mm

Malene Hedegaard

Malene Hedegaard er skribent og cand.mag. Ad labyrintiske stier er hun vandret fra et akademisk udgangspunkt til sit aktuelle journalistiske opholdssted og har undervejs skrevet for bl.a. Weekendavisen, Helse, Kristeligt Dagblad og Euroman. Hun interesserer sig især for mennesker og deres bedrifter og stortrives følgelig i interviewgenren. Malene Hedegaard har rejst i både øst og vest, men er indtil videre altid vendt tilbage til moderskibet. Hvis du gerne vil bidrage til, at der kommer flere spændende artikler fra hendes hånd på POV International, er du velkommen til at donere til hendes arbejde via Mobile Pay: 2244 5528. På forhånd og af hjertet tak.

Se alle skribentens artikler

Du kan støtte
Malene Hedegaard
på Mobile Pay: 22 44 55 28

Tonesætter af Den anden verden

Orkesterlyd i eventyrverdenen, hverdagslyd i hverdagsverdenen og et drømmerisk klokkespil til overgangen mellem dem. Sådan får man musikken i en julekalender til at spille. I hvert fald hvis man er Jesper Mechlenburg, manden bag musikken til Den anden verden, årets DR-julekalender. En mand, der har taget rejsen fra poptrommeslager til en position som en af Danmarks mest anvendte filmkomponister.

Når teenagepigen Sara forsvinder ned til sin eventyrprins, er det til klange fra et klokkespil, ledsaget af lyse strygere. Og når vi følger hendes mors anstrengelser med at få en premiere stablet på benene på et børneteater et sted i Danmark, er det til lyden af guitar, klaver og andre velkendte instrumenter. For der skal være en klar opdeling, også musikalsk, mellem to så forskellige verdener, fortæller DR-julekalenderens komponist, Jesper Mechlenburg:

“Musikken spiller en vigtig rolle, når man skal etablere en filmisk modsætning mellem et realistisk univers og en mere overnaturlig verden som i Den anden verden. Det er med til at bære billederne ud over rampen og hjælpe seerne på vej mellem verdenerne”, forklarer komponisten.

Signaturlyde

Et af de greb, som Jesper Mechlenburg har brugt til at etablere den modsætning, er at forbeholde bestemte instrumenter til hvert sit univers.

At lave musik til en julekalender er nemlig andet og mere end blot at skrive en fængende titelsang. Henved 100 numre af varierende længde har komponisten skrevet til DR-julekalenderen.

“Det var afgørende for mig, at eventyrverdenen også musikalsk skulle være noget ud over det sædvanlige, og derfor bruger jeg konsekvent symfoniorkesterlyd dernede”.

“Omvendt skulle den realistiske del af historien også musikalsk set virke realistisk og hverdagsagtig, og derfor er velkendte instrumenter som guitar og klaver gennemgående dér. Det er en lyd, som de fleste er vant til fra hverdagslivets popmusik, mens orkesterlyd for mange knytter sig til noget mere dramatisk og ekstraordinært”, siger Mechlenburg, hvis musikalske bidrag til Den anden verden består af samlet cirka halvanden times musik.

Musik som ambulancetjeneste

At lave musik til en julekalender er nemlig andet og mere end blot at skrive en fængende titelsang. Henved 100 numre af varierende længde har komponisten skrevet til DR-julekalenderen.

“Det er alt fra småbitte 10-sekundersstykker til længere temaer, der følger de enkelte karakterer gennem afsnittene. I en filmproduktion skal der bruges musik til meget forskellige situationer. For eksempel opererer man med et begreb, man kalder transportmusik. Det er musik, der, som ordet antyder, skal transportere tilskueren stemningsmæssigt fra et punkt til det næste – som for eksempel fra et rækkehuskvarter til en fantasiverden”.

“Somme tider får musikken faktisk funktion af en slags ambulancetjeneste,” erkender tonesætteren:

“Hvis en scene af en eller anden grund ikke formidler den følelse, som instruktøren havde forestillet sig – skuespillerne var trætte, manuskriptet var lidt slapt på det sted eller noget helt tredje – så kan man ved at lægge noget stemningsmættet musik henover formå at sætte tilskueren i den rette følelse alligevel”.

Fra Aqua til stuealteret

Jesper Mechlenburg er uddannet trommeslager fra Rytmisk Musikkonservatorium. Hans peak i den sammenhæng (som han selv siger med glimt i øjet) var for Aqua i sluthalvfemserne. På et tidspunkt begyndte han at savne indflydelse på musikkens toner frem for blot at lægge rytmisk bund til den. Det indlysende svar på det savn var at gå komponistvejen, og siden er det blevet til både reklamemusik, tv-jingler og toner til en række film og TV-serier. Tjansen som julekalenderkomponist fik han i konkurrence med to andre komponister.

