Toni Erdmann – direktøren for det hele og andre skuespillere

af

Maren Ades tre timer lange komedie Min Far Toni Erdmann er favorit til en Oscar i kategorien ‘Bedste ikke-engelsksprogede film.’ Når filmen er blevet global succes, er det ikke mindst grundet sin surreelle komik i en lige så syret virkelighed. Ikke kun i sin beskrivelse af et far-datterforhold, der er kørt at sporet, men i sin skildring af den groteske businessverden, den tyske karrierekvinde Ines bevæger sig i, skriver Frederik Bojer Bové

Performance. Ikke job, men performance. Sådan beskriver konsulenterne hos Morrison deres opgaver. Det forklarer den unge assistent Anca musiklæreren Winfried, der i et kikset forsøg på at komme ind på livet af sin fremmedgjorte datter Ines, antager en ny identitet, ifører sig forklædning og begynder at mingle med datterens venner og forretningsforbindelser. I Maren Ades tre timer lange komedie Min Far Toni Erdmann er Ines’ kolleger skuespillere i kapitalens teatertrup. Vi ser dem diskutere kropsholdning og stemmebrug med en coach. Det er sikkert derfor, de ikke kan gennemskue Winfried, da han senere putter falske tænder i munden og en grim paryk på hovedet og kalder sig Toni Erdmann. For i konsulenternes verden er grænsen mellem performance og personlighed allerede komplet udvisket.

Afklædningen er et af hovedsigterne i Maren Ades 160 minutter lange film, der får ubegrænset plads til at vise konsulenternes hverdag. Deres projekt er optimering af oliefirmaet Dacoil.

I konsulenternes verden er grænsen mellem performance og personlighed allerede komplet udvisket.

Ved en aftendrink kommer Ines til at tale over sig; hun fortæller, at de arbejder på at outsource, men kunden retter hende hurtigt. De ”evaluerer vedligeholdelsesservice”, og hvis det kommer til at indebære outsourcing og dermed fyringsrunder, så var det bestemt ikke ledelsens projekt fra starten.

Det er her, skuespillet lønner sig: I en ansvarsforflygtigelse, der umuliggør modstand fra arbejdernes side. Ines planlægger tre strategier til firmaet, hvoraf den ene er så hård og fyringstung, at Dacoils direktør vil være i stand til at få de stramninger, han reelt ønsker igennem, men stadig fremstå som kompromisklar.

Den danske pendant

Finansverdenen som teater. Vi kender det også fra Lars von Triers film Direktøren for det Hele. Her bliver skuespilleren Kristoffer hyret til at være den mærkværdige direktør, som den virkelige ejer, Ravn, opfinder til at tage skylden for upopulære beslutninger i firmaet. Lars von Triers film er en del mere direkte end Maren Ades: Ravn påstår, han blot er for svag til at være en rigtig leder, men det viser sig snarere, at han har brugt sine løgne til at svindle og snyde medarbejderne for 150.000 kr. foruden deres rettigheder til firmaets programmer.

MERE POV
Frie kvinder, arabiske mænd og afrikanske nætter

Samtidig gør filmens æstetik kritikken bredere. Lars von Trier opfandt teknikken ”Automavision” til Direktøren for det Hele: Det meste af filmen blev optaget med automatiserede kameraer, der bevægede sig ganske vilkårligt. Det ser i og for sig ganske teater-kapitalisme-moderne ud, men er også et eksempel på, at instruktøren for det hele – som på engelsk kaldes directoroutsourcer beslutninger til mekanik. Kunstneren gør som firmalederen.

Netop fordi kunstneren vil lave kunst, taber han en positiv samfundsindvirkning på gulvet. De personer med mindst interesse i at få teatret til at høre op, er velsagtens teaterfolket selv.

Kan kunsten gøre anderledes? Er det muligt for kunsten at gøre noget ved teater-kapitalismens ansvarsforflygtigelse? Lars von Trier synes i tvivl. Den prætentiøse skuespiller Kristoffer har tydeligvis læst op på sit avantgardeteater. Tidligt i filmen forklarer han, hvordan hans elskede – og til filmen opfundne – Gambini forsøgte at bruge teatret til at stoppe teater: ”Teatret udfolder sig jo mest klart, lige præcis omkring det punkt hvor det hører op. Men i filmens overraskende slutning opstår et problem: Efter at Kristoffer ved sit skuespil rent faktisk har beordret et lykkeligt udfald, hvor folk får som fortjent, kan den store kunstner alligevel ikke forlige sig med en så letkøbt og sentimental slutning, og spiller derfor sin rolle videre, indtil tingene falder fra hinanden igen. Netop fordi kunstneren vil lave kunst, taber han en positiv samfundsindvirkning på gulvet. De personer med mindst interesse i at få teatret til at høre op, er velsagtens teaterfolket selv.

MERE POV
Genbrug med japansk grundighed

Den amerikanske klovn

Min Far Toni Erdmann er god kunst. Men nytter det noget?

I filmens verden gør det. Businessverdenen er blevet så uvirkelig, at Toni Erdmanns fjollerier aldrig er i nærheden af at blive opdaget, og da Ines til sidst vælger samme strategi, belønnes hun med drømmejobbet i Shanghai. Sympatiske karakterer kan bluffe og spille sig vej gennem systemet.

Der er ikke nogen løsninger i Min Far Toni Erdmann. Men der er et skarpsynet og hylemorsomt samfundsportræt.

Men … I disse Trump-tider, er det så virkelig en positiv konklusion? Samfundets evne til at skelne sand fra falsk virkelighed fra surreel performance er nu brudt så meget sammen, at man kan performe sig til tops, hvis blot man er skamløs nok. Det var Toni Erdmann ikke den eneste ældre mand med meget mærkeligt hår, der gjorde i 2016.

Der tilbydes ikke nogen løsninger i Min Far Toni Erdmann. Men der er et skarpsynet og hylemorsomt samfundsportræt. Hvis det, som Kristoffer siger, er rigtigt, så er det vel også godt nok. Det er ganske klart teater, som afdækker et samfundsteater. At det ikke sætter en stopper for det, det beskriver, kan man næppe heller kræve, at skuespillere skal gøre.

Hovedfoto: Dragan Adrian Hasu.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Frederik Bojer Bové

Frederik Bojer Bové (født 1.12 1986) er cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling og BA i Historie. Han blogger om film på kronoper.dk, er dansk redaktør på tidsskriftet Cinema Scandinavia og har været programlægger på Copenhagen Architecture Festival.

Seneste indlæg fra

Toppen af guleroden

I december måned blev en progressiv udvekslingsaftale af wastefoods mellem en række københavnske
Gå til Top