr og det hele. Alle vores fem børn elskede det. Og alle vores venners børn, som ofte var med, elskede det.

Jeg har ikke tal på hvor mange gange vi er blevet spurgt, om vi ikke har været kærester. Om der ”ikke har været noget”? Det har der aldrig nogensinde. Vi har altid bare være venner.

Men hvad er ”bare venner”. Er det mindre end noget andet? Er det ”bare”? Vores børn er voksne, eller i hvert fald ret store nu. Den yngste af vores fem børn er 17 år. De har fået en barndom fuld af minder. Jeg er tante Signe og elsker virkelig Troels børn, som om jeg var i familie med dem. Det siges, at der er 37 forskellige familieformer i Danmark. Og venne-familier tæller bestemt ikke med her. Vi vidste ikke, at man kunne få sådan nogle dejlige minder, glæder og honningdepoter sammen med andre mennesker, som man end ikke er i familie med, dengang vi stod der og var helt tynde og helt ulykkelige, fordi vi var blevet skilt. Men sådan blev det.

MERE POV
Territoriet // - en novelle

I mange år tror jeg faktisk, at vi havde nok i at have vores venne-familie. Der var ikke rigtig nogen grund til at prøve at finde en kæreste for alvor. Vi havde det jo lige så sjovt. Og hvad hvis nu, en af os fandt en, som ikke gad den anden? Men heldet ville, at Troels fandt den sødeste kæreste, som jeg kendte i forvejen. Og børnene var ved at være store. Vores tid som alternativ venne-familie på tur var ved at rinde ud.

Og så er det, at jeg bliver bedt om at fortælle historien om ”dig og Troels” til sommer-sammenkomster. Fordi nogen altid kan bruge historien om nogen, der fandt en alternativ måde, at have det sjovt.

 

Denne fortælling er et sponsoreret indlæg. Jeg har fået løn for at skrive af FDM, der bad mig komme med en fortælling om et bilferieminde.

Mine børn lige omkring det tidspunkt, da vi mødte Troels og hans familie.

Har du også bilferieminder, så kan du lige nu vinde en rejse til 30.000 kr. FDM samler  lige nu på skønne bilferieminder. Se bare de mange fine bud her.

Har du også været på roadtrip? Eller har I et ekstra mindeværdigt ferieøjeblik? Så få dit billede med i puljen på Instagram ved at poste det med #FDMmeddigpåvejen og deltag samtidig i konkurrencen om at vinde et rejsegavekort på 30.000 kr. fra FDM Travel. Jeg gad godt selv vinde en tur med mine drenge!

Du kan læse mere HER.

Tre skridt mod at vinde en ferie med FDM Travel til 30.000 kr.

  1. Tag et billede fra din ferie
    2.Upload det på Instagram med en kort beskrivelse af hvorfor du vil huske netop dette øjeblik
    3. #FDMmeddigpåvejen

 

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

mm
Signe Wenneberg

Signe Wenneberg er medstifter af POV og er den eneste af de tre stiftere, der bor i Danmark. Skriver især i kategorierne "Grønt", "Liv" og "Rejsebreve". Er uddannet retoriker og lever af at være foredragsholder og ordstyrer. Har skrevet en del bøger, nogle af dem har vundet priser. Se bogliste og kontaktinfo på www.signewenneberg.dk. Se det daglige grønne feed på www.instagram.com/signewenneberg
POV forretningsmodel: Her på POV lønnes skribenterne direkte af de læsere via crowdfunding. Hvis alle betaler en lille smule, så kan alle slippe for betalingsmure, telefonsælgere, pop-up-reklamer. Tak på forhånd for donationer til flere grønne tekster her på POV. Mobilepay 21 43 54 63.

Seneste indlæg fra

Gå til Top