mm

Claus Skytte

Claus Skytte (f. 1969) er iværksætter, foredragsholder og forfatter til fire bøger om internetiseringen, deleøkonomi og den nye automatisering.

Han er medstifter af og formand for Foreningen for Platformsøkonomi i Danmark. Skytte er endvidere stifter og medejer af det deleøkonomiske fællesskab Resecond, Skatte-API’en Selfemployd og deleportalen.dk.

Claus Skytte sidder i Muskelsvindsfondens indsamlingsafdelings bestyrelse, Handshake, Chora Connections' bestyrelse og i Den Sociale Kapitalfonds Advisory board.

Claus Skytte er Danmarks førende ekspert i deleøkonomi, internetisering og automatiseringen, som ændrer vores verden lige nu: Vores måde at bevæge ting og os selv med selvkørende biler; vores måde at arbejde på som freelancere og selvansatte og vores måde at forbruge på med adgangsøkonomi og cryptocurrency. Han har skrevet bøgerne, "Medbruger - om den digitale forbruger", "Skal vi dele? - om deleøkonomi" og "Den nye andelsbevægelse - om den 4. industrielle revolution", samt den netop udkomne ”Kunstige Kolleger” – om hvordan mennesker, robotter og kunstig intelligens skal deles om fremtidens arbejde. Skytte rådgiver erhvervsordførere i Folketinget, Erhvervsstyrelsen, Skatteministeriet, store danske virksomheder som Tryg og COOP, samt diverse VL-grupper og fagbevægelsen.

Se alle skribentens artikler

Tillid – hvem kan vi stole på?

TILLID – Finansminister Kristian Jensen er bange i det politiske magasin Ræson. Han bekymrer sig over, at ganske almindelige mennesker over de sidste ti år har fået mindre og mindre tillid til politikere. Jeg kunne også tilføje: til eksperter og direktørerne for de store virksomheder. Til gengæld har vi fået mere og mere tillid til ”mennesker som os selv”. Det vi kunne kalde for alle os i ekkokamrene under de sociale mediers sladderkultur.

Men hvad er tillid for en størrelse? Tillid handler om forventning. At vi kan forudsige hinandens handlinger. Tillid tager tid og kræver en stor arbejdsindsats og ihærdig flid. Tillid kræver, at du er villig til ikke at vælge smutveje undervejs og ikke at springe over, hvor gærdet er lavest. Med andre ord er tillid en temmelig besværlig størrelse. Der skal kun en halv sandhed til at ødelægge den.

Det var Lenin, der sagde det. Tillid er en luksus, som er dyr at bygge op. Så lad os spare: ”Tillid er godt. Kontrol er bedre”.

Tillid er en konkurrencefordel, fordi man sparer på kontrolomkostningerne, når andre har tillid. Man sparer også en masse penge på ikke at skulle overbevise sine borgere og forbrugere om, at man er til at stole på. Men tillid kan ikke købes for penge eller insisteres på. Kontrol er noget skidt og ødelægger tilliden.

Den korte og den lange bane

Tillid fortjenes. Så hvordan fortjener Finansminister Kristian Jensen og alle magthaverne tillid? I starten af firserne lykkedes det Ronald Reagan – og kort tid senere Margaret Thatcher – at forvisse os om, at det ikke var regeringerne, som løste problemerne, men det var regeringerne, som var selve problemet. Vi skulle have meget mindre regering og meget mere frihed til private virksomheders fri leg på markedspladsen.

Herefter blev reglerne for de private virksomheder kraftigt lempet med en stigende økonomisk vækst som følge op igennem halvfemserne. Det virkede som en rigtig god plan. Derfor kunne Socialdemokraterne også roligt privatisere Danmarks statslige virksomheder. Desværre blev der skabt mere bobleluft end egentlig værdi på den lange bane. Og så kom det store finansielle sammenbrud som en syngende lussing.

Herefter mistede vi også tilliden til de store virksomheder og især de store finansielle institutioners fuldkomne frihed, som indtil da havde været selve billedet på vores nye økonomiske fremskridt siden fattigfirserne.

Vi stoler på hinanden. Det er muligheden, som vi har tilbage. Vi finder selv løsningerne på vores problemer uden at inddrage de institutioner, som vi ikke længere stoler på

Det var ren spekulation. Det skabte ikke ægte værdi. Kun gæld og derivater. Derfor blev folket sure over salget af DONG til Goldman Sachs. Det har vi ikke glemt endnu, selvom det er lang tid siden, og Ørsted faktisk blev mere værd på den lange bane. For hvem skulle folket tiltro på den korte bane? Hvis hverken på regeringer eller virksomheder?

Tillid som mulighed

I Danmark er tilliden til hinanden stadig den højeste på kloden, men Kristian Jensen har ret i, at vi risikerer at glemme at kunne samarbejde og at stole på hinanden. De fleste mennesker som os selv har øjnene på den korte bane. Hvem kan i øvrigt overskue den lange, som fremtiden synes at ændre sig dagligt.