“Det bliver mere og mere almindeligt med konkurrencer også inden for vores branche. Jeg opfatter metoden som lidt en glidebane, men måske får flere en chance på den måde. Som konkurrencebidrag skrev jeg blandt andet det uhh-tema, som løber gennem hele serien – og som jeg faktisk er lidt stolt af, at det senere lykkedes mig at inkorporere i titelsangen”, siger komponisten og fortæller videre om titelsangen:

“Det var ikke givet, at der skulle være en decideret titelsang. Seriens startsekvens var sådan lidt ude i det åbne, men så skrev jeg et bud, som holdet bag serien godt kunne lide. At det blev pigerne, der sang den, var også lidt et tilfælde: Jeg spurgte dem, om de ville prøve, og så viste det sig, at de faktisk kunne synge”.

Komponist Jesper Mechlenburg.

Komponist Jesper Mechlenburg.

Årets DR-julekalender har i månedens løb været udsat for kritik fra forskelligt hold: Der er for lidt jul i, og den henvender sig slet ikke til børn, lyder nogle af kritikpunkterne.

Komponisten afslører, at det dog også krævede lidt musikpædagogisk snilde at få det rette udtryk frem:

“Når man arbejder med unge mennesker i kunstnerisk sammenhæng, kan der ofte være brug for, at man træder ind i en psykologisk afvæbnende rolle. Deres liv er så musikmættet, at de godt véd, hvordan det skal lyde.”

“Derfor kan de være ekstremt hårde ved sig selv, hvis det ikke lykkes i første hug. Så må man ind og nurse lidt og sørge for at skabe et trygt rum uden forstyrrende telefoner og tv-folk. Derfor er sangen også indspillet lige her”, fortæller komponisten fra sit hjemlige lydstudie i indre København.

Kritik af Den anden verden

Årets DR-julekalender har i månedens løb været udsat for kritik fra forskelligt hold: Der er for lidt jul i, og den henvender sig slet ikke til børn, lyder nogle af kritikpunkterne. Seertallene har heller ikke været helt på højde med tidligere år, men er faldet fra circa 840.000 daglige seere i seriens første uge til circa 567.000 på lavpunktet den 10. december. Til det siger Jesper Mechlenburg:

“En julekalender er jo en genre med en del udfordringer indbygget i sig: Det kræver mange gentagelser, hvis man både skal tilgodese dem, der ser med hver dag, og dem, der hopper af og på. Og så er 23 cliffhangers i et dramaturgisk forløb på knap tolv timer også en ret kunstig konstruktion. Tolv gange 45 minutter ville nok passe bedre til et nutidigt publikum, så måske overlever genren ikke på sigt i sin nuværende form”.

Jeg har ikke seertal eller streamingclicks som succeskriterium. For mig handler det om at skabe et produkt, som jeg kan stå inde for, og have det sjovt imens.

Heller ikke hans egen titelsang er blevet helt den landeplage, som visse tidligere julekalendersange er blevet:

“Jeg har ikke seertal eller streamingclicks som succeskriterium. For mig handler det om at skabe et produkt, som jeg kan stå inde for, og have det sjovt imens. Jeg er glad for min sang, men målgruppen – tweens og unge teenagere – har så ufatteligt mange andre tilbud at vælge imellem. Man kan ikke længere diktere fra oven, hvad der bliver et hit, i dag vokser den slags ofte frem nedefra. Men hvis endelig tanken var at skabe et hit hos de unge, skulle man måske heller ikke have valgt en mand i fyrrerne til at skrive det”, slutter komponisten med endnu et lunt glimt i øjet.

Jesper Mechlenburg

  • Komponist og producer. Uddannet trommeslager fra Rytmisk Musikkonservatorium i 2000
  • Spillede bl.a. for Aqua sidst i 1990’erne, men skiftede siden trommestikkerne ud med nodeblokken. Har som komponist skrevet musik til en række film og tv-serier for både børn og voksne. Hans næste projekt i dramatisk format er musik til balletten Farlige forbindelser for Det kongelige Teater
  • Dyrker ved siden af sit kommercielle komponistvirke også smallere kunstprojekter, senest duoen Uhørt sammen med Lone Hørslev

Hovedfoto: DR/Per Arnesen.

Kategorier