Vi stoler på hinanden. Det er muligheden, som vi har tilbage. Vi finder selv løsningerne på vores problemer uden at inddrage de institutioner, som vi ikke længere stoler på. Og politikerne og virksomhedernes skal stadig mere passe på ikke at ødelægge tilliden yderligere ved at foretage pragmatiske handlinger, som ikke har respekt for folkets bekymring. For så bliver der sladret om det på de folkelige medier.

I Danmark har tilliden til hinanden – folk som vi er flest – været støt stigende siden firserne, mens tilliden til politikerne og store virksomheder fortsat falder dramatisk

Digitale værktøjer giver os mulighed for at bruge vores tillid til hinanden på at hjælpe hinanden. På den korte bane. Men hvilke muligheder giver det regeringerne og de store virksomheder for ikke at blive forbigået? Hvad kan virksomhederne gøre udover at tjene penge? Hvad kan politikerne gøre udover at bruge magt og arrogant stadfæste, at vi roligt kan stole på dem, når de tager beslutninger, som føles forkerte i vores store fælles mave?

Grundlaget for den unikke nordiske sociale tillid er, at vi er sluppet for krige, blodige revolutioner og korruption. Samtidig med at vi kulturelt har hjulpet hinanden med at bære den gode tillidsfulde skik videre generation efter generation. Når vi kan se, at det meste går retfærdigt til, har vi også tillid til, at vi vil blive retfærdigt behandlet. I Danmark har tilliden til hinanden – folk som vi er flest – været støt stigende siden firserne, mens tilliden til politikerne og store virksomheder fortsat falder dramatisk.

En skrøbelig størrelse

Psykologen Robert Rosenthalbeviste tilbage i tresserne, at du er sådan, som man fortæller os, at du er.

Således er det med alle forandringer, vi vil opnå, og i særdeleshed også med tillid. Det kræver en konsekvent indstilling fra vores side at foretage denne adfærdsændring. Man har vitterligt lyst til at opnå tillid. Man er i tvivl, om man nu er i stand til det, og man er bekymret for, om man nu også husker det, når bølgerne går højt, og der skal træffes hurtige og upopulære beslutninger i det daglige. Beslutninger, som ikke nødvendigvis øger tilliden.

Som med alt andet, der skal oparbejdes, starter tilliden i det små og ikke som en overskrift. Tillid tager babyskridt på den korte bane. Gør det letteste først. Blive ved med at tage det samme lette skridt igen og igen. Byg tilliden langsomt og tålmodigt op. Ikke som de otte hundrede eller flere år det tog danskerne at opbygge deres unikke tillid til hinanden. Start med at se, hvor meget tillid du kan opnå over fire år, som en regeringstid typisk tager.

Tillid er en skrøbelig størrelse, og er tilliden først på retur, vil mistilliden hurtigt tage over og brede sig i form af kontrol. Mennesker spørger meget ind til andre mennesker, som de har tillid til, og forhører sig om tilliden til andre. Er han til at stole på? Kan man regne med ham?

Blind tillid

Robert Rosenthal undersøgte tilbage i tresserne, om man ved at påvirke menneskers forventning kunne manipulere dem til at tænke dårligt eller godt om andre.

Rosenthal samlede en række psykologistuderende omkring en flok rotter og en labyrint. Han fortalte de studerende, at disse rotter var nogle af de dummeste rotter, de nogensinde havde haft på universitetet. Herefter bad han dem studere rotterne og derefter tælle op, hvor mange fejl rotterne lavede på deres vej gennem labyrinten. De studerende talte sig frem til mange fejl. Rigtig mange fejl endda.

Hvis man har blind tillid til dig, har du den fordel, at folk gør, som du siger. Omvendt får du det meget svært ved at overbevise nogen om noget som helst, hvis din omverden har en fælles formodning om, at man skal tvivle på din troværdighed

Dagen efter samlede Rosenthal de studerende igen og bad dem nu om at betragte og tælle fejlene hos en flok usædvanligt højt begavede rotter. Hvor mange brølere begik disse smarte rotter nu gennem deres vej i labyrinten? Denne gang fandt de studerende ikke særlig mange fejl. De smarte rotter var i de studerendes øjne halvtreds procent bedre til at løse opgaven og tredive procent hurtigere til at nå igennem labyrinten, end de dumme rotter var.

Det var i sandhed begavede rotter. Men eksperimentet gik ikke ud på at tælle fejl hos rotter i labyrinter, men på at føre de psykologistuderende bag lyset og afsløre dem: At de ikke var objektive i deres bedømmelser. For det var de selv samme rotter, de observerede begge observationsdage. Blot med den markante forskel, at rotterne blev præsenteret som henholdsvis dumme og smarte dyr. De studerende havde blind tillid til Rosenthals løgnehistorier.

Hvis man har blind tillid til dig, har du den fordel, at folk gør, som du siger. Omvendt får du det meget svært ved at overbevise nogen om noget som helst, hvis din omverden har en fælles formodning om, at man skal tvivle på din troværdighed. Uanset om du taler sandt eller falsk. Man stoler bare ikke på dig.

Tillid er ikke noget, vi kan smykke os med. Det er noget, vi får i nådegave af andre. Det tager tid, og det foregår på den korte, labyrintiske rottebane.

Foto: John T på Unsplash

Kategorier